Euripides: Hekabe

Euripides: Hekabe

\|\|<<	<<	[1-	438]	>>	>>\|\|\|
					.
	POLYDOROS'S GJENFÆRD. Hist fra de Dødes skumle Hjem, fra Mørkets Land, Hvor Hades har sin Bolig fjernt fra Guderne, Jeg Polydoros kommer, Søn af Hekabe Og Priamos. Da Phrygerfolkets Kongestad
5	I Fare stod at falde for Hellenske Spyd, Da ængstedes min Fader, og til Thrakien hen Til Gjæstevennen Polymestor blev jeg sendt, Som høster Sæd paa Chersonesos' fede Mark, Og hersker over flinke Gangertumlere.
10	En mængde Guld blev ogsaa af min Fader sendt I Løndom did, at ei hans Børn, hvis Liv blev frelst Naar Muren styrted, skulde lide Nød og Trang. Jeg var hans alleryngste Søn, og derfor mig Han ud af Landet sendte, thi min unge Arm
15	Var end for kraftløs til at bære Spyd og Skjold. Saalænge nu som Troias høie Muur stod fast, Og ei endnu dens Taarne sunkne var i Gruus, Og end med Held min Broder Hektor Landsen svang, Blev hos min Faders Gjæsteven i Thrakien
20	Jeg Arme, lig en Ympe, pleiet ømt og godt. Men da det stolte Troia efter Hektors Fald Var styrtet, og min Faders Borg i Aske lagt, Og Gubben selv ved gudindviet Alters Fod Dræbt ubarmhjertig af Achils blodlystne Søn,
25	Da blev jeg myrdet af min Faders Gjæsteven For Guldets Skyld; i Havets dybe Svælg mit Liig Han kasted ud, og raned det betroede Guld. Snart ligger jeg paa Stranden, snart i Havets Skjød, Hvor hid og did jeg skylles hen af Bølgens Slag
30	Ujordet, ubejamret. Fra mit Legem skilt Jeg over Hekabe min Moder svæver nu, Alt tredie Gang opstegen nu til Solens Lys, Mens her paa Chersonesos, borte fra sit Hjem Min stakkels gamle Moder end opholder sig.
35	I Mag og Roe ved deres Skibe sidde nu Achaias Krigerskarer her paa Thrakisk Kyst, Thi paa sin Grav Achilles sig tilsyne lod, Og holdt Hellenerne tilbage, som med Lyst Skibsaaren tumled for at naae det kjære Hjem.
40	Han fordrer, at min Søster Polyxene skal Endnu som Hædersoffer slagtes paa hans Grav, Og vist det skeer, thi Folket elsker ham saa høit, At Vægring ei vil finde Sted, men denne Dag Er alt bestemt af Skjebnen til min Søsters Død.
45	To Børn skal da min stakkels Moder see som Liig, Mig og min Søster, den ulykkelige Møe. Men for at vorde gravlagt, vil jeg vise mig For en Slavindes Fødder ved den vilde Strand; Magthaverne hist nede bad jeg om en Grav,
50	Og at jeg i min Moders Hænder falde maa. Hvad jeg mig ønsked vorder ogsaa mig til Deel; Dog for den gamle Hekabe jeg bort vil flye, Som ud af Agamemnons Telt med Bæven gaaer, Fordi hun har i Drømme seet min Skikkelse.
55	Ak Moder ! som fordreven fra en Kongeborg Slavinde blev, saa usel nu som fordum høi ! Nu styrter dig en fiendtlig Guddom i Fordærv, Som veier op mod fordums Glands og Herlighed. HEKABE. Kom ! Piger ! fører af Huset mig ud !
60	Kom ! hjelper mig Gamle, tilforn Eders Dronning, Men nu Slavinde som I ! Kom ! tager mig fat i min bævende Arm, Og fører, og leder og letter mig lidt, At ile jeg kan, mens min krogede Arm,
65	Paa Eder jeg støtter, som var den en Stav, Hvor seent end Foden jeg flytter. O lysende Dag ! o bælgmørke Nat ! Hvi jages jeg op af min natlige Roe Med Rædsler og Syner ? o hellige Jord,
70	Sortvingede Drømmes forfærdende Moder ! Gid Ondt ei varsle det natlige Syn, Den rædsomme Drøm, som jeg saae og begreb Om min Søn, som sig redded til Thrakien hen, Og om Polyxene, min elskede Datter !
