Euripides: Medeia

Euripides: Medeia

\|\|<<	<<	[952-	1228]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Ei meer, ei meer jeg haaber paa Børnenes Liv, Alt stærkt deres Død imøde de gaae, Og snart den usalige Brud sig selv til Fordærv
955	Haarsmykket af Guld vil annamme; Selv Krandsen i Haand vil hun tage, Og selv vil om guldgule Lokker hun snoe Det Dødningesmykke. *Første Modstrophe.* Hun fristes stærkt af Gavernes himmelske Glands,
960	Med Guldet og Sløret hun pynter sig glad, Men snart er hun pyntet til Brud i Dødningers Land; I saadant et Garn vil hun falde. Ja ! brat i Fordærv vil du styrte ! Din Død, ulyksalige Brud ! er dig vis,
965	Al Redning umulig. *Anden Strophe.* Du Konningens Maag ! ynkværdige Brudgom ! Dig selv uafvidende skal dine Børn Du skille ved Livet, og volde din Brud En gruelig Død;
970	Svart farer du vild af din Skjebne. *Anden Modstrophe.* Men ogsaa jeg dig, usalige Moder ! Maa skjenke Beklagelse, da dine Børn At myrde du tænker, af Harm mod din Mand, Som svigted din Seng,
975	At dele den frækt med en Anden. BØRNEVOGTEREN (kommer med Børnene.) Min Frue ! dine Børn fik Lov at blive her; Selv tog den kongelige Brud din Skjenk i Haand Med Fryd, og man er venlig stemt mod Glutterne. MEDEIA. Ha ! BØRNEVOGTEREN.
980	Hvi staaer du saa forvirret ved et Glædens Bud ? Hvad fattes dig, at du dit Aasyn vender bort, Og hører ei med Glæde hvad jeg melder dig ? MEDEIA. Vee mig ! vee ! BØRNEVOGTEREN. Det stemmer ei med Tidenden, jeg dig har bragt. MEDEIA.
985	Vee mig igjen ! BØRNEVOGTEREN. Har Vanheld jeg maaskee forkyndt, Da jeg dog vented Glædesbud at bringe dig ? MEDEIA. Du meldte hvad du meldte, du har ingen Skyld. BØRNEVOGTEREN. Hvi slaaer du da dit Øie ned, og græder stærkt ? MEDEIA. Den bittre Nød afperser dem; thi Guderne
990	Og jeg, jeg Daare, bragte denne Sag i Værk. BØRNEVOGTEREN. Fat Mod ! vist snart til dine Børn du hentes ned. MEDEIA. Før sender selv jeg Andre ned, jeg arme Viv ! BØRNEVOGTEREN. Ei ene du blev reven bort fra dine Børn; Hver Dødelig bør bære Skjebnens Slag med Taal. MEDEIA.
995	Det vil jeg gjøre. Men du Gamle ! gak nu ind, Og lad som ellers mine Børn et Maaltid faae ! O Børn ! o Børn ! I har da baade Stad og Huus, Hvor I kan boe, fra Eders arme Moder fjernt, Hvem snart I for bestandig nu berøves skal,
1000	Mens jeg som Flygtning drager til et fremmed Land, Før Glæde jeg af Eder, Børn ! oplevet har, Seet Eder lykkelige, smykket Eders Brud Og Brudeseng, og Bryllupsfaklen svunget glad. O vee mig arme Qvinde for mit stive Sind !
1005	Saa har jeg da forgjeves fostret Eder op, Forgjeves liidt og mattet mine Kræfter ud, Da jeg til Verden Eder bar med grusom Qval. Der var en Tid, da næred jeg det Haab, at I Paa mine gamle Dage skulde pleie mig,
1010	Og gjemme selv i Urnen Eders Moders Støv; Sligt skatte Menneskene høit, dog svunden hen Er denne søde Tanke; skilt fra mine Børn Jeg føre skal et uselt Liv, mig selv til Qval. Dog Eders Liv forandres ogsaa; aldrig meer
1015	Paa Moder I de kjære Øine fæste skal. O vee mig, Børn ! hvi vender I dem nu mod mig ? Hvi smiler I til Moder Eders sidste Smiil ? Ak ! ak ! hvad skal jeg gjøre ? Qvinder ! alt mit Mod Forsvandt, da mine Glutters lyse Blik jeg saae;
1020	Jeg kan ei; bort min forrige Beslutning, bort ! Til fremmed Land jeg tager mine Glutter med. Hvi skal jeg, for at martre Faderen, begaae Synd mod hans Børn, og volde selv mig dobbelt Qval ? Nei ! aldrig ! bort min forrige Beslutning, bort !
