Euripides: Iphigeneia i Aulis
||<<
<<
[1043-
 1316]
>>
>>|||
.
CHORET.
Strophe.
Hvor herligt det Bryllupsqvad dog lød 
Til Toner af Libyske Rør
1045 Og den dandsoplivende Cithars Klang 
Ledsaget af lystig Skalmeie, 
Da til Gudernes Gilde paa Pelions Bjerg 
Pieriderne kom, og de haarfagre Møer 
Let dandsende trykked i Muld
1050 Et Spor af de gyldne Sandaler, 
Kong Peleus' Bryllup at feire, 
Mens til Priis for Thetis og Aiakos' Søn
De Sang paa Kentaurernes Fjeld, 
Saa det skingred i Pelions Skove.
1055 Og Nektarens liflige Saft 
Blev skjenket i gylden Pokal 
Af Dardanos' deilige Søn, 
Den Phrygiske Dreng Ganymed, 
Hvem Zeus udkaared til Yndling.
1060 Og rundtomkring paa det skinnende Sand 
Ved Søsterens Bryllup sig svang 
Halvhundrede Møer i Dands, 
Havoldingen Nereus' Døttre. 

Modstrophe.
Med Graner i Hand og Urter om Haar
1065 En Hestopdrættende Sværm 
Af Kentaurerslægten til Festen kom 
At qvæges ved Bacchos' Pokaler. 
Og nu sang de Thessaliske Møer et Qvad, 
Som den Seer Apollon istemmede lydt
1070 Med Cheiron, den herlige Skjald: 
Du Nereus' Datter ! et Lys, 
Et straalende Lys skal du føde; 
Myrmidonernes Kæmper med Landser og Skjold 
Skal han føre til Priamos' Land,
1075 Og forstyrre hans herlige Rige, 
Iført en Rustning af Guld, 
Som Hephaistos ham smedder med Kunst, 
Og den skal til Gave han faae 
Af Thetis, Gudinden som bar
1080 En saa lykkelig Søn til Verden. 
Saa stolt et Gilde lod Guderne staae 
Den Dag, da Aiakos' Søn 
Med Thetis sit Bryllup holdt, 
Den første blandt Nereus' Døttre. 

Eftersang.
1085 Men du, mit Barn ! dit lokkede Haar 
Vil Argeierne smykke med Krands 
Liig Qvien, som end uavet af Aag 
Vildfarende kommer fra Klippernes Kløft 
Med dit Blod vil de farve din Hals,
1090 De vil Menneskeblod udøse; 
Du voxte dog ei blandt Hyrder op 
Ved Fløiters og Pibers Lyd, 
Men i Moders Huus som vordende Brud 
For en Helt af Inachos' Stamme.
1095 Hvad Kraft har Undseelsens Blik ? 
Hvad formaaer den hellige Dyd, 
Naar Ugudeligheden har Magt, 
Og Dyden maa flygte fra Jord 
Forskudt af Menneskens Børn,
1100 Og Lov kuldkastes af Lovløshed, 
Og Faren er fælleds for Meneskens Slægt. 
At Gudernes Hevn vil komme ? 

KLYTAIMNESTRA   (træder ind).
Af Teltet treen jeg for at finde min Gemal; 
En Stund er alt forløben siden bort han gik;
1105 Derinde sidder mit ulykkelige Barn 
Og jamrer sig og hulker lydt, da hun erfoer, 
Til hvilken Død hun af sin Fader er bestemt. 
Dog der er han, jeg nævnte nys; der nærmer sig 
Den Agamemnon, der om føie Tid vil staae
1110 Som ryggesløs Forbryder mod sit eget Barn. 

AGAMEMNON.
Min Hustrue ! godt at jeg dig udenfor mit Telt
I Eenrum træffer, thi jeg har et Ord at sige dig, 
Som ei sig egner til at høres af en Brud. 

KLYTAIMNESTRA.
Hvi griber du saa ivrig Øieblikket nu ? 

AGAMEMNON.
1115 Tillad din Datter med sin Fader bort at gaae ! 
Hist Alting staaer tilbørlig ordnet, Tvætningsvand 
Og Offermeel at strøe paa Baalets Luttringsild, 
Og Qvierne, hvis sorte Blod for Artemis 
Skal sprudle høit, før Bryllupsfesten feires kan. 

