Euripides: Iphigeneia i Tauroi

Euripides: Iphigeneia i Tauroi

\|\|<<	<<	[1203-	1469]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Strophe.* Af glimrende Byrd er Letos Søn Apol med det gyldene Haar,
1205	Som paa Delos til Citharen Sang I de frugtvelsignede Dale, Og af glimende Byrd er ogsaa den Møe, Som er stolt af sit rammende Piilskud. Ham førte hans Moder som Barn
1210	Fra den fjeldrige Øe, fra den skyllende Bæk, Fra det herlige Sted, hvor han fødtes, Til Toppen af Bjerget Parnas, Som skingred af Jubel til Ære for Bacchos, Hvor den spraglede Drage med Øine saa røde som Blod,
1215	Et Utyske født af Jordens Skjød, Indhyllet i Laurens beskyggende Løv, Bevogtede Jordens Orakel. Men som Barn endnu kun en Glut, Der hopped paa Moderens Arm,
1220	Du dræbte den, Phoibos Apol ! Og vandt det hellige Sandsagnssted, Hvor du sidder paa Trefod af Guld, Paa en Throne, som kjender ei Svig, Og Spaadom uddeler til Menneskens Børn
1225	Fra den helligste Vraae, Ei langt fra den klare Kastales Væld I Middelpunktet af Jorden. *Modstrophe.* Men da nu med Magt efter vunden Seir Apol havde Themis fortrængt,
1230	Hiint Barn af den nærende Jord, Fra det hellige Sandsagnssæde, Da frembragte Jorden de natlige Syn, Som gjennem de Sovendes Drømme Forkyndte for Menneskens Børn
1235	Hvad er eller var, eller vorder engang. Naar i dæmrende Grotter de slumre; Og derved hun røved Apol Hans Sandsigerrye, for at hevne sin Datter. Men paastand til Olymp han sig svang, og sin barnlige Haand
1240	Mod Faderens Throne han strakte med Bøn, At den harmfulde Jord og de natlige Syn Fra det Pythiske Huus maatte fjernes; Og da smilede Zeus, at et Barn Om saa glimrende Hæder ham bad,
1245	Dog rysted han Hovedets Haar, Og standsed de natlige Varselssyn; Fra Menneskens Slægter paa Jord Han Drømmebebudelsen tog, Og Hæder han skjenked Apollon igjen,
1250	Og i Menneskers Bryst Nedlagde han Lid til hans Spaadomssang, Naar de trindt omstimle hans Throne. ET BUD (træder ind). I Tempelvogtersker og Altertjenere ! Fortæller mig, hvor Thoas Landets Drot gik hen !
1255	Oplader Helligdommens stærke Dør paastand, Og kalder mig Beherskeren af Templet ud ! CHORET. Hvad er det ? skal jeg ellers svare paa dit Bud. BUDET. De to Hellenske Fanger har sig sneget bort, Og Agamemnons Datter ved sin List dem hjalp;
1260	Nu flygte de fra Landet og i Skibets Rum De tog Gudindens Billedstøtte med sig bort. CHORET. Utrolig lyder din Fortælling; Landets Drot, Om hvem du spørger, iled nys af Templet ud. BUDET. Hvorhen ? thi han maa høre strax hvad der er skeet.
1265	Vi veed det ikke; derfor skynd dig ! efter ham ! Og søg ham op, at du dit Budskab melde kan ! BUDET. Der seer I nu hvor lidet man kan Qvindfolk troe; I har vel selv havt Hænder med i denne Sag. CHORET. Est du fra Sands ? hvad kommer deres Flugt os ved ?
1270	Hvi skynder du dig ikke hen til Kongens Port ? BUDET. Ei førend man udtrykkelig erklærer mig, Om Landets Hersker er i Templet eller ei. Holla ! I Folk derinde ! skyder Slaae fra Dør, Og siger Kongen, at en Mand herude staaer,
1275	Som nye Gjenvordigheder har at melde ham. THOAS (kommer ud af Templet). Hvo raaber ved Gudindens Tempel her saa høit, Og buldrer stærkt paa Døren og forfærder os ? BUDET. De Qvinder vilde bort mig jage med den Løgn, At du var ei i Templet, og du var der dog. THOAS.
1280	Hvad Gavn og Fordeel kunde de vel havt deraf ? BUDET. Ret strax om dem ! hør først en Sag, som nærmere Dig angaaer. Pigen, som ved Altret tjente her, Iphigeneia med de tvende Fremmede Er rømt af Landet, og Gudindens Billed har
1285	Hun taget med sig; Renselsen var kun Bedrag. THOAS. Hvad siger du ? af hvilken Aand var hun besat ? BUDET. Orest hun vilde frelse; det forbauser dig. THOAS. Hvem ? han, hvis Moder Datter er af Tyndareus ? BUDET. Og som til Offer udseet var af Artemis. THOAS.
