Euripides: Kyklopen

Euripides: Kyklopen

\|\|<<	<<	[485-	705]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHOR. ( første Halvdeel. )
485	Vær tavs, vær tavs ! thi beruset han nu, den barbariske Sanger, med skurrende Skraal fælt kvædende træder fra Fjeldsteensbo herud, men snart høit jamre han skal ! Til at synge den Uafrettede os
490	afrette da lad ! Men blind bør han visselig vorde ! CHOR. ( anden Halvdeel. ) Lyksalig, med Sang til Evan, ved de Rankens elskte Kilder, i et Vennelag hvo ligger
495	i den Elsktes Favn henlænet, og af Salver blank, paa Leiet om sin Haand den kjelne Piges Guldlokker snoer - men hører du hans Brøl: Aabner mig Nogen Døren ei ? KYKLOPEN. ( kommer ud af Hulen. )
500	Hvor, hvor, hvor tumler hen jeg ? Jeg er fuld af Viin, fro ladet med en skjøn Mad, liig et Lastskib, til min Maves høie Roerbænk. Mig det muntre Græs indbyder
505	til et Vennelag i Vaartid, til Kyklopisk Brodergilde. ( til Odyssevs. ) I mit Huus, Fremmede ! Flasken hent mig nu ! ( Odyssevs gaaer. ) CHOR. ( til Kyklopen. ) Med det smukke Blik i Øiet af sin Hule ud smukt gaaer han -
510	af En vi elskes. Som af tændte og klare Fakler er din Hud omlyst, som spæd Mø i bedugget Grotte er du. Men ei eet Slags Krandses Farver
515	skal i Hob vindes omkring dit Hoved snart. ODYSSEVS. ( kommer igjen med flasken. ) Hør nu, Kyklop ! - thi jeg paa denne Bacchos, som jeg dig at drikke givet har, mig godt forstaaer - KYKLOPEN. Og hvilken Guddom troer man da, den Bacchos er ? ODYSSEVS. Den allerstørste til Livets Fryd for Mennesket. KYKLOPEN.
520	Jeg ræber altsaa ham nu op med megen Lyst. ODYSSEVS. En saadan Guddom skader ingen Dødelig. KYKLOPEN. Men, kan en Gud med Glæde boe i Lædersæk ? ODYSSEVS. Hvor man ham lægger, der han ogsaa villig er. KYKLOPEN. Men ei i Huder have bør en Gud sin Krop.
525	ODYSSEVS. Hvad Bittert er der i Huden, fryder H a n kun dig ? KYKLOPEN. Jeg hader Sækken; men jeg elsker Drikken selv. ODYSSEVS. Bliv altsaa her ! Drik, gjør tilgode dig, Kyklop ! KYKLOPEN. Bør ikke jeg med Brødre dele denne Drik ? ODYSSEVS. Behold den selv ! saa vil du agtes høiere ! KYKLOPEN.
530	Men giver jeg til Venner den, jeg gavner meer. ODYSSEVS. Et Gilde efter Nævedrag, Skjeldsord og Kiv. KYKLOPEN. Lad os fulde være ! Ingen dog tør røre mig ! ODYSSEVS. O Kjære ! hjemme blive bør, hvo drukket har ! KYKLOPEN. En Daare, hvo som efter Drik godt Laug forsmaaer ! ODYSSEVS.
535	Men viis er den, som bliver hjemme naar fuld han er. KYKLOPEN. Hvad gjør jeg ? Troer, Silenos ! du, jeg blive skal ? SILENOS. Ja vist ! Hvortil de Drikkebrødre, o Kyklop ? KYKLOPEN. Med Græs og Blomster Jorden er dog blødt beklædt. SILENOS. Men herligt just, i varme Sol at drikke her !
540	Nu læg dig kun, og stræk din Side paa Jorden hen ! ( Silenos sætter hemmelig Vinskaalen bag ved ham. ) KYKLOPEN. Nei see ! Hvi sætter Drikkeskaalen her du bag mig ? hvad ? SILENOS. At Ingen her den snappe skal. KYKLOPEN. Du drikke vil Nok selv i Smug ! Midt for mig sætte du den ned ! ( til Odyssevs. ) Men du, o Fremmede ! siig mig dog, hvad hedder du ? ODYSSEVS.
