Euripides: Hippolytos

Euripides: Hippolytos

\|\|<<	<<	[122-	365]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Nær ved Havet der staaer et Fjeld; Rigt udgyder fra Klippens Væg Kilden sit Væld, saa man let
125	Fylder en Krukke med Vand. Der en Veninde jeg har; Purpurklæder i Bækkens Strøm Flittig hun toer, og paa Klippens haarde Solopvarmede Ryg hun til Tørre
130	Breder dem ud; af hende jeg først Rygtet erfoer om vor Dronnings Jammer. *Første Modstrophe.* Ei forlader hun Kammerets Vraae, Mat henkastet paa Sotteseng Hyller hun Lagenets Liin
135	Over sit guldgule Haar. Alt paa den tredie Dag Har ei Phaidra, saa blev der sagt, Ført til sin himmelske Mund Demeters Frugt, at styrke sit yndige Legem;
140	Men af sin Sorg hentæret i Løn Higer hun blot efter Dødens Komme. *Anden Strophe.* Phaidra ! en Guddom med Sot dig slog, Være sig Hekate, være sig Pan, Eller Kybele fra Phrygiens Bjerg,
145	Eller maaskee Korybanterne selv. Vist du martres til Straf for en Feil, Hellige Kager du vist har forsømt Jagtgudinden at offre; Hun, som stormende farer afsted
150	Hen over Land, over Moser og salten Havs Raskfremrullende Bølger. *Anden Modstrophe.* Blev Erechtheidernes høie Drot Theseus, din Husbond, den straalende Helt, Fristet til Elskov maaskee af en Møe,
155	Her i Paladset, til Haan for din Seng ? Løb en Skipper fra Kreta maaskee Ind i Troizenes beskjermende Havn, Som har et sørgeligt Budskab Bragt fra Dronningens fædrene Hjem;
160	Og i sin Sorg har den arme forpiinte Sjel Nu til Leiet sig fængslet ? *Eftersang.* Tit hjemsøges forkjelede Qvinders Skrantne Natur af heftig Qval, Som ikke blot hidrører fra Veer,
165	Men fra en Stemning, der nærmer sig Vanvid. Lignende Qval fornam jeg engang, Skarp den mig foer gjennem Livet; Dog til Jagtens Gudinde jeg bad, Som i Forløsningens Stund
170	Hjelper den fødende Qvinde. Derfor i Gudernes Tal Øverst jeg Artemis sætter. Men hist den bedagede Amme jeg seer, Fra Paladset hun fører sin Frue;
175	Mørk ruger en Skye omkring hendes Bryn. Jeg længes at vide, hvad dette betyder, Hvi Dronningens Fjed er saa mat, Hendes Kinder saa blege. AMMEN. O Jammer og Sygdom er Menneskets Lod !
180	Hvad skal jeg dog gjøre ? hvad skal jeg dog lade ? Her straaler dig Lys, her Luften er frisk, Og fra Huset har alt jeg herud Ladet bringe din Løibænk, Thi "ud i det Frie" var bestandig dit Ord.
185	Dog snart vil du ind i dit Kammer igjen, Let skifter du Sind, dig er Intet tilpas, Hvad du har, fornøier dig ei, Du skatter kun det, som du mangler. Før selv være syg, end pleie den Syge,
190	Hiin Qval er kun een, men dobbelt er denne, For Hjertet Bekymring, for Hænderne Møie. Dog fuldt af Sorger er Menneskets Liv, Og ei de paa Jorden vil endes. Noget Bedre der er, end det jordiske Liv,
195	Men Taager og Mulm for vort Øie det dølge, Og derfor vi elske vort Liv saa varmt, Fordi det paa Jord bestraales af Lyset, Mens uden at kjende det vordende Liv, Eller hvad under Jorden er skjult,
200	Af blændende Fabler vi daares. PHAIDRA. O letter mig lidt, og støtter mit Hoved ! Hvert Lem er i Leddet saa slapt; Grib mine mat nedhængende Arme ! Paa Hovedet hviler mig Sløret saa tungt,
205	Tag det af, og slaae Lokkerne ned over Nakken ! AMMEN. Taalmodig, mit Barn ! og kast dig dog ei Fortrædelig frem og tilbage ! Naar du holder dig rolig, og Villien er stærk, Saa letter du Sygdommens Smerter.
