Euripides: De Bønfaldende

Euripides: De Bønfaldende

\|\|<<	<<	[154-	189]	>>	>>\|\|\|
.
	Thesevs.
	Lod saa letsindig haant du om det Hellige? Adrastos.
	De Unges vilde Krigslarm mig med Uvid slog. Thesevs. Du skjøtted mer om dristig Færd end sindigt Raad; Det har alt mangen Hærdrot styrtet i Fordærv. Adrastos. Du, som al Hellas overgaar i Mandemod, Athenens Drot, jeg blues ved at knæle her
	For dig i Sstøvet og at favne dine Knæ, En gammel Mand og fordum selv en mægtig Drot; Men dog jeg faar vel bøje mig for Skjæbnens Tvang. Frels vore Lig, hav Medynk med min svare Nød, Hav Medynk med de faldne Sønners Mødre her,
	Hvis sølvgraa Alder Barnløshedenes Lod har ramt, Som ud af Landet maatte gaa og sætte Fod Paa fremmed Grund, skjøndt knap de gamle Lemmer de Kan røre, ej hidsendte til Demeters Fest, Men dem at jorde, af hvis Haand det bedre var
	At selv jordsatte Alderdommens Ret de nød. Vist handler rig Mand, naar han ser paa Armods Kaar, Og fattig Mand, som skruer til den Rige op, Paa det han savnende maa skatte Velstands Magt; For Nød bør have Øje, hvo for Nød er fri,
	Som Skjalden og bør føle selv sig glad og let, Naar sine Kvad han skaber; thi hvor kunde vel Han Andre fryde, naar han føler selv af Sorg Sit Sind betynget? det jo plat umuligt er. Hvorfor, vil du vel sige, gaar du Pelops' Land
	Forbi og kræver af Athen saa møjsomt Værk? Vel er jeg pligtig, dette at forklare dig. Sparta er haardt og kjender ej til Ærlighed, De andre Byer smaa og svage; saadant Værk Din Stad er ene mægtig at paatage sig.
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.84	>>	>>\|\|\|