Euripides: Hekabe
||<<
<<
[625-
 885]
>>
>>|||
.
CHORET.
Strophe.
625 Ufærd maatte vorde min Lod, 
Trængsler over mig komme 
Alt fra den Stund, da først Alexandros
Graner til Skib lod fælde paa Ida, 
Vidt over Bølgernes Svælg at gaae
630 Hen til Helenas Huus, at favne 
Qvinden, den deiligste Qvinde, som end 
Solen den gyldne beskinned. 

Modstrophe.
Sorg og Trældoms piinlige Tvang 
Trindt omspænde mig Arme;
635 Ulykken drog mod Simoeis' Bredder 
Ei for vor egen Daarskab alene, 
Bøde vi maatte for Andres Skyld. 
Dom blev fældet, da Harm ophidsed 
Tre af de høie Gudinder til Strid,
640 Dommer var Hyrden paa Ida. 

Eftersang.
Krig og Mord og Huses Omstyrtelse kom over os; 
Ogsaa sukker dog vist ved Eurotas' yndige Strøm 
Mangen Lakonisk Møe i sit Kammer med Graad paa Kind; 
Mangen Moder, som misted i Krigen sin Søn,
645 River af Issen de blegede Haar, 
Og sine Kinder kradser hun vildt, 
Saa der er blodige Spor af Neglenes Rifter. 

EN TERNE          (træder ind).
I Piger ! hvor er dog den arme Hekabe, 
Som seirer over Mænds og Qvinders hele Slægt
650 I Lidelser; den Krands er hendes uden Tvist. 

CHORET.
Ak Arme ! hvad betyder dog dit Vanheldsskrig ? 
Hos dig faaer Jammersbudskab aldrig Rast og Roe. 

TERNEN.
Et Rædselssyn jeg bringer her til Hekabe, 
Ei yttrer Læben Glædeslyd i Sorgens Stund. 

CHORET.asd
655 Der kommer hun som kaldet ud af Teltet just 
I rette Tid, dit Budskab at erfare strax. 

TERNEN.
Du Arme ! meer ynkværdig end jeg sige kan ! 
Min Dronning ! du som Lyset seer, men lever ei, 
Du som har Alting mistet, Husbond, Land og Børn ! 

HEKABE.
660 Dit Veeraab melder intet Nyt, jeg veed jo Alt; 
Dog siig, hvi bringer Polyxenes Liig du hid, 
Da nys det blev fortalt mig, at Achaias Mænd 
Alt kappes om at hædre hendes Jordefærd. 

TERNEN.
Hun veed det ei; for Polyxene jamrer hun,
665 Og drømmer ei om nogen ny Gjenvordighed. 

HEKABE.
O vee ! det er dog aldrig den begeistrede 
Sandsigerske Kassandras Liig du bringer der ? 

TERNEN.
Frygt ei ! hun lever; men for denne Dødning her 
Du sukker ei; betragt da dette blotte Liig,
670 Om det dig er et Rædselssyn, du vented ei. 

HEKABE.
O vee ! min Polydoros seer jeg bleg og død, 
Min Søn, som hist til Thrakerdrottens Huus blev frelst. 
O vee mig Arme, jeg forgaaer, mit Liv er tabt. 
          Mit Barn, mit Barn !
675           I Vanvids Qvad maa din Moders Røst 
          Udbryde nu, jeg hører den Sorg, 
          Som en fiendtlig Dæmon har voldt mig. 

TERNEN. 
Du Arme ! vidste du hvad der var hændt din Søn ? 

HEKABE.
Utrolig, utrolig Sorg mig rammer paany,
680 Qval følger paa Qval med hurtige Skridt; 
En Dag for Suk og for Taarer frie 
Ret aldrig for mig vil lyse. 

CHORET. 
En rædsom Skjebne rammer os, du arme Viv ! 

HEKABE.
O du den usaligste Moders Barn !
685 Hvad Skjebne traf dig, hvad Død har ramt dig, 
Hvad Menneskes Haand ? 

TERNEN.
Jeg veed det ei, ved Havets Bred jeg fandt hans Liig. 

HEKABE.
Opkastet paa bløden Sand, 
Eller fældet med blodigt Spyd ? 

TERNEN.
690 Havdybets Bølger havde skyllet ham iland. 

HEKABE.
Ak ! nu forstaaer jeg mit Drømmesyn, 
Det luftige Billed med sorte Vinger 
Fløi ei mig forbi, det bebuded, at du, 
Min Søn ! er berøvet det skinnende Sollys. 

