Euripides: Iphigeneia i Tauroi
||<<
<<
[385-
631]
>>
>>|||
.
CHORET.
Første Strophe.
385 Blaanende Sund ved det brusende Hav, 
Over hvis Vande paa Flugten fra Argos 
Io som rasende foer til Euxinos's Dyb, 
Da hun til Asien svam fra Europa ! 
Hvo er de Mænd, som hist fra Eurotas'
390 Sivomkrandsede deilige Strøm, 
Eller fra Dirke den hellige Bæk 
Kom herhid til det rædsomme Land, 
Her hvor den himmelske Jomfrue 
Fraver med Menneskeblod
395 Templets Søiler og Alter ? 

Første Modstrophe.
Seiled de hid ad det bølgende Hav 
Rask med de pladskende Aarer af Grantræe, 
Fremmende Farten med blæstopsvulmede Seil, 
Rigdom til Huset at sanke sig møisomt ?

400 Thi til Fordærv for de jordiske Slægter 
Gløder et sødt, men umætteligt Haab, 
Rigdom at hente sig flakke de vidt 
Hen over Dyb til Barbarernes Kyst. 
O de forblindede Daarer !
405 Vented de til det var Tid, 
Kom uformærkt de til Velstand. 

Anden Strophe.
Hvordan dog slap gjennem Klippernes Sund, 
Og forbi Kong Phineus' søvnløse Strand
Deres Skib, mens det løb

410 Langs Kysterne hen over Søe, 
Som høit Amphitrite lod bruse 
 - Hvor i Chor under kredsende Dands 
Halvhundred i Tal 
Nereiderne synge - 
415 For seilopsvulmende Blæst, 
Mens agter i Stavnen det peeb 
I det hvilende Roer, 
Hvad enten det kuled fra Syd, 
Eller Zephyr i Seilene pusted,
420 Til det fugleomsværmede Land, 
Den skinnende Kyst, hvor Achil
En Bane lod jevne til Veddeløbsdyst 
Ved Euxinos's Vande. 

Anden Modstrophe.
O maatte det gaae som Præstinden har bedt !

425 Maatte Helena, Ledas elskede Barn, 
Komme hid til vor Kyst 
Paa Reisen fra Troernes Land, 
At Præstinden da her kunde væde 
Hendes Haar med det blodige Vand,
430 Og Sværdet i Bryst 
Hende støde til Gjengjeld ! 
Dog helst jeg hørte det Bud, 
At en Skipper var kommen herhid 
Fra Hellenernes Land,
435 At ende vor Trængsel og Nød, 
Og befrie os fra trykkende Trældom. 
O kunde jeg blot i en Drøm 
Betræde mit fædrene Huus, 
At den liflige Søvn den Glæde mig gav,
440 Som en Lykkelig nyder ! 
       See ! hist fremtræder det fremmede Par 
       Med Lænker om Haand Gudinden til Offer. 
       Tys ! stille ! Veninder ! tys ! 
       Thi nær ved Templet er alt
445        De Helleniske Fanger, 
       Og ei var den Tidende falsk, 
       Som Hyrden os bragte. 
       Præstinde ! hvis villig du røgter det Kald, 
       Som vort Folk dig gav, saa tag mod det Offer,
450        Der hjemlet ved Loven hos os 
       Er Hellernes Folk vanhelligt. 

IPHIGENEIA.
Vel da ! 
Først maa Gudindens Tjeneste paa bedste Viis 
Jeg varetage.  Løser nu de Fangnes Haand,

455 Som Gudindviede bør for Baand de være frie. 
Gaaer derpaa ind i Templet og besørger Alt, 
Hvad der endnu behøves efter Skik og Brug ! 
Ak ! 
Fortæl mig, hvem er Eders Moder, Fremmede !
460 Hvem er Eders Fader ? Søster ? hvis I Søstre har. 
Ak ! hvilket ædelt Broderpar hun miste skal 
Snart broderløs ! Hvo ahner, hvem en saadan Lod 
Tilstøde kan ? usynlig gjennem Nattens Mulm 
Gaaer Guders Vei, og Ingen veed naar Sorg er nær,
465 Saa gaadefuldt forvikler Skjebnen Livets Gang. 
Men siig mig, stakkels Fremmede ! hvor kom I fra ? 
Forvist I seiled langveisfra til dette Land, 
Og fjernt fra Hjem I stedse skal histnede boe. 

