|
|
|
[848-
|
882] |
|
|
|
.
|
|||||
| Og af hvis Spyd sit
Saar han fik blandt Fjenderne.
Forfængelig slig Tale er at høre paa |
|||||
| Som og at føre,
naar man var i Kampen stedt,
Hvor Spær hinanden krydsed for ens Øjne trindt, Og grant vil melde, hov sig der har tapper vist. At fritte Sligt jeg kunde aldrig falde paa Og tror ej den, som trøster sig at sige det. |
|||||
| Thi næppe nok
man lige det Nødtørfigste
Kan agte, naar i Kast man er med Fjenderne. Adrastos.
|
|||||
| Ser denne Mand du, som
af Himlens Lyn er ramt?
Det er Kapanevs. Meget Gods han ejede, Men brovted ingensinde med sin Velstand dog Og bar ej større Tanker end en fattig Mand; Han skyede dem, som fraadsede ved yppigt Bord |
|||||
| Og vraged Nødtørft.
Bugens Fylde, mente han,
Var ikke Dyd, til Maade var tilstrækkeligt. Sin Ven han var, om nær han dvæled eller fjærn, En fuldtro Ven - og ikke stort er Sliges Tal -, Usvigelig i Tanke, i sin Tale blid |
|||||
| Og imod Husfolk som
imod Medborgere
Ordfast i Alt. - Den Næste som jeg nævne vil, Eteoklos, var en Hædersmand paa anden Vis: Han var kun ung og ejed ikke meget Gods, Men højlig var han æret blandt Argos' Folk; |
|||||
| Og skjøndt hans
Venner bøde Guld ham mangen Gang,
Han tog det ej i Huset, for at leve ej Som andres Slave, kuet under Rigdoms Aag. Kun dem, der raaded ilde, var han altid fjendsk, Ej Staten selv; thi Staten selv; thi Staten bærer ingen Skyld, |
|||||
| Naar den maa høre
ilde for sin Styrmands Fejl. -
Hippomedon, den Tredje, var af saadan Art: Som Yngling alt han vraged at forlyste sig |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.108 |
|
|