CHORET.
695 Hvo har da dræbt ham ? har din Drøm ei sagt dig det ? 

HEKABE.
Min Gjæsteven, den Thrakiske Gangertumler, 
Hos hvem den bedagede Fader i Løn ham gjemte. 

CHORET.
Hvad siger du ? drev Lyst til Guldet ham til Mord ? 

HEKABE.
O Rædselsdaad, som ei har Navn eller Lige !
700 Ugudelig ! fæl ! hvor er Gjæstens hellige Ret ? 
Forbandede Niding, som myrded min Dreng, 
Som skar med flængende Staal i hans Hud og Kjød, 
Og ei Medlidenhed følte. 

CHORET.
Ulykkelig er ingen Dødelig som du,
705 Dertil har dig en Guddom bragt, som er dig gram. 
Dog hist jeg Agamemnon seer, den høie Drot: 
Han nærmer sig, Veninder ! nu vi tie maae. 

AGAMEMNON       (træder ind).
Siig, Hekabe ! hvi tøver du dit Barn i Grav 
At gjemme, skjøndt Talthybios fra dig mig bad,
710 At Liget af Achaisk Haand blev ei berørt. 
Vi derfor uforstyrret hende ligge lod, 
Mens her du nøler, saa det høilig undrer mig. 
Nu kommer jeg at hente dig, thi hist er Alt 
Besørget godt, hvis ellers Sligt kan kaldes godt.
715 Dog hist et Liig ved Teltet ligger; hvem er det ? 
En Troisk Mand, thi Klædet, han er hyllet i, 
Mig siger, at Achaier ei han være kan. 

HEKABE.
Ynkværdige ! dog det er ikke du, men jeg. 
Hvad skal jeg gjøre ? skal jeg ydmyg knæle her
720 For Agamemnon, eller bære taus min Sorg ? 

AGAMEMNON.
Hvi vender du mig Ryggen taus med Graad og Suk, 
Og svarer ei ? hvad er der skeet ? hvis er det Liig ? 

HEKABE.
Dog hvis han barsk bortstødte mig, hans Fiendes Viv 
Og hans Slavinde, det var Krænkelse paany. 

AGAMEMNON.
725 Ei er jeg Spaamand, derfor ei jeg gjette kan 
Din Tankegang, med mindre du mig nævner den. 

HEKABE.
Mon ikke jeg hans Sindelag bedømmer vrangt, 
Og holder ham for mere fiendtlig end han er ? 

AGAMEMNON.
Hvis helst du vil, at Sagen holdes skjult for mig,
730 Kan let vi enes; jeg vil ikke høre den. 

HEKABE.
Dog uden ham umulig jeg jo hevne kan 
Min dræbte Søn, hvortil da denne Raadvildhed ? 
Forsøges maa det, om det lykkes eller ei. 
O Agamemnon ! bønlig jeg besværger dig
735 Ved dine Knæe, dit Skjæg, din lykkelige Haand. 

AGAMEMNON.
Forklar dig ! er det Frihed for din Levetid 
Du ønsker dig ? den Bøn kan let opfyldes dig. 

HEKABE.
Nei langtfra ! Hevn jeg fordrer over Nidinger, 
Da vil jeg gjerne trælle til min sidste Stund. 

AGAMEMNON.
740 Og hvem er det, du kalder mig til Hjelp imod ? 

HEKABE.
Derom, min Konge ! har du ingen Ahnelse. 
Hist seer du Liget, som mig bringer Graad paa Kind. 

AGAMEMNON.
Jeg seer et Liig, men intet videre jeg veed. 

HEKABE.
Ham bar jeg under Hjertet, ham jeg Livet gav. 

AGAMEMNON.
745 Er det da et af dine Børn, du stakkels Viv ! 

HEKABE.
Men Ingen af de Sønner, som i Troia faldt. 

AGAMEMNON.
Har du da bragt til Verden andre Børn end dem ? 

HEKABE.
Ja ham, dog mig til liden Baade, det er vist. 

AGAMEMNON. 
Hvor var han henne, dengang Staden sank i Gruus ? 

HEKABE.
750 Hans Fader bort ham sendte for at frelse ham. 

AGAMEMNON.
Hvor blev da denne Søn, den Eneste, sendt hen ? 

HEKABE.
Til dette Land, hvor nys man fundet har hans Liig. 

AGAMEMNON.
Til Polymestor, som er Drot i Landet her ? 

HEKABE.
Ja hid han sendtes, uselt Guld at gjemme her. 

AGAMEMNON.
755 Dog hvilken Dødslod traf ham ? hvo har myrdet ham ? 

