Euripides: Iphigeneia i Aulis

Euripides: Iphigeneia i Aulis

\|\|<<	<<	[162-	544]	>>	>>\|\|\|
					.
	CHORET. *Første Strophe.* Til den sandede Kyst jeg drog, Hvor Aulis er bygget ved Strand; Over Sundet Euripos jeg foer,
165	Fra Chalkis min fædrene Stad, Hvor nær ved det skyllende Hav Arethusa, saa vide berømt, Henruller sin rislende Bølge, At skue Hellenernes Hær
170	Og Snekker vel tusind i Tal Med krigerske Gutter ombord, Som stævne til Troernes Land, Saa har vore Mænd os fortalt, Med Kong Agamemnon paa Tog
175	Og den Guldhaarsdrot Menelaos. Hjem Helena hente de vil, Som bort fra den sivrige Flod Eurotas af Paris blev ført, Den Gave, som Kypris ham gav,
180	Da med Here og Pallas i Strid, I Strid om Skjønhed hun kom Ved Kildens beduggende Vover. *Første Modstrophe.* Gjennem Lunden jeg iilte, hvor tit Man Artemis Offer har bragt,
185	Mens Blufærdigheds Rødme paa Kind Ungdommelig blomstrede frem, Af Længsel, Achaiernes Leir Med Spyd og med skjermende Skjold Og Hestenes Tummel at skue.
190	Aianterne begge jeg saae, Oileus' og Telamons Søn, Den Helt, som er Salamis Krands, Og Protesilaos, som sad Og legede Tavl i Bræt,
195	Heel froe ved de vexlende Kast, Med Poseidons Æt Palamedes. Tillige jeg saae Diomed, Som Tiden med Diskus forslog; Hos ham Meriones stod
200	Forbausende kraftig og kjæk, Og Drotten fra klippefuld Øe Odysseus og Nireus jeg saae, Den fagreste Mand af Achaia. *Eftersang.* Og Achilles, den flyvende Helt,
205	Hvis Fod som Vinden er rap, Den haarfagre Thetis's Søn, Hvem Cheiron optugtede flinkt, Ham saae jeg i Veddeløbsdyst Over Gruus og Kisel paa Strand
210	I Rustningens Malm henile. Rask strakte han Foden og løb Omkap med en rullende Vogn, Med Gangere fire bespændt; Og Eumelos, Søn af Admet,
215	Som kjørte de herlige Dyr, Skreg høit, mens Smæld paa Smæld Med Svøben jeg jage ham saae De guldbebidslede Heste; De To, som for Stangen var spændt,
220	Var Skimler med spættede Haar, Biløbernes Spand derimod, Som svinged ved Banens Vrid, Var røde med brogede Sokker; Men flinkt ved den buede Karm
225	Og Hjulenes surrende Nav Sprang den pandserklædte Peleide. *Anden Strophe.* Ogsaa Skibenes Sværm at see, Hvilket stolt guddommeligt Syn ! Kom jeg hid, og mit Øie nød
230	Navnløs Lyst, hvorvel jeg er Qvinde. Yderst paa Flaadens høire Fløi Laae Myrmidonernes Helteflok; Femti Skibe fra Phthia dem bar, Vildtfremstormende Snekker tilhobe,
235	Og Nereider af blanken Guld Kneisede høit paa den agtere Stavn, Helten Achils Skibsmærke til Orlogs. *Anden Modstrophe.* Nærmest Argeiernes Fartøier laae, Eens paa hvert var Aarernes Tal.
240	Drotter for dem var Mekisteus's Søn, Hvem Farfaderen Talaos fostred, Samt Kapaneus' bolde Søn Ethenelos; nærmest ved disse laae Attikas Skibe, dem Theseus' Søn
245	Did havde ført vel tregange tyve, Og en Athene paa Stavn man saae, Rullende stolt paa sin flyvende Vogn; Heldig Seilads det Billed forjætted. *Tredie Strophe.* Ogsaa jeg saae Boioternes Sømagt;
250	Herlige Skibe med snablet Stavn Havde de rustet, halvhundred i Tallet, Og til et Mærke, saavelsom til Pryd Havde paa Stavnen de sat Kadmos, som krysted den gyldene Drage.
