Euripides: Hippolytos
||<<
<<
[1115-
1441]
>>
>>|||
.
CHORET.
Første Strophe.
1115 Tanken paa Gudernes Styren og Raaden 
Hæver med Kraft min bekymrede Sjel, 
Naar den mig rinder ihu; 
Dog om mit Haab er bygget paa Vished, 
Tvivler jeg let, naar med Alvor i Sind
1120 Menneskets Idræt og Kaar jeg betragter. 
Alt er en evig Forandring, 
Og under idelig Vexlen og Skiften 
Tumles bestandig en Dødeligs Liv. 

Første Modstrophe.
O at mig Skjebnen og Gudernes Naade

1125 Skjenked hvad bønlig jeg beder dem om: 
Trivsel og Held i mit Hjem, 
Fred i min Sjel for nagende Kummer. 
Ikke jeg ønsker mig svimlende Rye 
Eller en Hæder, hvis Præg er forfalsket;
1130 Nei ! lad med føieligt Hjerte 
Stedse mig hilse den kommende Morgen 
Heldig og froe gjennem hele mit Liv. 

Anden Strophe.
Nu er min Tanke forvirret og mørk, 
Thi jeg har seet hvad jeg ventede mindst.

1135 Ja jeg har seet den Stjerne, hvis Lys 
Straalede klarest fra Staden Athen, 
Den har jeg seet en Fader i Harm 
Haanlig at slænge til fremmede Lande. 
O sandede Strand, som omgiver vor Bye,
1140 O Skove paa Bjerget, hvor Ynglingen henrykt, 
Ledsaget af vælige Hunde, 
Forfulgte det flygtige Vildt 
Paa Jagt med den høie Gudinde. 

Anden Modstrophe.
Aldrig Henetiske Gangere meer

1145 Skal han paa Banen hist nede ved Eng 
Tumle for Karm, og de øvede Dyr 
Styre som Kudsk med urokkelig Fod. 
Slumre skal Lyren og aldrig dens Streng 
Vaagne til Klang i den fædrene Bolig.
1150 Ei Blomster herefter ophænge han skal 
Til Pryd over Artemis' græsklædte Løibænk
Ei Pigerne nu, du er borte, 
Skal ivres herefter i Strid 
Om hvem du til Brud dig vil kaare. 

Eftersang.

1155 Din ynkværdige Lod, 
Du Arme ! beklager jeg dybt 
Med Taarer. Usalige Moder ! 
Ei du fødte din Søn til Gavn eller Fryd. 
Mod Guderne fast oprøres mit Sind.
1160 Chariter ! I yndige Søstre ! hvor kan 
I til fremmede Lande saa grumt 
Fra fædrene Hjem og Huus 
Udstøde den Arme, den Skyldfrie ! 

Halvchoret.
Hist En af Hippolytos' Svende nærmer sig,

1165 Med sorgfuldt Blik han iler hid i største Fart. 

ET BUD           (træder ind).
Hvor gaaer jeg hen at finde Theseus, Landets Drot ? 
I Qvinder ! veed I hvor han er, saa siger det; 
Maaskee han ind i Borgen har begivet sig. 

CHORET.
See ! der han just af Kongeborgen træder ud. 

BUDET.

1170 En Tidende jeg bringer høist bedrøvelig 
For dig, min Drot, og for Athenens Borgere 
Saavelsom Folket, der beboer Troizenes Land. 

THESEUS.
Hvad er der skeet ? en nye Gjenvordighed har dog 
Vel ikke hjemsøgt begge Naboestaterne ? 

BUDET.

1175 Kort at berette:  Hippolytos er ei meer; 
End lever han, men Livet hænger i en Traad. 

THESEUS.
Hvo dræbte ham ? en Mand maaskee i Hidsighed, 
Hvis Viv han som sin Faders havde frækt forført.