HEKABE.
Det har den Thrakerkonge, Gjæstevennen selv. 

AGAMEMNON.
Saa har vel Guldtørst drevet ham til denne Daad. 

HEKABE.
Tilvisse, da han Phrygerstadens Fald erfoer. 

AGAMEMNON.
Hvor fandt du Liget ? eller blev det bragt dig hid ? 

HEKABE.
760 Hiin Terne der ved Havets Kyst den Dræbte fandt. 

AGAMEMNON.
Gik hun i Ærind ? eller søgte hun din Søn ? 

HEKABE.
Hun hented Vand fra Stranden til Polyxenes Bad. 

AGAMEMNON.
Først, som det lader, har han dræbt, saa slængt ham ud. 

HEKABE.
Til Priis for Bølgen, men med slige Snit og Skaar. 

AGAMEMNON.
765 Du arme Viv ! ei Maal og Grændse har din Sorg. 

HEKABE.
Der er ei Qval, Atreide ! som jeg jo har følt. 

AGAMEMNON.
Er nogen Qvinde saa ulykkelig som du ? 

HEKABE.
Ulykken selv er knap ulykkelig som jeg. 
Dog hør, hvi nu jeg bønlig knæler for dig ned !
770 Men tykkes det dig billigt, at jeg martres saa, 
Da tier jeg; i modsat Fald da skaf mig Hevn, 
Og straf ham, den ugudelige Gjæsteven ! 
Han som en syndig Gjerning øved uden Blue 
For Guder i det Høie eller under Jord;
775 Han, som i vore Gjæsters Tal saa mangen Gang 
Sad ved mit Bord høiagtet som vor bedste Ven, 
Og skjøndt han fremfor Nogen mødte Venlighed, 
Dog myrded ham, og værdiged ham ei engang 
En Grav, men kastede hans Liig i Havet ud.
780 Vel er jeg en Slavinde kun og svag forsand, 
Dog Guderne har megen Magt, og større Magt 
Har Loven; thi af Loven har vi Gudsfrygt lært, 
Og mellem Ret og Uret sætter Loven Skjel. 
Du blev til Lovens Hævder sat, men krænkes den,
785 Og gaaer for Straf den Niding frie, som frækt sin Gjæst 
Ihjelslog eller plyndred Guders Helligdom, 
Da er der ingen Retfærd meer paa denne Jord. 
Hvis Sligt dig tykkes Skjændselsdaad, forbarm dig da, 
Og agt min Bøn ! og som en Maler skarpt beseer
790 Sit Værk i Afstand, saa betragt du min Sorg ! 
Tilforn jeg var en Dronning, din Slavinde nu, 
Tilforn med Børn velsignet, nu en barnløs Viv, 
Graahærdet, hjemløs, venneløs og uden Trøst. 
O vee ! hvi vender dine Fjed du fra mig bort ?
795 Min Bøn er spildt, det seer jeg nok, jeg arme Viv. 
Hvi strenge dog vi Mennesker saa stærkt os an, 
At trænge dybt i alle andre Kunster ind, 
Da vi dog Intet give, for at nemme grandt
Den Kunst at overtale, som alene dog
800 Behersker Menneskenes Sind ? da lærte vi 
At bøie Hjerter hvor det gjaldt, og naae vort Maal. 
Kan Nogen vel herefter nære Haab om Held ? 
Saa mange Børn jeg eied, nu jeg ingen har, 
Og selv til Skjændsel og til Slaverie jeg gaaer,
805 Mens Røgen hist jeg stige seer fra Troias Tomt. 
Vist vil du holde det for Daarskab, naar til Hjelp 
Jeg Kypris kalder; nævne maa jeg hende dog. 
Sandsigersken, min Datter, som af Phrygerne 
Kassandra kaldes, favner du som Slegfredviv.
810 Hvordan skal vel din Elskov glæde hende, Drot ! 
Hvad Tak faaer vel min Datter for den Fryd, du nød 
I hendes Favn, hvad Løn faaer jeg for hendes Skyld ? 
Saa hør mig da ! seer du den Dræbte ? hevn hans Drab, 
Du hædrer jo en Svoger, naar du hædrer ham.
815 Han svarer ei.  -  Eet mangler mine Ord endnu. 
Gid disse Arme, disse Hænder, disse Haar 
Og disse Fødder eied Røst at tale med 
Ved Daidalos's Kunster eller Guders Magt, 
At tusind Stemmer, mens jeg favned dine Knæe,
820 Med Graad og Jamren kunde trygle dig om Hjelp ! 
O Konge ! du Hellenerfolkets første Lys ! 
Lad dig bevæge ! ræk den gamle Qvinde Haand 
Til Hevn; er hun end nok saa ringe, gjør det dog ! 
Den brave Mand jo Retfærds Tjener være bør,
825 Og altid straffe Skurken, hvor han finder ham. 

