Euripides: Iphigeneia i Tauroi
 ||<<
<<
[1-
 384]
>>
>>|||
.
IPHIGENEIA.
Med raske Heste Pelops, Søn af Tantalos, 
Til Pisa kom, og ægted Oinomaos' Barn, 
Som Moder blev til Atreus; dennes Sønner var 
Menelaos og Agamemnon, som til Viv
5 En Datter tog af Tyndareus, og deres Barn 
Er jeg Iphigeneia, som , hvor Bølgen blaae 
Hist ved Euripos ruller høit for jevnlig Vind, 
Blev af min Fader offret, som han troede selv, 
For Helena til Artemis ved Aulis' Bugt.
10 Thi der befoel Kong Agamemnon Hellas' Mænd 
Med deres tusind Skibe samle sig til Tog, 
Achaias Folk at vinde Seirens stolte Krands 
I Troias Land, og skaffe Menelaos Hevn, 
Hvis Ægteseng var krænket ved hans Hustrues Ran.
15 Dog da det faldt i rædsomt Havblik, gik han hen 
Til Offerilden, og til Svar ham Kalchas gav: 
Kong Agamemnon ! Overdrot for Hellas' Hær ! 
Ei noget Skib af Flaaden stævne skal fra Land, 
Før du dit Barn Iphigeneia offret har
20 Til Artemis; du fordum selv den skjønneste 
Af Aarets Frugter Lysgudinden lovet har, 
Og i dit Huus har Klytaimnestra siden født 
En Datter - mig han Prisen gav for Fagerhed - 
Vel ! hende skal du offre ! - Ved Odysseus' List
25 Man fra min Moder tog mig som Achilleus' Brud, 
Til Aulis kom jeg Arme, op paa Baalet alt 
Jeg løftet blev, og Dolken blinked ved min Hals, 
Da snapped Artemis mig bort fra Hærens Mænd, 
En Hind hun dem istedet gav, og førte mig
30 Gjennem den lyse Æther hid til Taurers Land, 
Hvor en Barbar behersker et Barbarerfolk, 
Kong Thoas eller Hurtig, som han blev benævnt 
Fordi hans Fødder løbe kan med Vingers Fart, 
Han har mig til Præstinde sat i Templet her,
35 Hvor Artemis ved gamle Skikke fryder sig, 
Som høre til en Fest, der kun af Navn er skjøn. 
Af Grue for hende Meget jeg fortie vil,
Thi offre maa jeg efter Stedets gamle Skik 
Enhver Hellener, som betræder dette Land; 
40 Dog blot jeg vier Offret, Andres Pligt det blev 
I selve Helligdommen grumt at myrde dem. 
Men hvilket selsomt Drømmesyn jeg saae inat, 
Vil jeg fortælle Luften, om det lindre kan. 
Jeg drømte, jeg fra dette Land var ført igjen
45 Til Argos hjem; i Jomfrukamret laae jeg der 
Og sov, da rysted Jordens Ryg med voldsomt Stød;
Jeg flygted ud, og da jeg standsed, saae jeg brat 
Paladsets Tinder falde, og det brustne Loft 
Til Gulvet styrte fra de høie Stolper ned.
50 Een Søile kun blev levnet af min Faders Huus, 
Men fra dens Hoved bølged gule Lokker ned, 
Og menneskelig Røst den fik, saa tyktes mig. 
Da røgted jeg min Dont som Gjæstemorderske, 
Og Vand jeg over Søilen gjød som Dødsens Tegn,
55 Dog bittert græd jeg; denne Drøm jeg tyder saa: 
Død er Orest, jeg selv til Død indvied ham. 
Ved Husets Søiler man jo Sønnerne forstaaer, 
Og Alle døe, paa hvem jeg stænked helligt Vand. 
Paa Slægtninger ei heller tydes kan min Drøm,
60 Thi Strophios var barnløs, da man offred mig. 
Lad mig Orest et Dødningsoffer bringe da, 
Skjøndt han er fjern - saameget jeg dog gjøre kan - 
Med de Hellenske Qvinders Hjelp, som Landets Drot 
Har givet mig til Terner.  Hvi mon ei endnu
65 De hjem er komne ? nu vil jeg forføie mig 
Ind i min Bolig her i Templets Vaaningshuus. 

