|
|
|
[61-
|
92] |
|
|
|
.
|
|||||
|
|
Sit eget Syn med grusom
Morderhaand og stak
Med gyldne Spange sine Øjenstene ud; Og da med Dun sig mørkned mine Sønners Kind, Da lukked de ham inde, for at dysse ned |
||||
| Vanskjæbnen, som
vel krævede mangt kløgtigt Raad.
End lever han i Huset, men Ulykken har Forstyrret ham, saa grumt han banded sine Børn, At de med Staal skal skifte deres Fædrebo. Af Rædsel grebne, at hans Bøn af Guderne |
|||||
| Fuldbyrdes skulde, om
de sammen byggede,
Kom de da overens om at frivillig først Den Yngste, Polynejkes, skulde gaa af Land, Men Eteokles blive hjemme her som Drot Et Aar og siden skifte. Dog, da først han sad |
|||||
| Ved Statens Ror, han
vilde Thronen rømme ej,
Men drev fra Landeskjellet Polynejkes bort. Han gik til Argos, fik Adrastos der til Maag Og kom tilbage med en stærk Argejerhær, Som han har ført mod Byen med de Porte syv, |
|||||
| Sin Faders Spir at kræve
og sin Landepart.
For nu at stille Striden mellem Brødrene, Jeg bød paa Tro og Love ham før Kampen hid, Og han vil komme, siger Budet, som blev sendt. Saa hør mig du, som Himlens lyse Hvalv bebor, |
|||||
| O Zevs, frels du os,
und du mine Børn Forlig.
Hvis du er vis, bør ej du lade Vanhelds Kaar Bestandigt gjæste ét og samme menneske. (Gaar ind.)
Barnevogteren (paa Borgtaget). Siden Antigone. Barnevogteren.
|
|||||
| Tilstedet har jo af
dit Jomfrubur at gaa
Og se fra Borgens høje Loft Argejers Hær, Saa stands en Stund, at jeg kan spejde Vejen først, |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.5 |
|
|