Euripides: Hippolytos

Euripides: Hippolytos

\|\|<<	<<	[741-	1114]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Gid jeg dybt mellem Klippernes Kløfter laae skjult, Og en Gud vilde skabe mig om Til en Fugl med Vinger og Fjær, At med Fuglenes Sværm
745	Jeg løftet i Skye til det brusende Hav Ved Adrias Strand kunde flyve, Eller til Eridanos's Vande, Hvor af Sorg over Phaethons Fald Hans Søstre, de tre forgræmmede Møer,
750	I den purpurne Flod deres Taarer Udgyde, der funkle som Bernsteen. *Første Modstrophe.* Til den abildbevoxede Kyst jeg da kom, De Hesperiske Sangerskers Hjem, Hvor Poseidon, den raadende Drot
755	For det blaalige Hav, Har Skipperen spærret den videre Vei, Hiin hellige Grændse for Himlen, Som hviler paa Atlas's Skuldre, Hist hvor Kilders ambrosiske Væld
760	Henstrømme med Rislen om Zeus's Palads, Og hvor Landet, velsignet og helligt, Selv Gudernes Lykke forøger. *Anden Strophe.* Du Kretiske Skib, Som bevinget med skinnende Seil
765	Hen over det buldrende Hav Har Dronningen ført Fra et lykkeligt Hjem Til det allerusaligste Bryllup ! Enten beggestedsfra eller ene fra Kreta
770	Ondtvarslende Tegn bebudede Sorg, Da hun fløi til Athens navnkundige Stad, Og med snoede Liner man Fartøiet bandt Ved Munychias Kyst, Hvor Samtlige traadte paa Landjord. *Anden Modstrophe.*
775	Og derfor nu brast Hendes Hjerte for Kypris's Magt Af vanhellig Kjærlighed sygt; Og segnende hen Under Lidelsens Vægt
780	Vil en Strikke hun binde til Loftet I det Kammer, som fordum som Brud hun betraadte, Og snære den fast om sin blændende Hals, Fuld af Blu for Gudinden, som var hende gram; Og hun vælger at døe med et hæderligt Navn,
785	Mens sit Bryst hun befrier For Elskovs fortærende Qvaler. EN TJENER fra Paladset træder ud. O vee ! o Vee ! Op, Alle, som ved Borgen staae ! til Hjelp ! til Hjelp ! Kong Theseus' Hustrue har ved Strikken endt sit Liv. CHORET.
790	Saa er det skeet ! ak ! Dronningen er ikke meer; Afsjelet hænger hendes Legem i en Snor. TJENEREN. Afsted ! vil Ingen hente flux et slebet Sværd, Og sønderhugge Baandet om den Armes Hals ? (gaaer.) *Første Halvchor.* Hvad skal vi gjøre ? skal i Borgen ind vi gaae,
795	Og løse Baandet, som hun snæred til sin Død ? *Andet Halvchor.* Er der da ei i Huset unge Terner nok ? Det er ei trygt at sysle med for mange Ting. TJENEREN (indenfor). Udstrækker varlig det ulykkelige Lig ! Hvor suurt jeg her dog vogte maa min Herres Huus ! CHORET.
800	Hun er da død, den arme Viv, saa hører jeg, Thi allerede som et Lig udstrækkes hun. THESEUS (træder op). I Qvinder ! hvad er det for Raab i Kongens Huus ? Slavinders dumpe Klageskrig jeg grandt fornam. Fra hellig Reise kommer jeg, dog Huset ei
805	Til venlig Velkomsthilsen aabner mig sin Port. Siig, er der tilstødt gamle Pittheus noget Ondt ? Vel er han alderstegen, men til Hjertet nær Det vil mig gaae, naar han forlader dette Huus. CHORET. Her, Theseus, har ei Skjebnen Alderdommen ramt,
810	Nei Ungdoms Død dit Hjerte fylde vil med Sorg. THESEUS. O vee mig ! har jeg mistet et af mine Børn ? CHORET. De leve, men er moderløse, dig til Sorg. THESEUS. Hvad siger du ? min Hustrue død ? fortæl hvordan ? CHORET. En Strikke bandt hun om sin Hals og hængte sig. THESEUS.
815	Af Sorg nedbøiet ? eller hvilken anden Grund ? CHORET. Kun dette veed jeg, thi jeg kom først nylig hid, Kong Theseus ! og begræder nu med dig din Sorg. THESEUS. Hvi staaer jeg her, fra hellig Vandring kommen hjem, Med Laurbærkrands om Haaret, jeg en Sorgens Mand ?