          ORESTES OG PYLADES   (træde op).

ORESTES.
Pas nøie paa, at Ingen hist paa Veien gaaer ! 

PYLADES.
Jeg speider skarpt, og kaster Øiet rundtomkring. 

ORESTES.
Troer du, vi her det rette Tempel fundet har,
70 Til hvilket vi fra Argos over Havet drog ? 

PYLADES.
Jeg troer det, og af samme Troe du være bør; 
Dog med opmærksomt Øie bør man see sig for. 

ORESTES.
Staaer Altret her, som drypper af Hellenisk Blod ? 

PYLADES.
Af Blod er Altrets Sider røde, det er vist. 

ORESTES.
75 Krigsbytte hænger under Frisen; seer du det ? 

PYLADES.
Ja, Rov fraranet Fremmede, som dræbtes her. 

ORESTES.
I hvilket Garn, o Phoibos ! har du her paany 
Ved dit Orakel hildet mig ! min Faders Død
Jeg hevned ved min Moders Drab, og skifteviis
80 Erinnyerne tumled mig omkring forviist 
Fra Land og Hjem ad mangen krum og vildsom Vei. 
Da gik jeg hen, og spurgte dig, hvordan jeg bedst 
Slap frie for Sindsforvirring og de Lidelser, 
Som paa min Vandring gjennem Hellas trykke mig !
85 Og du mig bød at drage hid til Taurien, 
Til Artemis din Søsters høie Helligdom, 
Og føre hendes Billed bort, som fordum ned 
Fra Himlen faldt til Templet efter Landets Sagn. 
Dog naar ved Snildhed eller Træf slig farlig Daad
90 Var heldig endt, da skulde til Athenes Stad 
Jeg det forære; meer kundgjorde du mig ei, 
Dog lindres skulde derved mine Lidelser. 
Dig Raad jeg fulgte, og nu jeg til et ukjendt Land 
Kom hen, hvor Gjæsteretten krænkes.  Siig mig da,
95 Min Pylades ! som ærlig deelte min Besvær, 
Hvad skal vi gjøre ? mægtig høi er Templets Muur, 
Det seer du selv; skal Veien op ad Trappens Trin 
Vi heller prøve ?  dog hvordan erfare vi, 
Selv om den stærke Malmslaae lod sig brække løs,
100 Hvad ei vi veed ?  og enten man saa griber os 
Ved Indbrud, eller naar vi Døren aabnet har, 
Saa er vi dødsens.  Vel da ! før man myrder os, 
Lad os paa Skibet rømme, som har bragt os hid ! 

PYLADES.
Ulidelig er Rømning, heller ei vor Skik.
105 Ei bør vi svigte Gudens Bud som feige Mænd, 
Dog bort vi bør fra Templet gaae, og søge Skjul 
I Hulerne, som Havet stænker med sit Skum, 
Fra Skibet fjernt, at Ingen, som vort Fartøi seer, 
Skal melde det til Kongen, som da griber os.
110 Men naar med skummelt Aasyn Natten skrider frem, 
Da maa Gudindens blanke Marmorbilled kjækt 
Du rane bort, og vove hvad der voves kan. 
See til, om ind du krybe kan ad Aabningen 
Ved Søilernes Triglypher; tapper Mand er Ven
115 Af Farer, Krysteren en Usling overalt. 
Har ei vi langveis roet vort Skib, 
Skal vi da vende hjem igjen ved Reisens Maal ? 

