Euripides: Hekabe

Euripides: Hekabe

\|\|<<	<<	[886-	1267]	>>	>>\|\|\|

	CHORET. *Første Strophe.* O Ilions Stad ! ikke meer Ubetvingelig kaldes du skal, Slig Sværm af Helleniske Krigsfolk Dig hærged med Spyd og bedækked dig trindt.
890	Afraget er Krandsen af Muren, Og skjændet du est paa ynkelig Viis Af Røg og af Sod, usalige Stad, Som min Fod ikke meer skal betræde ! *Første Modstrophe.* I Midnattens Stund Fordærvelsen kom,
895	I den Stund, da den liflige Søvn Neddaler paa Menneskens Øine. Forstummet var Gangen, og Gildet forbi, I Kammeret hvilte min Husbond, Hans hvæssede Spyd hang roligt paa Knag,
900	Og ikke han saae den myldrende Sværm, Som fra Skibene styrted mod Troia. *Anden Strophe.* Jeg stod i mit Kammer, og fletted mit Haar, Og fæsted det op under Hue, Og kastede tit i det gyldene Speils
905	Blankfunklende Skive fornøiet mit Blik, For derpaa at gange til Hvile; Da foer gjennem Byen en pludselig Larm, Da lød gjemmen Ilions Gader det Raab: Helleniske Mænd ! nu Troernes Borg
910	Omsider skal styrtes i Gruus, Og omsider vi drage til Hjemmet. *Anden Modstrophe.* Da sprang jeg fra Leiet i flagrende Dragt Som Doriske Piger den bære, Og bønligt jeg knæled for Artemis ned,
915	Dog Intet mig baaded min ydmyge Bøn. Min Husbond blev dræbt for mit Aasyn, Mig greb man, og slæbte til Stranden mig ned, Og langlig jeg stirrede hen mod min Bye, Mens Skibet, som gled for bovnende Seil,
920	Mig fjernede fra Ilions Kyst; Af Fortvivlelse knuust var mit Hjerte. *Eftersang.* Dioskurernes Søster og Paris den Ulykkens Mand Forbande jeg maa; jeg forliste mit Land og mit Huus For et Bryllup; dog ei var det Bryllup,
925	Et Værk af den argeste Dæmon det var. Gid aldrig hun bæres af Bølgerne hjem, Gid aldrig hun skue sin fædrene Vaaning. POLYMESTOR (Træder ind). O dyrebare Priamos ! o Hekabe, Du Elskeligste ! rørt til Taarer seer jeg dig,
930	Dit Troia og din Datter, som du misted nys. Ak ! Trygt er paa Jorden Intet, Magt saalidt som Glands, Og Ingen veed, hvad Time Lykken skifter om. De høie Guder sammenblande Vel og Vee
935	I sær Forvirring, at i blind Uvidenhed Vi Mennesker skal dyrke dem; dog hvortil slig Bejamring ? Klage raader ikke Bod paa Sorg. Dog est du vred, at ikke strax til dig jeg kom, Da tilgiv mig: midt inde jeg i Thrakien
940	Tilfældig var, da hid du kom, men hjem igjen Var knap jeg kommen, før jeg vilde hen til dig Just som paa Husets tærskel mig din Terne traf, Og da dit Bud jeg hørte, fik jeg dobbelt Hast. HEKABE. Undseelig, Polymestor ! for dit Aasyn her
945	Jeg staaer, nedsunken i saa dyb Elendighed; For den, som fordum saae mig i min Herlighed, Jeg blues ved at vise mig fornedret nu; Derfor kan jeg dig ikke stivt i Øiet see, Men tag det ikke for uvenligt Sindelag
950	Mod dig ! desuden byder Høviskhed og Skik, At Qvinden ikke Manden frit i Øiet seer. POLYMESTOR. Ei heller det mig undred; dog fortæl mig nu, Hvi til mit Huus du sendte Bud at hente mig. HEKABE. Jeg dig og dine Sønner vil en Sag betroe,
955	Som jeg alene kjender; lad dit Følge da Imens fra disse Telte her bortfjerne sig ! POLYMESTOR. Bortfjerner Eder ! Stedet her er tomt og trygt, Du er mig venlig sindet, og Achaias Mænd Mig Yndest vise; siig mig da, hvordan en Ven,
960	Hvem Lykken føier, tjener sin Veninde bedst, Hvem Lykken svigted; see ! jeg rede staaer til Hjelp. HEKABE. Saa siig mig først, om Polydoros, hvem af min Og Priams Haand du modtog, lever i dit Huus Endnu; om Resten jeg dig siden spørge vil. POLYMESTOR.