CHORET.
Hvor synderligt er ikke Menneskenes Liv ! 
Retfærdigheden løser Pligtens stærke Baand; 
Snart fordums bittre Fiender den til Venner gjør, 
Og snart den skaber gammelt Venskab om til Had. 

AGAMEMNON.
830 O Hekabe ! din tunge Skjebne, Sønnens Død 
Og Haanden, som du løfter bønlig, røre mig; 
Og baade hellig Gudsfrygt og Retfærdighed 
Opfordre mig til Blodhevn over troløs Ven, 
Naar blot det var mig muligt, dig at skaffe Ret,
835 Og selv betrygges for det rye blandt Hærens Mænd, 
At Thrakiens Drot jeg dræbte for Kassandras Skyld. 
Eet ængster mig, naar Sagen jeg betænker ret, 
Krigsfolket anseer Thrakerkongen for en Ven, 
Den Dræbte for en Fiende; dig er han saa kjær,
840 Det føler du, men Sligt vedkommer Hæren ei. 
Betænk dog dette ! villig er jeg til din Hjelp,
Og hurtig til at skaffe den forlangte Hevn, 
Men langsom, naar jeg trues af Achaiers Spot. 

HEKABE.
Ak !
845 Der er dog ingen Dødelig, som ret er frie; 
Snart er han Skjebnens Tjener eller Guldets Træl, 
Snart er det Folkemassen eller Lovens Ord, 
Som faaer ham til at handle mod sit Hjertes Bud. 
Dog da med Angst du agter Mængdens dom saa høit,
850 Saa vil paastand for denne Frygt jeg dig befrie. 
Vær blot en taus Medvider, hvis en blodig Hevn 
Vil lykkes mig, men hold dig selv fra Sagen fjernt; 
Hvis da med Larm man iler Thrakeren til Hjelp, 
Imens han bøder som forskyldt, saa styr dit Folk,
855 Dog uden at man mærker, du for mig det gjør. 
Iøvrigt vær kun rolig ! Alt skal endes vel. 

AGAMEMNON.
Hvordan ? hvad er din Hensigt ? vil din Haand 
Selv støde Dolken i Barbarerdrottens Bryst ? 
Vil Gift du bruge ? eller stoler du paa Hjelp ?
860 Hvad Haand staaer rede ? hvor vil du faae Venner fra ? 

HEKABE.
Af Troias Qvinder mange boe i Krigertelt. 

AGAMEMNON.
Du mener vel de Qvinder, vi tilfange tog ? 

HEKABE.
Med disses Hjelp jeg hevner mig paa Morderen. 

AGAMEMNON.
Men siig, hvordan vil Qvindens Haand faae Mandens Kraft ? 

HEKABE.
865 Stærk Mængden er, og Snildhed gjør den kjæk til Dyst. 

AGAMEMNON.
Vel stærk, dog altid Qvindehaand mig tykkes svag. 

HEKABE.
Hvi saa ? Aigyptos' Sønner faldt for Qvindehaand, 
Og Qvinder drev fra Lemnos alle Mandfolk bort. 
Dog lad saa være ! nok herom ! saa lov mig blot,
870 At denne Terne gjennem Leiren trygt kan gaae. 
Men du, naar du for Thrakerfyrsten staaer, da siig: 
Dig Troias fordums Dronning byder til sig hen, 
For din Skyld meer end for sin egen; kom og tag 
Tillige dine Sønner med, thi ogsaa dem
875 Vedkommer hvad hun agter at forkynde dig ! 
Tøv derfor, Drot ! med Polyxenes Jordefærd, 
At samme Baal kan brænde samme Moders Børn, 
Og samme Muld bedække hendes Tvillingsorg. 

AGAMEMNON.
Det loves dig; dog denne Gunst erholdt du ei,
880 Ifald Achaias Skibe kunde lette strax; 
Men nu, da ingen Guddom sender gunstig Bør, 
Vi tøve maae og oppebie heldig Fart. 
Gid alt dog efter Ønske gaae ! det er til Gavn 
For hele Folket som for enkelt Mand, naar Straf
885 Den Onde rammer, og det gaaer den Brave godt. 
(Gaaer.)
 
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||