BUDET.
Hans eget Vognspand styrted ham i Døden brat,

1180 Dog meest Forbandelserne, som du mod din Søn 
Udstødte til din Fader, Havets høie Drot. 

THESEUS.
O Guder ! o Poseidon ! nu jeg tydelig 
Kan see, du er min Fader; du har hørt min Bøn. 
Fortæl hans Død ! hvorledes ramte Retfærds Møe

1185 Min Æres Morder med sit sikkre Kølleslag ? 

BUDET.
Hist nede ved den havbeskylte Strand vi stod 
Og striglede hans Hestes Mankehaar, mens Graad 
Os randt af Øeit, thi et Bud os havde meldt, 
At Hippolytos ikke turde dvæle meer

1190 I Landet, da hans Fader havde ham forviist. 
Snart kom han selv, og samme Sørgetidende 
Han os med Graad beretted, og en talrig Sværm 
Af Ungdomsvenner fulgte ham til Stranden ned. 
Dog snart han qvalte sine Suk og taled saa:
1195 Hvad hjelper Jamren ? hvad min Fader bød maa skee. 
I Svende ! kobler mine Gangere for Karm, 
Thi denne Stad er ikke meer et Hjem for mig. 
Da skyndte vi os ufortøvet alle Mand, 
Og fuldt saa hurtig, som jeg kan fortælle det,
1200 Stod Vognen forspændt til vor Herres Tjeneste. 
Rask han i Kudskestadets Bøiler stak sin Fod, 
Rev Tømmen løs, som bunden var til Karmens Knap, 
Og bad, mens han mod Himlen strakte Hænderne: 
O Zeus ! hvis jeg er skyldig, lad mig døe paastand !
1205 Men lad min Fader vide, han mig dømte vrangt, 
Min Rest af Dage vorde stakket eller lang. 
Derpaa med Pidsken Hestene han gav et Rap 
Og tæt ved Vogn og Gangere vi Svende løb, 
Et Stykke ham at følge paa den lige Vei,
1210 Som gaaer til Argos og til Epidauros op. 
Saaledes snart vi til en øde Hede kom; 
Der hæver sig hiinsides dette Land en Kyst, 
Som strækker sig heelt op til den Saronske Bugt. 
Da lød et Skrald, som underjordisk Tordenbrag,
1215 Med hule Drøn, en rædsom Larm at høre paa. 
Hans Heste spidsed Øren flux og løfted Hals, 
Og os betog ungdommelig Forbauselse, 
Hvor dette Brag dog kom fra; men da Øiet vi 
Mod Stranden vendte, saae vi Vandet som et Bjerg
1220 Mod Himlen høit sig rædsomt taarne; brat forsvandt 
Nu Skeirons Klipper for vort Syn, og hyllet ind 
I Mulm laae ogsaa Isthmos og Asklepios' Fjeld. 
Bestandig svulmed Bølgen, sprøited Skum omkring 
Med Syden og med Boblen dybt i Havets Skjød,
1225 Og rullede mod Kysten op, hvor Vognen løb. 
Midt under denne Brusen, dette Bølgebrag 
En Tyr, et rædsomt Udyr, frem af Havet kom, 
Hvis vilde Brøl opfyldte Landet vidt og bredt, 
Og gav en rædsom Gjenlyd; dog nu viste sig
1230 Et Rædselssyn, hvis Mage man har aldrig seet. 
Af heftig Angst blev Hestene for Vognen skye; 
Strax Hippolyt, en øvet Kudsk, som Hest for Karm 
Kan tumle, greb med kraftig Haand i Tømmen fat, 
Og trak den, som naar Sømand bruger Aaren flinkt,
1235 Tilbage, saa hans Krop bagover helded stærkt. 
Dog vildt i Bidslets Stænger sled de bange Dyr 
Og foer afsted, og hverken Kudskens stærke Tag, 
Ei heller Seletøiet og den faste Vogn 
Anfægted dem; naar indad mod den bløde Mark
1240 Han styred sine Hestes Løb med Tømmens Roer, 
Da traadte ham for Øine brat den gale Tyr, 
Og skræmmede hans Fiirspand bort fra Vei og Spor. 
Men naar i deres Vanvid de mod Klippen løb, 
Da fulgte Tyren ganske taus den rappe Vogn,
1245 Og gav til Slutning den et Stød, som vælted den, 
Saa Hjul og Fading splintret blev mod Klippens Steen. 
Alt kom nu i Forvirring; hist i Veiret stak 
En Axeltap, her kom en Hjulnavsbøssing frem. 
Men hildet fast i Tømmerne blev Hippolyt
1250 Slæbt bort med Hovedet mod Klippen, som forrev 
Hans Hud og Kjød; da raabte han med rædsom Røst: 
Holdt ! vilde Heste, som af mine Krybber aad ! 
Og skaaner mig ! - Ha Fader ! din Forbandelse ! 
Flux iler hid og frelser en uskyldig Mand !
1255 Og villige var mange Folk, men altfor seen 
Var dog vor Fod; tilsidst, jeg veed ei selv hvordan, 
Blev han af Tømmen viklet løs, og sank til Jord; 
Men at han kun har stakket Livsfrist, veed jeg vist. 
Den grumme Tyr og Hestene forsvandt med Eet
1260 Ved Strandens Klipper, men hvorledes, saae jeg ei. 
Vel er jeg kun en ringe Træl her i dit Huus 
Min Drot, dog faaer mig aldrig Nogen til at troe, 
At Hippolytos nogen Synd mod dig begik, 
Ei om saa alle Verdens Qvinder hængte sig,
1265 Og man paa Ida pynted alle Fyrretræer 
Med deres Breve;  thi han var en ædel Sjel. 