965	Han lever, ja ! vær ubekymret for din Søn ! HEKABE. Min Ven ! dig værdigt taler du, og glædeligt. POLYMESTOR. Hvad ønsker du forresten at erfare ? tael ! HEKABE. Om ikke Polydoros har sin Moder glemt. POLYMESTOR. Nei ! lønlig var han gjerne kommen hid til dig. HEKABE.
970	Og Guldet, som han bragte med, er i Behold ? POLYMESTOR. Tilvisse ! det forvares sikkert i mit Huus. HEKABE. Saa gjem det, og lad fremmed Gods ei friste dig ! POLYMESTOR. Nei ! Qvinde ! nei ! mit Eget er mig meer end nok. HEKABE. Veed du hvad dig og dine Børn jeg melde vil ? POLYMESTOR.
975	Det veed jeg ikke, før dit Ord har nævnt mig det. HEKABE. Gid Ordet være dig saa kjært, som du er mig ! POLYMESTOR. Hvad har du at forkynde mig og mine Børn ? HEKABE. Min Slægt lod fordum grave Guld i Jorden ned. POLYMESTOR. Og dette vil du aabenbare for din Søn ? HEKABE.
980	Ja gjennem dig du brave, redelige Mand ! POLYMESTOR. Men hvad behøved du mine Børn at komme hid ? HEKABE. Det er jo godt, de veed det, hvis du skulde døe. POLYMESTOR. Fornuftigt talt i Sandhed, saare snildt betænkt ! HEKABE. Athenes Tempel hist i Troia kjender du ? POLYMESTOR
985	Der gjemmes Guldet ? er der noget Mærke sat ? HEKABE. En mægtig Graasteen rager over Jorden frem. POLYMESTOR. Er der forresten Noget, du mig vil betroe ? HEKABE. De Skatte, jeg har reddet, skal du tage med. POLYMESTOR. Hvor er de ? har i dine Klæder du dem skjult ? HEKABE.
990	Blandt Byttet her i Teltene jeg gjemte dem. POLYMESTOR. Hvor ? her Achaias Kæmper har jo deres Leir. HEKABE. Nei ! her i Telt vi fangne Qvinder særskilt boe. POLYMESTOR. Men er der trygt derinde ? er der ingen Mænd ? HEKABE. Nei ! kun vi Qvinder, ingen af Achaias Mænd.
995	Træd derfor ind ! thi hele Hæren længes stærkt At seile hjem fra Troias Kyst saasnart de kan, At du, naar vi har Sagen endt, med dine Børn Kan drage til den Bolig, som du gav min søn. (De gaae.) CHORET. Endnu har du ei bødet, men du bøder snart.
1000	Brat falde du skal, som naar i et bundløst Dyb En Mand vorder styrtet, thi myrdet du har En elskelig Yngling; hver den, som har Skyld Mod Retfærd og Guder tillige, Undflyer Fordærvelsen ei.
1005	Paa Vildvei lokker Ha abet dig, til Dødens hjem, Usalige Mand ! det føre dig vil, For ukrigerisk Haand skal du blegne. POLYMESTOR (indenfor). O vee mig ! mine Øines Lys berøves mig. CHORET. Veninder ! kan I høre Thrakerdrottens Skrig ? POLYMESTOR.
1010	O dobbelt Vee ! o mine Børn ! man myrder dem ! CHORET. Derinde man forøvet har en uhørt Daad. POLYMESTOR. Dog aldrig skal paa hurtig Fod I flygte bort, Jeg styrter Husets Vægge ned, og knuser Jer. CHORET. See ! hvor han svinger Landsen med sin stærke Haand !
