Euripides: Hekabe

Euripides: Hekabe

\|\|<<	<<	[439-	624]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. Gid Helena jeg kunde see saaledes piint !
440	Thi den Spartanske Qvindes fagre Øienpar Har over Troias rige Stad bragt Fald og Skam. *Første Strophe.* Luftning ! Luftning fra Havet ! Du, som hen over Bølgernes Svælg Rask fremdriver det lette Fartøi !
445	Hvor vil hen mig Arme du føre ? Hvor boer Manden, til hvem jeg skal sælges ? Hvor staaer Huset, hvor trælle jeg skal ? Gaaer til Dorernes Land jeg hen, Eller til Phthia, hvis Marker befrugtes,
450	Har man fortalt, af den Flod Apidanos, Som er Fader til deilige Strømme ? *Første Modstrophe.* Eller fører et Roerskib Mig Usalige hen til den Øe, Der et ynkeligt Liv at føre,
455	Hvor den første Palme med Lauren Skjønt udfolded de hellige Qviste Leto, den hulde Gudinde, til Skjerm, Guders Fødsel at hædre høit ? Skal jeg med Deliske Piger i Festsang
460	Prise dit Gulddiadem og din gyldne Armbrøst, Artemis, høie Gudinde ! *Anden Strophe.* Eller skal i Athenes Stad Smukt jeg væve med farvet Garn Prægtigt Arbeid med broget Islæt ?
465	Skal jeg enten i Safranslør Væve Ganger og Karm, hvor stolt Pallas sidder paa prunkende Vognstol, Eller ogsaa Titaners Slægt, Dem Kronion med glødende Lyn
470	Traf og bragte for evig til Hvile ? *Anden Modstrophe.* Ak ! de Børn, jeg til verden bar, Fader, Moder og Fædreland, Som af blussende Brand lagt øde Blev et Rov for Achaias Folk !
475	Ak ! og jeg skal i fremmed Land, Slæbt fra Asien, Europas Slavinde, Selv benævnes med Trællenavn; Frelst fra Mørket i Hades's Hjem Trældoms Jammer jeg fik mig til bytte. TALTHYBIOS (træder ind).
480	Hvor skal dog Ilions fordums Dronning Hekabe Jeg finde nu, I Jomfruer fra Troias Land ? CHORET. Ei langt herfra, Talthybios ! hun ligger der Paa Ryggen strakt i Støvet, hyllet i sit Slør. TALTHYBIOS. O Zeus ! hvad skal jeg tænke ? seer dit Øie ned
485	Til Mennesket, hvad eller er det kun en tom Løgnagtig Troe, som lærer, der er Guder til, Og at en Skjebne styrer Dødeliges Kaar ? Var hun ei Dronning i de rige Phrygers Land ? Var hun ei gift med Priamos, den høie Drot ?
490	Og nu er Staden ødelagt af Fiendespyd, Hun selv Slavinde, gammel, barnløs, og med Støv Besudler hun sit stakkels Hoved, strakt paa Jord. Ak ! selv jeg er en gammel Mand, langt heller dog Jeg vilde døe, end styrtes ned i usle Kaar.
495	Stat op, du Stakkel ! reis de gamle Lemmer op, Og hæv igjen dit Hoved med de hvide Haar ! HEKABE. Ak ! hvem er det, som nægter mine Lemmer Roe ? Hvi styrrer du mig arme Viv, hvo end du est ? TALTHYBIOS. Jeg er Danaernes Herold Talthybios,
500	Og sendt af Agamemnon kom jeg hid til dig. HEKABE. Min Ven ! siig ! vil Achaias Sønner ogsaa mig Paa Graven offre ? hvilken Glædestidende ! Kom lad os ile, løbe ! før mig, gamle Mand ! TALTHYBIOS. Nei, Qvinde ! du jorde skal din Datters Liig,
505	Og derfor kom jeg dig at hente, skikket hid Af Atreus' tvende Sønner og Achaias Folk. HEKABE. Vee mig ! er din Beretning endt ? du kom da ei At kalde mig til Døden, men som Rædslers Bud ? Saa er du død, og reven fra din Moder bort,
510	Og jeg, mit Barn ! meer barnløs ved at miste dig. Hvorledes har I hende dræbt ? med skaansom Blue, Hvad eller grusomt, da hun var et Fiendebarn ? Fortæl, min Gubbe ! selv om det er gyseligt. TALTHYBIOS. Saa skal paany jeg Taarer fælde for dit Barn,
515	Thi vædes vil mit Øie ved Fortællingen Saa vel som hist ved Graven, da hun offret blev. Achaias hele Krigshær rundt om Graven stod I samlet Hob, din Datters Offerdød at see. Achilles' Søn greb Polyxenes Haand, og op
520	Paa Gravens Høi han førte hende; jeg var med, Og nogle Gutter fulgte, som af Hæren ud Man havde valgt, at holde fast det unge Barn, Ifald hun sprætted. Flux Achilles' Søn nu tog Et gyldent Bæger, fyldt med Viin, og gjød den ud
525	Til Offer for sin Faders Aand; saa bød han mig Paalægge hver Achaias Mand at tie qvær. Da traadte jeg i Kredsen frem, og talte saa: Achaier ! værer stille ! tier alle Mand ! Knyer ei et Ord ! - Til Taushed fik jeg strax dem bragt,
530	Da talte Helten: Søn af Peleus ! Fader kjær ! Tag det Forsoningsoffer her af Sønnens Haand, Som maner Dødning op af Grav ! træd frem og drik Den skære Jomfrues røde Blod, som offres dig Af mig og af Achaias Folk ! vord os da huld,