CHORET.
Paany den strenge Skjebne slog et Rædselsslag, 
Og hvad Nødvendigheden bød omskiftes ei. 

THESEUS.
Af Had til ham, som udstod disse Lidelser,

1270 Jeg glæder mig ved din Fortælling; dog af Agt 
For Himlens Guder, og for ham, som er mit Blod, 
Jeg nu min Glæde qvæler, men jeg sørger ei. 

BUDET.
Men siig mig nu din Villie ! skal din arme Søn 
Jeg hid dig bringe ? eller hvad befaler du ?

1275 Betænk dig vel, Kong Theseus ! følg din Tjeners Raad, 
Og vær ei grum mod din ulykkelige Søn ! 

THESEUS.
Ja skynd dig, hent ham, at jeg kan hans Aasyn see, 
Og ved mit Ord og Guders Straf, som ramte ham, 
Gjendrive ham, som paastod, at min Seng blev reen. 

CHORET.

1280 O Kypris ! det stridige Hjerte, som slaaer 
I Guders og Menneskers Bryst, 
Betvinger du let saavelsom din Søn, 
Naar paa brogede Vinger han vifter forbi dem. 
Over Land, over salten Søe
1285 Og de larmende Bølger han flyver, 
Og fortryller Enhver, mod hvis glødende Sjel 
Han paa Vinger af Guld 
Henfarer i svævende Flugt, 
Baade Dyr i Skoven paa Fjeld,
1290 Og i Bølgernes Skjød, og paa Jord 
Overalt hvor Solen udbreder sit Lys, 
Og Menneskets Slægter tillige; 
O Kypris ! du ene behersker med Magt 
Og Dronningehæder dem Alle.

ARTEMIS.       (aabenbarer sig).

1295 Du Søn af den hædrede Aigeus ! 
Jeg byder dig høre min Røst, 
Jeg Artemis, Letos Datter, taler til dig, 
Usalige Theseus ! jubler du froe, 
Du, som selv vanhellig har dræbt din Søn,
1300 Af din Hustrue forlokket ved Løgn, 
Som i Mørke var skjult; nu seer du i Lyset din Sorg. 
Hvi skjuler du ei dig af Skam, 
Og flygter til Tartaros ned ? 
Hvi flyver du ikke fra Livet mod Skye,
1305 Og fjerner fra denne Jammer din Fod ? 
Thi færdes herefter umulig du kan 
I værdige Menneskers Samqvem. 
Erfaer, o Theseus ! nu din Ufærds Sammenhæng; 
Vel kan det mig ei gavne, men jeg piner dig.
1310 Hid kom jeg, at aabenbare dig din Søns 
Uskyldighed, at han kan døe med hædret Navn, 
Og Phaidras Vanvid, som dog røbede tildeels 
Et ædelt Sind; af den Gudinde, som er mig 
Og hver Jomfrueligheds Veninde meest forhadt,
1315 Optændtes hun af heftig Elskov til din Søn, 
Dog mens alvorlig mod sin Lidenskab hun stred, 
Hun ufrivillig styrtet blev ved Ammens Svig, 
Som røbed hendes Sygdom for din Søn, og bandt 
Ham med en Eed.  Som billigt var, han lytted ei
1320 Til Fristelsen, og da du haardt mishandled ham, 
Bød Fromhed ham den Eed at holde, som han svoer; 
Og hun, som frygted for at see sin Synd beviist, 
Skrev et løgnagtigt Brev til dig, og ved sin List 
Din Søn hun fældte, thi du troede hendes Ord. 