ORESTES.
Hvi klager du paa Skjebnen, ubekjendte Møe !

470 Og piner os med Qvaler, som beredes os ? 
Den er ei viis, som, mens han er ifærd med Mord, 
Vil kue Dødens Rædsler med Beklagelser, 
Saalidt som den, der jamrer, naar han Døden seer 
Og Haab om Redning er forbi; af enkelt Qval
475 Han skaber to, og handler dertil taabelig, 
Han døer jo dog; lad Skjebnen raade som den vil ! 
Derfor begræd os ikke meer ! den Offerskik, 
Som gjelder her i Landet, er os velbekjendt. 

IPHIGENEIA.
Men siig mig, hvem af Eder hedder Pylades,

480 I Fremmede ! det gad jeg gjerne vide først. 

ORESTES.
Han der ! hvis det kan glæde dig at vide det. 

IPHIGENEIA.
I hvilken Stad i Hellas er han barnefød ? 

ORESTES.
Hvad gavner det dig, Qvinde ! naar jeg siger det ? 

IPHIGENEIA.
Men er I Brødre ? er I samme Moders Børn ? 

ORESTES.

485 Af Venskab er vi Brødre, ja ! men ei af Blod. 

IPHIGENEIA.
Men du ? hvad Navn blev af din Fader givet dig ? 

ORESTES.
Ulykkelig, det er det rette Navn paa os. 

IPHIGENEIA.
Derom jeg spørger ikke; det er Skjebnens Skyld.

ORESTES.
Men døe vi navneløse, leer man ei os ud. 

IPHIGENEIA.

490 Er du saa stolt, at du misunder mig dit Navn ? 

ORESTES.
Mit Legeme du offre kan, men ei mit Navn. 

IPHIGENEIA.
Vil du ei heller nævne mig din Fødebye ? 

ORESTES.
Det Spørgsmaal gavner ikke den, som snart skal døe. 

IPHIGENEIA.
Men hvad forbyder, denne Gunst at vise mig ? 

ORESTES.

495 Det stolte Argos kalder jeg mit Fædreland. 

IPHIGENEIA.
Ved alle Guder ! er du virkelig derfra ? 

ORESTES.
Ja ! fra Mykenai, den fordum lykkelige Stad. 

IPHIGENEIA.
Blev du fordreven ? eller er der anden Grund ? 

ORESTES.
Frivillig jeg fra Hjemmet mod min Villie drog. 

IPHIGENEIA.

500 Vil du mig sige hvad jeg gjerne vide vil ? 

ORESTES.
Ja ! lad det gaae som Tilgift til min egen Qval. 

IPHIGENEIA.
Mig glæder det, at fra Mykenai hid du kom. 

ORESTES.
Men ikke mig; kan dig det glæde, godt for dig ! 

IPHIGENEIA.
Du kjender dog vel Troia, som er vidt i Rye ? 

ORESTES.

505 Gid jeg den aldrig, selv i Drømme, havde seet ! 

IPHIGENEIA.
Man siger, den er ødelagt af Fienders Spyd. 

ORESTES.
Ja ganske sandt; ei tomme Rygter har I  hørt. 

IPHIGENEIA.
Kom Helena til Menelaos hjem igjen ? 

ORESTES.
Ja ! til Fortræd for en af Mine kom hun hjem. 

IPHIGENEIA.

510 Hvor er hun ? ogsaa mig hun fordum voldte Qval. 

ORESTES.
Hun boer i Sparta hos sin første Ægtemand. 

IPHIGENEIA.
O Rædsel for Hellenerne, ei blot for mig. 

ORESTES.
Ja ! ogsaa mig kom hendes Bolskab dyrt at staae. 

IPHIGENEIA.
Siig, kom Achaierfolket hjem, som man har sagt ? 

ORESTES.

515 Hvor ivrig du paa eengang spørger mig om Alt !

IPHIGENEIA.
Jeg gjerne gad erfare dette, før du døer. 

ORESTES.
Spørg kun, hvis det fornøier dig, jeg svare skal. 

IPHIGENEIA.
Der var en Spaamand, hedde Kalchas, kom han hjem ? 