545	I n g e n. Men for hvilken Godhed skal jeg rose dig ? KYKLOPEN. Af Eder alle sidst jeg dig nedsluge vil. ODYSSEVS. En herlig Skjænk Gjestvennen giver du, Kyklop ! ( Silenos drikker hemmelig. ) KYKLOPEN. ( til Silenos. ) Hør du ! hvad gjør du ? drikker du min Vin i Smug ? SILENOS. Nei, den mig kysde, da jeg seer saa deilig ud. KYKLOPEN.
550	Hug faaer du, elsker du Vin, som ikke elsker dig ! SILENOS. Ved Zevs ! Du selv til min Skjønhed jo tilstaaer din Lyst. KYKLOPEN. Skjænk i ! og ræk det fulde Bæger ikkun hid ! SILENOS. ( nipper til det. ) Lad see da først, hvorledes Vinen er lavet til ! KYKLOPEN. Hid med den, som den er, din Skurk ! SILENOS. Ved Zevs ! ei før
555	jeg seer, du Krands har taget, og jeg selv har smagt. KYKLOPEN. Skammelige Mundskjænk ! SILENOS. Nei, ved Zevs ! men vor Vin er sød ! Men snyd din Næse, førend du at drikke faaer ! KYKLOPEN. ( snyder Næsen og harker. ) See nu da ! Renset min Læbe er, og Skjæget med. SILENOS. Hæv smukt med Anstand op din Albue ! Drik saa ud !
560	som her du seer mig drikke - som du ei mig seer. KYKLOPEN. Ho, ho ! Hvad gjør du ? SILENOS. Med Behag jeg drak tilbunds. KYKLOPEN. ( tager Bægeret fra Silenos og giver det til Odyssevs. ) Tag du det, Fremmede ! Du min Mundskjænk være skal ! ODYSSEVS. Med mine Hænder Ranken og fortrolig er. KYKLOPEN. Velan, saa skjænk ! ODYSSEVS. Jeg skjænker. Kun Taalmodighed ! KYKLOPEN.
565	For En, som meget drukket har, den Ting er svær.. ODYSSEVS. See der nu ! tag det ! drik tilbunds og Intet levn ! En Skyllehals bør døe tilligemed Drikken selv. KYKLOPEN. Hei, heisa ! hvor det Rankens Træ er ypperligt ! ODYSSEVS. Ja, naar du skyller Meget ned til megen Mad,
570	og lædsket Bug godt væder, falde i Søvn du skal; men levner du, vil Bacchos vist fortære dig. KYKLOPEN. O Fryd, o Fryd ! Jeg til Land med Nød kan svømme ! O, ublandet er den Lyst ! Mig Himmel i Eet med Jord nu synes rundt sig snurre om mig: Zeuses Throne hisset jeg
575	grant skue kan og alle Saliges rene Glands. Om mig selv Chariterne fristed', ei jeg kysde dem. Med denne Ganymedes vil jeg vel tilfreds, og, ved Chariterne ! skjønt indslumre. Mere kjær mig Drenges Smukhed ogsaa er, end Kvindernes. SILENOS.
580	Ja, jeg er Zevses Ganymedes, o Kyklop ! KYKLOPEN. Ved Zeus ! den Dreng, som jeg røver nu fra Dardanos. SILENOS. O vee mig ! Børn ! jeg skjændigt Onde lide maae ! CHOR. Udskjelder du din Ven fordi han drukket har ? SILENOS. Ak, snart det bittreste Soveleie see jeg skal ! ( Kyklopen tumler med Silenos ind i hulen. ) ODYSSEVS.
585	Velan, I Bacchos's Sønner ! ædelbaarne Børn ! Derinde Manden nu i Søvn hensunken er, og af fule Svælg Kjødstykker snart opkaste vil - og Branden hist i Hulen kaster fra sig Røg.