820	I Svende ! skyder Bommen fra, og aabner flux Mig Husets Port, at jeg kan Rædselssynet see, Den Qvinde, som i Døden sønderknuste mig. CHORET. Ynkværdige Qvinde ! stor Qval du leed ! Og en Daad du bedrev,
825	Som styrted det hele Huus i Fordærv; Hvilket dristigt Mod, hvilken voldsom Død, Hvilket vanhelligt Værk ! mod dig selv Du vendte til Kamp den usalige Haand. Du Arme ! hvo slukked dit Livsllys ? THESEUS.
830	Af al den Sorg, jeg Arme har liidt, Var denne min værste; du grusomme Skjebne ! Haardt har du ramt mig; over mig og al min Slægt En Hevnens Aand uventet har en Skamplet bragt. En Tomt er mit Liv, ikke længer et Liv,
835	Og et Hav af Sorger jeg seer for mit Blik, Saa stort, at jeg kan aldrig gjnnemsvømme det, Og frelst af denne Jammers Bølger naae iland. Med hvilket Ord eller Navn, usalige Viv ! Skal jeg rigtig betegne din Skjebne ?
840	Thi som en Fugl af Haanden du mig smutted ud, Og vovede det raske Spring til Dødens Land. Ak ! Ak ! mine Lidelsers Maal er fuldt. Efter Gudernes Raad der rammer mig Straf For Brøde begaaet i fjernere Old,
845	Og for Fædrenes Synd maa jeg bøde. CHORET. Du Drot ! er ei den Eneste, slig Sorg har ramt; Alt mangen Mand jo mistet har sin elskte Viv. THESEUS. Fra Jorderig bort under Jorden i Mulm Vil jeg boe, som Dødning i Mørke, jeg Arme !
850	Da jeg dit hulde Aasyn ei meer skal see; Ja snarere du dræbte mig, end døde selv. Af hvem skal jeg høre, hvad dødelig Sorg Der trængte sig ind i dit Hjerte, min Phaidra ? Hvo skaffer Lys i Sagen, eller vrimler det
855	Omsonst af Slaver under Kongeborgens Tag ? O vee mig, o vee ! at jeg mistede dig ! Hvilken Jammer jeg seer i mit Huus ! Ei bæres, ei nævnes den kan; jeg forgaaer, Mit Huus er tomt, mine Børn er moderløse. CHORET.
860	Du har os forladt ! ak du har os forladt, Du den bedste, den kjæreste Qvinde, Som Solen bestraaled den lysende Dag, Eller Maanen, om Natten naar Stjernerne glimted. Hvilken Jammer, du Arme ! hjemsøger dit Huus !
865	Mine Taarer sig trænge med Magt Fra Øinenes Laag ved din Sorg, Og jeg gyser for hvad der endnu dig kan ramme. THESEUS. Tys ! tys ! Hvad er dog dette ? see ! ved hendes kjære Haand
870	En Tavle hænger; Efterretning vist til mig. Maaskee hun her et bønligt Ønske skrevet har Paa egne Vegne, eller for de kjære Børn. Vær rolig, Arme ! aldrig nogen anden Viv Indføres skal i Theseus' Huus og Ægteseng !
875	See ! Præget af den gyldne Seiglring som hun bar, Den Hedenfarne, vinker mig saa fristende. Vel ! saa vil Snor og Seigl jeg løse, for at see, Hvad denne lille Tavle har at sige mig. CHORET. Ak ! Jammer paa Jammer opdynger en Gud
880	Bestandig paa ny, selv for mig Vorder Livet forhadt efter hvad der er skeet. Thi ak ! omstyrtet og kastet i Støv Mine Drotters Huus nu kalde jeg maa. O Guddom ! er det muligt, skaan da dette Huus,
885	Og lad min Bøn dig røre ! thi med Spaadomsblik Jeg skimter alt et Varsel, som bebuder Ondt. THESEUS. O hvilken Jammer følger dog min Jammer her; Utaalelig, unævnelig, o vee mig, vee ! CHORET. Hvad er det ? tael ! saafremt jeg det erfare tør. THESEUS.
890	Høit Tavlen skriger, den skriger om rædsomme Ting; Hvor flyer jeg hen fra min Qval ? jeg forgaaer; Hvilken gruelig Sang denne Skrift For mit Øre har sunget, jeg Arme ! CHORET. Paa svar Ulykke tyder denne Tale hen. THESEUS.
895	Ei længer bag Læben bevare jeg kan Denne Rædsel, hvis knusende Slag Uventet mig traf; o mit Land ! mit Land ! Hippolytos har frækt villet smitte min Seng, Han har haanet Kronions ærværdige Aasyn.