ORESTES. 
Vel talt forsand ! dit Raad skal følges.  Lad os nu 
Et Sted opsøge, hvor vi trygt os skjule kan.
120 Apollons Skyld det visselig ei vorde skal, 
Hvis hans Orakelsvar slaaer feil; derfor frisk Mod ! 
Forvoven Daad ei vækker Tvivl i Ynglings Sjel. 
(De gaae.) 
CHORET.

Tier med Andagt I Folk, 
Som Euxinos' Kyster beboe
125 Ved de to samstødende Fjeldøer ! 
O Datter af Lato, 
Diktynna, som jager paa Bjerg ! 
I din Gaard ved dit Tempel 
Med prægtige Søiler og gylden Friis
130 Vi træde med hellig jomfruelig Fod 
Som din hellige Nøgleforvarerskes Terner, 
Der blev ført fra Hellas, det hestrige Land, 
Fra Borge, fra Mure, fra frodige Træer, 
Fra Europas velsignede Vang,
135 Fra det Huus, vore Fædre beboede. 
Her er vi ! hvad Nyt ? hvad har du iværk ? 
Hvi har du herhid til Templet os ført, 
Du Datter af ham, som til Troernes Borg 
Drog hen som øverste Drot
140 For prægtige Snekker og pandsrede  Mænd, 
Som i tusinde Tal begav sig paa Tog 
Med Atreus' hædrede Sønner ! 

IPHIGENEIA.
I Piger ! o vee ! 
Ustandselig rinder min Graad,
145 En jamrende Lyd uden Klang, 
En skurrende Sang er mit Raab. 
Ak ! haardt har Skjebnen mig ramt, 
Der er Sorg i mit fædrene Huus; 
Min Broder det er, hvis Død
150 Jeg begræder, saa rædsomt et Syn 
Har i Drømme jeg seet 
I den Nat, som nys er forløben. 
Ak ! Alt er forbi ! 
Mit fædrene Huus er ei meer,
155 Min Slægt udryddet af Jorden. 
O Qvaler, som Argos har bragt ! 
O du Gud, som mig røvede grumt 
Og sendte til Skyggernes Land 
Min eneste Broder, for hvem
160 Jeg til Offer af Dødningeskaal 
Nu Vand udgyder paa Jordens Ryg, 
Og Blod af Kalve, som græssed paa Fjeld, 
Og Saft af Bacchos' liflige Frugt, 
Og Honning af gule Bier beredt,
165 Det Offer, som qvæger de Døde. 
Saa ræk mig den gyldne Skaal 
Og det Offer, som Hades skal bringes ! 
Du som under Jorden boer, Agamemnons 
Søn ! til dig som en Død jeg sender dette;
170 Tag det huldt ! Ei Taarer til din Grav 
Ei mine gule Lokker bringe jeg kan, 
Bort, langt bort fra dit og fra mit 
Fædreland blev jeg ført jo, hvor man troer, 
At jeg som Offer faldt, jeg usalige Qvinde 

CHORET.
175 Med Sang jeg besvarer din Sang 
Med barbariske Toner i Asiens Maal, 
Ophøiede Jomfrue, synge jeg vil 
En klagende Sang paa Dødningefest, 
Saadan som Hades synger den selv,
180 Der ei til Paianer vil lytte. 
O vee dig ! Atreidernes Huus ! 
Udslukt er dit Kongstavlys; 
O vee ! min fædrene Hjemstavn ! 
Med hvem af de glimrende Drotter
185 I Argos begyndte det først ? 
Qval fremstyrted paa Qval, 
Da Solen paa svingende Karm
Med flyvende Heste for Vogn 
Bortvendte sit Øies straalende Glands.
190 Rask skred Ulykken frem, 
Det gyldne Lam bragte Jammer i Huus, 
Bragte Mord paa Mord, bragte Sorg paa Sorg, 
Og derfor maa nu Tantalidernes Huus 
Undgjelde for Fædrenes Skyld,
195 Og derfor den hevnende Gud 
Uden Rast eller Roe dig forfølger. 

