|
|
|
[223-
|
255] |
|
|
|
.
|
|||||
| Dit Hus til Skade; thi
en vís Mand aldrig bør
Den Brødefulded parre med den Brødefri, |
|||||
| Men tage sig til Frænder
ikkun Lykkens Børn;
Thi ellers agter Guden deres Kaar for ens Og øder for den Syndbefængtes Vanfærds Skyld Med ham den Karske, som har ingen Ting forbrudt. Og siden drog du, dine Spaamænds Ord til Trods, |
|||||
| Dem du foragted og lod
haant om Guderne,
I Leding med alt Argos' Folk, din Stad til Mén, Forledet af de Unge, hvem Ærgjerrighed Henriver til at yppe Krig mod Ret og Skjel Og øde Folket: En som Hærdrot glimre vil, |
|||||
| En øve Voldsdaad,
naar han Magten faaar i Haand,
En vinde Rigdom; og de agte lidet paa At menig Mand til Grunde gaar ved saadan Færd. Der er i Staten tre Slags Folk: først rige Mænd; De gjør ej Gavn, men attraa ikkun altid Mer; |
|||||
| Saa de, som Intet eje,
mangle dagligt Brød;
De hylde Avindsygen med forbitret Sind Og vende mod de Rige sig mede giftig Braad, Af onde Værgers glatte Ord bedaarede. Kun Middelstanden fremmer Statens rette Tarv |
|||||
| Ved tro at vogte Landets
givne Lov og Skik.
Og du vil fordre, jeg skal staa i Kamp dig bi? Hvor kunde jeg forsvare det for mine Mænd? Gak bort med Fred; har ilde du beraadet dig, Gjem hos dig selv din Modgang og forstyr os ej. Choret. |
|||||
| Han fejlet har; det
plejer gjærne saa jo gaa
Med unge Mænd; regn ham hans Fejltrin ej til Last Adrastos.
|
|||||
| Du derfor skulde revse, Drot, og dadle mig, | |||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.86 |
|
|