1015	Lad ind os trænge ! Faren kalder os til Hjelp, Det gjælder Troias Qvinder, gjælder Hekabe. HEKABE. Ja knuus og slaae ! spar Intet ! stød kun Døren ind, Dog aldrig Lys i dine Øine tændes meer, Og aldrig du de Sønner seer, jeg dræbte dig. CHORET.
1020	Fik Thrakeren, den falske Gjæsteven, sin Straf ? Har du iværksat, Dronning ! hvad du nævner her ? HEKABE. Ret strax skal selv du see ham ud af Teltets Dør Iblinde famle hid og did paa vildsom Fod, Og see hans tvende Sønner, som jeg selv har dræbt
1025	Ved Hjelp af Troias gjæve Qvinder. Som forskyldt Han bøded. See ! der kommer han af Teltet ud; Nu bort paastand jeg ile maa, og bjerge mig For Thrakeren, thi rædsomt fnyser han af Harm. POLYMESTOR (kommer ud). O vee mig !
1030	Hvor gaaer, hvor staaer, hvor farer jeg hen Med Hænderne satte som Fødder i Spor Liig Dyret paa Fjeld, der vandrer paa Fire ? Hvad Vei skal jeg tage ? skal hid eller did Jeg vende mig hen,
1035	For at grive de blodige Qvinder fra Troia, Som styrted mig grumt i Fordærv ? I skjændige Qvinder fra Phrygiens Land, Forbandede Qvinder ! hvor smutted I hen ? I hvad Krog har I skjult Jer af Angst ?
1040	O mægtige Sol ! gid læge du vilde Mit blodige Øie, som hylles i Mulm, Og skjenke mig Lyset igjen ! Tys ! tys ! jeg fornam det listende Fjed Af de nedrige Qvinder;
1045	Hvordan skal paa springende Fod jeg dem naae, Og gridsk som et Rovdyr, der æder sin Fangst, Mig mætte med Knogler og Kjød Til Løn for min Skam, Til Hevn for min Jammer, jeg Arme !
1050	Hvor vandrer jeg hen, mens tilbage jeg lod mine Børn Til Priis for de mordiske Qvinder, Som vil rive dem sønder, og kaste det blodige Kjød Til Æde for Hundene hen eller Bjergenes Vilddyr ! Hvor er jeg ? hvor vender jeg hen mine Fjed,
1055	Da nu, som et Skib, der paa stormende Hav Maa rebe de skinnende Seil, Til det blodige Leie tilbage jeg foer, Mine myrdede Børn at beskjerme ! CHORET. Elendige ! tilvisse blev du grusomt piint,
1060	Dog frækt du synded, og en Gud, som var dig gram, Gav dig til Løn en rædsom Straf, men vel fortjent. POLYMESTOR. Op ! op ! spydsvingende Thraker ! Hesttumlende Kæmper med Plader om Bryst, Krigsgudens udkaarede Folk !
1065	Op, Mænd af Achaia ! op, Sønner af Atreus ! Jeg raaaber, jeg raaber af yderste Nød, For Gudernes Skyld saa kommer dog hid ! Er man døv ? eller nægtes mig Hjelp ?hvi nøler I saa ? I Fordærv har Qvinder mig bragt,
1070	De fangne Troiske Qvinder; Forfærdelig har man mig piint, O vee mig for Marter jeg leed ! Hvorhen skal jeg drage, hvorhen skal jeg tye ? Opflyver jeg høit til den himmelske Borg,
1075	Hvor Orion og Seirios Straaler af Ild Udkaste fra funklende Øine ? Eller styrter jeg Arme mig brat I den bælgmørke Strøm, som fører til Hades ? CHORET. Tilgiveligt, naar Sorgens Vægt er altfor tung,
1080	At Mennesket gjør Ende paa sit usle Liv. AGAMEMNON. (træder ind). Jeg hørte Skrig og iilte hid, thi det var ei Bjergklippens stille Datter Echo, som i Skræk Al Leiren satte ved sit Raab; naar ei bestemt Vi havde vidst, at Troias Mure laae i Gruus,
1085	Ei ringe Frygt os denne Støi da havde voldt. POLYMESTOR. Kong Agamemnon ! dyrebare ! det er dig. Din Røst jeg kjender; seer du min Elendighed ? AGAMEMNON. Ak ! arme Polymestor ! hvo mishandled dig ? Hvo slukked dine Øines Lys med blodig Haand ?