900	Op da, Poseidon ! Fader, du som fordum mig Tre Ønsker huld indrømmed; lad det ene nu Opfyldes mod min egen Søn, lad end idag Ham døe, saafremt dit Løfte var at bygge paa. CHORET. Ved alle Guder; tag dit Ord tilbage, Drot.
905	Snart skal du see, du farer vild; o følg mit Raad ! THESEUS. Umuligt. Jeg vil jage ham af Landet ud, Og eet af tvende Vilkaar vorde skal hans Straf; Saafremt Poseidon ændser min Forbandelse, Da døer min Søn og stødes brat til Hades ned,
910	Men skeer det ei, da skal han vanke fredløs om, Og suurt henslide Livet i et fremmed Land. CHORET. Kong Theseus ! see, der kommer Hippolytos selv Som han var kaldet; dæmp din vilde Vrede nu, Og sørg paa bedste Maade for din Stammes Vel ! HIPPOLYTOS. (træder ind).
915	Dit Skrig jeg hørte, Fader ! derfor iilte flux Jeg hid, dog hvi saa dybt du sukker, veed jeg ei, Men brænder af Begjerlighed at høre det. Men hvad er dette ? der jeg seer din Hustrues Liig, Min Fader ! høilig dette Syn forbauser mig.
920	Thi nys forlod jeg hende her, mod Solens Lys Hun end for kort Tid siden hævede sit Blik. Hvad er der tilstødt ? hvilken Død rev hende bort ? Af dig, min Fader ! vil jeg helst erfare det. Du tier ? Taushed passer ei til Sorgens Stund;
925	Thi Sjelen, som begjerlig Alting vide vil, Er ogsaa lysten efter onde Tidender, Og for en Mand, som er din Ven, ja meer end Ven, Du allermindst, min Fader ! skjule bør din Sorg. THESEUS. I Mennesker, som tit af Blindhed fare vild,
930	Hvi lære møisomt I hverandre mangen Kunst, Og grandske for at gjøre nye Opfindelser ? Eet er der dog, som ingen Kløgt opfinde kan: Et Middel til at lære Daarerne Fornuft. HIPPOLYTOS. Ja ! Mester var den Mand i Viisdom, som forstod
935	Den store Kunst at tvinge Daaren til Fornuft. Men her er ei din fine Kløgt paa rette Sted, Dit Sorg forvilded vist din Tunge, frygter jeg. THESEUS. Gid dog vi Dødelige havde sikkre Tegn, Hvorpaa vi kunde prøve Venners Sindelag,
940	Og skjelne grandt den sande fra den falske Ven; Og tvende Stemmer burde boe i Alles Bryst, Een Røst, som klang ved Sandhed, een til Skjemt og Løgn, At Løgnens Stemme kunde gribes i sin Svig Af Sandheds Røst, og Folk betrygges mod Bedrag. HIPPOLYTOS.
945	Hvis en af dine Venner har bagvasket mig For dig, da lider jeg i Sandhed uforskyldt. Ja ! gyse maa jeg, svart forfærder mig dit Ord, Det lyder, som om det var talt i Vildelse. THESEUS. Hvorvidt skal Menneskenes Hu dog gaae tilsidst ?
950	Hvad Grændse skal for skamløs Frækhed vorde sat ? Thi naar den stadig voxer gjennem Mandens Liv, Og Efterslægten overgaaer den ældre Slægt I Ryggesløshed, da maae Guderne forsand Til denne Verden føie snart en anden Jord,
955	Hvor Nidinger og Skurke kan herefter boe. Betragter dog den Yngling her, min egen Søn, Han har mit Leie smittet, og hans Skjændselsdaad Bevises klarlig ved den Dødes Vidnesbyrd. Og nu, da du med Blodskam dig besudlet har,
960	Saa vov at see din Fader frit i Øinene. Du pleier Samqvem jo med Guder som en from, Udmærket Mand, for menneskelige Lyder reen; Men ei din Skryden til den Daarskaab frister mig, At tiltroe høie Guder saadan Uforstand.
965	Ja pral kun som en Gjøgler, at du lever blot Af livløs Føde ! slut til Mester Orpheus dig I Bacchisk Ruus, og priis ældgamle Skrifters Dunst; Du er dog fangen, og for slige Hyklere Jeg alle Folk advarer; thi de tale fromt,
970	Mens lumsk de gaae paa Snigjagt efter Skjændselsdaad. Nu er hun død; troer du maaskee det frelser dig ? Nei, Usling ! netop dette maa dig fælde meest; Thi hvilken Eed og hvilket Ord kuldkasted vel Hvad hun har vidnet, at du kunde dømmes frie ?
