Euripides: Kyklopen
||<<
<<
[203
-354]
>>
>>|||
.
KYKLOPEN POLYPHEMOS.
Hvad rase I Bacchanter ? Her ei Bacchos er, 
ei Kobberklingren eller buldrende Trommeslag.
205 Hvordan i Hulerne har mig det de unge Kid ? 
Hvad ? ligge de ved Ivret ? eller løbe alt 
ved Moders Side ? Er hvert Siivkar ogsaa nu 
fuldmalket ? saa jeg Forraad har til Ostene ? 
      ( Silenos skuler mod Jorden. )
Hvad mæle I ? Hvad sige I ? Snart skal min Stok
210 Jer lære flæbe ! Seer kun op, og ikke ned ! 

SILENOS.
    ( seer i Veiret. )
Velan, mod Zevs selv hæve op vi Hovedet, 
og alle Stjerner og Orion jeg skuer grant. 

KYKLOPEN.
Er Middagsmaden, vel tillavet, færdig nu ? 

SILENOS.
Ja, naar dit Svælg kun ogsaa vel beredet er.

KYKLOPEN.

215 Er ogsaa alt med Melken fyldt hvert Drikkekar ? 

SILENOS.
Ja, du kan drikke, om du vil, i Tøndemaal. 

KYKLOPEN.
Af Faaret eller Koen, eller blandet Melk ? 

SILENOS.
Alt hvad som helst du befaler - slug mig bare ei ? 

KYKLOPEN.
Vist ikke ; thi I dræbte mig med eders Spring

220 og Fagter, dersom midt I kom i min Mave ned. 

( Vender sig mod Grotten og seer Odyssevs med Staldbrødre. )

Ha, hvilken Flok hist henne seer ved Stalden jeg ? 
En Røver- eller Tyvebande er landet her ! 
I Sandhed ! Lam fra mine Huler trukne ud, 
med flettet Riisbaand sammenbundne seer jeg jo,

225 og Kar med Oste staae iblandt hinanden, og 
af Slag den Gamles glatte Isse hovnet op

SILENOS.
   ( lader, som han betages af en Febergysen. )
Ak, ak ! jeg har en Feber ! Prygl jeg Stakkels fik ! 

KYKLOPEN.
Af Hvem ? Hvo gav dit Hoved, Gamle ! Nævedrag ? 

SILENOS.
De der ! fordi slig Rapsen jeg modsatte mig. 

KYKLOPEN.

230 De vide ei, at jeg er Gud, af Guddom født ? 

SILENOS.
Jeg sagde det; men væk de slæbde Sagerne, 
og skjøndt jeg ei tillod det, aad' de Osten dog: 
Lam trak de bort, og sagde, at de vilde med 
treealenlangt Tov binde dig, og Tarmene

235 med Magt igjennem dit store Øie rive ud: 
med en Svøbe derpaa dygtig smøre dig din Ryg, 
og siden sammensurre og i Skibets Rum 
dig smide ned, for at sælge dig til En, hos hvem 
Du Steen kan slæbe, eller dreie Møllen rundt. 

KYKLOPEN.

240 Virkelig ? saa gaae paa Øieblikket hen, og slib 
mig mine Kokkeknive, og et stort Bundt Brænde kast
paa Arnen, og gjør Ild, at strax de, slagtede 
min Mave fylde kunne, deels bortrevne fra 
Gløderne, naar Kokken Maden heed mig retter an,
245 deels møre sydede tagne af min Kjedel op. 
Thi fuld af Dyresteg min Bug jeg stopped nys; 
alt ofte nok jeg Maaltid har af Løver holdt 
og Hjorte: Mennesker ei i lang Tid smagt jeg har. 

SILENOS.
Nyt efter Hverdags, strænge Herre ! stedse bedst

250 jo smager, og for nylig til vor Hule hid 
ei heller nogen anden Reisende kommen er. 

ODYSSEVS.
Kyklop. Hør derimod nu og os Fremmede ! 
Vi Levnetsmidler vilde her indkjøbe os, 
og derfor op fra Skibet kom din Hule nær.

255 Men Han ( pegende paa Sil. )   os Lammene solgte for et Bæger Vin 
og gav os dem, saasnart vor Drik han havde smagt - 
frivillig Billige - Intet skeedte der med Tvang. 
Men intet Sundt i al sin Snak han siger dig, 
da han i lønlig Salg af Dit nu greben er. 

SILENOS.

260 Jeg ? Gid du al Ulykke faae ! 

ODYSSEVS.
              Jeg lyver ei ! 

SILENOS.
O ved Poseidon, ved din Fader, o Kyklop ! 
og ved den store Triton, og ved Nerevs, og 
Kalypso, og ved Nerevs's Pigebørn, og ved 
hver hellig Bølge og den hele Fiskeslægt

265 jeg sværger, lille Kyklop ! o du, min smukke, du 
min rare lille Herre, at, hvis solgt jeg har 
dit Gods de Fremmede, gid, som slemme Knægte slemt 
da mine hjertenskjære Børn omkomme maae ! 

SATYRCHOR.
   ( til Silenos. )
Hold Mund ! Jeg selv til disse saae dig Varene

270 borttuske; hvis jeg lyver, skee min Fader al 
Ulykke da ! Men ei fornærm de Fremmede ! 

KYKLOPEN.
    ( til Choret. )
I lyve ! Jeg har mere Tro til ham, end til 
Radamanthus selv, og kalder meer retskaffen ham. 
Men spørge vil jeg:    ( til de Reisende )    hvorfra seiled' ere I ?

