|
|
|
[963-
|
991] |
|
|
|
.
|
|||||
| Syv usalige
Mødre, syv
Svendbørn har vi til Verden født, |
|||||
| Højtberømte
blandt Argos' Mænd engang,
Og nu i Jammer og Nød Sønløs, barnløs ældes jeg maa, Er ej regnet for død, Heller ej blandt Levendes Tal, |
|||||
| Særskilt gaves
mig Kaar imellem begge.
Ve! kun Taarer har jeg
igjen,
|
|||||
| Offerskjænk, som
de Døde faa,
Dertil Sange, som tækkes ej Phøbos, den guldhaarsmykte Gud; Før Dag med Graad vaagne jeg skal, Min Kjortels Brystlin allen Stund |
|||||
| Væde med Taarernes
Strømme.
(Evadne viser sig paa en Klippe over Baalet.) Men en Dødningbo
alt skuer jeg bygt
|
|||||
| Og nær
ser ogsaa den lynfældte Mands
Højbyrdige Viv, Evadne, jeg hist Drot Iphis' Barn, det Ædlingeblod. Hvi staar hun dog der paa det luftige Fjæld, Som hæver sig højt over Templets Mur? |
|||||
| Hvi styrede did hun sit Fjed vel? | |||||
|
Evadne. |
|||||
| Hvad Lys
dog, hvad Lue
Spredte Helios' Vogn hin Dag |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.112 |
|
|