255	Snekkernes Høvding var Jordens Søn, Helten Leitos den bolde. Ligesaa stort var de Seileres Tal, Som med Phokenser og Lokrer ombord Hist fra Thronions herlige Stad
260	Stavned med Aias, den Søn af Oileus. *Tredie Modstrophe.* Fra den Kyklopiske Stad Mykenai Skikked Atreiden sin Flaade hid, Hundrede Skibe med talrig Bemanding. Sammen med ham, som Ven med Ven,
265	Førte hans Broder dem an, Qvinden at fordre med Vaaben tilbage, Som havde Hjem og Arne forladt, Fristet af Boler fra Udland. Nestors Skibe tillige jeg saae,
270	Komme fra Pylos; paa Stavnenes Pryd Kjendtes de let; det var Landets Gud Nøkken Alpheios med Tyrefødder. *Eftersang.* Ogsaa i Skibenes Række Tolv Ainianiske Fartøier laae,
275	Guneus var deres Drot. Nærmest igjen ved disse jeg saae Elis' mægtige Fyrster, Som af det samtlige Folk Kaldes i Hjemmet Epeier;
280	Skibenes Drot var Eurytos' Søn. Ogsaa de Taphiske Kæmper jeg saae; Malede hvide som Snee Var deres Fartøiers Aarer. Dem anførte paa Tog
285	Meges, en Søn af Phyleus; Fra Echinadernes Øer han drog, Hvor der er farligt at lande. Aias, opfostret paa Salamis Øe, Sluttede høire til venstre Fløi;
290	Nærmest den venstre han laae Yderst i Rækken med tolv Letomdreiede Skibe, Knyttende sammen i Krands Alle Hellenernes Snekker.
295	Saa har jeg hørt, og har seet Flaaden og Krigernes Skare. Vee den Barbar, som har Mod Med sine Skuder at gribe dem an, Aldrig han vender tilbage.
300	Saadan en Flaade jeg skuede her, Og i mit Hjem bevare jeg skal Mindet om hele den samlede Krigsmagt. OLDINGEN. En skjændig Gjerning, Menelaos ! vover du. MENELAOS. Din Troskab mod din Herre driver du for vidt. OLDINGEN.
305	Du dadler mig for Noget, som fortjener Roes. MENELAOS. Dig skeer en Ufærd, lystrer ei du flux mit Ord. OLDINGEN. Ei maa du Brevet aabne, som jeg bringe skal. MENELAOS. Og du ei styrte hele Hellas i Fordærv. OLDINGEN. Afgjør med Andre denne Sag, men slip mit Brev. MENELAOS.
310	Jeg slipper ei. OLDINGEN. Men jeg dig aldrig giver det. MENELAOS. Da skal paastand dit Hoved bløde for min Stav. OLDINGEN. Naar i sin Herres Hverv man døer, er Døden skjøn. MENELAOS. Giv hid ! du snakker altfor meget for en Træl. OLDINGEN. Hjelp ! Hjelp ! Kong Agamemnon ! mig skeer Overlast;
315	En Mand har revet mig med Magt af Haand det Brev, Du gav mig, og han trodser baade Ret og Skjel. AGAMEMNON (træder ud af Teltet.) Holdt ! Hvad er dette for en Larmen og en Klamren ved min Dør ? MENELAOS. Mig du først maa Øren laane, før du ændser Gubbens Ord. AGAMEMNON.
