Euripides: Bacchantinderne

Euripides: Bacchantinderne

\|\|<<	<<	[64	-366]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Hidvandret fra Asiens Land
65	Fra Tmolos' hellige Bjerg Jeg øver til Bromios' Ære Den gladeste Syssel, den letteste Id, Mens ved Dands Gud Bacchos jeg hylder. *Første Modstrophe.* Giv Plads ! du som vandrer paa Vei,
70	Og du, som sidder i Huus, Vogt Tungen og hør mig med Andagt ! Min Evoesang med jublende Røst Dionysos til Priis jeg vil synge. *Anden Strophe.* Held Enhver, som med Andagts Hu,
75	Vel bekjendt med Gudernes Bud Helliger fromt sit Liv, Og som sværmende høit paa Bjergtind Vier til hellig Renselsesfest Jublende glad sin Sjel,
80	Og som feirende Høitidsfest Gudernes Moder Kybele til Priis, Svingende Thyrsosstav, Krandset med Vedbendskrands Hylder den herlige Gud Dionysos.
85	Derfor frem I Bacchiske Møer ! I som vandrende kom Hist fra Phrygiens hellige Bjerg Hid til det stærktbefolkede Hellas, Førende Bromios hid
90	Zeus's Søn, den Gud Dionysos. *Anden Modstrophe.* Han, hvem fordum, da bitter Vee Greb hans Moder i Fødselsstund, Zeus's flyvende Lyn Rev af Moderens Skjød før Tiden,
95	Dræbt af den knusende Lynilds Slag Fødte Semele sit Barn. Dog fra den Fødendes Kammer flux Zeus Kronion den Spæde tog, Gjemte ham saa i sin Lænd,
100	Som han med Spænder af Guld Lukked at holde ham skjult for Here. Men da Fosterets Tid var fuld, Fødte Zeus ham paany, Og om den tyrehornede Guds
105	Haar som Krands han viklede Slanger; Derfra Mænadernes Skik Fangne Slanger om Lokken at vikle. Tredie Strophe. Thebai ! Semeles Fosterbye ! Krandser Eder med Vedbendblade,
110	Slynger om Haar det yppige Løv Af den fagerblommede Bønne ! Bryder i Jubel for Bacchos ud, Smykte med Egens og Granens Qviste ! Knytter den plettede Daaskindsdragt
115	Sammen med hvide flossede Uldbaand ! Og med den gjekkende Thyrsosstav Helliger Eder til Fest ! Flux af Dands gjenlyder da Landet. Bromios fører sit Festtog
120	Op til Bjerget, hvorhen Qvindernes Sværm af Angst Flygted fra Skyttel og Væv, Slagne med Vanvid af Bacchos. *Tredie Modstrophe.* O du Kureters gamle Hjem,
125	Og du hellige Dal paa Kreta, Som i dit Skjød opfostrede Zeus ! Hvor i Grotters Læe Korybanters Hjelmede Sværm først Oxens Skind Strammed og opfandt min runde Pauke;
130	Men med de Phrygiske Fløiters Lyd, Bacchiske Toner med gjaldende Velklang, Blanded de Pauken, som runger smukt Til Bacchantindernes Sang, Og i Rheas Haand de den lagde.
135	Snart dog de vilde Satyrer Pauken af Rhea erholdt, Og til den lystige Dands Lød den hvert tredie Aar Ved Dionysos's Festfryd. *Eftersang.*
140	Glad fra de lystige Sværme paa Bjerg Styrter til Sletten han ned, Svøbt i det festlige Daaskind, Rask paa Jagt efter Bukken, hvis Kjød Blodigt og raat opsluges med Vellyst,
145	Naar til Phrygiens og Lydiens Bjerge Bromios fører sit Chor med Evoeraab. Landet flyder af Melk, af Viin og af Biernes Nektar, Trindt er en Duft som af Syrisk Virak; Men med sin brændende Fakkel, hvis Blus
150	Gløder fra Huulstaven frem, Bacchos i stormende Fart Driver den vankende Sværm, Muntrer med Sange dem op, Medens for Vinden han slaaer sine yppige Lokker.
