Euripides: Phønikerinderne
||<<
<<
[25-
60]
>>
>>|||
.
Paa Heras Eng hist ude i Kithærons Fjæld.
Med spidse Jærn hans Ankler gjennemstukne var;
Derfor har hele Hellas ham Ødipus kaldt.
Snart fandt ham Hestehyrder hos Kong Polybos
Som hjem ham bragte og til deres Frue gav,
Og hun til Brystet lagde mine Veers Frugt
Og kaldte for sin Husbond ham sit eget Barn.
Men da min Søn opvoxed og fik Dun paa Kind,
Om han nu selv det mærked, eller Andre gav
Ham Nys derom, da vandred han til Phøbos, Hus,
At finde dem, han skyldte Livet; derhen drog
Min Husbond Laios ogsaa, for at høre ad,
Om han var død; saaledes stødte begges Fjed
Da sammen paa en Korsvej hist i Phokis' Land.
Og Laios' Vognstyrer bød nu Ynglingen:
Gaa dog af Vejen, Fremmede, for Kongen her.
Men stolt og tavs gik hin sin Kaad, saa Hestene
Med haarde Hove blodigt saarede hans Fod.
Da vog, at Rædselsdaaden jeg skal nævne strax,
Sønnen sin Fader, tog hans Vogn og gav den til
Sin Fosterfader.  Da nu Sphinx med Manderean
Haardt plaged Byen, og min Ægtemand var død,
Da lod min Broder Kreon byde ud min Haand,
At hvo som løste Gaaden for den kloge Mø,
Mig skulde faa til Ægte, og det hændte nu,
At det min Søn Ødipus blev, som raaded den.
Derfor til Drot han sattes over Landet her,
Fik til belønning dette Riges Kongespir,
Og ægted, ak! sin Moder, som han kjendte ej,
Saa lidt som Moderen aned, hvem hun hvilte hos.
To Sønner fødte jeg min Søn, Eteokles og
Den gjæve Polynejkes, og foruden dem
Et Døtrepar; Ismene kaldte Faderen
Den yngste, og den anden jeg Antigone.
Men da han fik at vide, at hans Ægteviv
Hans Moder var, da slog den haardt hjemsøgte Mand
.
||<<
<<
Christensen 
Schmidt.I.4
>>
>>|||