320	Hvi har Strid med ham du yppet ? hvi mishandler du min Svend ? MENELAOS. See mig stivt i Øiet, Broder ! siden skal mit Svar du faae. AGAMEMNON. Troer du, jeg, en Søn af Atreus, slaaer for dig mit Øie ned ? MENELAOS. Seer du dette Brev, hvis Formaal var et frækt Forræderie ? AGAMEMNON. Ja ! jeg seer det, Menelaos ! giv mig det tilbage flux ! MENELAOS.
325	Ikke før jeg først har viist det til Achaias hele Hær. AGAMEMNON. Seigl du brød da og erfared hvad du aldrig burde vidst. MENELAOS. Dig til Vee skal aabenbares Rænkerne du spandt i Løn. AGAMEMNON. Hvordan kom du vel til Brevet ? Guder ! hvilken Skamløshed ! MENELAOS. Jeg din Datters Ankomst vented fra Argos til vor Leir. AGAMEMNON.
330	Tør min Gjerning du belure ? skammer du dig ei ved Sligt ? MENELAOS. Jeg har fulgt mit eget Tykke, ei din Slave jeg jo er. AGAMEMNON. Hvilken Skjændsel ! tør ei længer i mit Huus jeg boe i Fred ? MENELAOS. Nei ! thi taabelig du handler nu og før og efterdags. AGAMEMNON. Vittig talt, men lumpen Tunge vækker Had trods al sit Bid. MENELAOS.
335	Dog er Vankelmod end værre, svigter Ret og Venskabs PLigt. Strax jeg skal dig overtyde, men lad ei din Heftighed Døve dig mod Sandheds Stemme; ei for skarpt jeg tale skal. Husker du, hvor du var ivrig for at vorde Togets Drot, Mens paa Skrømt den Lyst du dulgte som dit Hjerte blussed af ?
340	Husker du, hvor du var ydmyg, naadig gav enhver din Haand, Aaben stod din Dør bestandig selv for lavest Almuesmand, Venlig talte du til Alle, selv om de det ønsked ei, Og ved dette sledske Væsen kjøbte du din Hæderspost. Men da du til Drot var kaaret, skifted strax din adfærd om,
345	Og mod dine gamle Venner var du ei den Gamle meer ! Vanskelig man traf dig hjemme, ude man dig sjelden saae. Kommer ædel Mand til Hæder, bør han ikke skifte Sind, Netop da han sine Venner huld og trofast være skal, Naar han selv af Lykken føiet bedst formaaer at gavne dem.
350	Dette jeg dig strax bebreided, da jeg blev din Svaghed vaer. Men saasnart du kom til Aulis med Achaias hele Hær, Som en Stakkel du dig teede, ved det Vanheld sønderknuust, At ei gunstig Vinden blæste; Folket vilde seile hjem, Ei man gad til ingen Nytte spilde sine Kræfter her.
355	Hvor var da dit Blik forstyrret, skulde Haabet glippe dig, Som en Drot for tusind Snekker at befeide Priams Land ! Mig du spurgte da: hvad gjør jeg ? hvor er Udvei i vor Nød, At jeg ikke skal berøves Høvdingsplads og herligt Rye ? Da saa Kalchas efter Offring loved Hæren god Seilads,
360	Naar til Artemis din Datter offredes, da blev du froe, Og med glæde gav du Løftet; uden Tvang, af egen Drift, Nægt det ei, du strax din Hustrue skikked Bud, at Pigen hid Skulde sendes, under Paaskud, at hun var Achilles Brud. Snart du fik dog andre Tanker, og et andet Brev du skrev,