590	Beredt er Alt. Tilbage staaer nu ikkun, ud Kyklopens Syn at svide: Mænd I være da ! CHOR. Vor Kjækhed være skal som Steen og Diamant. Men gaae nu ind du ! før vor Fader hører her os støie, saasom Alt er for dig vel beredt . ODYSSEVS.
595	Ætnæisk Drot, Hephaistos ! brænd den onde Mands, din Nabos klare Øie, og befrie os nu ! Og du, den skyggefulde Nats Affødning, Søvn ! ublandet komme du over gudforhadte Dyr ! og, efter hæderskjønne Kamp i Troias land,
600	lad ei Odyssevs med hans Skibsfolk myrdes her af en Mand, som ikke ændser Gud, ei Dødelig ! Thi ellers Tyche vel for Guddom holdes bør, men andre Guder underkastede Tyches Magt. ( gaaer. ) CHOR. Fast med Klo Krebsen snarlig
605	Halsen gribe skal paa Den, hvem en Gjæst tjener til Mad ! Thi ved Ild han snart mister lyse Øiesteen.
610	Vor Green, hedet alt til røde Glød, Skjult er i Asken - af Eeg en umaadelig Spire ! Men dig Maron ! brug ! Giv os Hevn ! frygtelig ras ! Øiet Kyklopen berøv,
615	at Kval ham vorder denne Drik ! Og jeg, Vedbendesmykkede ! dig, Dionysos ! fagre ! skue vil, naar hin Kyklops øde Bo forladt jeg har. O kan jeg vente saadant Held ? ODYSSEVS. ( kommer ud af Hulen. )
620	Ved Himlen ! tier kvær, I Dyr ! bomstille strax I sammenknibe Mundens Led, og aander ei ! og harker ei, og blinker ei med Øielaag ! at ei det Onde vaagne skal, før Øiets Syn uddrevet paa Kyklopen brat ved Ilden er. CHOR.
625	Vi tie og i Svælget sluge Luften ned. ODYSSEVS. Velan da ! tager i Branden fat med raske Haand, og gaaer nu ind ! thi gjennemglødet tilgavns den er. CHOR. Opstil os altsaa, og befal, hvem først det bør den brændte Stang at gribe, og Kyklopens Blik
630	at brænde ud, at vi og Deel i Faren faae. CHOR. ( første Halvdeel. ) Dog alt for langt v i borte staae fra Døren, til at støde Ilden lige i hans Øie ind. (anden Halvdeel. ) Og o s for nylig Lamhed stærkt betaget har. ( første Halvdeel. ) Saa har du samme Meen, som jeg. Ret, som jeg stod,
635	mit Been, jeg veed ei selv, hvoraf, fik Krampetræk. ODYSSEVS. I s t a a e og have Krampe ? HELE CHORET. Ja, og fulde just af Støv og Aske vore Øine blev' for nys. ODYSSEVS. De feige Knægte ! Ei de kunne hjelpe os ! CHOR. Fordi jeg med min Rygrad har Medlidenhed,
640	og vil nødig have hver en Tand udhugget, naar jeg Prygl bekommer, er jeg strax en lumpen Knægt ! Men en herlig Troldsang, gjort af Orpheus, har jeg lært, saa Branden ind i Hjernen gange af sig selv og hin eenøiede Søn af Jorden svide skal. ODYSSEVS.
645	Jeg vidste nok hvad Karl du var af Natur; men nu jeg veed det bedre. Mine egne Venner da jeg bruge maae; og, duêr du ei i Næverne, saa kan du gjerne synge op, at Freidighed ved din Opmuntring mine Venner kunne faae. CHOR.
650	Det vil jeg da ! lad Faren være Karerens ! Ved min Opmuntring flux Kyklopen brændes skal. (begynder at synge. ) Nu rask, nu rask ! Et drabeligt Stød ham giver i Hast ! Gjæsteædende Vilddyrs Øienbryn
655	skal fortæres af Ild: svider ham, brænder ham - Kvæghyrden paa Ætna - ham bor ! og igjen flygt, flygt, at han ei i sin Kval skal Ondt dig forvolde. ( Odyssevs og hans Staldbrødre, som have stillet sig i Indgangen til Hulen, støde Branden i den indefor liggende Kyklops Øie, saa at Udsvidningen ikke sees af Tilskuerne. ) KYKLOPEN. ( indenfor vaagnende. ) Vee, vee ! til Kul mit Øies lyse Steen er brændt ! CHOR.