THESEUS.

1325 O vee mig ! 

ARTEMIS.
Opdagelsen, o Theseus ! piner dig, dog tie, 
Og hør, hvad end dig større Qval forvolde vil. 
Din Faders tre Forjettelser du mindes nok; 
Den ene har du grusomt misbrugt mod din Søn,

1330 Da mod en Fiende du den burde have vendt. 
Din Fader, Havets Hersker, kom sit Ord ihu, 
Og efter Pligt og Løfte føied han din Bøn. 
Men som Misdæder staaer du nu for ham og mig; 
Ei vented du paa Vishedstegn og Spaamændsord,
1335 Ei prøvede du Sagen, ei tilbørlig Tid 
Dens Drøftelse du skjenked, men med skamløs Hast 
Forbanded du din egen Søn og dræbte ham. 

THESEUS.
Gid jeg var død, Gudinde ! 

ARTEMIS.
                                  Svart du syndet har, 
Dog kan endnu Tilgivelse du vente dig.

1340 Thi Kypris var det, som beslutted dette Værk 
Af Harm og Hevn, og det er Lov blandt Guderne, 
At ei den Ene virker mod den Andens Lyst, 
Men at vi for hverandre vige fredelig. 
Thi, viid det, hvis jeg ikke havde frygtet Zeus,
1345 Da havde jeg mig aldrig smittet med den Skam 
Med Taal at see den Yngling døe, der var mig kjær 
Som ingen Anden. - Nu dit Hjerte dømmes frit 
For Ondskab, da Uvidenhed dig drev til Synd, 
Og ved sin Død din Hustrue gjorde magtesløst
1350 Ethvert Beviis, og derved daared hun dit Sind. 
Dig vorder dette haarde Stød den største Qval, 
Men ogsaa mig har Sorgen ramt; ei Guderne 
Sig glæde ved den Godes Henfart, men med Lyst 
Udrydde de den Ondes Huus og hele Slægt. 

CHORET.

1355 Der kommer den Arme, han nærmer sig alt, 
Hans blomstrende Hud, 
Hans guldgule Haar er besudlet med Blod. 
O Jammer, som traf dette Huus ! 
Hvilken tvedobbelt Sorg af Guder bestemt
1360 Har styrtet sig over Paladset. 

HIPPOLYTOS.     (understøttet af Slaver).
O vee mig, jeg Arme ! ja vee ! 
Uretfærdige Fader, du dræbte din Søn, 
Uretfærdig Forbandelsen lød fra din Mund ! 
Jeg forgaaer, jeg Arme ! ja ! vee, jeg forgaaer !