KLYTAIMNESTRA.
1120 Din Tale lyder saare smukt, men ei jeg veed, 
Hvordan din Gjerning rigtig jeg benævne skal. 
Kom ud, min Datter ! hvad din Fader har bestemt, 
Er dig bekjendt, og tag Orest din Broder med, 
Indhyl ham i dit Klædemon og bring ham hid !
1125 See ! der hun staaer beredt at lyde dine Bud; 
For mig og hende har jeg dog et Ord endnu. 

AGAMEMNON.
Hvi græder du ? hvor et dit Smiil ? hvi stirrer du 
Mod Jord, og holder Sløret op for Øinene ? 

KLYTAIMNESTRA.
Ak !
1130 Hvad Qval af mine mange skal jeg nævne først ? 
Begynde kan jeg overalt hvor selv jeg vil, 
Den første som den sidste ramte lige haardt. 

AGAMEMNON.
Hvad er dog det ? hvi gjør I fælleds Sag mod mig 
Med rædselsfulde Miner og forvirret Blik ? 

KLYTAIMNESTRA.
1135 Vil du oprigtig paa et Spørgsmaal svare mig ? 

AGAMEMNON.
Opfordringen er overflødig; spørg du kun ! 

KLYTAIMNESTRA.
Siig, er det sandt, at du vor Datter offre vil ? 

AGAMEMNON.
Ak ! 
Hvad Uheldsrøst ! du ahner hvad du ikke bør. 

KLYTAIMNESTRA.
1140 Vær rolig ! 
Besvar mig først det Spørgsmaal, jeg dig gjorde nys. 

AGAMEMNON.
Spørg sømmeligt, da skal jeg svare sømmeligt. 

KLYTAIMNESTRA.
Mit Ord er sømmeligt, svar du paa samme Viis ! 

AGAMEMNON.
Hvem har jeg krænket ? 

KLYTAIMNESTRA.
                     Kan du spørge mig derom ? 
1145 Den Snildhed, du vil bruge her, er ikke snild. 

AGAMEMNON.
O Skjebne ! høie Guddom ! o min onde Aand !

KLYTAIMNESTRA.
Og min og Pigens, lige haard mod alle Tre ! 

AGAMEMNON.
Jeg er forloren ! Hemmeligheden er forraadt. 

KLYTAIMNESTRA.
Ret godt jeg veed, hvad Jammer du mig tiltænkt har,
1150 Din Taushed selv og dine mange Suk har alt 
Dig noksom røbet, bryd dig ei med flere Ord ! 

AGAMEMNON.
Ja tie vil jeg, lad mig ei ved usel Løgn 
Ulykkens Maal forøge med en skamløs Færd ! 

