||<< |
|
[385-
|
631] |
|
|
.
|
|||||
CHORET.
Første Strophe. |
|||||
385 | Blaanende
Sund ved det brusende Hav,
Over hvis Vande paa Flugten fra Argos Io som rasende foer til Euxinos's Dyb, Da hun til Asien svam fra Europa ! Hvo er de Mænd, som hist fra Eurotas' |
||||
390 | Sivomkrandsede deilige
Strøm,
Eller fra Dirke den hellige Bæk Kom herhid til det rædsomme Land, Her hvor den himmelske Jomfrue Fraver med Menneskeblod |
||||
395 | Templets Søiler
og Alter ?
Første Modstrophe.
|
||||
400 | Thi til Fordærv
for de jordiske Slægter
Gløder et sødt, men umætteligt Haab, Rigdom at hente sig flakke de vidt Hen over Dyb til Barbarernes Kyst. O de forblindede Daarer ! |
||||
405 | Vented de til det var
Tid,
Kom uformærkt de til Velstand. Anden Strophe.
|
||||
410 | Langs Kysterne hen over
Søe,
Som høit Amphitrite lod bruse - Hvor i Chor under kredsende Dands Halvhundred i Tal Nereiderne synge - |
||||
415 | For seilopsvulmende
Blæst,
Mens agter i Stavnen det peeb I det hvilende Roer, Hvad enten det kuled fra Syd, Eller Zephyr i Seilene pusted, |
||||
420 | Til det fugleomsværmede
Land,
Den skinnende Kyst, hvor Achil En Bane lod jevne til Veddeløbsdyst Ved Euxinos's Vande. Anden Modstrophe.
|
||||
425 | Maatte Helena, Ledas
elskede Barn,
Komme hid til vor Kyst Paa Reisen fra Troernes Land, At Præstinden da her kunde væde Hendes Haar med det blodige Vand, |
||||
430 | Og Sværdet i Bryst
Hende støde til Gjengjeld ! Dog helst jeg hørte det Bud, At en Skipper var kommen herhid Fra Hellenernes Land, |
||||
435 | At ende vor Trængsel
og Nød,
Og befrie os fra trykkende Trældom. O kunde jeg blot i en Drøm Betræde mit fædrene Huus, At den liflige Søvn den Glæde mig gav, |
||||
440 | Som en Lykkelig nyder
!
See ! hist fremtræder det fremmede Par Med Lænker om Haand Gudinden til Offer. Tys ! stille ! Veninder ! tys ! Thi nær ved Templet er alt |
||||
445 |
De Helleniske Fanger,
Og ei var den Tidende falsk, Som Hyrden os bragte. Præstinde ! hvis villig du røgter det Kald, Som vort Folk dig gav, saa tag mod det Offer, |
||||
450 |
Der hjemlet ved Loven hos os
Er Hellernes Folk vanhelligt. IPHIGENEIA.
|
||||
455 | Som Gudindviede bør
for Baand de være frie.
Gaaer derpaa ind i Templet og besørger Alt, Hvad der endnu behøves efter Skik og Brug ! Ak ! Fortæl mig, hvem er Eders Moder, Fremmede ! |
||||
460 | Hvem er Eders Fader
? Søster ? hvis I Søstre har.
Ak ! hvilket ædelt Broderpar hun miste skal Snart broderløs ! Hvo ahner, hvem en saadan Lod Tilstøde kan ? usynlig gjennem Nattens Mulm Gaaer Guders Vei, og Ingen veed naar Sorg er nær, |
||||
465 | Saa gaadefuldt forvikler
Skjebnen Livets Gang.
Men siig mig, stakkels Fremmede ! hvor kom I fra ? Forvist I seiled langveisfra til dette Land, Og fjernt fra Hjem I stedse skal histnede boe. ORESTES.
|
||||
470 | Og piner os med Qvaler,
som beredes os ?
Den er ei viis, som, mens han er ifærd med Mord, Vil kue Dødens Rædsler med Beklagelser, Saalidt som den, der jamrer, naar han Døden seer Og Haab om Redning er forbi; af enkelt Qval |
||||
475 | Han skaber to, og handler
dertil taabelig,
Han døer jo dog; lad Skjebnen raade som den vil ! Derfor begræd os ikke meer ! den Offerskik, Som gjelder her i Landet, er os velbekjendt. IPHIGENEIA.
|
||||
480 | I Fremmede ! det gad
jeg gjerne vide først.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
485 | Af Venskab er vi Brødre,
ja ! men ei af Blod.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA. |
||||
490 | Er du saa stolt, at
du misunder mig dit Navn ?