1365 Gjennem Hovedet Smerter mig fare saa vildt, 
Og i Hjernen en springende Krampe mig slaaer. 
Stands lidt ! lad mig hvile, jeg segner saa mat. 
Ak ! Ak ! 
I rædsomme Dyr ! I Heste, som tit
1370 Jeg fodrede selv med min Haand, 
I har knust mig, I voldte min Død. 
Ved Guderne, Svende ! med lempelig Haand 
I berøre min qvæstede Hud ! 
Hvem støtter til Høire mig der ?
1375 O letter mig venlig, og slæber mig frem 
Med passende Tag, jeg Arme, hvem Faderens Synd 
Forbanded ! - O seer du det, Zeus ? 
Jeg den Rene, som dyrkede Guderne fromt, 
Og i Tugtighed stod over Alle,
1380 Jeg vandrer skinbarlig til Hades, 
Og brat jeg forliser mit Liv; 
Forgjeves har ivrig jeg stræbt 
Efter Fromhed mod Andre. 
Ak ! ak ! ak ! ak !
1385 Nu martrer min Piinsel paany, 
O slipper mig Stakkel ! 
Kom Død, helbredende Læge ! kom ! 
O dræber mig, dræber mig den lidende Mand ! 
Gid jeg havde mit hvæssede Spyd,
1390 At støde det ind i mit Bryst, 
Og i Søvn neddysse mit Liv 
O min Faders Forbandelses Gru ! 
Forfædrenes blodige Synd, 
Bedreven i ældgammel Tid,
1395 Har Skrankerne brudt og nøler ei meer, 
Og stormer mod mig, - hvorfor dog mod mig, 
Som ei nogen Brøde begik ? 
Hvad siger jeg ? Ak ! 
Hvordan skal mit Liv jeg befrie
1400 Fra den ubarmhjertige Qval ? 
Gid Hades's Magt i det natlige Mulm 
Vilde skaffe mig Hvile, jeg Arme ! 

ARTEMIS.
Ulykkelige ! hvilken Jammer dig har ramt ! 
Din ædle Tænkemaade voldte dig din Død. 

HIPPOLYTOS.

1405 Ha ! 
En Guddomsduft omaander mig, selv i min Qval 
Fornemmer jeg din Nærhed og det lindrer mig; 
Saa er Gudinden Artemis tilstede her. 

ARTEMIS.
Din kjæreste Gudinde hun er her, min Ven ! 

HIPPOLYTOS.

1410 Du Høie ! seer du, hvilken Qval jeg friste maa ? 

ARTEMIS.
Jeg seer det; ja men Taarer ei jeg fælde kan. 

HIPPOLYTOS.
Din Jæger, din henivne Tjener er ei meer. 

ARTEMIS.
Ak nei ! men Artemis du er i Døden kjær. 

HIPPOLYTOS
Din Hestetumler, som dit Billed vogted troe. 

ARTEMIS.

1415 Den trædske Kypris Ophav var til denne Sag. 

HIPPOLYTOS.
Ja vee ! Gudinden kjender jeg, som styrted mig. 

ARTEMIS.
Nidsk paa min Ære haded hun den kydske Svend. 

HIPPOLYTOS.
Tre Mennesker har Kypris styrtet i Fordærv. 

ARTEMIS.
Dig og din arme Fader og hans Ægteviv. 

HIPPOLYTOS.

1420 Derfor min Faders Skjebne jeg begræde maa. 

ARTEMIS.
Ved Kypris' snilde Rænker han bedaaret blev. 

HIPPOLYTOS.
Dybt, Fader ! denne Jammer bøiede din Sjel. 

THESEUS.
Knust er mit Hjerte, Livet al sin Fryd har tabt. 

HIPPOLYTOS.
Dit Feiltrin meer mig smerter, end min egen Lod. 

THESEUS.

1425 Gid jeg i dit Sted kunde døe, min kjære Søn. 

HIPPOLYTOS.
Heel bittre var de Gaver, dig Poseidon gav. 

THESEUS.
Gid i min Mund jeg aldrig havde taget dem. 

HIPPOLYTOS.
Ih hvad ? du havde dog mig dræbt, thi du var vred. 

THESEUS.
Forvildet var af fiendske Guder min Fornuft. 

HIPPOLYTOS.

1430 O kunde Dødelig forbande Guderne ! 

ARTEMIS.
Hør op ! uhevnet vorder ikke Kypris' Harm, 
Endskjøndt hun dybt i Mørket under Jorden ned 
Dit Legem styrter i sin vilde Nidkjærhed, 
For dine Dyder og dit fromme Sindelag;

1335 Thi selv af Veien jeg rydde vil med egen Haand 
Den Yngling, som af Jordiske hun elsker meest, 
Med disse sikkre Pile, for at hevne mig. 
Til Vederlag for dine haarde Lidelser 
Skal høit du vorde hædret i Troizenes Stad;
1440 Hver Brud skal dig til Ære før sin Bryllupsfest 
I Tidens Løb afklippe sine Lokkers Pryd. 
.
||<<
<<
Wil
ster
>>
>>|||