IPHIGENEIA.
Fra Begyndelsen af var min Dæmon grum, 
Fra den Stund min Moder blev gift; 
Ja ! fra den Nat af har i Fødselens Traad
200 Mig Skjebnens Gudinder en haard 
Optugtelse spundet. 
Mig, Husets tidligste Frugt, 
Mig Ledas usalige Barn 
Min syndige Fader har født
205 Og fostret til Offer og Slagtning. 
Alt høit man priste mit Held, 
Da til Aulis' sandede Kyst 
Man mig hented paa rullende Karm 
Som Brud, ak ! som Ulykkens Brud
210 Til Sønnen af Nereus' Datter. 
Men nu som Gjæst ved gjæstløst Hav 
Et uhyggeligt Huus jeg beboer, 
Uden Mand eller Barn, uden Stad eller Ven, 
Tilforn ombeilet af Fyrster i Hellas.
215 Ei priser i Argos jeg Here med Sang, 
Ei heller ved lifligklapprende Væv 
Med Spolen jeg virker Titaners Bedrift 
Og den Attiske Pallas Athene. 
Nei ! Altret bestænker jeg grumt
220 Med Fremmedes strømmende Blod, 
Som skrige med ynkelig Røst, 
Mens ynkelig Taarerne flyde. 
Dog dette forglemmer jeg nu, 
Og jamrer for ham, som i Argos er død,
225 For min Broder, hvem der jeg forlod 
Som en spæd, end diende Glut 
I Moderens Arm ved Moderens Bryst, 
Den vordende Konning i Argos, Orestes. 

CHORET.
Men see ! hist kommer fra den havbeskylte Strand
230 En Oxehyrde, som har Nyt at melde dig. 

HYRDEN.
Du Agamemnons Datter, Klytaimnestras Barn ! 
Hør af min Mund en Nyhed, som jeg bringer dig. 

IPHIGENEIA.
Hvad styrrer os midt i vor Veemodstales Løb ? 

HYRDEN.
Nys landed ved de blaagraa Symplegaders Kyst
235 To Ynglinger, som paa en Roerbaad flygted hid, 
Et Par Slagtoffre, som Gudinden Artemis 
Vil synes om; men vil du ikke skynde dig, 
Og flux berede Vievand og Offermeel ? 

IPHIGENEIA.
Hvad Landsmænd er de Fremmede ? hvor kom de fra ? 

HYRDEN.
240 Fra Hellas er de; mere veed jeg ei om dem. 

IPHIGENEIA.
Men deres Navne ? dem har du vel ikke hørt ? 

HYRDEN.
Den Ene kaldtes af den Anden Pylades. 

IPHIGENEIA.
Men nu den anden Fremmede ? hvad Navn har han ? 

HYRDEN.
Det veed man ei, thi det har Ingen af os hørt. 

IPHIGENEIA.
245 Hvor saae I dem ? hvorledes traf og greb I dem ? 

HYRDEN.
Paa Stranden yderst ude ved det vilde Sund. 

IPHIGENEIA.
Hvad bringer Oxehyrder ned til Havets Kyst ? 

HYRDEN.
Vi gik at vaske Qvæget i det salte Vand. 

IPHIGENEIA.
Tilbage dog til Sagen ! vide gad jeg nok,
250 Hvordan I overmanded disse Fremmede. 
De komme seent; i lang Tid ei Hellenske Mænd 
Gudindens Alter farvet har med deres Blod. 

