Euripides: Kyklopen

Euripides: Kyklopen

\|\|<<	<<	[355-	484]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHOR. (Den anden Halvdeel alene.)
355	Vidt opspær nu for dit brede Svælg Kyklop ! Din Læbe ! Thi for dig beredet er Sodden og Stegen: fra Gløderne riiv den, og slug nu ! Med skarpe Tand tyg Lem af fremmed Mand, dræbt, kastet i Gjeddens den laaddene Hud !
360	Intet give du mig ! Men ene seile ikkun du din egen Søe ! Gid fra denne Bo jeg flygte kunde, flye fra Offeret, som ugudelig du,
365	her bringer dig selv, Kyklop ! Ætnas Herre ! med Kjød af Gjester du som gotter dig. Hvor grusom, hvor elendig den, som ved sit Arnested
370	kan offre Gjesten, som til Huset tyer: vild hans Krop knivflænge, og sydede Kjød af et Menneske, taget fra Gløden, tygger hedt med lede Tand. ODYSSEVS. ( kommer ud fra Hulen. ) O Zevs ! Hvad sige skal jeg ? Fæl, utrolig Daad,
375	kun Digt, ei Menneskegjerning liig, jeg i Hulen saae. CHOR. Hvad nu Odyssevs ! Mon Kyklopen, den Barbar, af dine kjære Venner Maaltid holder alt ? ODYSSEVS. Paa tvende stivt han gloede, og i Hænderne Dem veied', hvilke havde tykkest Kjød og Huld. CHOR.
380	Paa hvilken Maade Saadant leed', o Arme ! I ? ODYSSEVS. Da ind i denne Klippegrav vi komne var' han Ilden først antændte og af høie Eeg Kulstykker over brede Ildsted kasted ned: et Læs for trende Vogne heelt tilstrækkeligt.
385	Derpaa af Fyrreblade han paa Jorden plat et Leiested sig redte nær ved Ildens Blus, og sine Køer malked', og af hvide Melk en Skaal som vist ti Ankre rummed', heldte fuld. Saa frem et Vedbendebæger - vist i Viden det
390	tre Alen var, i Dybden fire - satte han, og Kobberkjedlen stilled' over den stærke Ild, og Sped', hvis Ender Flammen haarde havde brændt, med Kniv ei glattede, men af simpel Tornegreen; - tilsidst Ætnæisk Slagtekar for Øxens Tand.
395	Da Alt nu var af gudforhadte Hades-Kok vel tilberedet, snapped' flux han tvende af mit Vennefølge, og med Kunsthaand slagted' dem. Den ene smeed han mod Kjedlens kobberdrevne Bund den anden han ved Fodens Spændesene greeb
400	og kasted brat mod Klippestenens hvasse Tand, saa Hjernen udflød. Derpaa fat med gridske Kniv han greeb i Kjøddet og over Ilden stegte det, men nogle Lemmer lod koge i Kjedelen. Jeg arme Mand da Taarestrøm af Øine gød,
405	til Kyklopen hen mig nærmed' og opvarted' ham I Fjeldets Kroge, Fugle liig', de andre krøb af Rædsel sammen, Blodet svandt fra deres Hud. Men, som af mine Brødres Suul fuldstoppet, han nedsank, og fule Aande stødte af Svælget ud,
410	indgav en Gud mig, fuld at skjænke Bægeret af Maron selv, og ham til Drik at byde det med disse Ord: o Søn af Havets Gud, Kyklop ! see denne Guddoms Druesaft, som Hellas os af Vinens Ranke bringer, Bacchos's Glædesdrik !
415	Af skjændigt Maaltid mættet han imod den tog, i Halsen flux med Drankerslurk nedstyrted' den, og med hævet Haand mig roste: Kjære Fremmede ! en herlig Drik til herligt Maaltid skjænker du. Da nu jeg mærker, at han munter bleven er,
420	jeg nok et Bæger rækker ham, vel vidende, at Vinen vil ham saare og hans Straf er nær. Til Sang det alt er kommen: Bægre fylder jeg, det ene efter det andet, heder med Drik hans Liv. Til mine Søtogsbrødres Graad vildt skraaler han,
425	saa Hulen dybt gjendrøner. Jeg mig lister ud, for, hvis du vil, at frelse baade dig og mig. Men siger: er det eders Ønske bort af flye fra denne ugjestmilde Mand, og hos Bacchios at boe i Huus med græske Piger, eller ei ?
