Euripides: Hippolytos

Euripides: Hippolytos

\|\|<<	<<	[1115-	1441]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.*
1115	Tanken paa Gudernes Styren og Raaden Hæver med Kraft min bekymrede Sjel, Naar den mig rinder ihu; Dog om mit Haab er bygget paa Vished, Tvivler jeg let, naar med Alvor i Sind
1120	Menneskets Idræt og Kaar jeg betragter. Alt er en evig Forandring, Og under idelig Vexlen og Skiften Tumles bestandig en Dødeligs Liv. *Første Modstrophe.* O at mig Skjebnen og Gudernes Naade
1125	Skjenked hvad bønlig jeg beder dem om: Trivsel og Held i mit Hjem, Fred i min Sjel for nagende Kummer. Ikke jeg ønsker mig svimlende Rye Eller en Hæder, hvis Præg er forfalsket;
1130	Nei ! lad med føieligt Hjerte Stedse mig hilse den kommende Morgen Heldig og froe gjennem hele mit Liv. *Anden Strophe.* Nu er min Tanke forvirret og mørk, Thi jeg har seet hvad jeg ventede mindst.
1135	Ja jeg har seet den Stjerne, hvis Lys Straalede klarest fra Staden Athen, Den har jeg seet en Fader i Harm Haanlig at slænge til fremmede Lande. O sandede Strand, som omgiver vor Bye,
1140	O Skove paa Bjerget, hvor Ynglingen henrykt, Ledsaget af vælige Hunde, Forfulgte det flygtige Vildt Paa Jagt med den høie Gudinde. *Anden Modstrophe.* Aldrig Henetiske Gangere meer
1145	Skal han paa Banen hist nede ved Eng Tumle for Karm, og de øvede Dyr Styre som Kudsk med urokkelig Fod. Slumre skal Lyren og aldrig dens Streng Vaagne til Klang i den fædrene Bolig.
1150	Ei Blomster herefter ophænge han skal Til Pryd over Artemis' græsklædte Løibænk; Ei Pigerne nu, du er borte, Skal ivres herefter i Strid Om hvem du til Brud dig vil kaare. *Eftersang.*
1155	Din ynkværdige Lod, Du Arme ! beklager jeg dybt Med Taarer. Usalige Moder ! Ei du fødte din Søn til Gavn eller Fryd. Mod Guderne fast oprøres mit Sind.
1160	Chariter ! I yndige Søstre ! hvor kan I til fremmede Lande saa grumt Fra fædrene Hjem og Huus Udstøde den Arme, den Skyldfrie ! *Halvchoret.* Hist En af Hippolytos' Svende nærmer sig,
1165	Med sorgfuldt Blik han iler hid i største Fart. ET BUD (træder ind). Hvor gaaer jeg hen at finde Theseus, Landets Drot ? I Qvinder ! veed I hvor han er, saa siger det; Maaskee han ind i Borgen har begivet sig. CHORET. See ! der han just af Kongeborgen træder ud. BUDET.
1170	En Tidende jeg bringer høist bedrøvelig For dig, min Drot, og for Athenens Borgere Saavelsom Folket, der beboer Troizenes Land. THESEUS. Hvad er der skeet ? en nye Gjenvordighed har dog Vel ikke hjemsøgt begge Naboestaterne ? BUDET.
1175	Kort at berette: Hippolytos er ei meer; End lever han, men Livet hænger i en Traad. THESEUS. Hvo dræbte ham ? en Mand maaskee i Hidsighed, Hvis Viv han som sin Faders havde frækt forført. BUDET. Hans eget Vognspand styrted ham i Døden brat,
1180	Dog meest Forbandelserne, som du mod din Søn Udstødte til din Fader, Havets høie Drot. THESEUS. O Guder ! o Poseidon ! nu jeg tydelig Kan see, du er min Fader; du har hørt min Bøn. Fortæl hans Død ! hvorledes ramte Retfærds Møe
1185	Min Æres Morder med sit sikkre Kølleslag ? BUDET. Hist nede ved den havbeskylte Strand vi stod Og striglede hans Hestes Mankehaar, mens Graad Os randt af Øeit, thi et Bud os havde meldt, At Hippolytos ikke turde dvæle meer
1190	I Landet, da hans Fader havde ham forviist. Snart kom han selv, og samme Sørgetidende Han os med Graad beretted, og en talrig Sværm Af Ungdomsvenner fulgte ham til Stranden ned. Dog snart han qvalte sine Suk og taled saa:
1195	Hvad hjelper Jamren ? hvad min Fader bød maa skee. I Svende ! kobler mine Gangere for Karm, Thi denne Stad er ikke meer et Hjem for mig. Da skyndte vi os ufortøvet alle Mand, Og fuldt saa hurtig, som jeg kan fortælle det,
1200	Stod Vognen forspændt til vor Herres Tjeneste. Rask han i Kudskestadets Bøiler stak sin Fod, Rev Tømmen løs, som bunden var til Karmens Knap, Og bad, mens han mod Himlen strakte Hænderne: O Zeus ! hvis jeg er skyldig, lad mig døe paastand !