ORESTES.
Nei ! i Mykenai blev der sagt, at han er død. 

IPHIGENEIA.

520 Hvor herligt, o Gudinde ! Men Laertes' Søn

ORESTES.
Han lever, troer man, men er ikke kommen hjem. 

IPHIGENEIA.
Gid han var død, og aldrig saae sin Hjemstavn meer ! 

ORESTES.
Forband ham ei ! i Alting er ham Skjebnen haard. 

IPHIGENEIA.
Og lever Nereiden Thetis' Søn endnu ? 

ORESTES.

525 Nei ! og hans Bryllupsfest i Aulis blev til Tant. 

IPHIGENEIA.
Ja, Svig fandt Sted, det paastaae Folk, som Uret leed. 

ORESTES.
Men hvem er du, som er med Hellas saa bekjendt ? 

IPHIGENEIA.
Der er jeg fød, men Lykken brast da jeg var ung. 

ORESTES.
Med Føie du da længes efter Nyt derfra. 

IPHIGENEIA.

530 Men nu er den Drot, som blev den Lykkelige kaldt ? 

ORESTES.
Hvem ? han som jeg har kjendt, var ikke lykkelig. 

IPHIGENEIA.
Jeg mener Drotten Agamemnon, Atreus' Søn. 

ORESTES.
Det veed jeg ikke, Qvinde ! spørg ei meer om ham ! 

IPHIGENEIA.
Jo spørge maa jeg; tael dog ! glæd mig med et Svar ! 

ORESTES.

535 Død er den Arme, og en Anden død med ham. 

IPHIGENEIA.
Død ? hvilken Skjebne ramte ham ? o vee mig ! vee ! 

ORESTES.
Hvi sukker du ? var han maaskee med dig i Slægt ? 

IPHIGENEIA.
Jeg sukker over Drottens fordums Herlighed. 

ORESTES.
Hans Død var grum; hans egen Hustrue myrded ham. 

IPHIGENEIA.

540 Den Myrdede jeg ynker og hans Morderske. 

ORESTES.
Men hør nu op, og spørg mig ikke videre ! 

IPHIGENEIA.
Eet Spørgsmaal blot: hans Hustrue ? lever hun endnu ?

ORESTES.
Nei hun er død; dræbt blev hun af sin egen Søn. 

IPHIGENEIA.
O faldne Huus ! men hvad bevæged ham dertil ? 

ORESTES.

545 Sin Faders Mord han hevnede paa Mordersken. 

IPHIGENEIA.
Ak ! 
Hvor skjønt han øved gruelig Retfærdighed ! 

ORESTES.
Dog ei hans Retfærd Naade fandt for Guderne. 

IPHIGENEIA.
Har Agamemnon andre Børn sig efterladt ? 

ORESTES.

550 En Datter blot ved Navn Elektra lever end. 

IPHIGENEIA.
Om Datteren, som blev offret, har man Intet hørt ? 

ORESTES.
Nei ! ikke andet, end at hun forlængst er død. 

IPHIGENEIA.
Usalig hun som hendes Morder, Faderen. 

ORESTES.
For nedrig Qvinde faldt hun uden mindste Tak. 

IPHIGENEIA.

555 Men er den dræbte Faders Søn i Argos end ? 

ORESTES.
Den Stakkel ! han er ingensteds og overalt. 

IPHIGENEIA.
I falske Drømme ! farer hen ! I var jo Tant. 

ORESTES.
Selv ei de Guder, som man har de Vise kaldt, 
Fortjene større Tiltroe, end en flygtig Drøm.

560 I alle Ting hos Guder som hos Mennesker 
Der hersker stor Forvirring; een Ting trøster kun: 
Hvo Døden fandt i Tillid til en Guddoms Raad,
Hans Død vil kyndig Mand ei kalde Galningfærd. 

CHORET.
Ak ! vore Frender og Forældre leve de ?

565 Hvad eller er de døde ? hvo kan sige det ? 

IPHIGENEIA.
Nu hører efter ! nylig faldt et Raad mig ind, 
Som Eder være kan til Gavn, I Fremmede ! 
Saavelsom mig, og Sagen vil vel lykkes bedst, 
Ifald mit Raad er Eder Alle til Behag.