75	Skytsguder for Landet ! bevarer min Søn, Det eneste Anker for Priamos' Huus, Den Søn, som beskjermes af Faderens Ven I det sneebefygede Thrakerland ! Nye Sorg vil mig ramme,
80	Snart Jamren og Graad er min Lod, Thi aldrig mit Hjerte saa voldsomt som nu Har skjælvet og bævet. O Troiske Piger ! hvor træffer jeg nu Enten Helenos eller den vise Kassandra,
85	At tolke de kunde min Drøm ? En Ulv jeg saae, som en spættet Hind Rev glubsk fra mit Skjød, og myrded med blodige Kløer; Dog dette forfærder mig ogsaa: Paa den øverste Top af sin kneisende Grav
90	Har Peleiden Achilles tilsyne sig ladt, Og til hædrende Offer har een han forlangt Af Troias usalige Qvinder. O Guder ! jeg beder, bevarer mit Barn Fra den truende Fare, mit Barn Polyxene ! CHORET.
95	Hekabe ! hid jeg iled til dig, Hurtig jeg Konningeteltet forlod, Hvor jeg ved Lod til Slavinde blev sat, Dengang Achaier med hvæssede Spyd Drev mig paa Flugt og tilfange mig tog,
100	Og jeg fra Ilions Stad blev forjagen. Ikke jeg kommer at lette din Nød, Qvinde ! jeg er dig en Jammersherold, Tungt og bedrøveligt Budskab jeg bringer. Vide man vil, i Achaiernes Raad
105	Har man bestemt at offre dit Barn Flux til Achil, som, du veed, paa sin Grav Nys sig har viist i sin Rustning af Guld, Og deres Skibe, som Seil i Raae Alt havde heiset, tilbage han holdt,
110	Da han til Kæmperne raabte: Hvor vil I hen, I Danaer ! som gange tilsøes Uden at hædre Peleiden Achilles's Gravhøi ? Kiv nu larmed som Bølgen i Søe, Tvistighed løb gjennem Krigernes Hær;
115	Helten skal hædres med Offer paa Grav, Raabte man hist, her stemte man modsat. Ivrig din Tarv Agamemnon forfægted, Da din begeistrede Datter Kassandra Deler hans Leie som Slegfredviv;
120	Men af de tvende Theseider i Raadet Tvende forskjellige Taler blev holdt, Dog deres Mening var eens: Friskt og jomfrueligt Blod skal som Krands Smykke hans Grav, thi aldrig Kassandras
125	Elskov, erklæred de lydt, kan i Værd Lignes med Helten Achilles's Landse. Eens var de Tvistendes Iver omtrent, Indtil den snue sledsktalende Skalk, Folkenes Yndling, Laertes's Søn
130	Hæren formaned: man skulde dog ei Krænke Danaernes ypperste Helt, Hvor det kun gjaldt en Trælqvindes Blod. Ei burde Kæmper, som faldt, kunne sige, Naar for Persephone hisset de staae:
135	At de Danaer, som seiled fra Troia, Handled uskjønsomt mod hine Danaer, Som for Hellenernes Skyld ere faldne. Snart indfinder Odysseus sig her, Barnet at rive fra Moderens Bryst,
140	Ud af din Arm, som Alderen svækked. Iil da til Templer, til Altere flux ! Favn med Bøn Agamemnons Knæe, Raab til Guderne høit i Himlen, Raab til Guderne dybt under Jord !
145	Enten vil nu dit usalige Barn Frelses fra Død ved din ydmyge Bøn, Eller din Lod det vorder at see Datteren segne som Offer paa Grav Farvet med Blod, som i høirød Strøm
150	Ned ad den guldomfunklede Hals vil rinde. HEKABE. Jeg Arme ! hvordan skal jeg tale til ham ? Hvad Ord, hvad Klage vil røre hans Sjel ? Af Sorg hjemsøges min Alderdoms Dage, Tungt trykke mig Trældommens Kaar,
155	Utaalelig tungt, o vee mig ! Hvo stander mig bi ? hvilken Menneskeslægt, Hvilken Stad vil yde mig Hjelp ? Ak ! Gubben er død, og død mine Sønner ! Hvad Vei skal jeg gaae ? enten hid eller did ?
