Euripides: Hippolytos

Euripides: Hippolytos

\|\|<<	<<	[366-	530]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Strophe.* Du har hørt, ak ! du har hørt Af Dronningens Mund, hvilken tung Usigelig Smerte hun lider. Langt heller jeg selv vilde døe,
370	End at hun i Fordærv skulde styrte. O vee mig ! o Jammer og Vee ! Usalige Phaidra, som martres saa svart, Ak ! Sorgen er Menneskets Amme ! Du er fortabt; du Rædsler har for Lyset bragt;
375	O hvilken Fremtid venter dig fra Dag til Dag ! Over Huset vil nye Elendighed komme. Alt seer man klart, hvad Retning Aphrodites List Vil tage, du Kretas usalige Datter ! PHAIDRA. Troizenske Qvinder, I som denne Stad beboe,
380	Der ligger paa en Yderkyst af Pelops' Land, Alt tit jeg har i lange Nætter eftertænkt, Hvi Menneskenes Liv er saa ulykkeligt. Dog aldrig fandt jeg, at det er en medfødt Drift, Som til det Onde leder dem; thi sund Forstandasd
385	Blev Manges Lod, men Sagen bør betragtes saa: Hvad der er Godt og Rigtigt, veed og indsee vi, Men gjør det ikke; snart er Dorskhed Skyld deri, Snart foretrækkes alskens Lyst for Ret og Pligt, Og mange Lyster gives der i dette Liv:
390	Vidtløftig Snak, og Lediggang, en yndig Last; Dertil Undseelse, den sande bringer Held, Den falske Vanheld; kjendte man den rette Tid Bestandig, havde begge vist forskjelligt Navn. Da nu min Grublen styrted mig i denne Troe,
395	Saa burde selv ei Tryllekunster have Magt At friste mig til hvad der stred mod min Fornuft. Dog aabenbare vel jeg dig min Tankegang: Da Kjærlighed mig saared, overveied jeg, Hvordan jeg værdigst skulde bære denne Qval.
400	Først derfor jeg i Taushed holdt min Sygdom skjult, Thi Tungen er i Sandhed ei at stole paa; Vel kan den Andres Tanker drøfte saare snildt, Men stor Ulempe volder den sig ofte selv. Dernæst jeg den Beslutning tog, ved Sindighed
405	At overvinde denne Sjelsbedaarelse; Men da det Intet frugted, og min Kjærlighed Ei lod sig underkue, tyktes det mig bedst At døe, og Ingen skal bestride dette Valg. Mit gode Forsæt vil jeg ikke lægge Dølgsmaal paa,
410	Dog mange Vidner til min Brøde hader jeg. Jeg veed, at Vanrye er min Sygdoms visse Løn, Jeg veed, jeg er en Qvinde, derfor ogsaa grandt Jeg veed, at Had forfølger mig. Vee ! tifold Vee Den Ægteviv, som lefled først med fremmed Mand,
415	Og brød sin Troskab. Fra de Stores Huse kom Hiin Gift, og smitted saa det hele Qvindekjøn. Thi naar de Høie fryde sig ved Skjændselsfærd, Vil snart de Lave finde Lasten skjøn og god. Forhadt er mig hver Qvinde, som i Munden kydsk,
420	I Løndom dog formaster sig til Skamløshed. O høie Kypris, Havets Datter ! siig, hvordan Kan slige Qvinder deres Mænd i Øiet see Foruden Frygt, at Mørket selv, som stod dem bi, Og Husets Væg engang vil røbe deres Synd ?
425	Thi, Qvinder ! netop denne Tanke dræber mig, Om nogensinde jeg min Husbond gjorde Skam Hvad eller mine Sønner. Gid de blomstre maae Hist i Athens berømte Stad som frie Mænd I Ord og Daad, og som en agtet Moders Børn.
430	Bevidsthed om sin Faders eller Moders Skam Er som et Aag, der bøier selv den kjække Mand. Kun een Ting, siger man, har Værd som Livet selv, At nemlig Dyd og Sandhed varmt besjeler os; Hvem der var onde, Tiden aabenbare vil
435	Klart som et Speil, som Pigen holder for sit Blik. Gid jeg dog aldrig findes maa blandt disses Tal ! CHORET. Beskeden Viisdom er dog overalt en Pryd, Som stedse skaffer Mennesket et agtet Navn. AMMEN. Min Frue ! da du aabned os dit Hjerte før,
440	Opfyldtes jeg af pludselig og rædsom Skræk; Men nu jeg klart min Daarskab seer; saa gaaer det tit Os Mennesker, Betænkning gjør os visere. Ei grændseløs ei heller uhørt er din Sorg, Gudindens Vrede som et Lynslag ramte dig.
445	Du elsker; er det selsomt ? sligt er Manges Lod. Og nu dit Liv du offre vil for Kjærlighed ? Det var ei godt om alle de, som elske nu Og elske vil herefter, skulde døe derfor. Ei standses Kypris, naar med Magt hun stormer frem;
450	Den som for hende viger, rører hun kun mildt, Men hvem hun finder fuld af Overmod og Trods, Ham griber hun og piner, til han vorder myg. Hun vandrer gjennem Luften, selv i Havets Dyb Boer Kypris, og af hendes Skjød udspringer Alt.
