Euripides: De Bønfaldende

Euripides: De Bønfaldende

\|\|<<	<<	[778-	805]	>>	>>\|\|\|
.
	Choret.
	Der er hændt baade Godt og Ondt: Et herligt Navn Pallas' Stad
	Vundet har og dobbelt Ry I Kamp dens Ledingsfyrster; Men tungt for mig er det, mine Sønners Lig At se, og dog et lifligt Syn, om Trøstens Dag Jeg uventt skue skal,
	Som skuet har Verdens største Vaande. Det var dog bedst, om til ugift Stand Den oldgraa Tid allen Stund Havde mig til Lyset født; Hvad trængte jeg til Børn vel?
	Jeg tænkte før, aldrig kunde værre Lod Mig times, end om Glip jeg gik af Bryllupsfærd; Klarlig dog jeg kjender nu, Den Sorg er størst, kjære Børn at miste. Men hisset alt ser jeg Sønnernes Lig,
	Som i Døden sank. Usalige Stund! O, gid jeg var død! o, gid under Jord Jeg med Børnene hist kunde gange! (Ligene bæres ind. Adrastos gaar foran Toget.) *Thesevs. Adrastos. Choret.* Adrastos. Lad Ak og Ve lyde nu For de Døde dybt i Muld!
	I Mødre, op! svarer mig med høje Raab; I høre jo min Klage. Choret. O Børn, som eders Mødre her Med bitter Kvide hilse maa! O hør, hør min Røst, du Døde! Adrastos.
	O ve! o ve!
.
\|\|<<	<<	Christensen	Schmidt.I.105	>>	>>\|\|\|