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
495 | Det stolte Argos kalder
jeg mit Fædreland.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA. |
||||
500 | Vil du mig sige hvad
jeg gjerne vide vil ?
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
505 | Gid jeg den aldrig,
selv i Drømme, havde seet !
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA. |
||||
510 | Hvor er hun ? ogsaa
mig hun fordum voldte Qval.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
515 | Hvor ivrig du paa eengang
spørger mig om Alt !
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA. |
||||
520 | Hvor herligt, o Gudinde
! Men Laertes' Søn
?
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
525 | Nei ! og hans Bryllupsfest
i Aulis blev til Tant.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA. |
||||
530 | Men nu er den Drot,
som blev den Lykkelige kaldt ?
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
535 | Død er den Arme,
og en Anden død med ham.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA. |
||||
540 | Den Myrdede jeg ynker
og hans Morderske.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
545 | Sin Faders Mord han
hevnede paa Mordersken.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
550 | En Datter blot ved Navn
Elektra lever end.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA. |
||||
555 | Men er den dræbte
Faders Søn i Argos end ?
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
|
||||
560 | I alle Ting hos Guder
som hos Mennesker
Der hersker stor Forvirring; een Ting trøster kun: Hvo Døden fandt i Tillid til en Guddoms Raad, Hans Død vil kyndig Mand ei kalde Galningfærd. CHORET.
|
||||
565 | Hvad eller er de døde
? hvo kan sige det ?
IPHIGENEIA.
|
||||
570 | Hvis jeg dig frelser,
vil du da som Sendebud
Til Argos gaae, og bringe mine Slægtninger Et Brev, som en barmhjertig Fange skrev for mig, Der ei formoded, at min Haand var Morderhaand, Men tænkte blot paa Landets Lov, som fordrer Død, |
||||
575 | Fordi Gudinden anseer
denne Skik for Ret.
Dog Ingen fandt jeg, som til Argos vilde gaae Som Sendebud med Brevet, naar jeg frelste ham, Og bringe det til Een af mine Frender der. Men du, thi ei du tykkes mig af ringe Byrd, |
||||
580 | Mykenai kjender du og
dem, mit Brev er til,
Sørg for din Frelse ! for et Brevskabs lette Vægt Ei ringe Løn jeg byder dig - dit eget Liv; Saa maa din Ven, da Landets Lov forlanger det, Adskilt fra dig vort Alter væde med sig Blod. ORESTES. |
||||
585 | Dit Ord, o Qvinde !
lyder skjønt, paa een Ting nær;
At han skal døe, det hviler paa mit Hjerte tungt, Thi det var mig, som seiled ud i Skjebnens Storm, Men for at dele mine Trængsler gik han med, Og derfor er det syndigt, om jeg viser dig |
||||
590 | En Gunst, og selv mig
frelser,, naar dog han skal døe.
Nei ! saadan bør det være ! giv du ham dit Brev, Til Argos vil omhyggelig han bringe det; Lad hvo som vil da myrde mig ! den værste Skam Er den, at styrte sine Venner i Fordærv |
||||
595 | Og frelses selv, og
denne Mand er mig en Ven,
Hvem som mig selv jeg ønsker Livets Lys at see. IPHIGENEIA.
|
||||
600 | Er slig en Mand, thi
jeg er ikke broderløs,
I Fremmede ! dog aldrig jeg min Broder seer. Dog da du saa det ønsker, vil vi sende ham Med Brevet bort, og du maa døe. Det er en stærk Hengivenhed, som knytter dig til denne Mand. ORESTES. |
||||
605 | Hvo skal mig slagte
? hvo har Mod til saadan Daad ?
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA. |
||||
610 | Nei ! kun dit Haar med
Vievand jeg væde skal.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES.
IPHIGENEIA.
ORESTES. |
||||
615 | O vee !
Var det endda min Søsters Haand, som jorded mig ! IPHIGENEIA.
|
||||
620 | Ei spare nogen Omhu,
som kan vises dig;
Nedlægge vil jeg mange Smykker i din Grav, Med lysguul Olie jeg dit Legem salve vil, Og kaste paa dit Dødningbaal den rene Saft, Som brune Bier suged ud af Blomst paa Fjeld. |
||||
625 | Dog nu jeg gaar at hente
Brevet, som er gjemt
I Helligdommen. Fat dog ikke Nag til mig ! Bevogter dem, I Svende ! de er uden Baand ! Uventet vist til Argos komme vil mit Brev Til den af mine Frender, som jeg elsker meest, |
||||
630 | Og bringe ham den glade
sanddrue Tidende,
At En er end ilive, hvem han troede død. (Gaaer.)
|
||||
.
|
|||||
|
|
Wil
|
ster |
|
|