Euripides: Hippolytos

Euripides: Hippolytos

\|\|<<	<<	[531-	740]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Eros ! du Gud, som Længsel i Øiet Drypper, og gyder den sødeste Lyst Dybt i den Sjel, du bekriger ! Kom mig ei nær med fordærvelig Vælde,
535	Nærm dig mit Hjerte med Lempe ! Ei kan den himmelske Sols Kraft eller Flammernes Magt Lignes med Kypris's Piil, Som med sin Haand Kronions Søn
540	Eros mod Hjerterne slynger. *Første Modstrophe.* Oxer forgjeves i Hellas man offrer Baade til Phoibos ved Pythias Huus Og ved Alpheios's Vande, Naar ikke Eros vi bringe vor Hyldest,
545	Menneskeslægtens Behersker, Han som os aabner til Fryd Elskovs fortryllende Huus, Han som med knusende Magt Driver til al optænkelig Qval
550	Hvem han sig nærmer i Vrede. *Anden Strophe.* Husk den Oichaliske Møe; Fordum hun glad uden Mand eller Beiler Hopped i Vang som det vælige Føl; Snart Aphrodite dog Pigen fordrev,
555	Saa hun i stormende Fart Løb fra sit Hjem som en vild Bacchantinde, Og af den strenge Gudinde forfulgt Iilte til Blod og til Brand og et morderisk Bryllup, Da hun blev givet Herakles til Brud.
560	Frygteligt Bryllup hun feired. *Anden Modstrophe.* Theben, du hellige Stad, Vidne du skal med den sprudlende Dirke Om Aphrodites lumsksnigende Fjed. Hende det var, som med flammende Lyn
565	Strakte til Jorden i Blod Bacchos's Moder, den fagre Semele, Førend hun Zeus sin Søn havde født. Ja til vor Rædsel og Skade beaander hun Alting, Og som en Bie med stingende Braad
570	Henover Jorden hun flyver. PHAIDRA. (lyttende). O Qvinder ! standser Eders Sang ! jeg brat forgaaer. CHORET. Hvad Rædsel, Phaidra ! er der hændet i dit Huus ? PHAIDRA. Tys ! tys ! jeg Stemmer høre kan derindefra. CHORET. Jeg tier qvær; dit første Ord bebuder Ondt. PHAIDRA.
575	O vee mig, ak og vee ! Jeg arme Qvinde ! hvilke haarde Lidelser ! CHORET. Hvad betyder dit Skrig, Din jamrende Røst ? Hvad Ord har, o Dronning ! du hørt,
580	Som saa brat dig forfærder og ryster dit Indre ? PHAIDRA. Jeg gaaer tilgrunde; træder hen til Borgens Port, Og hører selv, hvor man derinde støier vildt. CHORET. Du Porten er nær, Og dit Øre med Angst
585	Opfanger hvert Ord fra Paladset; O fortæl mig da, Phaidra ! fortæl, Hvad Jammer der nu er paafærde. PHAIDRA. Høit raaber Hippolytos, Amazonens Søn, Og Ammen overøser han med Uqvemsord. CHORET.
590	Vel hører jeg Raab, Men umulig jeg kan Forstaae den forvirrede Tale, Men til dig gjennem Porten den lød, Maaskee har du fattet den bedre. PHAIDRA.
595	Han siger reentud, at hun er en Kobblerske, En fræk Forræder mod sin Konges Ægteviv. CHORET. Hvilken Jammer og Sorg ! Man har dig forraadt. Hvad Raad skal jeg give dig nu,
600	Da det Skjulte for Lyset er bragt, og du styrter . . . PHAIDRA. O vee mig ! vee. CHORET. Af Venskab forraadt i Fordærv. PHAIDRA. Min Sorg hun røbed, og det blev min Undergang, Velmeent var Lægemidlet, men kun lidet klogt. CHORET.
605	Hvad nu ? hvad vil du i din Qvide gribe til ? PHAIDRA. Jeg veed kun Eet at vælge; jeg vil døe paastand, Der gives intet andet Middel mod min Qval. HIPPOLYTOS (styrter ind). O Moder Jord ! o Sol, som lyser vidt og bredt ! Hvad har jeg hørt ! unævnelige Skjændselsord ! AMMEN.