365	At du ei din datters Morder skulde vorde, som du est; Og det er den samme Æther, som har hørt det Ord du gav. Dog som dig det gik i Sandhed tusind Konger paa vor Jord; Ivrig efter Roret greb de, slap det snart med Skam af Haand, Enten Folkets Luner tvang dem eller selv de følte godt,
370	At det mangled dem paa Kræfter til at skjerme Folk og Land. Meest jeg for det arme Hellas græmmer mig; et Hæderstog Var besluttet mod et uselt, et barbarisk Folk, som nu Skal for dig og for din Datter undgaae Straf og lee os ud, Ingen kaares bør til Konge for sin egen Fordeels Skyld,
375	Heller ei til Drot i Krigen; snild en Høvding være bør; Den som høiest staaer i Klogskaab, styrer jo den hele Stat. CHORET. Hvor tungt, naar Kivsmaal mellem Brødre reiser sig, Og Trættesyge hidser deres Sind til Strid ! AGAMEMNON. Kort og godt jeg vil dig svare, strengt forsand, dog ei med Haan
380	Vil jeg rynke Bryn og Pande, sindigt være skal mit Svar, Thi jeg taler til en Broder; ædel Mand er aldrig fræk. Siig, hvi fnyser du saa heftig med et Øie rødt som Blod ? Hvo fornærmed dig ? hvad vil du ? savner du din ædle Viv ? Hende kan jeg ei dig skaffe; du bevogted slet din Skat;
385	Men skal jeg, som er uskyldig, bøde for hvad du forbrød ? Piner dig min Lyst til Hæder ? o men du, hvad er din Lyst ? Deilig Qvinde vil du favne, men Fornuft og Ærbarhed Ei du spørger om; kun daarlig Mand er usel Vellysts Træl. Og fordi min Feil jeg retted, da jeg saae jeg handled vrangt,
390	Har jeg derfor tabt Forstanden ? heller du, hvem Guders Gunst Friede fra en skjændig Hustrue, som du nu gjenvinde vil. Beilerskaren svoer som Taaber midt i Elskovs Ruus den Eed, Som af Tyndareus blev krævet, og Gudinden, kaldet Haab, Virked mere for dig, troer jeg, end du selv og al din Magt.
395	Drag i Leding da med disse ! Daarskab dog det tykkes mig; Guddom dømmer ei iblinde, men forstaaer at skue grandt, Om en Eed er slet begrundet og en Følge kun af Tvang. Mine Børn jeg ei vil offre, men mod Retfærd handler du, Naar du hevne vil en Hustrue, som begik en Skjændselsdaad;
400	Og i Taarer hen jeg smelted Dag og Nat foruden Trøst, Naar mod mine Børn jeg handled uden Agt for Lov og Pligt. Her du har mit korte Gjensvar, det er klart og fatteligt; Vil ei du Fornuften høre, maa jeg hævde selv min Ret. CHORET. Den Tale med hans ældre Løfte staaer i Strid,
405	Men Ret han har, naar han vil skaane sine Børn. MENELAOS. Ak ! ingen Venner altsaa har jeg Arme meer ! AGAMEMNON. Jo ! styrt blot ikke dine Venner i Fordærv. MENELAOS. Hvor kan jeg troe, at samme Fader avled os ? AGAMEMNON. Jeg stemmer med dig i Fornuft, i Vanvid ei. MENELAOS.
410	Men Ven skal ærlig dele Sorgen med sin Ven. AGAMEMNON. Vind mig ved venlig Adfærd, ei ved Krænkelser ! MENELAOS. Saa vil du ei med Hellas dele Krigsbesvær ? AGAMEMNON. I Hellas raser som i dig en fiendtlig Gud. MENELAOS. Svigt kun din Broder, opblæst af din Kongestav !