210	Vi Mennesker fødtes til Modgang. PHAIDRA. Ak ! ak ! O gid ved den duggende Kilde jeg sad, Og en Drik af det klareste Vand jeg mig øste ! Eller gid paa den blomstrende Vang
215	I Skyggen af Palmer jeg hvilte ! AMMEN. Hvad siger du, Barn ! Lad Folk ei høre sligt Ord af din Mund, Man ellers vil troe, du har Meen paa Forstanden. PHAIDRA. Før mig op paa et Bjerg, jeg vil ud
220	I Skoven, hvor Granerne groe, Og hvor Hundene, glubske til Jagt, Forfølge den spættede Hind. Jeg maa Hundene hidse, jeg brænder af Lyst, Jeg maa væbne min Haand med Thessalisk Spyd
225	Paa Jægerens Viis, og slynge det rask Forbi mine lysgule Lokker. AMMEN. Hvorfra, mit Barn ! denne Lyst i din Sjel ? Hvad har du med Jagt at bestille ? Hvi staaer til den sprudlende Kilde din Hu ?
230	Ved Foden af Borgen der springer jo hist Et Væld, som kan lædske din Tørst. PHAIDRA. O du, som behersker Engen ved Strand Og Marken, hvor Gangerne trampe, O Artemis ! gid jeg stod paa din Grund,
235	Og tumled Henetiske Heste ! AMMEN. Der snakker du vildt igjen, mit Barn ! Snart længes du efter at komme tilfjelds Til den blodige Jagt, snart den vælige Hest Paa det rolige Sand du vil tumle.
240	Stor Spaadomskløgt maa der til, for at see, Hvilken Gud der forvilder dig saa, Mit barn ! og forrykker din Hjerne. PHAIDRA. Jeg usalige Qvinde ! hvad har jeg dog gjort ? Hvorhen har min Sjel sig forvildet ?
245	Jeg rased, en Gud var mig gram. O vee mig, jeg Arme ! Du Gamle ! tilhyl mit Hoved igjen, Thi jeg blues ved hvad jeg har talt ! Tilhyl mig ! i Øiet en Taare mig staaer,
250	Og jeg rødmer, hvorhen jeg vender mit Aasyn. Med Besindelsen vaagner min Smerte paany, Men Vanvid er rædsom; det Bedste forsand Er at døe uden Bevidsthed. AMMEN. Jeg hyller dig til, men naar skal Døden engang
255	Tilhylle mit Legem ? I mit lange Liv har Meget jeg lært. Med Maade bør Mennesker elske hverandre, Men ind til vor Sjels allerinderste Marv Maa Kjærlighed aldrig sig trænge.
260	Nei ! Hjerternes Baand maa knyttes saa løst, At let det kan slappes og strammes. Een Sjel, som sig græmmer for to, har forsand En trykkende Byrde, saaledes som jeg For min Frue mig græmmer.
265	At tage sig Verden for nær, er ei godt, Meer Skade det volder end Gavn, Og Helbreden lider derved. Og derfor jeg mener som saa: Langt heller for Lidt end for Meget,
270	Og de Vise vil give mig Medhold. CHORET. Du gamle Qvinde ! du som pleier Dronningen Saa trofast ! hendes Lidelser vi klarlig see, Men ei vi veed, hvad Sygdom hun er hjemsøgt af, Og nu vi ønsked at erfare det af dig. AMMEN.
275	Jeg forsket har forgjeves; hun er ganske taus. CHORET. Og heller ei, af hvilken Grund hun først blev syg ? AMMEN. Her er det samme Mørke; hun fortier Alt. CHORET. Hvor hun er mat, hvor hendes Legem svinder hen ! AMMEN. Det er ei sært, hun faster alt paa tredie Dag. CHORET.
280	Er det af Sygdom, eller for at døe af Sult ? AMMEN. At døe; ved Hunger stræber hun mod Livets Maal. CHORET. Besynderligt, om Theseus finder sig deri. AMMEN. Hun dølger ham sit Onde, nægter hun er syg. CHORET. Men kan paa hendes Ansigtstræk han ei det see ? AMMEN.
285	Tilfældigviis han er i denne Tid reist bort. CHORET. Men har du alle Midler brugt, for Lys at faae Om hendes Sygdoms og Forvirrings sande Grund ? AMMEN. Jeg Alt har prøvet, men forgjeves var min Flid, Dog selv endnu jeg ingen Iver spare vil,
290	At ogsaa du som Øienvidne selv kan see, Hvor ømt mit syge Herskab jeg tilhaande gaaer. til Phaidra. Min kjære Datter ! lad os begge glemme nu Hvad før vi sagde; blot du vilde see lidt mildt ! Opklar din Tankes Veie og dit mørke Bryn !
295	Ifald jeg før et utilbørligt Ord har talt, Saa skal min Tunge føre nu et bedre Sprog. Hvis en og anden lønlig Sygdom plager dig, Saa kan jo disse Qvinder hjelpe dig maaskee; Kan derimod dit Onde du til Mænd betroe,
300	Saa tael, at vi paastand kan søge Lægers Raad. Hvi tier du ? det er ei smukt af dig, mit Barn ! Nei ! sæt mig kun irette, hvis jeg talte vrangt, Men var det et fornuftigt Ord, saa følg mit Raad. Saa tael dog Noget ! giv mig blot et Øiekast !