975	Du siger vist, hun haded dig, da Slegfredbørn Behandles fiendtlig af den ægtebaarne Slægt; Saa har hun drevet daarlig Handel med sit Liv, Naar hun hvad høiest staaer i Priis har solgt for Had. Du mener, Daarskab ligger fjernt fra Mandens Sjel,
980	Men dybt i Qvindens Væsen; mangen Yngling dog Jeg kjender, som ei mere fast end Qvinden staaer, Naar Kypris puster til det unge Hjertes Glød; Kun baader det ham meget, at han er en Mand. Dog, hvi vil dine Grunde jeg bekæmpe meer,
985	Da denne Dødnings Vidnesbyrd er fast og klart ? Drag flux som fredløs Flygtning ud af dette Land, Kom aldrig til Athenes gudopbygte Stad, Og vov dig ei mit Kongeriges Grændser nær ! Thi feirer du, som krænked, over mig, som leed,
990	Da vedgaaer Sinis, Røveren paa Isthmos, ei, At jeg har dræbt ham, men min Daad vil kaldes Pral, Og Skeirons havbestænkte Fjeld forkynder ei, Hvor tungt min Haand Misdæderen at revse veed. CHORET. Kan Nogen her i Verden kaldes lykkelig,
995	Naar brat man dem nedstyrte seer, som høiest stod ? HIPPOLYTOS. Din Harme, Fader ! og din Stemning ryster mig; Dog kan en Sag, som smykket er med skjønne Ord, Sin Skjønhed tabe, naar man ret udfolder den. Jeg duer ei som Taler for en samlet Hob,
1000	Blandt Venner og i snever Kreds det bedre gaaer. Og det bør mærkes; Taler, som den vise Mand Foragter, klinge tit for Hoben som Musik. Dog Nøden tvinger, Øieblikket byder mig At løsne Tungen. Først da om dit første Skridt:
1005	Med List du strax mig anfaldt, for at knuse mig, Som om jeg mangled Gjensvar. Seer du denne Jord Og denne Sol ? ei nogen meer afholden Mand Beskinner den, end jeg er, skjøndt du negter det. Jeg Guderne beviser skyldig Ærefrygt,
1010	Jeg vælger Venner, som ei Tanke har til Ondt, Men som sig undsee ved at raade noget Slet, Og aldrig række hjelpsom Haand til syndig Daad; Og aldrig, Fader ! har jeg spottet nogen Ven, Men fjern og nær jeg altid ham den Samme var.
1015	Frie for den Svaghed, som du her mig sigter for, Holdt jeg mig reen til denne Dag for Kjødets Lyst; Det er en Sag, jeg kjender kun af Folkesnak Og Malerier; men jomfruelig af Sind Med Lyst jeg aldrig dvæled ved et saadant Syn.
1020	Men har du til min Sædelighed ingen Troe, Beviis mig da, hvordan jeg blev saa ryggesløs ! Stod Phaidra over alle Qvinder da saa høit I Skjønhed ? Eller næred jeg om Thronen Haab, Naar jeg din Viv og hendes rige Medgift vandt ?
1025	Da var jeg jo en Daare med en svag Forstand. Men sød er Kongemagten; - for den vise Mand I Sandhed ikke, naar blot Enevælden ei Saa tit forgifted deres Sind, der skatte den. Jeg ønsked i Helleners Veddekampe helst
1030	Den første Krands, men som den Anden vil jeg staae I Staten, lykkelig i brave Venners Kreds; Thi da er Lykke mulig, og Betryggelse Mod Fare skjenker større Fryd, end Kongers Magt. Endnu et Ord, det Andet er dig alt bekjendt:
1035	Hvis En stod frem og vidnede hvad Mand jeg er, Og Phaidra treen i Solens Lys mod mig til Kamp, Da røbed snart Kjendsgjerning dig den Skyldige. Men nu ved Edens Hævder Zeus og ved vor Jord Jeg sværger, at jeg aldrig har din Seng berørt,
1040	Og aldrig Sands og Tanke havt for saadan Synd. Gid uden Rye og uden Navn jeg maa forgaae, Som Flygtning stødt i Verden ud fra Land og Huus, Gid Hav og Fastland vægre sig naar jeg er død, Mit Støv at gjemme, hvis jeg Nidingsdaad bedrev.