HYRDEN.
Da vi med Qvæget kom fra Græs til Havet ned, 
Som skyller voldsomt mellem Symplegaderne,
255 Hvor der en løsbrudt Klippe staaer, som Bølgens Skyl 
Har hulet ud til Lye for Purpurfiskere, 
Da var der En af Hyrderne, som Øie fik 
Paa tvende Ungersvende; strax tilbage dog 
Han vendte, men paa Tæerne han listed sig,
260 Og sagde: Seer I ? tvende Guder sidde hist. 
Iblandt os var en from gudfrygtig Mand, som knap 
Dem saae, før Hænderne han løfted op og bad: 
Palaimon ! Havgudinden Leukotheas Søn ! 
Skibsfrelser ! vær os naadig ! o beskjermer os,
265 I Zeus's Tvillingsønner ! hvis det Eder er, 
Hvad eller her vi Sønner af Gud Nereus see, 
Han som halvhundred Nereiders Fader blev. 
En anden Hyrde, ret en gudsforgaaen Gjæk, 
Loe ad hans Bøn, og sagde: det er Strandede,
270 Som søge Skjul bag Klippen, angst for Landets Skik, 
Da vel de veed, at Fremmede man slagter her. 
De Fleste fandt, han havde Ret, og alt man gik 
At fange dem til Offring efter Skik og Brug; 
Da reiste brat den ene Fremmede sig op
275 Fra Klippen, standsed, bøied Hov'det op og ned, 
Og sukked, mens hans Arme dirred stærkt af Angst, 
Og vild af Vanvid skreg han: Seer du, Pylades ! 
Der kommer hun som Jæger ! og den Anden hist, 
See ! det er Hades' Drage, som vil myrde mig,
280 Med fæle Slanger væbnet som med hvasse Spyd ! 
See ! bagved En, som Blod og Flammer spyer, og roer 
Med Vingeslag mod Klippen, i sin Favn hun bær
Min Moder, som hun over mig vil kaste ned; 
Hun myrder mig; hvor flyer jeg hen ? - Hvert Øieblik
285 Han skifted Ansigtstræk og Stilling, og hans Røst 
Bar snart som Brøl af Kalve, snart som Hundes Glam, 
Hvad man sædvanlig kalder Eumenideskrig. 
Strax krøb vi Hyrder sammen af Forfærdelse, 
Og holdt os stille, men saa drog han Sværd med Haand,
290 Foer som en Løve hidsig løs paa Kalvene, 
Og jog dem Klingens Staal i Bug og Sider ind, 
Som om han mod Erynnier derved værged sig, 
Saa Skummet flød paa Bølgen som en blodrød Blomst. 
Vi Hyrder os paa Stedet væbned alle Mand,
295 Saasnart vi saae, at Qvæget faldt for Fode ned. 
I Muslinghorn vi støde lod at sanke Folk, 
Da vi formoded, Hyrder ei sig vilde staae 
I Kamp mod disse stærke, unge Fremmede; 
Og meget talrig blev vor Flok i føie Tid.
300 Da Raseriet havde sat sig, faldt han om, 
Mens Fraaden ned ad Hagen randt; og da vi saae 
Ham falde saa beleilig, fik vi Alle travlt 
Med Kast og Skydning, men den anden Fremmede 
Udvisked Fraaden af hans Ansigt, hylled ham
305 Med Omhu i en Kappe baade tyk og stor, 
Og agted nøie paa hvert Kast, som trued ham,
Ja viste sig tilfulde som en kjærlig Ven. 
Saasnart den Faldne kom til Samling, sprang han op, 
Man da han Fiender saae som Bølger styrte frem,
310 Og mærked, hvilken Fare Begge svæved i, 
Drog han et Suk; vi Hyrder blev bestandig ved 
Med Steenkast, og fra alle Sider brød vi frem. 
Da hørte vi med Rædsel Manden raabe høit: 
Vor Død er vis, min Pylades ! lad os da døe
315 Som Helte ! træk dit Sværd af Balg og følg mig flux ! 
Saasnart vi saae dem Begge svinge Sværd til Kamp, 
Da flygted vi, og fyldte hele Fjeldets Dal, 
Men flygted Nogle, styrted Andre frem paastand 
Og kasted; naar saa disse bleve drevne bort, 
320 Da fløi et Mylr af Steen fra dem, som flygted nys. 
Utroligt er det, at af tusind Hænder ei 
En Eneste Gudindens Offre traf tilgavns; 
Med Nød tilsidst vi dem betvang, just ei ved Mod, 
Men Krinds vi slog omkring dem, og med store Steen
325 Vi Sværdet listed dem af Haand; af Træthed ned 
I Knæe til Jord de segned, og til Landets Drot 
Vi førte dem; knap saae han dem, før strax til dig 
Han sendte dem til hellig Tvæt og Offerdød. 
Beed, Jomfrue ! at der ofte slige Fremmede
330 Maae sendes dig til Offring, thi ved deres Drab 
Din Offerdød i Aulis hevnes som forskyldt, 
Og Hells kommer til at bøde for dit Blod ! 

