|
|
|
[466-
|
501] |
|
|
|
.
|
|||||
| Derom behold din Mening,
jeg beholder min.
Men jeg og hele Kadmos' Folk forbyder dig At tage mod Adrastos i dit Land, og om Han er i Landet, da før Solens Lys gaar ned |
|||||
| At løse Bønfaldsgrenens
fromme Tvang og ham
Af Land at drive, ej at hente Ligene Med Vold, den Stund dig Argos' Stad ej kommer ved. Hvis du mig lyder, fri for Søgang Statens Skib Du styre kan; hvis ikke, da maa du og vi |
|||||
| Samt vore Fæller
døje Kampens svare Storm.
Og vogt dig, at fortørnet over mine Ord Du ikke trodser paa dit Lands Selvstændighed Og kort og studs mig giver et hovmodigt Svar. En farlig Ting er Haabet, det har mangen Stad |
|||||
| Til Overmod bedaaret
og i Ufred bragt.
Thi naar paa Thinge om en Krig der stemmes skal, Da tænker Ingen længer paa sin egen Død, Men tror, sligt Vanheld ikkun Andre ramme vil. Stod Døden hver for Øje kun, mens der blev stemt, |
|||||
| Var af ustyrlig Kamplyst
aldrig Hellas ødt.
Og dog vi vide alle, hvad af tvende Kaar Er tjenligst, véd at skjelne mellem Godt og Ondt Og véd, hvor meget Freden bedre er end Krig. Thi Freden elsker Musers Kunst, men Sorg og Graad |
|||||
| Den hader, fordig Børnevæxt
den lystes ved
Og ynder Velstand. Men alt dette vrage dog Vi daarer, Krig vi yppe, og den Svagere Til Træl vi gjøre, Mand af Mand og Stad af Stad. Gudløse Mænd, som Døden fandt, du hjælpe vil, |
|||||
| Jordfæste dem,
som deres Hovmod ødet har?
Thi er med Rette ej Kapanevs' Legem da Fortært af Lynet, han som høje Stigetræer Til Muren Satte og vor Stad at hærge svor, Om Guderne det vilde eller vilde ej, |
|||||
| Med Rette Varselstolken
ej af Svælget slugt,
Som gabende sig aabned om hans Firspandskarm, |
|||||
|
.
|
|||||
|
|
|
Christensen
|
Schmidt.I.94 |
|
|