160	Hvor finder jeg Roe ? hvor er der en Gud Eller Dæmon, som vil mig beskjerme ? O Troiske Piger ! et Jammerens Bud, Et sørgeligt Bud har I bragt, I har dræbt mig; ei længer mit Liv
165	I den lysende Sol jeg vil friste. Vanmægtige Fod ! før frem mig paa Vei, Før frem den bedagede Moder paa Vei Til Teltet derhenne ! Min Datter ! kom ud ! Du Barn af den allerusaligste Moder,
170	Kom ud af dit Telt, og lyt til min Røst, At erfare du kan, hvilket Rygte fornys, Mit elskede Barn ! Om dig er mig kommet for Øre. POLYXENE. O Moder !
175	O Moder ! hvi raaber du saa ? hvad Nyt Forkynder du mig, da med Bæven og Angst Du skræmmer mig ud som en Fugl fra dens Rede ? HEKABE. O vee mig, mit Barn ! POLYXENE. Hvi bejamrer du mig ? Ondt varsler dit Ord. HEKABE.
180	Dit Liv, mit elskede Barn . . . . POLYXENE. Tael ud ! fordølg mig det ei ! O Moder ! jeg bæver af Skræk Hvi sukker saa dybt du ? HEKABE. O Barn af en kummerfuld Moder ! POLYXENE.
185	Hvad er der dog hændet ? HEKABE. Eenstemmig Argeiernes Raad Har besluttet, at du, mit Barn, Paa Achilles's Grav skal offres. POLYXENE. O Moder ! forkynder du mig
190	En gruelig Jammer ! fortæl ! Ja, Moder fortæl mig Alting ! HEKABE. Alt har jeg det rædsomme Rygte dig nævnt, Da jeg har dig forkyndt, hvad Argeiernes Raad Om dit Liv, mit Barn ! har besluttet. POLYXENE.
195	Usalige Moder, af Kummer forfulgt ! Du Arme, hvis Liv hentæres af Sorg, Hvilken Qval, Hvilken beesk, unævnelig Qval Har en Gud paany dig beskikket !
200	Ei meer er dit Barn i de Levendes Tal, Ei længer jeg Arme skal Trældommens Kaar Nu dele med dig, du Arme ! du Gamle ! Som en diende Raae, opfostret paa Fjeld, Fra Moderen skilles, saa skal du mig see
205	Af din Favn udreven, forgræmmede Moder, Og med blødende Strube dybt ned under Jord Vorde skikket til Hades, til Mørkhedens Land, Hvor jeg Arme skal boe hos de Døde. Dig, Moder ! hvis Liv af Kummer er fuldt,
210	Med jamrende Røst jeg begræder; Mit Liv er derimod, som er Skjændsel og Haan, Begræder jeg ei, thi af Alt hvad paa Jord End times mig kan, er mig Døden det Bedste. CHORET. O Hekabe ! med iilsomt Fjed Odysseus hist
215	Sig nærmer alt, en Nyhed at forkynde dig. ODYSSEUS. Alt veed du sikkert, Qvinde ! hvad Beslutning nys Krigshæren tog, dog kommer jeg at melde det: Din Datter Polyxene har Achaias Mænd Bestemt til Hædersoffer paa Achilles' Grav;
220	Mig bød de føre Pigen frem i Høitidstog Paa Vandringen til Graven, og Achilles' Søn Blev valgt til Festforstander og til Offerpræst. Saa hør da, hvad du har at gjøre ! tving os ei, Med Magt at tage Pigen, løft ei Haand mod mig,
225	Betænk din Afmagt og de Kaar, som blev din Lod ! Viist handler den, som bærer Sorg med Sindighed. HEKABE. Ak ! ak ! forvist en mægtig kamp nu forestaaer, En Kamp, som Taarer koste vil og Jammersuk; Ei hist jeg døde, hvor jeg burde været død,
230	Ei Zeus berøved mig mit Liv, han sparer mig At Sorg paa Sorg jeg arme Viv opleve skal. Dog hvis en Slave spørge tør fribaaren Mand Om Ting, der ei kan volde Hjertet Sorg og Saar, Da bør et Ord du billig nu tilstede mig,
235	Og høre paa det Spørgsmaal jeg dig gjøre vil. ODYSSEUS. Det tør du ! Spørg ! den Tidsfrist skal forundes dig. HEKABE. Du husker vel, da du engang som Speider kom Til Troias Stad, ukjendelig i pjaltet Dragt, Og fra dit Ansigt drypped Blod ned i dit Skjæg ? ODYSSEUS.