1205	Men lad min Fader vide, han mig dømte vrangt, Min Rest af Dage vorde stakket eller lang. Derpaa med Pidsken Hestene han gav et Rap Og tæt ved Vogn og Gangere vi Svende løb, Et Stykke ham at følge paa den lige Vei,
1210	Som gaaer til Argos og til Epidauros op. Saaledes snart vi til en øde Hede kom; Der hæver sig hiinsides dette Land en Kyst, Som strækker sig heelt op til den Saronske Bugt. Da lød et Skrald, som underjordisk Tordenbrag,
1215	Med hule Drøn, en rædsom Larm at høre paa. Hans Heste spidsed Øren flux og løfted Hals, Og os betog ungdommelig Forbauselse, Hvor dette Brag dog kom fra; men da Øiet vi Mod Stranden vendte, saae vi Vandet som et Bjerg
1220	Mod Himlen høit sig rædsomt taarne; brat forsvandt Nu Skeirons Klipper for vort Syn, og hyllet ind I Mulm laae ogsaa Isthmos og Asklepios' Fjeld. Bestandig svulmed Bølgen, sprøited Skum omkring Med Syden og med Boblen dybt i Havets Skjød,
1225	Og rullede mod Kysten op, hvor Vognen løb. Midt under denne Brusen, dette Bølgebrag En Tyr, et rædsomt Udyr, frem af Havet kom, Hvis vilde Brøl opfyldte Landet vidt og bredt, Og gav en rædsom Gjenlyd; dog nu viste sig
1230	Et Rædselssyn, hvis Mage man har aldrig seet. Af heftig Angst blev Hestene for Vognen skye; Strax Hippolyt, en øvet Kudsk, som Hest for Karm Kan tumle, greb med kraftig Haand i Tømmen fat, Og trak den, som naar Sømand bruger Aaren flinkt,
1235	Tilbage, saa hans Krop bagover helded stærkt. Dog vildt i Bidslets Stænger sled de bange Dyr Og foer afsted, og hverken Kudskens stærke Tag, Ei heller Seletøiet og den faste Vogn Anfægted dem; naar indad mod den bløde Mark
1240	Han styred sine Hestes Løb med Tømmens Roer, Da traadte ham for Øine brat den gale Tyr, Og skræmmede hans Fiirspand bort fra Vei og Spor. Men naar i deres Vanvid de mod Klippen løb, Da fulgte Tyren ganske taus den rappe Vogn,
1245	Og gav til Slutning den et Stød, som vælted den, Saa Hjul og Fading splintret blev mod Klippens Steen. Alt kom nu i Forvirring; hist i Veiret stak En Axeltap, her kom en Hjulnavsbøssing frem. Men hildet fast i Tømmerne blev Hippolyt
1250	Slæbt bort med Hovedet mod Klippen, som forrev Hans Hud og Kjød; da raabte han med rædsom Røst: Holdt ! vilde Heste, som af mine Krybber aad ! Og skaaner mig ! - Ha Fader ! din Forbandelse ! Flux iler hid og frelser en uskyldig Mand !
1255	Og villige var mange Folk, men altfor seen Var dog vor Fod; tilsidst, jeg veed ei selv hvordan, Blev han af Tømmen viklet løs, og sank til Jord; Men at han kun har stakket Livsfrist, veed jeg vist. Den grumme Tyr og Hestene forsvandt med Eet
1260	Ved Strandens Klipper, men hvorledes, saae jeg ei. Vel er jeg kun en ringe Træl her i dit Huus Min Drot, dog faaer mig aldrig Nogen til at troe, At Hippolytos nogen Synd mod dig begik, Ei om saa alle Verdens Qvinder hængte sig,
1265	Og man paa Ida pynted alle Fyrretræer Med deres Breve; thi han var en ædel Sjel. CHORET. Paany den strenge Skjebne slog et Rædselsslag, Og hvad Nødvendigheden bød omskiftes ei. THESEUS. Af Had til ham, som udstod disse Lidelser,
1270	Jeg glæder mig ved din Fortælling; dog af Agt For Himlens Guder, og for ham, som er mit Blod, Jeg nu min Glæde qvæler, men jeg sørger ei. BUDET. Men siig mig nu din Villie ! skal din arme Søn Jeg hid dig bringe ? eller hvad befaler du ?
1275	Betænk dig vel, Kong Theseus ! følg din Tjeners Raad, Og vær ei grum mod din ulykkelige Søn ! THESEUS. Ja skynd dig, hent ham, at jeg kan hans Aasyn see, Og ved mit Ord og Guders Straf, som ramte ham, Gjendrive ham, som paastod, at min Seng blev reen. CHORET.