415	Til andre Midler og til andre Venners Hjelp Jeg vil da tye. ET BUD (træder ind.) Hellenerhærens Overdrot ! Kong Agamemnon ! hid jeg har din Datter bragt, Hvem du det Navn Iphigeneia fordum gav; Din Hustrue Klytaimnestra og din Søn Orest
420	Ledsaged os, dem du med Fryd igjen vil see, Da det er rum Tid siden du dit Hjem forlod. Dog ovenpaa den lange Reise hvile de Den spæde Fod ved Bredden af en yndig Bæk, Mens vore Heste, som jeg har fra Karmen spændt,
425	Paa grønklædt Eng sig qvæge med det friske Græs. Da løb jeg hid, at du kan Anstalt træffe strax For Gjæsterne, thi alt i Leiren man det veed, Og lynsnart Rygtet har din Datters Komme meldt. Nu hele Krigerskaren skynder sig herud,
430	At see din Datter; thi de Store har det Held, At overalt man priser og beundrer dem. Man spørger: er der Bryllup eller anden Fest ? Hvad eller længtes Faderen at see sit Barn, Og sendte Bud ? af Andre hører man det Raab:
435	Som Brud skal Pigen stilles frem for Artemis Ved Offerfest, men hvo skal føre Bruden hjem ? Rask da til Værket ! bringer Offerkurve hid ! I Sønner af Kong Atreus ! krandser Eders Haar ! Lad Bryllupsqvadet lyde ! lad i høien Sal
440	Lydt Fløitens Toner skingre til den muntre Dands, Thi Glædens Lys oprandt idag for Kongens Barn ! AGAMEMNON. Hav Tak, min Ven ! nu kan i Teltet ind du gaae; Endnu kan Alting blive godt, naar Skjebnen vil. Hvad skal jeg Arme sige dog, hvad gribe til ?
445	I hvilke Slynger bandt Nødvendigheden mig ? En Dæmon mere snild end jeg har daaret mig, Og gjort til Intet al min fiintudtænkte List. Hvor heldigt dog at være født til ringe Stand, Saa har man Lov at græde, Lov at sige frit
450	Hvad der paa Hjertet ligger, men en fornem Mand Har ei den Trøst, thi Folkets Blik bevogter skarpt Vort Liv, og Slaver er vi af den lave Hob. Saa blues jeg, om Nogen nu mig græde seer, Men blues ogsaa ved mit taareløse Blik,
455	Nu da den sørgeligste Lod er mig beredt. Men nu ! hvad skal jeg til min Hustrue sige dog ? Hvordan modtage hende ? møde hendes Blik ? Hun har jo fyldt min Jammers Maal, da hid hun kom Ukaldet; dog hvor rimeligt, at Moderen
460	Sin Datter følger til den kjære Bryllupsfest Og drager hid, hvor hun mig griber i Bedrag. Og nu hun selv, den arme Brud; hvorledes Brud ? Ak ! snart forvist er Hades hendes Fæstemand, Den arme Møe ! da raaber bønlig hun maaskee:
465	O Fader ! vil dit Barn du myrde ? gid du selv Og dine Venner feire slig en Brudefest ! Da vil Orestes skrige høit ! knap Gluttens Ord Man vil forstaae, kun jeg forstaaer dem altfor godt. O vee mig ! hvilken Jammer har mig Paris voldt,
470	Hans Leflerie med Helena er Skyld i Alt. CHORET. Jeg ogsaa, som det fremmed Qvinde sømmer sig, Beklager disse Konger; haardt dem Skjebnen traf. MENELAOS. Ræk mig din Haand, min Broder ! lad mig trykke den ! AGAMEMNON. Her er den. Du har seiret, jeg er sønderknust. MENELAOS.