1090	Hvo myrded dine Sønner ? bittert Had forsand Han bar til dig og dine Børn, hvo end det var. POLYMESTOR. Den gamle Hekabe med Troias Qvindeflok Har knuust mig; knuust ? nei ! altfor svagt er dette Ord. AGAMEMNON. Hvad hører jeg ? du, Hekabe ! har handlet saa ?
1095	Du dristed dig til denne vovelige Daad ? POLYMESTOR. O vee mig ! hvad var det du sagde ? er hun her ? Hvor er hun ? tael ! at jeg kan gribe hende flux Med denne Haand og sønderslide hendes Krop. AGAMEMNON. Est du fra Sands ? POLYMESTOR. Ved Guderne jeg beder dig,
1100	Lad denne bistre Næve fat i Qvinden faae ! AGAMEMNON. Styr dig ! ryd slig barbarisk Lyst af Hjertet ud, Og tael ! at naar jeg dig og Hekabe har hørt, Jeg dømme kan, om Straffen dig med Rette traf. POLYMESTOR. Saa hør da ! Polydoros, søn af Hekabe
1105	Og yngst af Priamos's Børn, blev mig betroet Af Faderen, for i mit Huus at fostres op, Da Gubben saae, at Troias Undergang var nær. Ham har jeg dræbt; du spørger, hvi jeg dræbte ham, Saa hør ! af viis Forsigtighed jeg handled saa,
1110	Thi sparedes din Fiendes Søn, da frygted jeg, Han skulde sanke Troer og bygge Staden op; Og naar saa Rygtet til Achaia kom, da drog I vist paany i Leding hid mod Priams Søn, Og hærged derpaa Thrakiens marker vidt og bredt
1115	Paa Plyndringstog; da kom jo Troias Naboefolk, Min Drot ! i samme Qvide som os trykker nu. Dog Hekabe, hvem Sønnens Død blev snart bekjendt, Opspandt en Løgn, og foregav mig at betroe, Hvor Priamos i Staden havde Skatte gjemt.
1120	Derfor kun mig og mine Børn i Teltet ind Hun bød, at ingen Anden skulde høre det. I Kredsen der med bøiet Knæe paa Stol jeg sad, En Flok af Troias Qvinder Plads omkring mig tog Paa begge Sider, ret som hos en gammel Ven,
1125	Og tog min Kappe,vævet af Edonisk Uld, I Haand, holdt den for Lyset op og roste den, Mens Andre saae med Studsen paa mit Thrakerspær, Og begge dissse Smykker lumsk de listed bort. De blandt dem, som var Mødre selv, tog mine Børn
1130	Paa Arm, og lod dem kjærlig gaae fra Haand til Haand, Fra deres Fader uformærkt at fjerne dem. Dog midt i denne Venlighed, hvad synes dig ? Af deres Klæder skjulte Dolke frem de tog, Og gjennembored mine Børn; da foer paastand
1135	De Andre fiendtlig mig tillivs, og holdt mig fast Ved Arm og Been; jeg vilde mine Børn til Hjelp, Men naar jeg løftede mig Aasyn op, da holdt De mig ved Haaret, og bevæged jeg min Haand, Var den for svag mod slig en talrig Qvindeflok.