KLYTAIMNESTRA.
Saa hør mig da ! thi reentud nu jeg tale vil,
1155 Og ikke længer i forblommet Gaadesprog. 
Først altsaa, for at nævne hvad du først forbrød, 
Med Vold og mod min Villie fik du mig til Viv, 
Da Tantalos min første Mand du havde dræbt, 
Og revet fra mit Moderbryst den spæde Glut,
1160 Og knuust det lille Hoved mod den haarde Jord. 
Da derpaa mine Brødre, Tvillingbørn af Zeus, 
Drog ud paa stolte Gangere til Kamp mod dig, 
Da frelste dig min gamle Fader Tyndareus, 
Da bønlig du ham knæfaldt, og jeg blev din Viv.
1165 Fra den Tid af forsonet, nægt det om du kan, 
Jeg dig og dine var en Viv ulastelig, 
Min Ægteseng var reen og kydsk, og Husets Vel 
Jeg fremmed; derfor var du glad, naar hjem du kom, 
Og ude blev af Alle lykkelig du priist.
1170 En sjelden Fangst er slig en Hustrue for en Mand, 
Thi onde Qvinder er just ingen Sjeldenhed. 
Tre Døttre jeg dig skjenket har og denne Søn, 
Og een af dem vil grusomt du berøve mig. 
Naar man da spørger, hvi hun miste skal sit Liv, 
1175 Hvad vil du svare ? skal jeg give Svar for dig ? 
At skaffe Menelaos Helena igjen. 
Hvor skjønt, at Børn undgjelde for en Bolerske ! 
Saa kjøbe vi jo Afskum for vor bedste Skat. 
Siig, naar du mig forlader og i Krigen gaaer,
1180 Og bliver længe borte, hvordan troer du da, 
At jeg tilmode være vil i al den Tid, 
Naar Stolene jeg tomme seer, hvor før hun sad, 
Og Jomfrukamret øde, og med Grad paa Kind 
Jeg ene sidder og bestandig jamrer saa:
1185 Mit Barn ! din Fader, som dig avled, har dig dræbt, 
Ei nogen Anden ! nei ! han selv med egen Haand, 
En saadan Tak han efterlod sit Huus til Løn. 
Forsand et ringe Paaskud gjordes kun behov, 
At jeg og mine Døttre, som du levner mig,
1190 Dig gav en Velkomst, som du havde den fortjent. 
Ved alle Guder ! tving mig ei til syndig Færd 
Mod dig, og du forsynd dig heller ei mod os ! 
Nu vel ! 
Dit Barn du offrer; hvilke Bønner gjør du da ?
1195 Hvad Held tør Barnemorder bede Guder om ? 
En haanlig Hjemfart, da med Skjændsel bort han drog. 
Saa bør vel jeg anraabe dem om Held for dig ? 
Nei ! viste jeg en Morder venligt Sindelag, 
Da vilde jeg jo nægte Guderne Forstand.
1200 Ved Hjemkomst vil du falde dine Børn om Hals ? 
Det kan du ei; hvem af dem skjenked dig et Blik, 
Naar du forsætlig deres Søster havde dræbt ? 
Har dette du betænkt ? hvad eller skal du blot 
Med Staven gaae og føre Hæren an i Krig,
1205 Da billig du til Folket kunde tale saa: 
Mænd af Achaia ! vil I gaae til Phrygers Land, 
Saa kaster Lod, hvis Datter miste skal sit Liv. 
Det var i al Fald lige Skjel, men ei at du 
Dit Barn til Offer byder for Achaias Folk.
1210 Lad Menelaos give Hermione hen 
For Moderen, ham ligger Sagen nærmere; 
Dog nu din kydske Hustrue miste skal sit Barn, 
Mens Bolersken, naar hun til Sparta kommer hjem, 
Sin frelste Datter henrykt trykke skal i Favn.
1215 Besvar mig disse Spørgsmaal, hvis jeg talte vrangt, 
Men har jeg Ret, saa drag ei Dolken mod vort Barn, 
Dit Barn som mit, men handl' som en besindig Mand ! 

CHORET.
Giv efter ! frels din Datter, det er ædel Daad, 
Derfor skal Ingen, Agamemnon ! laste dig. 

IPHIGENEIA.
1220 Min Fader ! o besad jeg Oprpheus' Tryllerøst, 
Ved Sang at lokke Klipper til at følge mig, 
Og ved min Tale smelte hvem jeg vilde selv, 
Da tyede jeg til denne Hjelp; men al min Kunst 
Er Taarer kun; dem vil, dem kan jeg offre dig.
1225 Istedenfor en Oliegreen, om dine Knæe 
Jeg snoer mig selv, hvem denne Qvinde dig har født. 
Dræb ei dit Barn i Ungdom ! Lyset er saa sødt 
At skue, skaan mit Øie for Mulmet under Jord. 
Jeg var den Første, som har Fader til dig sagt,
1230 Den Første, du har Datter kaldt, det første Barn, 
Du tog paa Skjød og kyssed, naar jeg klapped dig. 
Da sagde du saa ofte: Skal engang, mit Barn, 
Jeg see dig i en Husbonds lykkelige Hjem, 
Din Herkomst værdig, midt i Fryd og Herlighed ?
1235 Og jeg dig svared, mens jeg klynget til din Hals 
Din Hage knuged, som min Haand berører nu: 
Men jeg ? skal jeg med Tiden, naar dit Haar er graat, 
Herberge dig, min Fader ! kjærlig i mit Huus 
Til Løn for al din Omhu, du har viist dit Barn ?
1240 Alt hvad vi dengang talte, mindes jeg saa godt, 
Men du har glemt det, Fader ! og vil dræbe mig. 
Og nei ! ved Pelops ! ved din Fader Atreus, nei ! 
Og ved min Moder, som med Smerter fødte mig, 
Og nu paany skal lide Smerter for sit Barn !
1245 Hvad angaaer Helenas' og Paris' Elskov mig ? 
Hvi maa jeg døe, fordi til Sparta Paris kom ? 
O see paa mig ! skjenk mig et Blik ! giv mig et Kys, 
At dette Minde jeg dog have kan om dig 
I Dødens Stund, hvis ei min Bøn bevæger dig.
1250 Kom Broder ! selv om lidet kun du hjelpe kan, 
Dog græde kan du; lad da Taaren være Bøn 
Til Fader, at han skaaner Søster ! selv hos Børn 
Medfølelse man spore kan for Andres Sorg; 
O Fader ! see ! den stumme Glut bønfalder dig.
1255 Saa lad dig da formilde, skaan din Datters Liv ! 
To Væsner, som du elsker høit, besværge dig, 
Han kun et lille Barn, jeg alt en voxen Møe. 
Ja ! lad mig Alt omfatte med et enkelt Ord: 
Det Sødeste for Mennesket er Livsens Lys,
1260 Hist under Jord er Intet; Vanvid kun har Lyst 
At døe; langt heller Jammersliv end Hædersdød. 

