|
|
|
[256-
|
282] |
|
|
|
.
|
|||||
| Men yde mig din Bistand.
Vil du ikke det,
Jeg faar vel nøjes; der er ikke Andet for. Kom da, I gamle Kvinder; man lad ligge hist De blaaliggrønne uldomvundne Kvistes Løv, |
|||||
| Og kræver alle
Guder, kræver Jordens Grund,
Kræver Demeters Fakler, kræver Solens Lys Til Vidner paa at vore Bønner hjalp os ej. Choret.
|
|||||
| Som var en Søn
af Pelops, og fra Pelops' Land
Er vi, er rundne af det samme Blod som du. Hvad gjør du? vil du Frændskab svigte, af dit Land Udstøde gamle Kvinder uden skyldig Hjælp? O nej! til Klippens Huler ty de vilde Dyr, |
|||||
| Til Guders Altre Trællen;
saa maa Stad hos Stad
Vel søge Ly mod Stormen; thi der findes jo Ej Én paa Jorden, som var altid lykkelig. Træd da, du Arme,
nu ned fra Persephones hellige Tilje,
|
|||||
| Børnenes Lig,
som i Braddøden sank - o ve mig for Jammer! -
Sønnerne, ak! som for Muren om Kadmos' jeg har mistet. O ve! støtter min Haand, leder min gamle Fod, Paa Knæ laderned mig Arme! Hellas' prudeste Helt, ved din Hage, du Kjære, jeg beder dig, |
|||||
| Falder til Jorden og
rører dit Knæ og din Haand, jeg Usalige
Ynksom du lytte til Moderens Bøn! Líg en Landflygtig jeg hæver det klagende, klagende Veraab; Lad uden Grav ej i Kadmos' Land Rovdyret til Gammen |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.87 |
|
|