1025	Dog, hvilke Tanker ! vil jeg give slip paa Hevn, Og vorde mine Fienders Latter ? vil jeg det ? Nei ! voves maa det ! kun Forsagthed var det jo, At blide Ord jeg slængte til mit Hjerte hen. Bort, Børn ! gaaer ind i Huset ! Hvo mit Offer ei
1030	Bivaane tør, han see sig for og fjerne sig ! Men jeg skal ei ved Feighed skjænde denne Haand. Ak ! ak ! Nei, Hjerte ! drist dig aldrig til den grumme Daad, Viis Skaansel, arme Hjerte ! spar de stakkels Børn !
1035	Dig vil de glæde, selv om ei hos mig de boe. Dog nei ! ved Syndens Hevnere hos Hades hist ! Jeg lader aldrig mine Børn tilbage her Til Priis for mine Fienders Krænkelser og Haan; Døe maae de, det er haard Nødvendighed, de maae;
1040	Lad mig da selv, som gav dem Liv, aflive dem ! Ja ! saa vil Skjebnen, det er uundgaaeligt. Alt bærer Bruden Krandsen paa sit Haar, og døer, Naar hun med Sløret smykker sig, det veed jeg vist; Ad sørgelige Veie skal jeg vandre selv,
1045	Ad mere sørgelige skikker jeg dog dem. Et Ord dog end til Glutterne ! kom, kjære Børn ! Kom hid, og rækker Eders Moder kjærlig Haand ! O hvilke Hænder ! hvilken yndig Mund I har, Og hvilket ædelt Ansigt, hvilken Væxt, o Børn !
1050	O vorder lykkelige - hisset ! Lykken her Har Fader røvet Eder; o Fryd at favne dem ! O Hud, hvor fiin ! o Aande, hvor du dufter sødt ! Dog bort, bort Børn ! jeg holder ikke ud at see Paa Eder længer; Smerten overmander mig.
1055	Vel veed jeg, hvor afskyelig min Idræt er, Men Vredens Kraft kuldkaster Hjertets bedre Raad, Fra den udspringer Dødeliges værste Qval. (Gaaer ind med Børnene.) CHORET. Alt ofte forsand med mig selv i Beraad Alvorlig jeg veied i Sind,
1060	Hvad enten det sømme sig kan eller ei For Qvinden at give til Grublen sig hen. Da blev det mig klart, at Qvinden er ei Af den himmelske Muse forladt; Os ogsaa til Viisdom hun leder;
1065	Dog Faa er det kun, hvem hun skjenker sin Gunst, Kun yderlig Faa af de Mange. Jeg siger da frit om Menneskens Slægt; Den Mand eller Kvinde, som aldrig fik Børn, Kan snarere lykkelig kaldes end den,
1070	Som avled sig Børn; Thi den, som i Barnløshed lever sit Liv, Og derfor har aldrig erfaret og følt, Om Børn er for Mennesket Lyst eller Qval, Er frie for mangfoldig Besvær.
1075	Men den, i hvis Huus en frydelig Slægt Fremspired af Børn, har ofte jeg seet Henslide sin Tid med Grublen og Sorg. Først sørge han maa for at drage dem op, Og saa for at sanke dem Rigdom til Arv,
1080	Og endelig veed han dog ei, om de Børn, For hvilke han slider saa suurt, Skal vorde til Skarn, eller arte sig vel. Eet er der endnu, som nævne jeg maa, Af Menneskets Qvaler den sidste:
1085	Jeg sætter, Forældrene sanke sig Gods, Og Børnene naae deres mandlige Aar Og arte sig vel, men kommer da Døden, Den rædsomme Dæmon og slæber dem bort, Langt bort fra Forældre til Hades's Hjem,
1090	Hvordan mon da Børn kan kaldes et Held, Naar Guder foruden vor øvrige Qval Betynge vor Sjel med den tungeste Sorg, Med Sorg over Børn ? MEDEIA. Veninder ! alt jeg vented længe paa Besked,
1095	Hvad Udfald Sagen faaet har i Kongens Gaard; Dog Een af Iasons Tjenere jeg komme seer, Han løber saa forpustet, at man mærker strax, Det er et Jammersbudskab han at bringe har. BUDET (træder frem.) Og du, som har forøvet sort og rædsom Daad !