455	Thi hun er den, som udstrøer Kjærlighedens Frøe Hvorfra vi Alle her paa Jorden har vort Liv. Enhver, som kjender Skrifterne fra Hedenold, Og jevnlig sysselsætter sig med Skjaldeqvad, Veed jo, at Zeus Semele fordum tog i Favn,
460	Og veed, hvorledes Dagningen, den straalende Gudinde, hæved Kephalos til Himlen op Af Kjærlighed, men dog i Himlen ligefuldt De boe, og ei de andre Guders Kreds de skye, Men bære vistnok rolig hvad der ramte dem.
465	Kun du gjør Modstand. Gid du var til Verden fød Hvor anden Vedtægt gjelder, andre Guders Bud Har Magt, da vore Skikke tækkes dig saa slet. Hvor mange, ja selv vise Mænd har ei med Flid For deres Koners Feiltrin lukket Øiet til !
470	Hvor mange Fædre stod ei deres Sønner bi Ved Elskovsdaarligheder ! thi den kloge Mand Seer helst at skjule hvad der er hans Huus til Skam. Ei altfor kunstigt man sit Liv indrette bør. Selv Taget paa den bedste Bygning lægges ei
475	Aldeles snorret. Troer da du, i god Behold At kunne frelses af det Garn, hvori du faldt ? Nei ! møder dig i Livet mere Godt end Ondt, Da har du for en Dødelig et sjeldent Held. Og derfor bort med Tungsind, bort med Overmod,
480	Thi det er lutter Overmod, mit kjære Barn Naar man forlanger større Kraft end Guder har. Fat Mod og elsk ! saa har en Guddom villet det, Og tænk, skjøndt syg, paa Midler til Helbredelse ! Der gives Trylleqvad og Ord, som dulme Saar,
485	Og Lægedom vist findes vil mod denne Sot. Kun seent fik Mandens Skarpsind gjort Opfindelser, Naar Qvindens List ei først udtænkte Midlerne. CHORET. Din Ammes Raad, o Phaidra ! gjør dig større Gavn I denne Nød; dog din Beslutning roser jeg.
490	Men vist min Roes dig meer i Øret skurre vil, Og saare dybere din Sjel, end hendes Ord. PHAIDRA. Her har vi disse favre Ord, som i Fordærv Saavel nedstyrted mægtig Stat som enkelt Huus. Ei bør man tale, for at Øret kildres kan,
495	Men vise, hvad der skaffer os et Hædret Navn. AMMEN. Hvortil slig Ordbram ! ei om prægtig Tale her Vi spørge, men om Ynglingen; ham maa jeg strax Udspeide ved at skildre ham din Hjertesorg. En anden Sag, hvis Farer trued ei dit Liv,
500	Og du var viis og sindig, som du fordum var; Ei havde jeg din Lidenskab og Elskovstrang Da smigret saa; men her det gjelder kraftig Kamp For Phaidras Liv, og det bør ei bebreides mig. PHAIDRA. Afskyelig du taler; luk din frække Mund,
505	Og lad mig ei din stygge Tale høre meer ! AMMEN. Styg ? men til større Gavn for dig, end skjønne Ord; Den Daad, som frelse kan dit Liv, er mere værd, End Navnet, som saa stolt du haaber ved at døe. PHAIDRA. Ved alle Guder, Amme ! gaae ei videre !
510	Thi snildt du smykker Skjændsel. Reen jeg hidtil bar Mit Elskovsaag, men gjør din Tale Last til Dyd, Da hildes jeg i Snaren, som jeg flygter for. AMMEN. Naar saa er, burde du for Feiltrin vogtet dig, Men nu, som Sagen staaer sig, følg mit sidste Raad.
515	I Kamret jeg derinde Tryllemidler har Til Elskovs Lindring - før det mig ad Glemme gik - Som uden Skam og uden Meen for din Forstand Helbrede kan din Sygdom, naar du blot har Mod. Et lønligt Tegn maa røves fra den Elskede,
520	Et enkelt Ord, en Trevl blot af hans Kjoleflig, Da sammenknytter tvende Hjerter jeg til eet. PHAIDRA. Bestaaer det i en Salve eller i en Drik ? AMMEN. Det ved jeg ikke; brug min Hjelp, men frit mig ei ! PHAIDRA. Jeg gyser for, at du mig her er altfor klog. AMMEN.
525	Du ængster dig for Alting; hvad befrygter du ? PHAIDRA. At du vil røbe denne Sag for Theseus' Søn. AMMEN. Vær rolig ! jeg besørger Alt paa bedste Viis. Kun dig, havfødte Kypris, beder jeg om Hjelp; Hvad jeg forresten har betænkt, da er det nok,
530	Naar jeg til Vennerne derinde det betroer. (gaaer.)
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|