|
|
[1-
|
24] |
|
|
.
|
|||||
Iokaste. |
|||||
O du, som gjennem Himlens
Stjærnebilleder
Paa Gyldenkarmen med det rappe Gangerspand I Kredsløb drager, Helios, din Luevej, Til Sorg og Jammer kasted over Thebens Stad Du dine Straaler paa hin Dag, da Kadmos kom |
|||||
Til dette Land fra Tyros'
havomkranste Kyst.
Han tog Harmonia, Kypris' Datter, sig til Viv Og avled Polydoros; dennes Sønnesøn, Saa siges der, var Laios, Søn af Labdakos. Jeg nævnes Datter af Menøkevs, og med mig |
|||||
Af samme Moder er min
Broder Kreon født.
Man kalder iokaste mig; det Navn mig gav Min Fader. Laios blev min Husbond; men da jeg, Skjøndt længe alt hans Hustru, ej ham skjænkte Børn, Da drog han hen at spørge Phøbos, bad, at han |
|||||
Dog maatte se omkring
sig Sønner i sit Hus.
Drot over Thebens Gangerland, lød Gudens Svar, Saa aldrig Sæd til Afkom imod Guders Bud; Thi hvis en Søn dig fødes, skal af Barnets Haand Du Døden faa, og bløde skal dit hele Hus. |
|||||
Dog lod han Lysten raade
i en Rus engang,
Saa han en Søn os avled; men da det var sket, Sin Fejl han kjendte og kom Gudens Ord i Hu, Bød derfor sine Hyrder sætte Drengen ud |
|||||
.
|
|||||
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.3 |
|
|