430	Thi han derinde, din Fader, vel bifalder det, men kraftesløs, betagen kun af Drikkelyst, ved Bægret, som ved Fugleliim, han hænger fast, og flagrer mat med Vingen. Du, rask Ungersvend, dig frels med mig ! og søg igjen din gamle Ven,
435	Dionysos, som ei lignes med Kyklopen kan. CHOR. O bedste Mand ! o gid vi fik den Dag at see, vi fra Kyklopens lede Hoved kunde flye, thi længe savnet have vi vor kjære Ven, vor Fløite, da vi ei fra Hin bort kunde flye. ODYSSEVS.
440	Saa hør da, hvilken Straf jeg har opfundet for det lumske Bæst, og Flugt for dig fra Slaveri ! CHOR. Tal ! Ikke høre vilde jeg med større Fryd Asiatisk Lyras Toner, end Kyklopens Død. ODYSSEVS. Til Gjestebud, til sine Brødre, Kykloperne
445	han hen nu vil spadsere glad af Bacchisk Drik. CHOR. Jeg forstaaer ! I Eenrum gribe og behændigen ham dræbe vil du, eller styrte fra Klippen ned. ODYSSEVS. Nei, Intet saadant ! Kun i List men Plan bestaaer. CHOR. Hvorledes da ? Vi vidste nok, at snild du var. ODYSSEVS.
450	Hin smaus han slaaer af Tanker, naar jeg siger ham at ei Kykloperne denne Drik han give bør, men selv beholde, for at gjøre sig Livet sødt. Naar da af Bacchos overvunden han i Søvn er falden, har i Hulen jeg en Oljegreen,
455	hvis Ende jeg med Sværdet skal tilspidse, og i Ilden lægge. Naar jeg nu den brænde seer, jeg heed den tager, stikker Spidsen lige midt i Kyklopens Pande, og smelter Øiet ud med Ild. Som, naar en Mand Skibsplanker net forbinder, og
460	med tvende Remme Boret dreier rap omkring, saa i Kyklopens blanke Glohul Branden jeg skal snurre rundt, og svide ud hans Øiesteen. CHOR. Hei, heisa, hei ! Jeg gal af Glæde ved dit Paafund blive maae ! ODYSSEVS. Saa dig, og mine Venner, og den Gamle i
465	vort sorte Skibs dybthule Baad jeg lader gaae, og fører bort med Aareslag fra dette Land. CHOR. Kan da, som efter helligt Forbund, jeg en Haand ei med i Branden tage, som skal blinde ham ? Thi Deel i dette Øiedrab jeg ønsker mig. ODYSSEVS.
470	Jo vist, thi stor er Branden, som vi løfte skal. CHOR. O gjerne hundred Vognes Læs jeg letter, hvis jeg, til Kyklopens Skjændsel og Ulykke, kan hans Øie, liigt en Vesperede, stikke ud. ODYSSEVS. Nu tier kvær ! I kjende nu min snilde Plan;
475	og, paa mit Bud, adlyder strax Anførerne; thi ikke jeg forlade vil de kjære Mænd, som inde ere, og mig ene frelse selv, skjøndt sluppen ud fra Hulens Kroge, flye jeg kan. Men ei det Ret var, om jeg, Venner forladende,
480	med hvilke hid jeg kommen er, mig frelste selv. CHOR. Nu hvo skal først, og i Rad hvo, næst den første, opløfte vor Brands Haandgreeb, og stødende gjennem hans Øielaag udslukke Kyklopiske Glandsblik ?
	*				.
\|\|<<	<<	Fib	iger	>>	>>\|\|\|