1100	Medeia ! flye ! spild Tiden ei, røm Landet flux Paa Skib hvad eller hurtig Vogn, kun bort herfra ! MEDEIA. Hvormed har jeg saa pludselig en Flugt forskyldt ? BUDET. Kong Kreon og hans Datter døde begge nys, Og dine Tryllekunster endte deres Liv. MEDEIA.
1105	Du melder herligt Budskab ! Som en Ven jeg dig Herefter vil betragte, der har Krav paa Tak. BUDET. Hvad siger du ? est du forstyrret eller klog, Du som med Glæde hører den Fordærvelse, Du over Kongens Huus har bragt, og skjelver ei ? MEDEIA.
1110	Paa dette Spørgsmaal kunde jeg forsand mangt Ord Til Gjensvar give. Dog forhast dig ei, min Ven ! Fortæl, hvordan de døde ! dobbelt Fryd for mig Det vorder, hvis de døde ret en piinlig Død. BUDET. Saasnart med deres Fader begge dine Børn
1115	Sig nærmed, og til Brudehuset vandred hen, Da blev vi Svende glade, hvem din Sorg gik nær, Og strax en ivrig Hvisken løb fra Mund til Mund: Nu er igjen Medeia med sin Mand forligt. En kyssed henrykt dine Børns guldgule Haar,
1120	En Anden deres Hænder, og af Glæde gik Jeg selv i Qvindekamret ind med Børnene. Vor unge Frue, hvem vi med Ærbødighed Adlyde nu, som forhen dig, et kjærligt Blik Til Iason kasted, før hun dine Børn blev vaer;
1125	Dog pludselig hun sine Øine hylled til, Og vente bort den hvide Kind, optændt af Harm, Da Børnene hun komme saae; dog snart din Mand Fik dæmpet Brudens vrede Sind ved disse Ord: Vær ikke fiendtlig stemt mod dem, som har dig kjær !
1130	Lad Vreden fare ! vend dit Aasyn atter hid ! Hold den for Ven, der agtes af din Mand som Ven ! Tag Gaverne, og beed den Fader om den Gunst, At han for Landsforviisning skaaner mine Børn ! Da hendes Blik paa Stadsen faldt, da blev hun strax
1135	Om Hjertet blød, og loved Iason Alt, og før Han langt fra Huset kommen var med dine Børn, Tog hun og hylled i det fine Slør sig ind; Saa satte paa sit Hoved hun den gyldne Krands, Og mens hun ordned Lokkerne for blanken Speil,
1140	Hun smilte til sit eget tomme Billed glad. Med Et hun op fra Stolen reiser sig, og gaaer Hen giennem Stuen, svævende paa sneehvid Fod Og sjeleglad for Gaven, mens hvert Øieblik Hun selvtilfreds betragter sig fra Top til Taae.
