Euripides: Medeia

Euripides: Medeia

\|\|<<	<<	[1229-	1397]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Strophe.* O Jord og du altoplysende Sol !
1230	O kaster et Blik paa den rædsomme Qvinde, Før Haanden hun løfter og farver den rød Med Børnenes Blod, til Fordærv for sig selv ! De stamme jo ned fra din straalende Slægt, Og Brøden er svar, naar guddommeligt Blod
1235	Udøses af Menneskehaand. Høiherlige Lys ! afværg hendes Id, Hun raser, af Morderdæmoner besat, Udjag den Erinnys af Huset ! *Modstrophe.* Du Qvinde, som kom fra det farlige Hav,
1240	Fra de blaae Symplegadiske Klipper ! For Intet du fødte de deilige Børn, For Intet du leed, da du Livet dem gav. Du Grumme ! hvi faldt med saa rasende Magt Dig Harmen paa Sind, at fra Mord og til Mord
1245	Med blodige Tanker du gaaer ? Hvo Slægtningers Blod udøser paa Jord, Forsynder sig grovt, og hans Huus skal med Straf Hjemsøges af Guder til Gjengjeld. DEN ENE DRENG (indenfor.) Hvad gjør jeg nu ? hvor flyer jeg hen for Moders Haand ? DEN ANDEN (indenfor.)
1250	Det veed jeg ikke, Broder ! vi er dødsens, ak ! CHORET. Hører du ? hører du Børnenes Skrig ? Vee dig ! du stakkels elendige Qvinde ! Ind i Huset jeg maa, til Børnenes Hjelp, Før hun dem myrder. BØRNENE. (indenfor.)
1255	Hjelp ! Hjelp ! ved alle Guder ! det er høie Tid, Tæt ved vor Strube blinker alt den spidse Dolk. CHORET. Frække ! saa var du af Steen eller Jern, Du som formaster dig, selv med din Haand Børn at myrde, hvis Moder du est !
1260	Een kun af Fortidens Qvinder jeg veed, Som sine Børn af Dage har bragt, Ino, hvem Guderne sloge med Vanvid, Da fra sit Huus hun var jaget af Here. Martret af Qval over Børnenes Mord
1265	Strakte sin Fod hun ud over Havbrink, Styrted i Bølgen, og hented sig Døden Sammen med begge de Børn, som hun dræbte. Kan noget Gyseligt hændes herefter ? Møiesforvoldende Ægteskabsleie !
1270	Megen Fortræd har du Mennesket bragt ! IASON (iler ind.) I Qvinder ! som har staaet her ved Husets Port ! Hvor er Medeia ? er Forbrydersken endnu I Huset her ? hvad eller flygted alt hun bort ? I Jordens Skjød hun maa sig skjule, eller og
1275	Paa vinger løftet flyve gjennem Luftens Rum, Hvis hun saasandt skal undgaae Straf af Kongens Slægt. Mon hun har troet at kunne myrde Landets Drot, Og derpaa selv ustraffet flye fra dette Huus ? Langt meer bekymret er jeg dog for mine Børn,
1280	Hevn over hende tage de Fornærmede, Men mine Børn maae frelses, derfor kom jeg hid, At ikke Kongens Frender sig forgribe skal Paa dem, til Straf for deres Moders Skjændselsdaad. CHORET. O stakkels Iason ! ei din Jammers fulde Maal
1285	Endnu du kjender, ellers talte du ei saa. IASON. Hvad mener du ? vil Qvinden ogsaa dræbe mig ? CHORET. Dine Børn ere dræbte, deres Moder har dem dræbt. IASON. Hvad siger du ? din Tale, Qvinde ! knuser mig. CHORET. Kun som paa Døde tænke du paa dine Børn ! IASON.
1290	Hvor blev de dræbt', i Huset eller udenfor ? CHORET. Luk Døren op ! da seer du dine Børn i Blod. IASON. I Svende ! skyder Slaaen fra, og lukker op Paastand ! at jeg et dobbelt Rædselsyn kan see, De dræbte Børn og Mordersken, og tage Hevn ! MEDEIA.
1295	Hvi buldrer du paa Døren, og vil sprenge den, Og leder om de dræbte Børn og Mordersken ? Spar kun din Møie ! vil du ellers noget her, Saa tael ! men aldrig skal din Haand berøre mig, Men Faders Fader Helios en Vogn mig gav,
1300	Som sikkrer mig mod alle mine Fienders Vold. IASON. Afskyeligste Qvinde ! du som er forhadt Af Guder, mig, og Menneskenes hele Slægt ! De Børn, du fødte, stak du Dolken frækt i Barm Og mig du gjorde barnløs og ulykkelig !
1305	Det voved du, og efter slig vanhellig Daad Seer du endnu paa Jorden og paa Solens Lys. Vee over dig ! nu er jeg klog, det var jeg ei, Da fordum fra din Hjemstavn i Barbarers Land Til Hellas hjem jeg førte dig, du Nedrige,
1310	Som troløs sveg din Fader og dit Fødeland ! Men Guder har din onde Dæmon vendt mod mig; Du myrdede din Broder i hans Fædrehuus Kort før det stolte Fartøi Argo du besteg; Med denne Daad begyndte du; dernæst jeg dig
1315	Til Hustrue tog, du Moder blev til Børn, og nu, Fordi jeg gifted mig paany, du myrder dem. Umuligt en Hellenisk Qvinde kunde Sligt Begaae; dog dig jeg foretrak og ægted dig. Ha ! Giftermaal ! min Afskye og min Undergang !