CHORET.
Ulykkers Ophav, Helena ! din Elskovsfærd 
Har bragt Atreiderne til Kamp mod deres Børn. 

AGAMEMNON.
Jeg veed som kjærlig Fader, hvor Medlidenhed
1265 Er mulig, ellers var jeg en afsindig Mand. 
Jeg gruer for et saadant Skridt, men vægre mig 
Er ogsaa grusomt, Sagen maa nødvendig skee. 
I see de mange Snekker og den store Hær, 
I see de mange Drotter, klædt' i blanken Malm;
1270 Af dem kan ei en Eneste til Ilion gaae, 
Og aldrig kan vi styrte Troias stolte Borg, 
Med mindre jeg dig offrer som mig Kalchas bød. 
En heftig Attraae raser blandt Achaias Mænd, 
I største Fart at seile til Barbarers Land,
1275 Og sikkre Hellas' Qvinder for at ranes bort. 
Ja ! trodser jeg Gudindens Bud, da myrde snart 
De mine Børn i Argos, Eder og mig selv. 
Ei handler jeg som Menelaos' Træl, mit Barn ! 
Ei er det ham jeg føier; for mit Fædreland
1280 Jeg offrer dig, saa byder Pligten mig, og ei 
Der spørges om min Villie, Hellas gaaer for Alt, 
Og Hellas maa befries, saavidt det staaer til dig, 
Mit Barn, og mig; Hellenerne sig sikkre bør, 
At ei Barbarer rane deres Qvinder bort. 
(gaaer.) 


KLYTAIMNESTRA.
1285 O fremmede Qvinder ! o Barn ! 
Jeg Arme, som miste dig skal ! 
Din Fader os flyer og fordrer din Død. 

IPHIGENEIA.
O Moder ! Moder ! vor Sorg er eens, 
Og jeg maa jamre som du;
1290 Ei Lyset jeg meer, 
Ei den straalende Sol skal jeg skue. 
O vee ! o vee ! 
Sneedækkede Skov i Phrygiens Land, 
Og Idas Bjerge, hvor Priamos selv
1295 Udsatte sit Barn Alexandros som spæd, 
Og rev fra Moderens Bryst ham bort, 
At han der maatte døe; derfor man ham gav 
I Troia det Navn Idaios. 
Gid Faderen aldrig sin Søn,
1300 Der fostredes op 
Til en Hyrde ved Oxernes Hjord, 
Didhen havde bragt, hvor det klareste Vand 
Udspringer fra Nymphernes Kilder, 
Og hvor Blomsterne staae paa grønnende Eng,
1305 Gudinder til Lyst, Hyacinther og Roser. 
Der Pallas i fordums Tid 
Og Kypris den listige Viv 
Kom sammen med Here 
Og Hermes, Kronions Bud.
1310 Af sin Landse var Pallas stolt, 
Og Kypris af Elskovs smægtende Lyst, 
Og Here sig brystede stolt 
Som Zeus's ærværdige Dronning. 
Der fældtes i Skjønhedsstriden den Dom,
1315 Som bringer Hellenerne Hæder og Rye, 
Men mig, I Qvinder ! mig bringer den Døden. 
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||