1280	O Kypris ! det stridige Hjerte, som slaaer I Guders og Menneskers Bryst, Betvinger du let saavelsom din Søn, Naar paa brogede Vinger han vifter forbi dem. Over Land, over salten Søe
1285	Og de larmende Bølger han flyver, Og fortryller Enhver, mod hvis glødende Sjel Han paa Vinger af Guld Henfarer i svævende Flugt, Baade Dyr i Skoven paa Fjeld,
1290	Og i Bølgernes Skjød, og paa Jord Overalt hvor Solen udbreder sit Lys, Og Menneskets Slægter tillige; O Kypris ! du ene behersker med Magt Og Dronningehæder dem Alle. ARTEMIS. (aabenbarer sig).
1295	Du Søn af den hædrede Aigeus ! Jeg byder dig høre min Røst, Jeg Artemis, Letos Datter, taler til dig, Usalige Theseus ! jubler du froe, Du, som selv vanhellig har dræbt din Søn,
1300	Af din Hustrue forlokket ved Løgn, Som i Mørke var skjult; nu seer du i Lyset din Sorg. Hvi skjuler du ei dig af Skam, Og flygter til Tartaros ned ? Hvi flyver du ikke fra Livet mod Skye,
1305	Og fjerner fra denne Jammer din Fod ? Thi færdes herefter umulig du kan I værdige Menneskers Samqvem. Erfaer, o Theseus ! nu din Ufærds Sammenhæng; Vel kan det mig ei gavne, men jeg piner dig.
1310	Hid kom jeg, at aabenbare dig din Søns Uskyldighed, at han kan døe med hædret Navn, Og Phaidras Vanvid, som dog røbede tildeels Et ædelt Sind; af den Gudinde, som er mig Og hver Jomfrueligheds Veninde meest forhadt,
1315	Optændtes hun af heftig Elskov til din Søn, Dog mens alvorlig mod sin Lidenskab hun stred, Hun ufrivillig styrtet blev ved Ammens Svig, Som røbed hendes Sygdom for din Søn, og bandt Ham med en Eed. Som billigt var, han lytted ei
1320	Til Fristelsen, og da du haardt mishandled ham, Bød Fromhed ham den Eed at holde, som han svoer; Og hun, som frygted for at see sin Synd beviist, Skrev et løgnagtigt Brev til dig, og ved sin List Din Søn hun fældte, thi du troede hendes Ord. THESEUS.
1325	O vee mig ! ARTEMIS. Opdagelsen, o Theseus ! piner dig, dog tie, Og hør, hvad end dig større Qval forvolde vil. Din Faders tre Forjettelser du mindes nok; Den ene har du grusomt misbrugt mod din Søn,
1330	Da mod en Fiende du den burde have vendt. Din Fader, Havets Hersker, kom sit Ord ihu, Og efter Pligt og Løfte føied han din Bøn. Men som Misdæder staaer du nu for ham og mig; Ei vented du paa Vishedstegn og Spaamændsord,
1335	Ei prøvede du Sagen, ei tilbørlig Tid Dens Drøftelse du skjenked, men med skamløs Hast Forbanded du din egen Søn og dræbte ham. THESEUS. Gid jeg var død, Gudinde ! ARTEMIS. Svart du syndet har, Dog kan endnu Tilgivelse du vente dig.
1340	Thi Kypris var det, som beslutted dette Værk Af Harm og Hevn, og det er Lov blandt Guderne, At ei den Ene virker mod den Andens Lyst, Men at vi for hverandre vige fredelig. Thi, viid det, hvis jeg ikke havde frygtet Zeus,
1345	Da havde jeg mig aldrig smittet med den Skam Med Taal at see den Yngling døe, der var mig kjær Som ingen Anden. - Nu dit Hjerte dømmes frit For Ondskab, da Uvidenhed dig drev til Synd, Og ved sin Død din Hustrue gjorde magtesløst
1350	Ethvert Beviis, og derved daared hun dit Sind. Dig vorder dette haarde Stød den største Qval, Men ogsaa mig har Sorgen ramt; ei Guderne Sig glæde ved den Godes Henfart, men med Lyst Udrydde de den Ondes Huus og hele Slægt. CHORET.
1355	Der kommer den Arme, han nærmer sig alt, Hans blomstrende Hud, Hans guldgule Haar er besudlet med Blod. O Jammer, som traf dette Huus ! Hvilken tvedobbelt Sorg af Guder bestemt
1360	Har styrtet sig over Paladset. HIPPOLYTOS. (understøttet af Slaver). O vee mig, jeg Arme ! ja vee ! Uretfærdige Fader, du dræbte din Søn, Uretfærdig Forbandelsen lød fra din Mund ! Jeg forgaaer, jeg Arme ! ja ! vee, jeg forgaaer !