1045	Hvad Frygt der mulig Phaidra har til Selvmord bragt, Det veed jeg ei, og meer jeg ikke sige tør. Viis var hun, men den ægte Viisdom mangled dog, Jeg fandt den, men jeg faaer en skjændig Løn til Tak. CHORET. Dit Svar mig beviser noksom din Uskyldighed,
1050	Og Eed du svor, et ikke ringe Sandhedspant. THESEUS. Mon ei han driver Troldomskunst og Koglerie ? Sin Fader først han krænked dybt, og nu han troer Min Harm at kunne tvinge ved Sagtmodighed. HIPPOLYTOS. Din Adfærd, Fader ! ogsaa nu forundrer mig;
1055	Thi dersom jeg din Fader var, og du min Søn, Da skulde du ei rømme Land, men døe til Straf, Hvis du saasandt min Hustrue havde frækt berørt. THESEUS. Retfærdig talt; dog Livet ei du miste skal, Skjøndt selv du for din Brøde giver denne Lov,
1060	Thi hurtig Død er Synderen for let en Straf: Nei ! vankende som Flygtning fjernt fra Fædres Hjem I fremmed Land du leve skal et uselt Liv, Det er gudsforgaaen Nidings rette Løn. HIPPOLYTOS. Hvad er din Agt ? vil ei du vente paa det Lys,
1065	Som Tiden giver, men forjage mig paastand ? THESEUS. Ja over Havet, over Atlas' Kyster ud, Hvis jeg det mægted, saa forhadt er mig dit Blik. HIPPOLYTOS. Ei Eed og Troskab ændser du, ja spørger ei En Seer, men forskyder uden Dom din Søn. THESEUS.
1070	Hiin Tavle, som har mere Vægt end Spaamænds Tegn, Fordømmer dig skinbarlig; saa kan Fuglene, Som svæve gjennem Luften, flyve som de vil. HIPPOLYTOS. Hvi løser jeg, o Guder ! ei min Tunges Baand, Da Ærefrygt for Eder vorder mig Fordærv ?
1075	Dog nei ! døv mod mit Ord er han, som skulde troe, Saa det mig intet baaded, om jeg brød min Eed. THESEUS. Ha ! denne Hyklertaler piner mig ihjel. Afsted jo før jo heller fra din Faders Land ! HIPPOLYTOS. Hvorhen skal i min Nød jeg tye ? hvo huser mig.
1080	Naar som Forbryder af mit Land jeg stødes ud ? THESEUS. Søg Huus hos Folk, der elske Qvindeskjændere Og Kjeltringer; der vorder du velkommen Gjæst. HIPPOLYTOS. Det gaaer til Hjertet, fast det presser Taarer frem, At Skinnet gjør mig skyldig, og at du det troer. THESEUS.
1085	Du burde sukket og besindet dig lidt før, Dengang din Faders Hustrue du vanæred frækt. HIPPOLYTOS. O Huus ! gid dine Mure kunde tale høit, Og vidne sandt, om jeg er en udædisk Mand ! THESEUS. Tyer du endog til stumme Vidner ? Sagen selv,
1090	Der som Forbryder fælder dig, er ogsaa stum. HIPPOLYTOS. Gid udenfor mig selv jeg kunde staae, og see, Hvorledes mine Lidelser tvang Taarer frem. THESEUS. Dig selv du stedse viste meer Ærbødighed End Pligten, som Forældre fordre kan af Børn. HIPPOLYTOS.
1095	Min arme Moder ! født til Qvaler blev din Søn. Gid ingen Ven maa prøve Slegfredsønnens Kaar ! THESEUS. I Svende der ! hvi slæber I ham ikke bort ? Har ei I hørt, at jeg forlængst har landlyst ham ? HIPPOLYTOS. Den som med Haand mig rører, skal ei glæde sig.
1100	Stød selv mig bort, saafremt du Hjerte har dertil. THESEUS. Det vil jeg ogsaa, hvis mit Ord du lystrer ei; Thi uden mindste Medynk jeg forviser dig. HIPPOLYTOS. Saa er det fast besluttet; jeg Usalige ! Jeg veed min Lod, men veed ei Ord at nævne den.c
1105	O Artemis ! du kjæreste blandt Guderne ! Medjægerske, Veninde ! Saa skal aldrig meer Athen jeg see: farvel du vidtberømte Stad, Farvel Erechtheus' Rige ! og Troizenes Mark, Du som saamange Glæder skjenker Ynglingen,
1110	Farvel ! for sidste Gang jeg seer og hilser dig. O kommer hid, I unge Venner fra mit Hjem, O taler til mig ! følger mig til Grændsen hen ! I vil dog aldrig finde Nogen mere reen For Synd end jeg, hvor vantroe end min Fader er.
	(gaaer.)
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|