155	Under de jublende Skrig Tordner hans Røst: frem ! Bacchiske Møer ! Frem til Tmolos's Bjerg, Guldflodens prægtige Kilde ! Synger til dundrende Pauke,
160	Gud Dionysos til Priis ! Feirer med Evoeraab Gud Evios Høit til den Phrygiske Jubel og Sang, Naar den hellige Fløites sødttonende Lyd Festligen kalder til Bjerget Mænadernes Chor;
165	Glad som et Føl, der springer omkring sin Moder paa Græsgang, Hopper paa svævende Fod Bacchantinden til Bjergdands. TEIRESIAS. (træder ind). Er der ved Porten Nogen, som Agenors Søn Kong Kadmos ud vil kalde, han som fordum drog Fra Sidons Land, og bygged Thebens faste Borg ?
170	En skal gaae ind og melde, at Teiresias Vil tale med ham; selv han veed, hvorfor jeg kom, Og hvad vi Gamle med hinanden aftalt har, At bære Thyrsosstave, hænge Hjortehud Om Skulder, og om Panden vikle Vedbendkrands. KADMOS. (kommer).
175	O Kjære ! hvor jeg glæded mig, da i min Borg Jeg dine vise Læbers vise Røst fornam. Her kommer jeg med Bacchisk Dragt og Prydelse, Thi mig især det anstaaer, efter bedste Magt At hædre Dionysos, der for Jordens Slægt
180	Som Gud har viist sig; han er jo min Dattersøn. Hvor skal vi holde Dandsechor ? hvor løfte Fod Og ryste vore Sølverhaar ? Teiresias ! Du Gamle ! viis mig Gamle Vei, thi du er viis; Jeg trættes ikke, Dag og Nat med Thyrsosstav
185	At banke Jorden; glad tillmode glemte jeg, At jeg er gammel. TEIRESIAS. Mig det ganske gaaer som dig, Thi ogsaa jeg forynges og vil prøve Dands. KADMOS. Saa vil tilfjelds vi sammen drage paa min Vogn. TEIRESIAS. Nei ! derved blev der Guden mindre Hæder viist. KADMOS.
190	Saa vil jeg Gamle føre dig, du Gamle ! did. TEIRESIAS. Gud Bacchos uden Møie selv os føre vil. KADMOS. Skal ene vi To hylde ham med Dandsechor ? TEIRESIAS. Kun vi er vise, Daarer er de andre Mænd. KADMOS. Men Nølen gjør kun Veien lang; kom ! tag min Arm ! TEIRESIAS.
195	Ja gjerne ! lad os vandre sammen Arm i Arm ! KADMOS. Jeg Jordbeboer foragter ei det Himmelske. TEIRESIAS. Jeg nærer ei spidsfindig Tvivl mod Guderne; Hvad Fædrene har lært os og vi selv har troet Fra Barnsbeen af, det rokkes ei af nogen Grund,
200	Om og en mægtig Mand den sande Viisdom fandt. Maaskee man troer, at jeg min Alderdom gjør Skam, Fordi med Vedbendkrands om Haar jeg dandse vil; Men Guden har jo ei bestemt, om Unge blot Skal feire ham med Dandsechor, eller Oldinger;
205	Nei ! fælleds Hyldest ønsker han af alle Folk, Og ei skal nogen Alder særlig hædre ham. KADMOS. Da ei du skuer Solens Lys, Teiresias ! Saa vil jeg med min Tale tjene dig som Tolk. Hist seer jeg Pentheus ile til Paladset hen,
210	Echions Søn, til hvem jeg Riget overdrog. Hans Aasyn er forstyrret; hvad bebuder det ? PENTHEUS (træder ind). Bort var jeg reist, og ved min Hjemkomst hører jeg, At her i Byen selsom Skjændsel øvet blev: Fra Huus og Hjem er vore Qvinder dragne bort
215	Til foregiven Bacchosfest; i Skov paa Bjerg De sværme vildt, og svinge sig i Dands til Priis For Dionysos, den nye Gud, hvem han saa er; Midt iblandt de kaade Skarer fulde Bægre staae, En hopper hist, en Anden her, til lønligt Skjul
220	I Busk og Krat, ømt lænet til en Ynglings Arm, At offre paa Mænaders Viis, saa hedder det, Men Elskov er dem mere værd end Vinens Gud. De, som jeg fanged, blev med bundne Hænder strax Til Fængslet bragt, hvor mine Svende vogte dem,
225	Og dem, som undslap, fanger jeg paa Bjerget vel; Blandt dem Aktaions Moder var, Autonoe Med Ino samt Agaue, hun som fødte mig. Men naar i Lænker jeg af Jern har sluttet dem, Ophører nok den skammelige Bacchosleeg.