1290	O Under ! meer end Under ! Ordet er for svagt. BUDET. Henvend ei Tanken nu til Sligt, men hør mig, Drot ! At du bekjendt med Sagen overveie kan, Hvordan vi bedst indhente skal de Flygtede. THOAS. Vel talt ! fortæl da ! deres Reises Maal er ei
1295	Saa nær herved, at de mit Spyd undvige kan. BUDET. Saasnart vi vare komne ned til Havets Bred, Hvor lønligen Orestes' Skib for Anker laae, Da vinked Agamemnons Datter strax til os, Som paa dit Bud i Lænker førte Fangerne,
1300	Langt bort at gaae, thi tændes skulde hellig Ild I Løndom til den Renselse, hun havde for. Selv greb hun nu de Fangnes Lænker med sin Haand, Og vandred foran; dette var mistænkeligt, Dog dine Svende maatte finde sig deri.
1305	Omsider, for at synes ivrig sysselsat, Hun i Barbarers Tungemaal med vilde Hyl Sang Trylleqvad, som om hun rensed blodig Synd. Da længe der vi havde siddet, paakom os Den Frygt, at Fangerne sig skulde rive løs
1310	Af Lænken, dræbe hende selv og løbe bort. Saa sad vi, bange for at see forbudne Ting, Og taug; omsider alle Mand det Indfald fik At træde hen til Stedet, skjøndt det var forbudt. Der blev paastand vi et Hellenisk Fartøi vaer;
1315	Halvhundred Sømænd sad paa Toft med Haanden fast Om Aarens Greb, og lænkefrie paa Kysten stod De to Hellener bagved Skibets Agterspeil. Forstavnen standsed man med Stager, Ankret her Man surred fast om Bommen, og med ivrig Haand
1320	Man Stiger knytted hist af Bagstavnslinerne, Og kasted dem i Havet til de Fremmede. Nu gjaldt der ingen Skaansel, da vi klarlig saae Det listige Forræderie; Præstinden strax Vi greb, tog fat i Linerne, og søgte saa
1325	Med Magt at rive Skibets Roer af Gabet ud. Da raabte vi: hvad Ret har I fra dette Land At rane Gudebilleder og Offermøer ? Hvis Søn er du, at Qvinden der du smugler bort ? Viid, svared Een, at jeg er Agamemnons Søn
1330	Orestes, Pigens Broder; hjem jeg fører nu Min tabte Søster, som i dette Land jeg fandt. Dog vi blev ved, at holde Pigen ligefuldt, Og vilde føre hende hjem til dig med Magt. Nu faldt der frygtelige Slag paa Mund og Kind,
1335	Da Ingen af dem havde Sværd og Spyd ved Haand, Saalidt som vi; men Næverne de brugte skrapt, Og mange Spark de to Hellenske Ynglinger I Sider og i Ribbeen os desuden gav, Saa vore Lemmer matte blev ved denne Dyst,
1340	Og stemplede med skrækkelige Tegn og Præg Vi flygted op paa Bakken; En randt Blodet ud Af Hovedet, en Anden ud af Øinene. Da op vi kom paa Høien, kunde sikkrere Vi med dem slaaes, og Steen paa Steen vi kasted ned,
1345	Men frem paa Agterstavnen Bueskytter stod, Som os med deres Pile langt tilbage drev. Da nu en heftig Søgang kasted Skibet ind Mod Land, og haardt det holdt at bjerge det for Sænk, Da tog Orestes paa sin venstre Skulder flux
1350	Sin Søster, gik i Havets Bølger ud, sprang rask Ad Stigen op, og førte hende trygt ombord Med samt Gudindens Billed, som fra Himlen faldt. Da lød en Stemme midtskibsfra, som raabte lydt: I Sømænd paa Hellenersnekken ! raske Tag
1355	Med Aaren nu, saa Bølgen bruser hvid af Skum ! Vi har den Skat, for hvilken til Euxinos' Sund Vor Kaas vi styred gjennem Symplegaderne. Da brølte de med Fryderaab, og sloge rask De salte Vover; ud af Bugten strygende
1360	Det gik, men da de styred gjennem Mundingen, Brød Bølgen løs mod Skibet og forslog dets Fart, Thi pludselig et heftigt Vindstød styrted ned Mod Aarerne, der Skibet drev som Vinger frem, Og slængte det tilbage; kraftig holdt de Stand
1365	Og stred mod Bølgens Vælde, men mod Land igjen Den stærke Brænding Skibet drev; da reiste sig Kong Agamemnons Datter og bad: o Artemis ! O frels mig hjem til Hellas fra Barbarers Land, Og tilgiv din Præstinde, at hun øved Svig.
1370	Du Himmelske ! du elsker selv din Broder høit, Mig er min Broder, troe mig ! ogsaa dyrebar. Og strax istemmed alle Mand en hellig Sang Til hendes Bøn, og roede deres Aarer flinkt I Takt med Arme blottede til Skuldren op.
1375	Dog meer og meer drev Skibet ind mod Klippens Steen, Og nogle Søfolk styrted sig i Havet ud, Mens Andre kasted snoede Liner overbord. Da blev jeg ufortøvet sendt med Budskab hid At melde dig, men Konge ! hvad der hist var skeet.