275 Hvad Land, I fremmede Folk ! og By har Eder født ? 

ODYSSEVS.
Ithakeser vi af Fødsel ere, fra Ilion, 
da Staden ødelagt vi havde, kom vi hid 
til dit Land, af Havstorm vidtbortstødte, o Kyklop ! 

KYKLOPEN.
Hvad ? Er det Jer, som hevnet have Skjøgens, hin

280 Helenes Rov paa Troers By ved Skamanders Bred ? 

ODYSSEVS.
Os er det: døiet rædsomt Ondt Vi have der. 

KYKLOPEN.
Et lumpent Feldttog ! Kun for eet Kvindemenneske 
I seiled' altsaa lige hen til Phrygers Land ? 

ODYSSEVS.
Det Værk var Himlens.  Ingen Jordens Søn beskyld !

285 Men dig, o ædelbaarne Søn af Havets Gud 
bønfalde Vi, og sige frit: vær ei saa haard, 
at dræbe Venner, som tyede til din Hule hen, 
og dem til gudløst Maaltid gjøre for dit Svælg - 
vi som, o Konge ! Tempelboliger have for
290 din Fader i Hellenisk Lands Havbugter reist. 
Thi hellig, uantastet Tainarons Havn, og hint 
Maleas høie Skjul forbliver og Sunions
Athenes stolte, solvelsignede Klippes, og 
Ceraistons Tilflugtssteder,  Men en Tort, saa tung 
295 for Hellas, Phrygerne ei tilgive kunde vi. 
Og deri Deel du ogsaa har, da du beboer 
en Krog af Hellas, ildnedregnende Ætnas Fjeld. 
Thi vend paa Menneskeviis i Tale dig til os, 
modtag, vi dig bønfalde, os havslagne Mænd,
300 og Gjestevenskabs Gaver skjænk og Klæder giv ! 
O ! stik paa lange Oxespid os derfor ei ! 
Dig vore Lemmer fylde ikke Bug og Svælg ! 
Alt Nok fra Hellas røvet har Priamske Land, 
og voldet Manges Fald og Drab ved Landsestød:
305 fra Koner Mænd, fra gamle jamrende Kvinder, og 
graae Fædre Sønnerne revet vort. Vil Resten nu 
du stege, og den fule Mad nedsluge brat, 
hvor tyêr man hen da ? O ! men følg mit Raad, Kyklop ! 
Forjag din Tands Mordgriskhed ! Menneskevenlighed
310 langt fremfor Menneskefjendskab vælg !  Thi mange har 
den lastefulde Vinding paaført store Tab. 

SILENOS.
    ( til Kyklopen, pegende paa Odyssevs. )
Jeg har et Ord at sige dig: Af Dennes Kjød 
levn ei en Bid ! Og vil du Tungen æde med, 
Du snu da bliver, og i Kjæften stærk, Kyklop ! 

KYKLOPEN.
    ( til Odyssevs. )

315 Kun Rigdom, usle Mandsling ! er den Vises Gud: 
Alt Andet ikkun Skryd og Brask, og glatte Ord ! 
Strandklippetemplerne, som man reist min Fader har, 
jeg intet ændser.  Hvorfor kom du med saadan Snak ? 
For Zevses Lyn jeg skjelver ei, du Fremmede !
320 og ei jeg veed, at større Gud Zevs er, end jeg. 
Forresten ligegyldig er han mig.  Hvorfor ? 
det hør ! Naar Regnskyl ovenfra han gyder ud 
i Hulen her jeg har en Bolig tæt og fast. 
Med en Kalvesteg da eller glubske vilde Dyr
325 min opadvendte Bug i Ly trakterer jeg. 
Har saa en Tønde Melk jeg slugt, saa slaaer det Skrald 
mod Teppet, høit med Zevses Torden kappende. 
Naar Thracisk Boreas gyder trindt Sneefoget ned, 
saa kaster Vilddyrs Huder jeg omkring min Krop,
330 og tænder Ild, og bryder intet mig om Snee. 
Af Tvang maae Jorden, vil den eller vil den ei, 
frembringe Græsset, for at fede mine Faar. 
Dem offre Guderne skulde jeg ? Nei, kun mig selv, 
og dette største Guddomsvæsen, denne Bug !
335 At drikke godt, og æde dygtigt, Dag for Dag, 
og om Intet sig bekymre, det for kloge Folk 
den sande Zevs bør være ! De, som have Lov 
fremsat, og Livet for Enhver forplumret, gid 
de times al Ulykke ! J e g ei glemme skal
340 mig selv at gjøre tilgode, og at æde dig. - 
Som Gjestevenskabsgaver - last saa ikke mig - 
du Ild skal faae, og hin min fædrene Kjedel, som 
i Kaag dit tunge fede Kjød smukt rumme kan. 
    ( til Choret. )
Gaaer I nu ind at staae for denne Borgens Gud
345 omkring det lækkre Maaltid og opvarte mig ! 

ODYSSEVS.
Ak, ak ! jeg Troisk Kamp vel har udholdet, og 
Havsnød; men nu dog strande mod barbarisk Mands 
Madlyst jeg maae og havneløse Sindelag. 
O Pallas ! himmelske Herskerinde, Zevses Barn !

350 nu, nu mig hjelp ! Til værre Kamp end Ilions 
da her paa Undergangens Pynt jeg kommen er. 
Og skue det, Gjestevenskabs Zevs ! som hist beboer 
de lyse Stjernesale ! Hvis du ei det seer, 
du et Intet er, og holdes, Zevs ! omsonst for Gud. 

( Kyklopen driver ham og Staldbrødre tilligemed 
                       den første Halvdeel af Choret ind i Hulen. )
 

*
||<<
<<
Fib
iger
>>
>>|||