|
|
|
[190-
|
222] |
|
|
|
.
|
|||||
| Den Øje har for
Nøden, har i dig en ung
Og tapper Hyrde, hvad der brøsted mangen Stad, Som gik til Grunde, for den mangled Ledingsdrot. Choret.
Thesevs. |
|||||
| Der er en Ting, som
ofte jeg med Andre haardt
Har tvistet om. En gammel Paastand er det jo, At der i Verden findes mere Ondt end Godt; Jeg derimod en ganske modsat Mening har, Jeg tror, der er i Verden mere Godt end Ondt; |
|||||
| Thi var der ikke, skued
ej vi Dagens Lys.
Den Gud jeg priser, som, da Livet end kun var En formløs, dyrisk Myller, gav det Art og Skik, Os skjænked først Forstanden, dernæst Sproget og, Hin Tankens Tolk, saa vi hinandens Røst forstod, |
|||||
| Gav Kornet os til Føde,
og til Kornets Væxt
Fra Himlen Regn, som baade nærer Jordens Frugt Og læsker Mandens Gane, dertil ogsaa Værn Mod Vinterkulden og mod Solens Straaleglød, Samt Skibsfart over Havet, at ved Byttemaal |
|||||
| Vi kunde vinde, hvad
det skorted Landet paa;
Og hvad os skjult og dunkelt er, vi skue kan I Offerildens Luer, og af Indvoldstegn Spaamændene det tolke samt af Fugles Flugt. Er det da ej formasteligt, naar Guden saa |
|||||
| Vort Liv velsigned,
om vi dermed nøjes ej?
Men vor Forstand saa gjærne over Guders Magt Sig hæve gad, og Hovmod i vort Hjærte bor, Saa vi os tykkes visere end Guderne. Til den Slags Daarer, ser jeg, hører ogsaa du: |
|||||
| Først bøjed
du for Phøbos' Sandsagn dig, som var
Der Guder til, gav dine Børn til Fremmede Og blandede med smittet Æt dit rene Blod |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.85 |
|
|