1140	Tilsidst, o Skjændsel over Alt hvad skjændigt er ! De løsned deres Spænder, og med disses Torn De mine stakkels Øine kradsed grusomt ud, Saa Blodet randt i Strømme ned; strax flygted de, Men hidsig som et anskudt Dyr sprang flux jeg op
1145	At gribe disse blodbestænkte Hunde fat, Og gjennem Teltet famled jeg, en Jæger lig, Og slog og buldred. Saadan Medfart har jeg liidt, Fordi jeg, Agamemnon ! har din Fiende dræbt Af Iver for dit Bedste; derfor siger jeg,
1150	Har Nogen fordum ilde talt om Qvinderne, Og vil herefter eller nu man laste dem, Da vil jeg Alt udtrykke med et enkelt Ord: Ei Hav, ei Jord opfostrer slig en skjændig Slægt, Og hver, som færdes blandt dem, sande skal mit Ord. CHORET.
1155	Vær ei saa fræk, fordi du maatte bøde haardt ! Tael ei om hele Qvindekjønnet med Foragt ! Vistnok fortjene Mange blandt os Last og Had, Men Mange kan dog regnes til de Godes Tal. HEKABE. Gid aldrig, Agamemnon ! større Magt der laae
1160	I Mandens Ord end i den Gjerning han bedrev ! Gid den alene talte vel, som handled vel ! Gid Tungen stedse svigted den, hvis Daad var ond, Og Uret ei ved nogen Kunst blev gjort til Ret ! Hvo Sligt forstaaer, dem kalder Folket vise mænd,
1165	Dog deres Viisdom holder ei til Enden ud, Med Skamme vil de falde, frie kan Ingen gaae. Dog dette, Konge ! være Forord nok til dig ! Nu staaer jeg frem mod Manden der, og svarer ham: Du siger, for at spare Hellas ny besvær,
1170	Og for Atreidens Bedste dræbte du min Søn ? Nei ! Usling ! Folkeslægter af Barbarers Æt Vil aldrig vorde Venner med Hellenere, Det er jo reent umuligt. Og til Gunst for hvem Var du saa ivrig ? dog vel ei en Svigersøn ?
1175	En Slægtning ? eller var der nogen anden Grund ? Du frygted Sæden paa din mark blev trampet ned, Hvis hid paany de seiled ? bild ei Sligt os ind ! Nei ! Guldet var det, hvis du Sandhed sige vil, Kun Guldet og din Gjerrighed har dræbt min Søn.
1180	Forklar mig ellers dette ! medens Troia var I god Behold, og Muren end om Staden stod, Kong Priam leved, Hektor svang med Kraft sit Spyd, Hvi slog du ikke dengang, hvis Atreidens Gunst Var dig saa kjær, min Søn ihjel, som i dit Huus
1185	Blev fostret, eller førte ham til Fiendens leir ? Dog da du saae, at Lykkens Lys hos os var slukt, Og Stadens Røg dig bragte Bud om Fiendens Seir, Da slog du Gjæstevennen ved dit Arnested, Hør nu fremdeles, hvad der røber klart din Daad !
1190	Var du Hellenerfolkets Ven, da burde ud Strax bragt det Guld, som ei tilhørte dig, men ham, Hen til Achaias Krigsfolk, som var trængende, Da de saa lang Tid flakked om fra Hjemmet fjernt; Dog selv ei nu din Gnierhaand vil slippe det,
1195	Du gjemmer det bestandig i dit Huus endnu. Men havde du tilbørlig fostret op min Søn, Og frelst hans Liv, da var du kommen høit i Rye, Thi sande Venner prøver man i Nødens Stund, Saalænge Lykken smiler, har man Venner nok.
1200	Ja ! kom du selv i trange Kaar, og han var rig, Da var min Søn jo bleven dig en kostbar Skat; Nu har du mistet denne Ven, for stedse tabt Er Glæden over Guldet, borte dine Børn, Og selv er du lemlæstet. - Nu et Ord til dig,
1205	Atreide ! slet du handler, giver du ham Ret, Thi det er ingen ærlig Gjæstven, ingen brav Gudfrygtig Mand og trofast Ven, du da staaer bi, Og gjør du det, da sige vi, du har din Fryd Af Nidingsdaad; dog ei fornærmer jeg min Drot. CHORET.
1210	Seer dog, hvorledes altid en retfærdig Sag Indgiver Menneskene Kraft til skjønne Ord ! AGAMEMNON. Heel nødig jeg om fremmed Brøde fælder Dom, Men her jeg maa det; Skam det var jo, hvis en Sag Jeg vælted fra min, som jeg selv i Hænde tog.