305	Jeg arme Kone ! spildt er al min Flid og Kunst, Jeg kom ei Maalet nærmere; thi før hun ei Sig smelte lod, og heller ei hun bøies nu. Dog om du saa blev trodsig som det vilde Hav, Saa viid, saafremt du døer, du svigter dine Børn,
310	Som ei skal arve deres Faders Huus og Land, Saasandt som Amazonedronningen har født En djerv og ædel Slegfredsøn, hvem dine Børn Adlyde skal som deres Drot; du kjender ham, Hans Navn er Hippolytos. PHAIDRA. Ak ! AMMEN. Traf det din Sjel ? PHAIDRA.
315	O Amme ! du har knust mig; jeg besværger dig Ved alle Guder, tael ei meer om denne Mand ! AMMEN. Seer du ? Forstanden har du, dog med Uforstand Du vil dit Liv ei frelse, dine børn til Gavn. PHAIDRA. Dem elsker jeg; et andet Uveir ryster mig. AMMEN.
320	Din Haand, mit Barn ! er dog tilvisse reen for Blod ? PHAIDRA. Reen er min Haand, det Sjelen er, som har en Plet. AMMEN. Har da en Fiende smittet dig ved Koglerie ? PHAIDRA. En Ven mig martred, sig og mig uvitterlig. AMMEN. Maaskee har Theseus, kjære Barn ! fornærmet dig ? PHAIDRA.
325	Gid jeg blot maa befindes reen for Synd mod ham ! AMMEN. Nævn da den Rædsel, som dig driver mod din Død. PHAIDRA. Lad mig kun synde, naar mod dig jeg synder ei. AMMEN. Godvillig ei, men kun for Tvang jeg giver tabt. PHAIDRA. Hvad gjør du ? hvorfor griber du med Magt min Haand ? AMMEN.
330	Jeg favner ogsaa dine Knæe og slipper ei. PHAIDRA. Dig selv det blev en Jammer, hvis du hørte det. AMMEN. Hvad er mig større Jammer, end at miste dig ? PHAIDRA. Du knuses vil, men Hæder bringer Sagen mig. AMMEN. Og trods min Bøn du dølger dog en ædel Sag ? PHAIDRA.
335	Fordi mit ædle Forsæt har en ureen Grund. AMMEN. Des meer det gjør dig Ære, naar du nævner det. PHAIDRA. Ved Guderne, forlad mig, Gamle ! slip min Haand ! AMMEN. Ei førend du mig giver hvad der skyldes mig. PHAIDRA. Det vil jeg da; jeg ærer høit din gamle Haand. AMMEN.
340	Saa tier jeg, at du til Orde komme kan. PHAIDRA. Min arme Moder ! hvilken Elskov henrev dig ! AMMEN. En Tyr hun elsked; eller, Barn ! hvad mener du ? PHAIDRA. Og stakkels Søster ! du som elsked Dionys ! AMMEN. Er du fra Samling ? Laster du din egen Slægt ? PHAIDRA.
345	Og nu er jeg den Tredie, som tilgrunde gaaer. AMMEN. Du ryster mig; hvor fører denne Tale hen ? PHAIDRA. Derfra min Jammer rinder, Kilden er ei ny. AMMEN. Endnu jeg er ei mere klog, end før jeg var. PHAIDRA. Ak ! kunde du mig sige hvad jeg sige maa ! AMMEN.
350	Jeg er ei nogen Seer, som kjender skjulte Ting. PHAIDRA. Hvad er dog det, som Jorden kalder Kjærlighed ? AMMEN. Det Sødeste, min Datter ! og det Bittreste. PHAIDRA. Jeg har vel allerede smagt den ene Deel. AMMEN. Hvad siger du ? har du forelsket dig, mit Barn ! PHAIDRA.
355	Hvad er det dog han hedder, Amazonens Søn ? AMMEN. Ih ! Hippolytos. PHAIDRA. Du har sagt det, ikke jeg. AMMEN. Ak ! har du meer at sige ? du har knust mig, Barn ! Jeg kan det ikke bære, Livet er for tungt For mig; jeg hader Dagen, hader Solens Lys.
360	Bort, Legem ! bort jeg kaster dig; jeg Liv med Død Omskifte vil; Farvel ! jeg er tilintetgjort. Den Vise selv, skjøndt mod sin Villie, elsker dog Det Onde. Kypris hører ei blandt Guders Tal, Nei over Guder maa hun staae, hvis muligt er,
365	Thi Phaidra, mig og hele Huset har hun knust.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|