240	Jeg husker det, thi Sagen gik mit Hjerte nær. HEKABE. Helena, som dig kjendte, røbed det til mig. ODYSSEUS. Jeg svæved i den største Fare, det er vist. HEKABE. Og ydmyg strakt i Støvet favned du mit Knæe. ODYSSEUS. Ja hartad i dit Klædemon min Haand var død. HEKABE.
245	Hvad sagde du, da dengang du min Slave var ? ODYSSEUS. At undgaae Døden talte jeg mangt snedigt Ord. HEKABE. Og jeg dig frelste ? sendte dig af Staden ud ? ODYSSEUS. Tilvisse ! derfor skuer end jeg Solens Lys. HEKABE. Anklager ei din Adfærd dig for skjændig Daad,
250	Du som jo selv indrømmer hvad du skylder mig, Og gjør til Tak mig alt det Onde som du kan ? I er en utaknemlig Slægt, I Mænd, hvis Maal Er Hæder; gid jeg Eder aldrig havde kjendt ! Selv Eders Venner uden Blue I Skade gjør,
255	Blot I ved Eders Tale vinde Folkets Gunst. Dog, siig mig, hvad spidsfindig Skingrund fandt man op Som Hjemmel for at stemme paa min Datters Død ? Tvang Nøden Eder til at offre Mennesker Paa Graven, hvor man heller slagte bør en Tyr ?
260	Og naar Achil vil dræbe sine Banemænd, Forlanger han med Føie da min Datters Død ? Hun har forsand dog aldrig gjort ham noget Ondt. Nei ! Helena til Offer burde han forlangt, Hun har til Troia bragt ham, hun har voldt hans Død.
265	Og skal der af de fangne Qvinder offres Een, Som prises for sin Skjønhed, søg da ei blandt os, Der er dog ingen Qvinde skjøn som Helena, Og vist er hendes Brøde fuldt saa stor som vor. At tale saa Retfærdigheden byder mig,
270	Men hør nu hvad til Gjengjeld jeg dig beder om ! Du greb min Haand, og knælende berørte du Min gamle runkne Hage, som du tilstaaer selv, Nu jeg om Haand og Hage ogsaa griber dig, Nu fordrer jeg den samme Skjel af dig igjen,
275	Og beder ydmyg: riv ei Barnet af min Favn, Spar hendes Liv ! Børn nok jeg har jo mistet alt. Hun dulmer mine Sorger, hun er al min Fryd, Min Sjæletrøst for mange Savn; hun pleier mig, Hun Støttestav, Veiviser, Fædreland mig er.
280	Ei mægtig Mand befale hvad der ei er Ret, Ei glemme Lykkens Yndling, at den skifter om ! Mig har den ogsaa smilet, nu er det forbi, Een Dag har gjort til Intet al min Herlighed. O ved dit Skjæg, øv Skaansel, viis Barmhjertighed !
285	Gak hen til Hæren og formild Achaias Mænd ! Thi Qvindemord er ingen Daad, som bringer Roes; I myrded ikke Qvinder, da tilforn I rev Dem bort fra Guders Alter, nei ! I skaante dem. I har en Lov, som sætter Straf for udøst Blod,
290	Og den er eens, om Frimand dræbes eller Træl. Mishager end din Tale, vil din Værdighed Dog vinde Seir, thi selv om høi og ringe Mand End taler eens, har deres Ord ei samme Vægt. CHORET. Saa følesløs er neppe nogen Dødelig,
295	At han en Medynkstaare kunde nægte dig, Naar dine Suk og Klager for hans Øre lød. ODYSSEUS. Agt paa min Tale, Hekabe ! betragt dog ei Af Harm den Mand som Fiende, der er venlig stemt. Jeg er beredt at frelse dig, da fordum du
300	Mit Liv har frelst, og aldrig gaaer jeg fra mit Ord. Ei nægter jeg, at vore Mænd jeg gav det Raad Til Hærens bedste Kriger efter Troias Fald Dit Barn at offre, da han selv forlangte det; Thi derved kommer Vanheld over mangen Stat,
305	At tapper Helt, som freidig vover Liv og Blod, Ei nyder større Hæder end den feige Mand. Men høit af os at hædres har Achil fortjent, Thi som en helt for Hellas offred han sit Liv. Var ei det Skam, om mens han leved vi som Ven
310	Ham skatted høit, men efter Døden glemte ham ? Hvad troer du Folket sige vil, hvis vi paany Maae kalde Hæren sammen og mod Fienden gaae ? Mon vi vil bjerge Livet, eller stride kjækt, Naar selv vi see, at falden Helt kun hædres slet ?
