|
|
|
[883-
|
917] |
|
|
|
.
|
|||||
| Med Musers Kunst og
føre et blødagtigt Liv;
At bo paa Landet var hans Lyst og strænge Kaar |
|||||
| Sig selv at byde; mandelig
paa Jagt han gik,
Til Hest sig tumled, spændte Buen med sin Haand, At Staten af hans Styrke maatte høste Gavn. - Og Jægerinden Atalantes unge Søn Parthenopæos, fager skabt som ingen Mand, |
|||||
| Var fra Arkadien, men
til Inachos' Vande ført
Optugtedes i Argos han, og fostret der Han, som det bør en Fremmed, der i Landet bor, Sig trængte ej formastelig i Staten frem, Var ikke, hvad hos Borger som hos fremmed |
|||||
| Er mest til Plage, i
sin Tale trættekjær,
Men stod i Fylking som en anden Argos' Mand Og værged Landet, og naar det gik Staten vel, Han glædedes, men sørged, naar den Vanheld led. Han havde mange Elskere, var yndet og |
|||||
| Af Kvinder nok, men
vogted sig for Fejltrin Vel. -
Tydevs jeg kan i Korthed yde megen Ros: Ej glimred han i Tale, men i Skjoldekamp Han viste mægtig Snille, fandt paa mangen List; I kloge Raad sin Broder Meleagros ej |
|||||
| Han naaede, men for
Spydkast lige Ry dog vandt
Thi grundig Vidskab ejed han i Skjoldekamp; En rig og ædel Sjæl han var, som satte ej I smukke Ord sin Ære, men i mandig Daad. - Herefter, Thesevs, tør du ikke undres paa |
|||||
| At disse ofred deres
Liv for Byens Mur;
Thi hvo som ret opfordres, bliver ærekjær, Og hver en Mand, som ærlig Idræt øvet har, Han blues ved at te sig fejg. Mandhaftighed Kan læres og, saa vist som Barnet lære kan |
|||||
| At tale og at høre,
hvad det ej forstaar,
Og hvad man nemmed, selv i Alderdommen ej Man glemmer let. Optugter eders Børn da vel. |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.109 |
|
|