CHORET.
Du taler meget selsomt om den Femmede, 
Som til vort gjæstefiendske Hav fra Hellas kom. 

IPHIGENEIA.
335 Godt ! gaae nu hen og bring de Fremmede herhid, 
Saa skal vi nok besørge hvad fornødent er. 
O du mit arme Hjerte ! mildt og medynksfuldt 
Du var tilforn bestandig mod de Fremmede, 
Og Taarer du for Landsmandsskabet offred dem,
340 Saa ofte Mænd fra Hellas mig i Hænder faldt; 
Men nu da Drømmens Rædsler hærdet har mit Sind, 
Nu da Orest ei frydes meer ved Solens Lys, 
Nu skal I grum mig finde, naar I lande her. 
Ja det er Alvor, Qvinder ! det fornemmer jeg,
345 Thi den Ulykkelige, som har Lykken kjendt, 
Er aldrig mod de Lykkelige venlig stemt.
Dog aldrig har en luftig Vind, udsendt af Zeus, 
Ført noget Fartøi gjennem Symplegaderne, 
Som bragte mig min Jammers Ophav Helena
350 Og Menelaos, at jeg kunde hevne mig, 
Naar dette Sted jeg til et Aulis gjorde dem, 
Hvor Hellas' Mænd med frække Hænder som en Kalv 
Mig slagted, og min Fader selv var Offerpræst. 
Ak ! aldrig kan jeg glemme hvad jeg dengang leed;
355 Hvor tit udslynged jeg min Arm at røre ved 
Min Faders Hage ! hvor klynged jeg mig til hans Knæe 
Og sagde: Fader ! til en hæslig Brudefærd 
Bestemmer du din Datter; du vil dræbe mig, 
Og alt min Moder med Argeierinderne
360 Begynder Bryllupsqvadet, og det hele Huus 
Af Fløiter skingrer mens jeg bløder for din Haand.
Ei Peleus' Søn, nei Hades selv var den Achil, 
Du loved mig til Ægtemand, da svigefuld 
Du paa din Vogn til blodigt Bryllup hented mig;
365 Og da mit Øie skjultes af det fine Slør 
Ved Afsked, tog jeg ei min Broder ømt paa Arm, 
Som nu er død, og kyssede min Søster ei 
For Bluelse, fordi jeg drog til Peleus' Borg, 
Saa tænkte jeg, men satte mine Kjærtegn op
370 Til anden Tid, naar jeg igjen til Argos kom, 
Ak ! est du død, Orestes ! hvilken Herlighed 
Forlod du, hvilke fædrene Velsignelser ! 
Gudindens Underfundighed jeg dadle maa: 
Hver Dødelig, som har med Blod besmittet sig,
375 Ja blot et Foster eller Liig berørt med Haand, 
Hun som en Ureen viser fra sit Alter bort, 
Og selv ved Menneskeoffer glæder hun sit Sind. 
Kronions Hustrue Lato har umulig født 
Sligt uforstandigt Væsen; aldrig kan jeg troe,
380 At Guderne forlysted sig, da Tantalos
Beverted dem med Kjødet af sin egen Søn. 
Her er det sikkert Folket selv, som elsker Mord, 
Men for den grumme Blodtørst faaer Gudinden Skyld; 
Ei vil jeg troe, at der er onde Guder til. 
.
||<<
<<
Wil
 ster
>>
>>|||