315	Jeg selv, om end i dette Liv mit daglig Brød Var knapt, jeg vilde nøies dog med slige Kaar, Men see min Gravhøi æret ønsked jeg forsand, Thi saadan Hæder varer langt i Tiden ud. Og kalder du din Skjebne haard, saa hør mit Ord !
320	Hos os der ogsaa findes alderstegne Mænd Og Qvinder, som har fuldt saameget liidt som du, Og mangen Brud sin vakkre Brudgom har forliist, Hvis Legem gjemmes under Muld i Troias Land. Bær du din Skjebne, men som Daarer handle vi,
325	Hvis Skik det vorder, ei at hædre falden Helt; Og I Barbarer ! glemmer kun at skatte Ven Som Ven fortjener, og paa Heltes skjønne Død At sætte Priis, naar blot det Hellas vel maa gaae, Mens Eders Lykke ligner Eders Sindelag ! CHORET.
330	Ak ! hvilken usel Tilstand dog at være Træl ! Alt maa man taale, tvungen af Nødvendighed. HEKABE. I Vind og Veir, mit elskte Barn ! hvert Ord fløi hen, Jeg talte for at frelse dig fra blodig Død. Men du, hvis større Magt du end din Moder har,
335	Saa prøv det ! lad din Jamren lyde sørgelig Som Nattergalens Klage, for at røre ham ! Kast ned dig for Odysseus ydmyg, favn hans Knæe Og bed ! ja freidig kan du bede; ogsaa han Har Børn, og derfor kan han røres ved din Nød. POLYXENE.
340	Jeg seer, Odysseus ! at din Haand i Kappen alt Du gjemmer, og dit Ansigt vender bort fra mig, At ei dit Skjæg jeg skal berøre; frygt kun ei ! Jeg trygler ei om Livet, raaber ei til Zeus, Godvillig jeg dig følger, Nøden byder det,
345	Og selv jeg ønsker Døden; ønsked jeg den ei, Hvad var jeg da ? en feig og levelysten Møe. Hvad Værd har Livet ? vidt og bredt i Phrygerland Min Fader hersked, jeg blev født til Kongebarn; Med skjønne Haab jeg voxed op, til Kongebrud
350	Bestemt, og Beiler ivredes med Beiler stærkt, Hvo hjem til Huus og Arne skulde føre mig. Blandt alle Troias Qvinder jeg som Dronning stod, Jeg arme Møe, i Pigers Kreds jeg straaled frem Som en Gudinde, kun at jeg var dødelig;
355	Og nu er jeg Slavinde; dette Skjændselsnavn, Hvortil jeg ei kan vænnes, gjør mig Døden kjær. Dernæst jeg let til Herre kunde faae en barsk Haardhjertet Mand, som kjøbte mig for Guld og Sølv Mig Hektors Søster, Heltes Søster, Kongebarn;
360	Da tvang han sin Slavinde til at male Meel Og feie Husets Stuer, eller Væven slaae Den lange kummerlige Dag fra Grye til Qvæld, Ja ! og mit Leie, fordum Kongers stolte Haab, Blev da besudlet af en kjøbt forvorpen Træl.
365	Nei ! nei ! som Frie jeg siger Solens Lys Farvel, Som Frie mit Legem jeg til Hades giver hen. Før mig da bort, Odysseus ! før mig til min Død; Ei mindste Troe, ei mindste Glimt af Haab jeg har At vorde nogensinde lykkelig igjen.
370	Og Moder, du ! læg ingen Hindring mig i Vei Med Ord og Gjerning ! ønsk mig hvad jeg ønsker selv, At døe, før nogen skjændig medfart rammer mig. Den som ei jevnlig Modgangs beeske Drik har smagt, Maa vaande sig, naar Nakken bøies under Aag,
375	Bedst faren er en saadan Skabning ved at døe; Gaaer Æren tavt, er Livet jo en bitter Qval, CHORET. Den ædle Herkonst giver Menneskenes Daad Et klart beundringsværdigt Præg, og Fødslens Glands Forøges, naar en Ædling øver skjøn Bedrift. HEKABE.
