Euripides: De Bønfaldende

Euripides: De Bønfaldende

\|\|<<	<<	[734-	759]	>>	>>\|\|\|
.
	Adrastos. O Zevs, hvorledes kan en stakkels Dødelig
	Man kalde vís? Af dig jo hænger al vor Id, Og som du vil det, sig dens Udgang føje maa. Vi raaded jo for Argos, som var hver Mands Skræk, Selv var vi mange, og vor Arm var ung og stærk; Derfor, da Eteokles tilbød os Forlig
	Og gode Vilkaar, vilde ej vi tage dem, Og saa vi gik til Grunde. Og da Kadmos' Folk Held havde faaet, en Stodder lig, som pludseligt Vandt Rigdom, daarligt det hovmoded sig og gik Ved Hovmod selv til Grunde. O, I Mennesker,
	Som uforstandigt spænde Buen højere End tjenligt, og til Straf maa lide alskens Mén, I lære kun af Skade, ej af Venners Raad. Og I, I Stater, kunde vende Mén med Ord, Men gaa i Rette ej med Ord dog, men med Sværd.
	Dog hvortil dette? Jeg at vide lyster nu, Hvordan du undkom; siden spørger jeg om Mer. Budet. Da Uro trindt i Byen Slaget havde voldt, Jeg slap, mens Hæren strømmed ind, ad Porten ud. Adrastos. Og bringe hine Lige I med, som Kampen gjaldt? Budet.
	Ja, dem, der stode for de stolte Fylker syv. Adrastos. Hvorledes? hvor da er de andre Faldnes Flok? Budet. Den ved Kithærons Kløfter alt jordfæstet er. Adrastos. Nord eller Syd for Fjældet? og hvem jorded dem? Budet. Thesevs, i Ly af Skrænten ved Elevtheræ.
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.103	>>	>>\|\|\|