570 Hvis jeg dig frelser, vil du da som Sendebud 
Til Argos gaae, og bringe mine Slægtninger 
Et Brev, som en barmhjertig Fange skrev for mig, 
Der ei formoded, at min Haand var Morderhaand, 
Men tænkte blot paa Landets Lov, som fordrer Død,
575 Fordi Gudinden anseer denne Skik for Ret. 
Dog Ingen fandt jeg, som til Argos vilde gaae 
Som Sendebud med Brevet, naar jeg frelste ham, 
Og bringe det til Een af mine Frender der. 
Men du, thi ei du tykkes mig af ringe Byrd,
580 Mykenai kjender du og dem, mit Brev er til, 
Sørg for din Frelse ! for et Brevskabs lette Vægt 
Ei ringe Løn jeg byder dig - dit eget Liv; 
Saa maa din Ven, da Landets Lov forlanger det, 
Adskilt fra dig vort Alter væde med sig Blod. 

ORESTES.

585 Dit Ord, o Qvinde ! lyder skjønt, paa een Ting nær; 
At han skal døe, det hviler paa mit Hjerte tungt, 
Thi det var mig, som seiled ud i Skjebnens Storm, 
Men for at dele mine Trængsler gik han med, 
Og derfor er det syndigt, om jeg viser dig
590 En Gunst, og selv mig frelser,, naar dog han skal døe. 
Nei ! saadan bør det være ! giv du ham dit Brev, 
Til Argos vil omhyggelig han bringe det; 
Lad hvo som vil da myrde mig ! den værste Skam 
Er den, at styrte sine Venner i Fordærv
595 Og frelses selv, og denne Mand er mig en Ven, 
Hvem som mig selv jeg ønsker Livets Lys at see. 

IPHIGENEIA.
O skjønne Sjel ! af ædel Rod er du forvist 
Udrunden, og din Ven du est en ægte Ven. 
Og gid den Slægtning, jeg endnu tilbage har,

600 Er slig en Mand, thi jeg er ikke broderløs, 
I Fremmede ! dog aldrig jeg min Broder seer. 
Dog da du saa det ønsker, vil vi sende ham 
Med Brevet bort, og du maa døe.  Det er en stærk 
Hengivenhed, som knytter dig til denne Mand. 

ORESTES.

605 Hvo skal mig slagte ? hvo har Mod til saadan Daad ? 

IPHIGENEIA.
Jeg; den Beslutning har Gudinden givet mig. 

ORESTES.
Den Ingen dig misunder, den er ynkelig. 

IPHIGENEIA.
Nødvendigheden tvinger mig til Lydighed. 

ORESTES.
Tør du, en Qvinde, stikke Sværd i Mandens Bryst ? 

IPHIGENEIA.

610 Nei ! kun dit Haar med Vievand jeg væde skal. 

ORESTES.
Hvo bliver da min Morder, hvis jeg spørge tør ? 

IPHIGENEIA.
I Templet er der Andre, som besørge det. 

ORESTES.
Hvordan er Graven, som mit Liig skal gjemmes i ? 

IPHIGENEIA.
En hellig Ild, et bælgmørkt Svælg i Klippens Kløft. 

ORESTES.

615 O vee ! 
Var det endda min Søsters Haand, som jorded mig !

IPHIGENEIA.
Tomt er dit Ønske, arme Mand ! hvo end du est, 
Langt borte fra Barbarers Lande hun jo boer. 
Men da du est i Argos født, vil jeg forsand

620 Ei spare nogen Omhu, som kan vises dig; 
Nedlægge vil jeg mange Smykker i din Grav, 
Med lysguul Olie jeg dit Legem salve vil, 
Og kaste paa dit Dødningbaal den rene Saft, 
Som brune Bier suged ud af Blomst paa Fjeld.
625 Dog nu jeg gaar at hente Brevet, som er gjemt 
I Helligdommen.  Fat dog ikke Nag til mig ! 
Bevogter dem, I Svende ! de er uden Baand ! 
Uventet vist til Argos komme vil mit Brev 
Til den af mine Frender, som jeg elsker meest,
630 Og bringe ham den glade sanddrue Tidende, 
At En er end ilive, hvem han troede død. 
(Gaaer.) 
.
||<<
<<
Wil
ster
>>
>>|||