380	Du taler skjønt, min Datter ! men dit skjønne Ord Er smerteligt. Dog hvis nødvendig Peleus' Søn I føie maae, at I for Dadel kan gaae frie, Velan, Odysseus ! sparer da min Datters Liv, Og fører mig til Heltens Gravhøi, myrder mig
385	Foruden mindste Skaansel ! jeg har Paris født, Som med sin Piil gav Peleus' Søn sit Banesaar. ODYSSEUS. Peleidens Gjenfærd fordred af Achaias Folk Ei dig til Offer, gamle Qvinde ! men dit Barn. HEKABE. Saa kan tilligemed mit Barn I slagte mig,
390	Da vil jo Muldet og den døde Helt, som Blod Forlangte, vorde lædsket med en dobbelt Drik. ODYSSEUS. Din Datters Offerdød er nok ! ei Drab paa Drab Man dynge bør; gid hendes Død ei var vor Pligt ! HEKABE. Jeg med mit Barn nødvendigviis maa døe, jag maa. ODYSSEUS.
395	Hvordan ? uventet hører her jeg Herrebud. HEKABE. Som Vedbend favner Egen, favner jeg mit Barn. ODYSSEUS. Vist ei ! saafremt du ændser et fornuftigt Ord. HEKABE. Jeg aldrig med det Gode slippe vil mit Barn. ODYSSEUS. Og uden hende gaaer jeg ikke bort herfra. POLYXENE.
400	O føi mit Ønske, Moder ! men Laertes' Søn ! Bær over med en opbragt Moders Heftighed ! Du arme Qvinde ! kæmp dog ei mod Overmagt ! Vil du til Jorden kastes ? vil din gamle Hud I Blod du see, naar voldelig du stødes bort
405	Og haanes med et kraftigt Greb af yngre Haand ? Nei ! dertil maa det aldrig komme, det var Synd. O Moder kjær ! ræk mig din dyrebare Haand, Og lad min Kind mig trykke til din gamle Kind, Thi aldrig meer jeg skue skal den runde Sol,
410	Idag for sidste Gang jeg seer dens Straaleglands. O Moder, som mig fødte ! hør din Datters Røst For sidste Gang ! jeg vandrer bort, til Hades ned. HEKABE. Mens Solens Lys beskinner mig i Trællestand. POLYXENE. Ei Brudefakkel blev mig tændt, det Haab slog feil. HEKABE.
415	Din Lod fortjener Medynk, min er grusom haard. POLYXENE. Adskilt fra dig jeg hvile skal hos Hades hist. HEKABE. Hvad skal jeg gjøre ? hvordan ender jeg mit Liv ? POLYXENE. Fribaaren Faders Datter døer jeg Slavedød. HEKABE. Og jeg, halvtredsindstyve Børn jeg mistede. POLYXENE.
420	Hvad Bud har du til Hektor og Priamos ? HEKABE. At aldrig jordisk Qvinde leed hvad jeg har liidt POLYXENE. O Moderbryst, som kjærlig died mig som spæd ! HEKABE. Ak ! Datter ! hvilken tidlig ulyksalig Død ! POLYXENE. Lev vel, o Moder og Kassandra ! lever vel ! HEKABE.
425	Ak ! leve vel kan Andre, kun din Moder ei. POLYXENE. Og Broder Polydoros hist i Thrakerland ! HEKABE. Saafremt han lever, dog jeg tvivler; Alt er tabt. POLYXENE. Han lever, han skal dit Øie lukke naar du døer. HEKABE. Død er jeg alt før Døden kommer, død af Sorg. POLYXENE.
430	Odysseus ! hyl mit Hoved til, og før mig bort, Min Moders Jamren smelter alt mit Hjertes Mod Før Dødens Stund, og hende smelter jeg end meer. O Lys ! dit Navn jeg end tør nævne, skjøndt du ei Er til for mig, undtagen for den korte Frist,
435	Mens jeg til Sværdet vandrer, til Achilles's Grav ( Gaaer. ) HEKABE. Ak ! mine Lemmer slappes, jeg er Afmagt nær; O Datter ! grib mig ! ræk din Moder hjelpsom Haand ! Forlad mig ikke barnløs ! jeg er sønderknuust.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|