535	Giv os Forlov at løse Toug og Reeb, som fast Til Kysten holder Flaadens Stavn, og skjænk vor Hær En heldig Fart fra Troia til det kjære Hjem ! Saa taled han, og alle Mand bad samme Bøn. Nu greb det gyldne Slagsværd han om Hjaltet fat,
540	Drog det af Balgen, og befoel med Hovednik Achaias valgte Knøse holde Pigen fast. Dog knap hun mærked dette, før hun saa brød ud: Argeier ! I, som hærget har min Fædrestad ! Godvillig døer jeg; Ingen her maa lægge Haand
545	Paa mig, thi freidig rækker selv min Hals jeg frem. Ved alle Guder ! slipper mig, og lad som Frie Mig døe, som Frie jeg fødtes ! Jeg, et Kongebarn, Vil selv blandt Døde blues ved Slavindenavn. Høit jubled hele Folket. Agamemnon bød
550	De unge Gutter slippe Polyxene strax. Og knap hans Læbes sidste Ord de havde hørt, Saa gjorde de som deres Overherre bød. Saasnart din Datter hørte dette Kongebud, Greb fat hun i sit Klædemon, og flænged det
555	Fra Skuldren heelt til Midien og til Hoften ned, Saa Bryst og Barm tilskue kom, et Syn saa skjønt Som noget Marmorbilled; derpaa Knæe mod Jord Hun bøied, og med freidigt Mod hun talte saa: See her ! du Yngling ! har du Lyst, i denne Barm
560	At støde Sværdet, vel ! stød til ! vil i min Hals Du fæste det, saa er min Strube rede her ! Halv villig, halv uvillig og af Medynk rørt Han med sit Sværd Luftrøret ridsed, og i Strøm Sprang Blodet frem; dog til sit sidste Aandedræt
565	Hun Omhu drog for ærbar Stilling i sit Fald, Og skjulte hvad for mandligt Øie skjules bør. Men da den sidste Livsaand fra den Dræbte foer, Da færdedes Achaias Kæmper mangelund: Her Nogle kom med Løv i Haand, og strøede det
570	Paa Pigens Liig, hist Andre stabled op et Baal Af Granestammer. Stod der Nogen ørkesløs, Da fik han af de Flinke dygtig Skjænd til Løn: See ! staaer du der, du sælle Drog ! med Haanden tom, Og har ei Slør, ei Løvqvist til den unge Møe,
575	Ei mindste Gave til en Sjel, behjertet, kjæk Som denne Pige ? - Min Beretning har jeg endt. Vist aldrig fødte Qvinde slige Børn som du, Dog aldrig var en Qvinde saa ulykkelig. CHORET. Svar Jammer styrted over Priamos's Slægt
580	Og Land; det var guddommelig Nødvendighed. HEKABE. O Barn ! ved hvilken Jammer skal jeg dvæle helst ? Jeg har saa mange, ei den gamle slipper mig, Naar fast jeg holder i den nye, og bort igjen Fra denne kalder mig en frisk, som følger brat.
585	Ei heller nu kan Smerten vige fra min Sjel, At uden Suk jeg paa din Skjebne tænke kan, Dog Klagen dæmpes ved det Budskab om en død Saa stolt som din. Ei er det sært, om usel Jord, Naar Guder give Trivsel, yder frodig Sæd,
590	Mens herlig Jord, som ei behørig Dyrkning faaer, Kun bærer slette Frugter; men naar Mennesket Engang er slet, vedbliver han at være slet, Og altid er den Gode god, hans Sindelag Fordærves ei af Modgang, han er altid brav.
595	Er Blodet vigtigst, eller vor Optugtelse ? Forvist indprænter god Opdragelse vor Sjel Mangfoldigt Godt, og nemmer dette man tilgavns, Da har man for det Slette sikker Maalestok. Dog hvor forvilder flygtig sig min Tanke hen ?
600	Gak du tilbage til Achaias Mænd, og siig, At ingen røre maa mit Barn, den hele Sværm Skal fjerne sig; i talrig Hær er altid nok Af kaade Mænd, og tøilesløs som Ildens Magt Er Søfolks Færd; hvo ei gjør ondt er daarlig Karl.
605	Du gamle Terne ! tag et Kar, gak ned og øs Det fuldt af Havets salte Vand, og bring det hid, At jeg min Datter bade kan for sidste Gang, Mit Barn, den brudgomsløse Brud, den dræbte Møe, Og stille Liget pyntet frem . . paa værdig Viis -
610	Det kan jeg ei, men efter Evne; dog hvordan ? Jo ! Smykker vil jeg samle rundt i Teltene Hos Troias Qvinder, der er fangne her som jeg, Har ellers Nogen fra sit Hjem en Kostbarhed Forstukket, som hun sveeg sin nye Herre for.
615	O stolte Bolig ! fordums lykkelige Huus ! O Priamos ! velsignet rigt med Børn og Guld, Og jeg den gamle Moder til de fagre Børn, Hvor sank vi dog til Intet ned ! al fordums Glands Gik tabt; og Mennesket endda sig puster op,
620	Een bryster sig af Rigdom i et stolt Palads, En Anden af et hædret Navn i Landsmænds Kreds. Alt Sligt er Intet, lutter tomme Hjernespind Og Tungepral. Den er den Lykkeligste, Hvis Liv gaaer hen i sorgfrie Roe Dag ud Dag ind.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|