475	Ved Pelops, som vor fælleds Fader avlede, Og ved hans Søn, vor Fader Atreus, sværger jeg, At jeg oprigtig tale vil af Hjertensgrund, Og sige dig min Mening uden Skrømt og Kunst. Saasnart jeg saae, at Taaren fra dit Øie randt,
480	Da blev jeg blød om Hjertet, og jeg græd som du, Og kalder nu tilbage hvad jeg yttred før. Ei længer haard jeg giver nu dig Ret, og selv Fraraader jeg din Datters Død; ei hendes Liv Bør offres for din Broders Vel; thi Synd det er,
485	At du dig græmmer, medens Held tilsmiler mig, Og mine Kjære live, medens dine døe. Hvad vil jeg da ? var det mig vanskeligt at faae En fager Brud, ifald min Hu til Elskov stod ? Men skulde jeg, for Helena igjen at faae,
490	Min Broder volde Jammer ? offre Godt for Ondt ? Et Barn, en Daare var jeg før; nu grandt jeg seer, Hvad det vil sige, selv at dræbe sine Børn. Desuden, naar vort Slægtskab rinder mig ihu, Da gribes jeg af Medynk med den arme Møe,
495	Som for min Ægtefælles Skyld skal offres nu. Hvad kommer Agamemnons Barn min Hustrue ved ? Lad Hæren skilles og fra Aulis drage hjem ! Saa hør da op, min Broder ! med din bittre Graad, Der ogsaa presser Taarer af mit Øie frem !
500	Sandsagnet om dit Barn anfægter dig maaskee, Men mig ei meer; min Deel aftræder jeg til dig; Til Mildhed har min Heftighed forvandlet sig; Hvor rimelig ! mit Hjerte vandt igjen dig kjær, Vi har jo samme Fader, og den brave Mand
505	Har altid aabent Øre for det bedste Raad. CHORET. Høimodigt, ja som Tantalos Kronions Søn Du taled; ei beskæmmer du din høie Slægt. AGAMEMNON. Mod min Forventning har du talt et vakkert Ord, Som var dig værdigt, og jeg priser dig derfor.
510	Fra Elskov eller Avind over større Glands Hidrører Brødres Tvedragt; vederstyggeligt Er saadant Slægtskab, som forbittrer begges Liv; Dog nu den haarde Skjebnes Bud befaler mig Mit eget Barn at give hen til blodig Død. MENELAOS.
515	Hvorledes ? hvo vil tvinge dig til dette Mord ? AGAMEMNON. Det vil Achaierhæren, som er samlet her. MENELAOS. Ei, naar du strax til Argos sender hende hjem. AGAMEMNON. Maaskee gik dette lønlig hen, men ikke hiint. MENELAOS. Hvad mener du ? lad Hoben ei dig ængste saa ! AGAMEMNON.
520	Blandt Folket kundgjør Kalchas hvad han os har spaaet. MENELAOS. Nei ! vind ved Smiger ham forinden ! det er nemt. AGAMEMNON. Sandtnok, ærgerrigt er det hele Præsteskab. MENELAOS. Og ei til Gavn og Glæde hvor det viser sig. AGAMEMNON. Men er du ikke angst for det, som ængster mig ? MENELAOS.
525	Hvorledes skal jeg gjette hvad du ei har nævnt ? AGAMEMNON. Om Sagen veed dog Sisyphos's Søn Besked. MENELAOS. Men aldrig os Odysseus farlig vorde kan. AGAMEMNON. Jo, han er træsk, og higer efter Folkets Gunst. MENELAOS. Sandtnok, han har en hæslig Feil, Ærgjerrighed. AGAMEMNON.
530	O troe du mig ! for Hæren vil han træde frem, Og sige dem hvad Sandsagn Kalchas har forkyndt, Og at jeg loved Artemis et Offer nys, Men sviger nu; da vil han hidse Folket op, Saa de vil myrde dig og mig, og byde dem
535	Mit Barn at offre; selv om hjem jeg kunde flye, De styrted efter os, myrded os, nedbrød min Stads Kyklopermuur, og plyndred Landet vidt og bredt. I saadan Nød og Vaande er jeg Arme stedt , Hver Udvei har de vrede Guder spærret mig.
540	Dog Eet, min Broder ! vogt dig, naar til Leiren hen Du gaaer, at Klytaimnestra ei faaer Nys derom, Før jeg mit Barn til Hades overgivet har, At færre Taarer denne Sorg mig koste maa. I fremmede Qvinder ! ogsaa Taushed love mig !
					.
\|\|<<	<<	Wil	ster	>>	>>\|\|\|