610	O tie dog, Søn ! lad Ingen høre disse Raab ! HIPPOLYTOS. Hvor kan jeg tie til saa skammeligt et Ord ! AMMEN. O ved din skjønne høire Haand jeg beder dig. HIPPOLYTOS. Bort ! bort med dine Hænder ! rør min Klædning ei ! AMMEN. Ved dine Knæe ! gjør mig ei ulykkelig ! HIPPOLYTOS.
615	Hvi trygler du, naar frie for Skyld du kalder dig ? AMMEN. O Søn ! fortæl ei Nogen hvad jeg sagde før. HIPPOLYTOS. Hvad godt er kan fortælles alle Mennesker. AMMEN. Forbryd dig ikke mod det Eedsord du mig gav. HIPPOLYTOS. Min Tunge svor, men ei min Sjel ved Eed sig bandt. AMMEN.
620	Hvad er din Hensigt ? vil du dine Venners Død ? HIPPOLYTOS. Forvorpne ! bort ! Misdæderen er ei min Ven ! AMMEN. Tilgiv mig ! alle Mennesker er Syndere. HIPPOLYTOS. O Zeus ! hvi gav til Plage du for alle Mænd De lede Qvinder Bolig under Solens Lys ?
625	Nei ! vilde du forplante Menneskenes Slægt, Ei burde den da spiret frem af Qvindens Skjød, Til dine Templer kunde Manden dig jo bragt, Som han behaged, Kobber, Jern og røden Guld, Og derfor kjøbt sig Sønner af forskjelligt Værd,
630	Alt efter Gavens Størrelse; da havde han I Frihed uden Qvinder levet i sit Huus. Men nu, naar disse Vanheldsstiftere man først I Huset faaer, er al Velsignelse forbi. Og hvilket Onde Qvinden er, det seer man klart:
635	Glad sender Faderen sin Datter fra sit Huus, Ja giver Medgift, for at vorde Byrden qvit, Og naar en Beiler fører saadant Ukrud hjem, Da er han henrykt, kjøber hende kostbar Pynt, Og meier dette falske Billed ud med Stads,
640	Saa Husets hele Velstand ødsles bort tilsidst. Dernæst kan Agt for gode Svogre tvinge ham At smile glad til Ægteskabets Bitterhed. Er Konen god, men hendes Frænder slette Folk, Da knuser dette Vanheld jo det første Held.
645	Mindst føles Trykket, naar en Hustrue i et Huus Hendøser Livet som et Intet, dorsk og sløv. Værst er de Kloge; Zeus befrie mit Huus fra dem, Som meer forstaae, end Qvinden netop vide bør; Thi Kypris planter lettest Underfundighed
650	I den Forslagnes Hjerte, medens svag Forstand Mod Daarligheder skjermer den Eenfoldige. Fra Koners Samqvem burde Terner fjernes reent, Og deres Selskab være stumme gnavne Dyr, At der var Ingen, som de kunde tale til,
655	Og Ingen, som dem kunde give Svar igjen. Men nu, i Huset pønse slette Qvinder tit Paa slette Raad, og Ternens Snak udspreder dem, Saadan som du, Forvorpne ! kom at kobble mig Til Skjændsel for min Faders rene Ægteseng.
660	Nu vil jeg af mit Øre skylle flux med Vand Din Tales Smuds; var Brøden min ? jeg som mig selv For ureen holder, siden jeg din Røst fornam. Dog viid, min Gudsfrygt, gamle Qvinde, frelser dig, Thi hvis den Eed ei bandt mig, jeg af Vaade svor,
665	Da maatte jeg nødvendig sige Theseus Alt. Dog, mens min Fader end er borte, bryder jeg Min Taushed ei, men skyer forsigtig dette Huus; Dog naar han kommer, følger jeg og speider skarpt, Med hvad for Øine du og Phaidra møde ham.
670	Da seer jeg fuldt din Frækhed, som jeg nys blev vaer. Vee Eder ! aldrig slukkes skal mit Qvindehad; Siig kun med Spot, at jeg bestandig ivrer mig, Bestandig pønser ogsaa Qvindens Sjel paa Ondt. Man lære dem at lægge Vind paa Ærbarhed,
675	Men indtil da staaer det mig frit at laste dem. (gaaer.) *Modstrophe* Kun til Sorg, ak ! kun til Qval Blev Qvinden bestemt; hvilken Kunst, Hvilket Middel har nu jeg tilbage ? Hiin Knude jeg løste dog ei. PHAIDRA.