230	Og som jeg hører er en Fremmed kommen hid, En Troldmand, en Forgøgler hist fra Lydiens Land Med gule Lokker, duftende balsalmisk Haar, Og brune Øine smeltende som Kypris' Blik. Han færdes blandt de unge Piger Dag og Nat,
235	Og muntrer dem til Bacchisk Støi og Lystighed. Men hvis engang jeg i mit Huus ham fange kan, Skal nok hans Lokkerysten og hans Thyrsoskast En Ende faa, naar jeg af Hals hans Hoved flaaer. Han paastaaer frækt, at Dionysos er en gud,
240	Og at han fordum indsyet blev i Zeus's Lænd, Skjøndt han jo dog med Moderen fortæret blev Af Lynets Brand, da Zeus hun dutted Elskov paa. Fortjener ei slig Skjændselsfærd den værste Død, Den Fremmede maa være hvem han vil ?
245	Dog hvilket Særsyn seer jeg her ? Sandsigeren Teiresias har i spættet Hjorteskind sig klædt, Ja ! og min Moders Fader, ha, hvor latterligt Han sværmer om med Bacchosstav; med Harm og Skam Jeg seer to Gubber drive slig afsindig Færd.
250	O du, Agaues Fader ! ryst af Lokkerne Din Vedbendkrans, og kast af Haand din Thyrsosstav ! Du fristed ham, Teiresias ! blandt Folket du Den nye Gud indføre vil, at høste Løn Ved at udtyde Fugles Flugt og Flammers Tegn.
255	Hvis ei dit hvide Haar dig skjermed, sad du snart I Fængslet blandt de Bacchisk vilde Qvinders Sværm, Fordi du her en skjændig Fest indstifte vil. Hvor Qvinderne ved Gilde nyde Druens Fryd, Der feires ingen reen og gavnlig Gudefest. CHORET.
260	O Drot ! har du ei Ærefrygt for Guderne Og Kadmos, som udsaaede Frøe til Mennesker ? Skjøndt selv Echions Søn udskammer du din Slægt ? TEIRESIAS. Naar Viismand faaer en værdig Sag at tale om, Da er det ham ei vanskeligt at tale vel.
265	Du har en smidig Tunge som den kloge Mand, Men i din Tale ligger ikke megen Kløgt, Og dristig Mand med Magt og stor Veltalenhed Er til Fordærv for Staten, naar han ei er viis. Hvor høit engang den nye Gud, som de beleer,
270	Vil Prises her i Hellas, mægter ei mit Ord At tolke dig; to Væsner skattes fremfor Alt Af Mennesket, Demeter eller Jorden er Den Enes Navn, kald hende som dig tykkes bedst, Hun nærer Menneskenes Slægt med Markens Korn;
275	Men hende lig i Hæder staaer Semeles Søn, Thi det er ham, som opfandt Druens Lædskedrik, Der standser de betrængte Dødeliges Sorg, Naar rundelig de qvæge sig med Rankens Saft, Og skjenker Søvn, som dysser Dagens Kummer ned
280	I Glemsel, naar al anden Lægedom er spildt. Han offrer Viin til Guderne, skjøndt selv en Gud, Og bringer altsaa Menneskene meget Godt. Dog nævner du med Latter, at han indsyet blev I Zeus's Lænd; saa hør da Sagens Sammenhæng !
285	Da Zeus ham havde revet ud af Lynets Brand, Tog han den Spæde med sig til Olympen op; Da vilde Here kaste ham af Himlen ud, Men Zeus opfandt med Guddomskløgt en sindrig List: Et Stykke brød han af den Luft, som slynger sig
290	Om Jorden; deraf danned han en Dionys, Som Here han foræred til et Pant paa Fred; Men ved en Ordfordreining Folk i Tidens Løb Opdigted, at han fostret blev i Zeus's Lænd, Skjønt kun hans Billed brugtes som Forsoningspant.