1145	Men pludselig et grusomt Syn vi fik at see: Med Et hun blegner, vender om, men raver frem Med matte Fjed, nær ved at falde ved hvert Skridt, Dog naaer med Møie hun en Stol, og segner ned. En gammel Terne skreg af Angst, thi Skræk fra Pan,
1150	Hvad eller fra en anden Gud, hun meente vist Var over Bruden kommen; men saasnart hun saae At Fraaden hvid om Munden stod, og Øinene Hun dreied vildt, og Kinderne var uden Blod, Forvandlede den gamle Qvindes Skrig sig brat
1155	Til heftig Graad og Hulken. Strax en Terne løb Til Kongen, mens en Anden løb til Iason hen, At melde Brudens Tilstand. Frem og tilbage nu Man løb, saa høit det dønned i det hele Huus. Saa lang Tid var forløben som en vælig Hest
1160	Paa Rendebanen bruger for at naae sit Maal, Da vaagner af sin Afmagt med et rædsomt Suk Den Arme, som med lukte Øine maalløs laae, Thi dobbelt Piinsel stormer brat mod hende løs. Den gyldne Krands, som viklet var om hendes Haar,
1165	Udspyer en selsom Ildstrøm, som fortærer Alt, Og Sløret, hun til Gave fik af dine Børn, Opæder den Ulykkeliges blege Kjød; Da farer hun fra Stolen op, og brændende Hun flyer, mens Haar og Hoved stedse hid og did
1170	Hun ryster, for at kaste Krandsen af, men fast, Som var det bundet, Guldet sad, kun dobbelt klart Opblussed Ilden, da hun rysted sine Haar. Da faldt af Qval forkuet hun paa Tilien om, Ei kjendelig for Nogen uden Faderen,
1175	Thi hendes Øine ligned ikke meer sig selv, Ansigtet havde mistet alt sit Huld, og Blod Med Gnister blandet dryppede fra Issen ned, Mens Kjødet randt, opløst af Giftens lumske Tand, Fra Knoklerne, som Harpix ud af Fyrretræe.
1180	Et rædsomt Syn ! Berøre Liget gjøs vi for, Thi hendes Skjebne havde lært os Varsomhed. Men ubekjendt med hendes Jammer foer med Et I Salen hendes Fader ind, og kasted ned Sig over Liget, hyled, trykked det i Favn,
1185	Og kyssed det, og raabte: hvo blandt Guderne, Men arme Datter ! gav dig en saa skjændig Død ? Hvo gjør mig Olding til en Grav, da du, mit Barn ! Berøves mig ? o maatte jeg dog døe med dig ! Men da han havde jamret nok, og grædt sig ud,
1190	Og han sit gamle Legem vilde reise op, Da hang han fast ved hendes Slør som Vedbend snoet Om Laurbærgreen, og frygtelig var nu hans Kamp: Han sine Knæe vil lette, men den Døde ham Tilbage holder, og naar løs han vil med Magt,
1195	Da river han sit gamle Kjød af Knoklerne. Tilsidst hans Kraft udslukkes, og den Arme døer, Ei længer mægtig at bestaae den haarde Kamp. Nu ligger hist den gamle Fader hos sit Barn Som Liig, en grusom Skjebne, som er Taarer værd !
1200	Dog jeg mig ei fordrister, dig at give Raad; Selv veed du, paa hvad Maade du skal undflye Straf. Alt længe har jeg Menneskenes Herlighed Holdt for en Skygge, ja jeg paastaaer uden Blue, At netop de, hvis Viisdom og Veltalenhed
1205	Man priser, er de største Daarer paa vor Jord. Thi lykkelig er Ingen af os Mennesker, Af Rigdoms Strøm velsignes denne meer end hiin, Sandt nok ! men derfor er han ikke lykkelig. (Gaaer.) CHORET. En Guddom, som det synes, har ei ufortjent
1210	Idag mangfoldig Jammer over Iason bragt. O arme brud ! din Skjebne vi beklage dybt, Du Datter af Kong Kreon, du som vandre maa Til Hades ned, fordi du Iasons Hustrue blev. MEDEIA. Veninder ! der er fast besluttet, mine Børn
1215	Afliver jeg, og flygter strax af Landet ud, At ei, ifald jeg mig forsinker, deres Blod Skal flyde for en anden mere fiendtlig Haand. Døe maae de, det er haard Nødvendighed, de maae, Lad mig da selv, som gav dem Liv, aflive dem !
1220	Velan ! mit Hjerte ! væbn dig kjækt ! hvi nøler jeg Med rædsom Daad, naar den er en nødvendig Daad ? Du min ulyksalige Haand ! grib Dolken rask ! Tag fat ! og aabn' mig Banen til et Jammersliv ! Vær ikke feig ! tænk ikke paa, at du har født
1225	De Dyrebare ! glem blot for den korte Rest Af denne Dag, at disse Børn er dine Børn ! Saa kan du græde siden; skjøndt du dræber dem, Du elsked dem, men høist ulykkelig er jeg. (Gaaer ind.)
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|