680	Som forskyldt fik jeg Straf for min Brøde; O Jord ! o himmelske Lys ! Hvorhen skal jeg flygte fra Ulykken bort ? Hvor skal jeg min Skam kunne skjule ? Hvad Guddom eller Dødelig vil staae mig bi,
685	Og træde frem til Forsvar for en syndig Daad ? Nei ! den Jammer, som nu bespænder mit Hjerte, Omsnærer uopløselig mit hele Liv, Jeg allerusaligste Qvinde paa Jorden ! CHORET. O vee os, Dronning ! der er skeet; ei lykkedes
690	Din Ammes Kunster; din Sager staae nu slet. PHAIDRA. Forvorpne ! du som styrted Venner i Fordærv, Hvad har du gjort ? gid dog min Stammefader Zeus Med Lynet traf dig, og dit Liv oprev med Rod ! Bød jeg dig ei, da jeg din Hensigt ahnede,
695	Fortie hvad der vorder nu min Undergang ? Men ei du lød mig; derfor kan jeg ikke nu Med Æren døe, en anden Vei jeg søge maa. Thi hidset af sin bittre Harm vil Hippolyt For Theseus os anklage som Forbrydersker,
700	Ja sige gamle Pittheus Sagens Sammenhæng, Og fylde hele Jorden med Bagvaskelser. Vee times dig og alle dem, hvis Ivrighed Paanøder deres Venner slette Tjenester. AMMEN. Vel maa du, Frue ! laste min Forseelse,
705	Thi hvad der gnaver Hjertet, svækker Tankens Kraft; Dog med Forlov, et Forsvarsord jeg sige kan. Jeg fostred dig, jeg elsker dig, og Lægedom Jeg søgte dig, men fandt ei hvad jeg ønsked os. Men havde Lykken fulgt mig, kaldtes nu jeg viis;
710	Thi efter Held og Uheld dømmer Folks Forstand. PHAIDRA. Siig, er det ret, og kan det fyldestgjøre mig, At du, som har mig saaret, ypper Ordstrid nu ? AMMEN. Jeg snakker altfor meget; det var Feil af mig. Dog, Barn ! alt Haab om Redning er ei tabt endnu. PHAIDRA.
715	Hør op at tale ! heldigt just var ei dit Raad, Du gav mig før; dit Anslag blev min Undergang. Bort derfor fra mit Aasyn ! sørg blot for dig selv; Min Sag jeg snart fuldbringe skal paa bedste Viis. Og nu, I ædle Qvinder af Troizenes Stad !
720	Jeg har en Bøn til Eder, nægter mig den ei ! Bevarer Alt i Taushed, hvad I her erfoer. CHORET. Jeg sværger dig ved Zeus's Datter Artemis. For Lyset ei at bringe dine Lidelser. PHAIDRA. Du talte skjønt. - Eet Maal har al min Attraae nu,
725	Dog midt i min Elendighed jeg fandt en Trøst, Det Haab, at jeg kan hæve mine Sønners Rye, Og at jeg selv kan vinde ovenpaa mit Tab. Thi jeg skal ei beskæmme Kretas Kongeslægt, Og ei for Theseus' Ansigt træde frem med Synd
730	Besmittet, da det gjelder kun et enkelt Liv. CHORET. Til hvad fortvivlet Middel har du dig bestemt ? PHAIDRA. Til Døden; end jeg dog er raadvild, hvilken Død. CHORET. Tael ei saa mørkt ! PHAIDRA. Du burde dog mig raade godt, Men Kypris, al min Jammers Ophav, vil jeg end
735	Før denne Dag er omme, glæde - ved at døe. Af Elskovs bittre Pile saaret segner jeg, Dog ved min Død en Anden ogsaa i Fordærv Jeg styrter, at han ei med Hovmod paa mit Fald Skal skue ned, men ydmyg lære Maadehold,
740	Naar samme Qvaler vorde ham til deel som mig. (gaaer.)
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|