295	Sandsiger er han ogsaa; Bacchisk Sværmerie Og Vanvid har en mægtig Evne til at spaae; Thi hvergang Guden med sin Kraft opfylder os, Da see vi med begeistret Blik i Fremtid ind. I Krigen har han ogsaa stundom Udslag gjort;
300	Thi naar en væbnet Krigshær staaer beredt til Slag, Og Rædsel brat adsplitter dem, før Spyd er rørt, Da er et saadant Vanvid ogsaa Bacchos' Værk, Og du skal ei blot see ham springe glad onkring, Oplyst af Fakler paa Parnassets Dobbelttind,
305	Og med sin svungne Thyrsosstav slaae Fjeldets Steen, Men stor i Hellas. Derfor, Pentheus ! lyd mit Ord ! Troe ei, at Menneskenes Kraft bestaaer i Magt, Og, troer du det, da kald ei denne Mening viis, Thi den er vrang; giv Bacchos Indgang i dit Land,
310	Gyd Viin til Offer; sværm med Fryd og krands dit Haar ! Troe heller ei, at Bacchos driver Qvinderne Til syndig Elskov ! nei ! men i Naturens Drift Har altid Dyd og Ærbarhed sin sande Rod. Betænk det vel ! naar derfor Qvindens Sjel er kydsk,
315	Vil hendes Dyd ei rokkes ved en Bacchosfest. Ei sandt ? dit Hjerte frydes, naar i talrig Sværm Omkring Paladset Folket priser høit dit Navn ? Saaledes er vel Hæder ogsaa ham en Fryd. Derfor vil jeg og Kadmos, hvem du spodsk beleer,
320	Med Vedbendkrandse smykte gaa til Dandsechor, Skjøndt vore Lokker graane; dandse vil jeg dog, Og ei med Guder stride, for at føie dig. Thi sørgelig din Vanvid er, ei Lægedom Du bruge vil, og standses kan din Sygdom dog. CHORET.
325	Din Tale, Gubbe ! gjør Apollon ingen Skam, Og viist du hædrer Bromios som den store Gud. KADMOS. Min Søn ! en smuk Formaning gav Teiresias dig; Slut dig til os, og fjern dig ei fra gammel Skik ! Nu flaner du og troer dig viis, men er det ei.
330	Selv om han ikke, som du pastaaer, er en Gud, Kald ham dog saa, den Usandhed gjør dig ei Skam; Da vil Semele kaldes Moder til en Gud, Og Hæder vindes for dig selv og al vor Slægt. Aktaions ynkelige Død er dig bekjendt:
335	Af glubske Hunde, som han havde selv opfødt, Blev han i Stykker reven, da han praled frækt, At han en bedre Jæger var end Artemis. Vogt dig for slig en Skjebne ! kom, lad om dit Haar Mig Vedbend slynge ! hyld med os den høie Gud ! PENTHEUS.
340	Berør mig ei med dine Hænder ! Gaae kun du Til Bacchosfest, men skaan mig for dit Fjanterie ! Dog Gubben der, som denne Daarskab lærte dig, Ham vil jeg tugte. Flux en Svend skal ile hen Til Huset, hvor Teiresias speider Fugles Flugt;
345	Riv ned ! slaae løs med Løftestang og Brækkejern, Vend op og ned paa Alting hvad du finder der, Og slæng hans Præstesmykker hen for Vind og Blæst ! Thi derved troer jeg føleligst at krænke ham. I Andre skal omkring i Byen opspore mig
350	Den jomfrufine Fremmede, som Qvinderne Til Utugt lokker ved en uhørt Sjelesot; Og naar I har ham fanget, skal I føre ham I Lænker hid, at vi kan stene ham ihjel; Saa beesk en Bacchosfest skal han i Theben see. (gaaer.) TEIRESIAS.
355	Usalige ! du veed ei selv, had du har talt; Nu raser du; bedaaret var du alt tilforn. Kom, lad os vandre, Kadmos ! lad os bede fromt For ham og Staden, skjøndt han tager vildt paa Vei, At Guden ikke noget Ondt tilskikker os !
360	Saa følg mig da, og tag i Haand din Vedbendstav; Hinanden vi da støtte vil, thi det var slemt, Om tvende Gubber snubled; dog afsted vi maae, Thi vi bør hylde Dionysos, Zeus's Søn. Blot Pentheus ei nedstyrter i Fordærv dit Huus !
365	Ei Spaadomskraft indskyder mig det Varselsord, Men Mandens Færd, thi Daaren fører Daaresprog.
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|