|
|
|
[663-
|
698] |
|
|
|
.
|
|||||
| Ved Foden af Amphions
gamle Kæmpegrav.
Men Kadmos' Folk var lejret foran Murene, |
|||||
| Og bag ved dem laa Ligene,
som Kampen gjaldt.
Saa stod mod Hestfolk ogsaa Hestfolk rustede, Og imod Firspandsvognene der Vogne stod. Thesevs' Herold for Alle nu til Orde tog; Giv Lyd, I Stridsmænd; hør i Ro, du kadmos' Hær, |
|||||
| Paa mine Ord; vi komme
eftger hine Lig;
Dem ønske vi at jorde, som al Hellas' Lov Det byder; at udæse Blod er ej vor Agt. Herpaa lod kreon sin Herold ej give Svar, Men sad i Vaaben stille. Først paa Kampen nu |
|||||
| Begyndte de, som vogted
Firspandsvognene.
Med dem de kjørte gjennem Fjendens Rækker ind Og stedte frem Vognstriderne til Vaabendyst; De brugte Spær i Kamp nu; men Karmstyrerne Til Bistand vendte Folerne mod dem igjen. |
|||||
| Da Phorbas, som var
Høvedsmand for Gangerne
I Erechtidehæren, og de Mænd, som stod For Kadmos' Rytterskare, nu Vognvrimlen saá, De ypped Kamp, og Sejren gik dem til og fra. Det saá jeg, har ej hørt det blot, thi jeg stod nær, |
|||||
| Hvor Vognene og deres
Stridsmænd kæmpede;
Men ikke véd jeg, hvad af al den Jammer der Jeg først skal nævne, Støvet som mod Himlen højt I tætte Skyer hvirvled, eller Mændene, Som, hildede i Tømmens Liner, op og ned |
|||||
| Man slæbes saá,
og Strømmene af røden Blod,
Mens Nogle faldt, og Andre fra den brudte karm Paa Hovedet til Jorden maatte tumle ned Og under Vognens Stumper ende deres Liv. Men da nu Kreon udi Hestkamp sejre saá |
|||||
| Athenens Hær,
han stævned frem med Vidjeskjold
I Haand, før end hans Stridsmænd havde Modet tabt; Og heller ikke Thesevs sig forraske lod, Men greb sit blanke Værge flux og stormed frem; |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.101 |
|
|