|
|
|
[1091-
|
1122] |
|
|
|
.
|
|||||
| Aldrig jeg havde fristet
da slig Nød, som nu:
Nu er jeg bleven Fader og har avlet mig En herlig Søn, og saa skal nu jeg miste ham! Hvad skal da jeg Usalige nu gribe til? |
|||||
| Skal til mit Hus jeg
vandre? ak! kun Tomhed der
Jeg ser i Hal og hjælpeløst mit eget Liv. Skal jeg maaske da til Kapanevs' Haller gaa? Saa lysted jeg før jeg, mens min Datter leved end; Men, ak! hun er ej mere, hun som tog saa tidt |
|||||
| Mit gamle Hoved mellem
Hænderne og drog
Min Kind til Munden. For en gammel Fader er Dog Datteren den kjæreste; vel mere stolt Er Sønners Hu, men og til Kjærtegn mindre øm. Skynd eder da at føre til mit Hus mig hjem |
|||||
| Og skjuler mig i Mørke,
at mit gamle Liv
Opløst i Hungersdøden der hentæres maa. Hvi skal jeg sanke hendes Ben til ingen Gavn? Forhadt er, tunge Alderdom, din Byrde mig, Forhadte de, som ville trække Livet ud |
|||||
| Og lede Floden af dens
Løb, for ej at dø,
Ved Drikke og ved Hynder og ved Trolddomskunst. De skulde før, naar Landet ej de gavned mer, I Døden fare og for Yngre gjøre Plads. Choret.
|
|||||
| Som i Døden sank.
O, støtter min Fod,
I Terner; thi svag og gammel jeg er, Og af Sorg for mit Barn mig svigter min Kraft. Fuldlang jo en Tid alt levet jeg har, Og fortæret jeg er af grænseløs Kval; |
|||||
| Thi hvad haardere Nød
kan man tænke sig vel
For en Menneskesjæl, End død at skue sin Afkom? |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.117 |
|
|