1380	Saa skynd dig da med Lænker og med Reeb derud, Thi naar ei Storm og Bølge lægge sig imens, Da er der ingen Redning for de Fremmede. Den mægtige Poseidon, Havets stolte Drot, Er Troia huld, men hader Pelopiderne,
1385	Og nu i din og Folkets Haand, som billigt er, Vil vist han overgive Agamemnons Søn Og Datter, som sin Offerdød i Aulis hist Forglemte, og uskjønsom sin Gudinde sveg. CHORET. Iphigeneia ! med din Broder maa du døe,
1390	Du Arme ! falder du igjen i Kongens Vold. THOAS. I Borgere tilhobe her i dette Land ! Afsted ! hvi lægger I ei Bidsel flux paa Hest Og iler ned til Havets Kyst, det strandede Hellenske Skib at tage ? vil I ei afsted
1395	Og fange de Forvorpne med Gudindens Hjelp ? I andre ! trækker lette Joller ud i Søe, At vi med Hest paa Landjord eller Baad paa Vand Kan fange dem og styrte dem ad Fjeldaas ned, Hvad eller nagle deres Kroppe til en Pæl.
1400	Men Qvinder ! I, hvem denne Svig var velbekjendt, Jeg Eder siden, naar jeg bedre Stunder faaer, Skal tugte som I har fortjent, nu har jeg travlt Med denne Sag, og kan ei rolig blive her. ATHENE (aabenbarer sig). Hvorhen, Kong Thoas ! farer mod de Flygtende
1405	Du hidsig frem ? jeg er Athene, hør min Røst ! Forfølg dem ei, men stands din Krigshærs vilde Strøm ! Hid kom Orest tilskyndet af Apollons Bud Som Flygtning, af Erinnyernes Harm forfulgt, At føre Søsteren igjen til Argos hjem,
1410	Og bringe hiint Gudindebilled til Athen Til Lindring i de Smerter, han har hidtil liidt. Saa er min Villie; men Orestes, hvem til Fangst Du venter dig ved oprørt Strand, og dræbe vil, For ham har alt Poseidon jevnet Havets Ryg
1415	I Gunst af mig, at let hans Skib henglide kan. Men du, Orestes ! mærk dig min Befaling vel, Du hører jo Gudindens Røst, skjøndt fjernt herfra: Drag med din Søster og det hellige Billed bort, Men naar du kommer til Athens gudbygte Stad,
1420	Da ligger der i Attika paa Grændserne Ei langt fra Klippen, hvor Karystos rager frem, Et helligt Sted, som Halai kaldes af mit Folk, Byg der et Tempel, opstil Billedet deri ! Benævn det efter Taurien og al den Qval,
1425	Som paa din Vandring gjennem Hellas du har liidt For Eumeniders Harme. Der skal Artemis Som Tauriens Gudinde hyldes af mit Folk; Og giv den Lov, at hvergang en Erstatningsfest Man feirer for dit frelste Liv, da skal med Sværd
1430	En Mand i Halsen ridses, saa der flyder Blod For Artemis og skyldigt Vederlag hun faaer. Men du, Iphigeneia ! skal paa Braurons Høi Som Templets Nøglebærer tjene Artemis, Og der skal ogsaa du begraves, naar du døer,
1435	Og fine Høitidsklæder skal man offre dig, Dem Qvinder efterlod sig, som i Fødselsvee Gav Aanden op. - Men disse Qvinder her, Orest ! Som Venlighed dig viste, skal du føre hjem Til Hellas, det befaler jeg, som felste dig,
1440	Da du for Ares' Domstol stod, og Stemmerne Var lige; og i Fremtid gjelde skal den Lov, At lige Stemmer give vunden Sag paa Thing. Saa før da nu din Søster, Agamemnons Søn ! Til Argos hjem, og du, Kong Thoas ! tving din Harm ! THOAS.
1445	Pallas Athene ! hvo som hører Guders Ord, Og ei adlyder, han har mistet sin Forstand. Endskjøndt Orest Gudindens Billed fører bort, Paa ham og paa hans Søster jeg dog vredes ei, Kamp mod de stærke Guder bringer aldrig Roes.
1450	Saa lad dem drage til dit Land med billedet, Og efter heldig Reise der opstille det ! Som du mig bød skal ogsaa disse Qvinder her Jeg til det lykkelige Hellas sende hjem; Mit Spyd skal sænkes, som jeg løfted alt til Kamp,
1455	Og mine Skibe hvile, thi din Villie Skee ! ATHENE. Godt ! dig saavelsom Guder tvinger Skjebnens Magt ! Nu blæser, Vinde ! fører Agamemnons Søn Trygt til Athen, og selv jeg ham ledsage vil, Min høie Søsters Billed jeg beskjerme maa. CHORET.
1460	Saa reiser med Held, I Lykkens Børn ! Som frelstes af truende Fare ! Men Pallas Athene ! du høie Møe, Som af Guder og Mennesker prises ! Udføre vi skal hvad du byder,
1465	Thi høist uventet og glædelig lød Din frelsende Røst for vort Øre. Ophøiede Seiersgudinde ! beskjerm Huldsalig mit Liv, Og hør ei op, mig at krandse !
					.
o O o
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|