Euripides: Kyklopen
*
*
Tilbage til teksten
*
*
.
Indledning
Peder Grib Fibiger
.
a en fuldstændig Udvikling af det Satyriske Dramas Beskaffenhed deels, formedelst den nødvendige Udførlighed, maatte give dette Indbydelsesskrift et alt for stort Omfang, deels kun vilde blive et Sammendrag af en Kasaubons, Buhles, Eichstadts og mange flere berømte Lærdes Skrifter, som synes at have udtømmet denne Materie, saa anmærkes, for de med Oldtiden mindre bekjendte Læseres Skyld, ikkun Følgende: Satyrspillet udsprang, ligesom Tragoedien af de overgivne Sange i Viinhøsten til Bacchos's Ære, med hvilke efterhaanden blandedes dramatiske Forestillinger først af Viingudens Bedrifter og Eventyr, siden og af andre Guders og Heroers.  Tragoedien uddannede sig derpaa til den ædle Form, vi endnu beundre hos Æschylos, Sophokles og Euripides.  Men Satyrspillet beholdt Meget af den gamle Kaadhed og blev et fra Tragoedien og Komoedien væsentlig forskjelligt Kunstværk.  Fra Tragoedien adskilte det sig ved sine lystige Chore af Satyrer og Silener, (hvoraf det ogsaa fik Navn) ved blandingen af komiske Personer og Scener med tragiske, ved Vittigheder, Lune og Spot, ved Katastrophen, som aldrig maatte være reen tragisk; fra Lystspillet, ved at blande høiere, heroiske Karacterer og Taler med lavere og uædle, og fra begge ved sin Korthed (nærværende Stykke er neppe halv saa langt som de fleste af de til os komne Tragoedier og Komoedier) og større Simpelhed i Plan.  I øvrigt brugdes det som Efterspil efter Tragoedier i de saakaldte Tetralogier. Forskjelligt fra dette Slags Drama Satyricum, var Komikernes Satyrspil, hvilket vel ogsaa indførte Guder og Heroer paa Scenen, men for det meste blot for at parodiere den virkelige Tragoedie og nærmede sig derved mere til Komoedien; thi Tragikernes Satyrspil befattede sig ikke med Parodie eller personlige Henpegninger, men indskrænkede sig ganske til Virkningerne af den idelige Kontrast mellem det Høiere og Lavere. 
   Euripides's Kyklop er det eneste fuldstændige, vi af alle Oldtidens Satyrspil have tilbage.  Just derfor troede jeg, det, som en Relikvie, vilde interessere endogsaa dem, der ei kunne, eller ei have Leilighed til at læse det i Original.  Hvad Oversættelsen selv angaaer, da har jeg fulgt de samme Grundsætninger, som i min Fordanskning af Sophokles, og skal i Fortalen til første Deel af samme, der inden meget kort Tids Forløb vil forlade Pressen, stræbe nøiagtigen at udvikle disse.  Men da det Euripideiske Trimeter tillader sig langt flere Opløsninger af Længder til Kortheder, end det Sophokleiske og Æschylæiske, har jeg ogsaa i denne Henseende søgt at nærme mig, saavidt muligt, min Original. 
   Emnet til dette Drama er, paa Indførelsen nær af Silenos, og af Satyrerne, taget af Odysseens 9de Bog. Kykloperne vare et fabelagtigt Folk, som i de allerældste Tider skal have beboet Sicilien og næret sig blot af Kvægavl. De vare Kjæmper med eet Øie i Panden eller paa Brystet. Man nævner først 3: Arges, Brontes og Steropes, Sønner af Himlen og Jorden. Uranos kastede dem, af Frygt for deres Magt, tilligemed Centimanerne, ned i Tartaros. Kronos som styrtede sin fader, Uranos, fra Tronen, befriede dem, men styrtede dem atter ned. Endelig bleve de forløste af Jupiter, hvem de til Gjengjeld forærede Torden og Lyn. Apollo dræbde dem fordi Jupiter havde ihjelslaaet hans Søn Æskulap med det af dem forfærdigede Lyn. Disse Kykloper, Sønner af Uranos, ere dog ikke de samme som de, hvilke Homer omtaler; skjøndt af samme Slægt. Ogsaa vare de Vulkans Smedesvende og Bjerget Ætna, saavelsom Lemnos deres Værksteder, hvor de smeddede Jupiters Lyn. Polyphemos, Neptuns Søn, er ogsaa bekjendt ved sin Kjerlighed til Nymphen Galatea. (See Ovid. Metam. 13 B.) Silener og Satyrer (Bacchos's bestandige Selskab) vare Skovguder med Bukkefødder, Haler, spidse Ører og Horn, undertiden blot med dyriske Ører og Haler, forresten som Mennesker. Silenerne nedstammede fra denne første Silenos, der her indføres som Bacchos's Opdrager og trofasteste Ven. 
.
.
*
*
Tilbage til teksten
*
*