1215	Viid da ! for min og for Achaierfolkets Skyld Har viselig din Gjæsteven du ikke dræbt, Men for at rane Guldet, som han bragte med. I Vaande stedt besmykker ivrig du din Sag. Hos Eder er vel Gjæstemord en ringe Synd,
1220	Men vi Hellener kalde det en Skjændselsdaad. Mon jeg da slap for Dadel, hvis jeg frifandt dig ? Umuligt. Dog til syndig Daad du havde Mod, Saa bær da ogsaa modig dine Lidelser ! POLYMESTOR. O vee mig ! som det synes vandt Slavinden Seir,
1225	Og til de lave Qvinder bøder jeg en Drot. HEKABE. Dog vel med rette, naar du Nidingsværk bedrev. POLYMESTOR. O vee mig ! mine Øine, mine Børn, o vee ! HEKABE. Du jamrer ! ogsaa jeg maa jamre for en Søn. POLYMESTOR. Du jubler, trædske Qvinde ! du spotter mig ! HEKABE.
1230	Og juble maa jeg ! Hevn jeg fik jo over dig. POLYMESTOR. Dog juble vil du neppe, naar det salte Hav . . . HEKABE. Paa Skib mig til Achaias Kyster fører hen ? POLYMESTOR. Nei ! skjuler dig, naar brat fra Raae du styrter ned. HEKABE. Hvo vil mig tvinge til saa frygteligt et Spring ? POLYMESTOR.
1235	Du selv tilveirs skal flyve høit ad Masten op. HEKABE. Med Vinger paa min Skulder ? eller siig hvordan ? POLYMESTOR. Omskabes skal du til en Hund med Flammeblik. HEKABE. Og hvo har denne min Forvandling dig forkyndt ? POLYMESTOR. En Thrakisk Spaamand Dionysos har det sagt. HEKABE.
1240	Bebuded han dig Intet om hvad her du leed ? POLYMESTOR. I saa Fald ei din Lumskhed havde hildet mig. HEKABE. Skal Sligt jeg overleve, eller døer jeg der ? POLYMESTOR. Du døer der, og din Gravhøi bære skal dit Navn. HEKABE. Og tyde spodsk paa min Forvandling, ikke sandt ? POLYMESTOR.
1245	Jo, Hundegraven, Søfolks Kaas til Ledetegn. HEKABE. Ei Sligt jeg ændser, siden du har liidt din Straf. POLYMESTOR. Om føie Tid Kassandra døer en Blodig Død. HEKABE. Afskyelige Tale ! Sligt dig ramme selv ! POLYMESTOR. Atreidens onde Hustrue myrde vil dit Barn. HEKABE.
1250	Gid aldrig Tyndareus's Datter rase saa ! POLYMESTOR. Og løfte Morderøxen mod sin Ægtemand. AGAMEMNON. Hvad ! raser du ? er ei du bleven revset nok ? POLYMESTOR. Dræb mig ! i Argos venter dig et blodigt Bad. AGAMEMNON. Kom hid, I Trælle ! slæber ham afsted paastand ! POLYMESTOR.
1255	Mit Ord dig piner. AGAMEMNON. Stopper dog hans frække Mund ! POLYMESTOR. Ja fængsler mig ! mit Ord er talt. AGAMEMNON. I største Hast I skal iland ham kaste paa en øde Øe, Den Skvaldrer, som sig understod at tale frækt. Men Hekabe ! du Arme ! gak nu hen og jord
1260	De tvende Liig ! I andre Qvinder holde Jer Ved Eders Herrers Telte nær, thi alt jeg seer, At Vinden lufter gunstig mod mit Fædreland. Gid Farten vorde heldig ! gid i Hjemmet Alt I god Behold vi træffe, naar vort Slid er endt ! CHORET.
1265	Nu rask til Havnen og Teltene ned, I Trældoms Kaar at friste Besvær, Nødvendigheds Bud ere haarde.
					.
o O o
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|