|
|
|
[534-
|
566] |
|
|
|
.
|
|||||
| Og Legemet til Jorden; thi vi fik det ej | |||||
| Til Eje, men til Bolig
kun for Livets Tid;
Naar det er endt, sin Moder det gjengives bør. Tror du at krænke Argos kun, nar Ligene Du jorder ej? Nej, hele Hellas' Sag det er, Naar Nogen død Mand negter, hvad der er hans Ret, |
|||||
| Og ingen Grav ham unde
vil; thi kampdjærv Mand
Vil blive fejg, naar saadan Lov man giver Magt. Til mig med stærke Truselsord du kom; men Líg, Naar de til Jorden stedes, er I rædde for? Hvad frygte I? at eders Stad de styrte skal, |
|||||
| Naar Grav de faa? at
Børn maaske i Jordens Skjød
De avle skal, af hvem I Blodhævn vente kan? Det er for sand dog taabelig Ordspilde kun, Slig daarlig Frygt for Hjærnespind at give Rum. Agt dog, I Daarer, Menneskenes onde kaar: |
|||||
| Kamp er vort Liv kun;
En faar hurtigt Lykken fat,
En Anden sent, en Tredje har alt vundet den. Stolt leger Guden med os; thi hvo Modgang har, Ham viser Ære, for at han maa Medgang faa, Og hvo som er i Velmagt stedt, ham priser højt, |
|||||
| For ej hans Gunst at
miste. Det man agte skal
Og ikke vredes over ringe Uret strax Ej heller øve Uret til sit Lands Fordærv. Hvad nu da? Giver i vor Haand de Faldnes Lig, At vi, som Fromhed hylde, dem jordfæste kan; |
|||||
| Thi ellers henter sikkert
jeg dem selv med Magt.
Ej det i Hellas rygtes skal, at mens det stod Til mig og til Pandions Stad, en hellig Lov Fra Arilds Tid at hævde, vi den bryde lod. Choret.
|
|||||
| Da skader dig al Menneskenes
Tale ej.
Herolden.
|
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.96 |
|
|