1365	Gjennem Hovedet Smerter mig fare saa vildt, Og i Hjernen en springende Krampe mig slaaer. Stands lidt ! lad mig hvile, jeg segner saa mat. Ak ! Ak ! I rædsomme Dyr ! I Heste, som tit
1370	Jeg fodrede selv med min Haand, I har knust mig, I voldte min Død. Ved Guderne, Svende ! med lempelig Haand I berøre min qvæstede Hud ! Hvem støtter til Høire mig der ?
1375	O letter mig venlig, og slæber mig frem Med passende Tag, jeg Arme, hvem Faderens Synd Forbanded ! - O seer du det, Zeus ? Jeg den Rene, som dyrkede Guderne fromt, Og i Tugtighed stod over Alle,
1380	Jeg vandrer skinbarlig til Hades, Og brat jeg forliser mit Liv; Forgjeves har ivrig jeg stræbt Efter Fromhed mod Andre. Ak ! ak ! ak ! ak !
1385	Nu martrer min Piinsel paany, O slipper mig Stakkel ! Kom Død, helbredende Læge ! kom ! O dræber mig, dræber mig den lidende Mand ! Gid jeg havde mit hvæssede Spyd,
1390	At støde det ind i mit Bryst, Og i Søvn neddysse mit Liv O min Faders Forbandelses Gru ! Forfædrenes blodige Synd, Bedreven i ældgammel Tid,
1395	Har Skrankerne brudt og nøler ei meer, Og stormer mod mig, - hvorfor dog mod mig, Som ei nogen Brøde begik ? Hvad siger jeg ? Ak ! Hvordan skal mit Liv jeg befrie
1400	Fra den ubarmhjertige Qval ? Gid Hades's Magt i det natlige Mulm Vilde skaffe mig Hvile, jeg Arme ! ARTEMIS. Ulykkelige ! hvilken Jammer dig har ramt ! Din ædle Tænkemaade voldte dig din Død. HIPPOLYTOS.
1405	Ha ! En Guddomsduft omaander mig, selv i min Qval Fornemmer jeg din Nærhed og det lindrer mig; Saa er Gudinden Artemis tilstede her. ARTEMIS. Din kjæreste Gudinde hun er her, min Ven ! HIPPOLYTOS.
1410	Du Høie ! seer du, hvilken Qval jeg friste maa ? ARTEMIS. Jeg seer det; ja men Taarer ei jeg fælde kan. HIPPOLYTOS. Din Jæger, din henivne Tjener er ei meer. ARTEMIS. Ak nei ! men Artemis du er i Døden kjær. HIPPOLYTOS Din Hestetumler, som dit Billed vogted troe. ARTEMIS.
1415	Den trædske Kypris Ophav var til denne Sag. HIPPOLYTOS. Ja vee ! Gudinden kjender jeg, som styrted mig. ARTEMIS. Nidsk paa min Ære haded hun den kydske Svend. HIPPOLYTOS. Tre Mennesker har Kypris styrtet i Fordærv. ARTEMIS. Dig og din arme Fader og hans Ægteviv. HIPPOLYTOS.
1420	Derfor min Faders Skjebne jeg begræde maa. ARTEMIS. Ved Kypris' snilde Rænker han bedaaret blev. HIPPOLYTOS. Dybt, Fader ! denne Jammer bøiede din Sjel. THESEUS. Knust er mit Hjerte, Livet al sin Fryd har tabt. HIPPOLYTOS. Dit Feiltrin meer mig smerter, end min egen Lod. THESEUS.
1425	Gid jeg i dit Sted kunde døe, min kjære Søn. HIPPOLYTOS. Heel bittre var de Gaver, dig Poseidon gav. THESEUS. Gid i min Mund jeg aldrig havde taget dem. HIPPOLYTOS. Ih hvad ? du havde dog mig dræbt, thi du var vred. THESEUS. Forvildet var af fiendske Guder min Fornuft. HIPPOLYTOS.
1430	O kunde Dødelig forbande Guderne ! ARTEMIS. Hør op ! uhevnet vorder ikke Kypris' Harm, Endskjøndt hun dybt i Mørket under Jorden ned Dit Legem styrter i sin vilde Nidkjærhed, For dine Dyder og dit fromme Sindelag;
1335	Thi selv af Veien jeg rydde vil med egen Haand Den Yngling, som af Jordiske hun elsker meest, Med disse sikkre Pile, for at hevne mig. Til Vederlag for dine haarde Lidelser Skal høit du vorde hædret i Troizenes Stad;
1440	Hver Brud skal dig til Ære før sin Bryllupsfest I Tidens Løb afklippe sine Lokkers Pryd.
					.

\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|