1320	Ei est du Qvinde, men Løvinde, mere vild Af Sindelag end den Tyrrhenske Skylla selv. Dog tusind bittre Haansord har ei mindste Braad, Som dig kan saare, saa forstokket er din Sjel. Vee over dig, du Afskum ! Barnemorderske !
1325	Men jeg - kun Skjebnens Grumhed jeg beklage kan; Ei skal jeg frydes ved den Brud, jeg kaared nys, Ei see de Børn, jeg Livet gav og fostred op, Og aldrig tale med dem; nei ! jeg misted dem. MEDEIA. Jeg paa din Tale kunde svare vidt og bredt,
1330	Naar Fader Zeus ei vidste grandt, hvad jeg har gjort For din Skyld, og hvorledes du behandled mig. Ei turde du, som haanlig vragede min Seng, Herefter live frydelig og spotte mig, Ei Kongemøen eller Kreon, som dig gav
1335	Sit Barn til Brud, ustraffet landsforvise mig. Thi kald mig en Løvinde, hvis det lyster dig, Ja ! lign mig kun med Skylla, det Tyrrhenske Havs Uhyre ! jeg har piint dit Hjerte, det er nok. IASON. Du græmmes selv, du deler ogsaa denne Qval. MEDEIA.
1340	Naar du blot ikke smiler, er mig Sorgen kjær. IASON. O Børn ! o hvilken nedrig Moder I dog fik ! MEDEIA. O Glutter ! Eders Faders Vellyst blev Jer Død. IASON. Min Haand forsand det ikke var, som myrded dem. MEDEIA. Nei ! men din Frækhed og dit nye Giftermaal. IASON.
1345	Og var mit Giftermaal vel deres Drabsmaal værd ? MEDEIA. Og troer du, Sligt er for en Hustrue ringe Qval ? IASON. Ja ! for en ærbar; men for dig er Alting slet. MEDEIA. Ei længer hine leve, det skal nage dig. IASON. Vist leve de som Marteraander for din Sjel. MEDEIA.
1350	Hvo først har denne Jammer voldt, veed Guderne. IASON. De veed vist ogsaa, hvilket hæsligt Sind du har. MEDEIA. Du Niding ! dine bittre Ord oprøre mig. IASON. Som dine mig; dog let vi jo kan skilles ad. MEDEIA. Ja vist ! hvad skal jeg gjøre ? selv jeg ønsker det. IASON.
1355	Lad mig de Døde jorde, og begræde dem ! MEDEIA. Nei ! selv jeg dem begrave vil med denne Haand Paa Toppen af Akraia hist i Heres Lund, At Fiender ei skal haanlig slænge deres Been Af Graven ud; men her i Sisyphos's Land
1360	Indstifter jeg en hellig og værdig Fest Til Bod i Fremtids Dage for det grumme Mord. Og derpaa til Erechteus' Land jeg drager bort, Hvor jeg hos Aigeus, Konning Pandions Søn, skal boe. Du Niding ! dig skal times Nidingsdød, en Stump
1365	Af Skibet Argo knuse skal din Pandeskal, Nu du har seet, hvor beesk vort Ægteskab har endt. IASON. I Fordærv dine Børns Erinnys dig styrte, Og gjengjeldelsens Møe, den blodige Dike ! MEDEIA. Hvilken Gud, hvilken Dæmon vil høre dit Ord,
1370	Du Meensvorne Skurk ! du Gjæsteretskrænker ! IASON. Du Afskum, besudlet med Børnenes Blod ! MEDEIA. Skynd dig hjem til dit Huus at begrave din Viv ! IASON. Jeg iler, berøvet de elskede Børn. MEDEIA. Nu Sorgen er ringe, men bie til du ældes ! IASON.
1375	I Kjære ! MEDEIA. For Moderen kjære, men ikke for dig. IASON. Og du dræbte dem dog ? MEDEIA. For at martre dig ret. IASON. O vee mig, jeg Arme ! saa gjerne jeg trykked Til Børnenes elskede Læber min Mund ! MEDEIA. Nu taler du til dem, nu vil du dem kysse,
1380	Og nys du forskød dem. IASON. Ved Guderne ! hør mig ! Lad blot deres yndige Hud mig berøre ! MEDEIA. Nei ! det skal du aldrig, din Bøn er kun spildt. IASON. O hører du Zeus ! hvor hun støder mig bort ? O seer du, hvad lide jeg maa af den Arge,
1385	Af Løvinden, som myrded sit Kuld ? Det Eneste, som jeg formaaer, vil jeg gjøre: Jeg vil jamre, vil græde, og Gudernes Slægt Vil jeg kalde til Vidner, at du mig forbød At berøre med Haand, og at stede til Gravs
1390	De Glutter, du slog mig ihjel. O havde dog aldrig jeg avlet de Børn, Og skuet den Dag, du dem gav deres Død ! CHORET. Meget bestemmes af Zeus paa Olympos; Guder fuldbyrde hvad Ingen formoded.
1395	Men det Sandsynligste tit ikke skeer; Guder uventede Veie kan bane; Saaledes denne Begivenhed endte.
					.
		o O o
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|