660	Den Sang er yndig ! Kvæd du mig kun den, Kyklop ! KYKLOPEN. O vee mig ! Jeg skamskjændet, jeg elendig er ! ( render til udgangen ) Men ei I slippe skulle ud af Hulen, og udgrine mig, I Slyngler ! thi ved Svælgets Port skal her jeg staae, og brede mine Hænder ud. CHOR.
665	Hvi skraaler du saa høit ? Kyklop ! KYKLOPEN. Fortabt jeg er ! CHOR. Du seer ret styg ud ! KYKLOPEN. Ja, og ret ulykkelig ! CHOR. I Fuldskab er du falden midt i Gløderne. KYKLOPEN. Hin I n g e n har mig saaret. CHOR. Saa har Ingen Skyld. KYKLOPEN. Hin Ingen blinded mit Øie. CHOR. Saa er ei du blind. KYKLOPEN.
670	Gud d u var det ! CHOR. Hvorledes blinded Ingen dig ? KYKLOPEN. Du spotter ! Hvor er Ingen ? CHOR. Ingensteds, Kyklop ! KYKLOPEN. Saa viid: Den Fremmede er det, som har saaret mig - den Kjeltring, som mig Drikken gav, han har mig brændt. CHOR. Ja, Vin har Kræfter; den er svær at brydes med. KYKLOPEN.
675	Ved Himlen ! Er' de borte, eller indenfor ? CHOR. De have tavse taget Plads i Skyggen der ved Klippen - der de stille staae. KYKLOPEN. Paa hvilken Haand ? CHOR. Paa høire. KYKLOPEN. Hvor ? hvor ? CHOR. Lige tæt ved Klippen selv - Fik du dem fat ? KYKLOPEN. ( farer omkring, render Hovedet mod en Klippekant, og brøler. ) Ondt følger Ondt, Min Hjerneskal
680	jeg slog i Stykker ! CHOR. Bort nu fra dig rende de. KYKLOPEN. Ei h e r - du sagde h e r jo ? CHOR. Nei ! jeg sagde: d e r ! KYKLOPEN. Hvor da ? CHOR. Nu luske de omkring paa venstre Haand. KYKLOPEN. O vee ! jeg udlees ! I min Kval I spotte mig ! CHOR. Men nu ei længer - lige for dig er han nu. KYKLOPEN.
685	Hvor er din Gavtyv ? Ha ! hvor er du ? ODYSSEVS. Langt fra dig. For denne Krop, for Odyssevs, her jeg holder Vagt. KYKLOPEN. Hvordan ? Du skifter om med Navn, og faaer et nyt ? ODYSSEVS. Den, som mig avled', har Odyssevs kaldet mig. For gudløst Maaltid havde Straf du vel fortjent.
690	Forgjeves havde Troia jeg i Aske lagt, hvis ikke hevnet jeg havde mine Venners Drab. KYKLOPEN. Ak, Ak ! et gammelt Spaadomskvad opfyldt nu er ! Blindt Øie, skulde, har det sagt, ved dig jeg faae, naar bort du drog fra Troia; men forkyndte og,
695	at vist du skulde for denne Daad udstande Straf, ved mange Tider vidt paa Hav at kastes om. ODYSSEVS. Hyl du, dit Bæst ! Jeg baade Syn og Mæle har. Nu vil jeg ned til Stranden gaae, og Skibet ud i Sikulske Bølger styre til mit Fædreland. KYKLOPEN.
700	Nei aldrig ! thi af Klippen Steen jeg brække skal, og kaste ned, og knuse dig med dine Folk, og op paa Banken skal jeg gaae, skjøndt blind jeg er, igjennem Hulens anden Dør Fjed styrende. CHOR. Skibskammerater ville med Odyssevs vi
705	da være, og herefter tjene Bacchios.
					.
		o O o
					.
\|\|<<	<<	Fib	iger	>>	>>\|\|\|