Anmærkninger til Kyklopen:
1-1.

 
 
 
 
 
 

!

V. 1.  Bromios   Bacchos. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
V. 3.  Here Som en Søn af Zevs og den thebanske Kong Kadmos's Datter, Semele, var den unge Bacchos Here (Juno) forhadt. I Semeles Ammes Skikkelse besøgde Here Semele, medens denne endnu gik frugtsommelig med Viinguden, og vakde Tvivl hos hende, om det Barn, hun skulde føde, ogsaa virkelig havde Tordneren til Fader. Efter Heres Raad overtalde derfor Semele Zevs til at sværge, at han vilde vise sig for hende i sin hele Maiestæt, som Gudernes Konge. Den dødelige Kvinde omkom i den Lynvæbnedes Arme. Men Zevs tog Fosteret ud af Moderens Liv og syede det, for at undgaae Virkningerne af Junos Skinsyge, ind i sit Laar, hvoraf det, efter tre Maaneders Forløb, kom for Lyset. Faderen overgav det derpaa til Merkur, som bragde det til Ino, den Bæotiske, eller Thessalske Kong Athamas's Gemalinde, og Semeles Søster til Opfostring. Men Juno gjorde Ino vanvittig til Straf for hendes Omsorg for Barnet, og Jupiter forvandlede da Bacchos til en Buk, og lod ham ved Merkur bringe til Nysa, (Stad og Bjerg i Indien) hvor han blev opdragen af Bjergets Nympher.  (Andre Fabler lade ham opfostres i Dodona, i Epirus, paa det lydiske Bjerg Imolus, paa Naxos, i Egnen af den Achajiske Stad Patræ, o. s. v.). Men heller ikke i Indien var han i Sikkerhed. I et Raseri, som Juno indgjød ham, forlod han de Nysæiske Nympher, og gjennemdrog Ægypten, Indien, Syrien, Phrygien, udbredende Kultur blandt Menneskeslægten, især Viinavl. Denne yngre Thebanske Bacchos sammensmelte senere Fabler gandske med den ældre, hvis egentlige Navn var Zagrevs, Søn af Zevs og Proserpina. Mythen om denne ældre er orientalsk og forestiller ham som Plovens Opfinder, som den personificerede frembringende Kraft i Naturen, som Kulturguddom, der, i Forening med Ceres, lærde Menneskene Agerdyrkning, som Lovgiver (Thesmophoros, under hvilket Navn han paakaldtes i de Elevsinske Mysterier) - som Vinens og Glædens Giver.  Denne ældre Bacchos, eller Zagrevs var det, som i en Løves Skikkelse stod de andre Guder saa vældig bi i Gigantkrigen, at Seieren tilskreves ham alene, og at Zevs tilraabte ham ved hans Tilbagekomst fra Slaget: 
! herligt min Søn ! 
Fibiger.
!
V. 5.  Jordsønnekrigen.  Giganterne (maaskee blot Personification af ildsprudende Bjerge og andre voldsomme Naturscener) vare sønner af Gæa (Jorden) og Tartarus (Underverdenen), taarnede Bjergene Ossa, Pelion, Oita, Rhodope og flere paa hinanden og bestormede paa dem Himlen. Men Guderne vandt Seier og de Betvungne bleve nedstyrtede til Tartarus, eller, efter andre Myther, lagte under Øer og Bjerge hvoraf de siden sprudede Ild.   I denne Krig var rigtig nok Silen med som Bacchos's tro Følgesvend; men da E n k e l a d o s (paa hvem Minerva kastede hele Øen Sicilien) var den største af alle Giganterne, føler Silen selv, at hans Pralen med Kamp mod denne Jette er vel drøi, og vender sig paa Komoediens gamle Viis, til Spectatores med den Forsikring at han ikke lyver. Forresten skal, efter senere Myther, Silens hele Fortjeneste i Gigantkrigen have bestaaet deri, at Fjenderne bleve forskrækkede over hans Esels Skryden, en dem fremmed og skrækkelig Lyd. 
 
 Fibiger.
!
V. 11.  Denne Bacchos's, af Juno foranstaltede, Bortførelse er bekjendt af Ovid. Metam. L. 3 Fab. 8-9. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
V. 18.Malea   det østlige af de to sydligste Forbjerge i Lakonien. 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
V. 36.  Mine Børn  kalder Silen de unge Satyrer, da man ved Silener forstod gamle Satyrer. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
V. 37. Sikinnis var en Satyrdands, som udmærkede sig ved hurtige Bevægelser. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
V. 39.  Althæa.  Datter af Thestius, gift med den Ætoliske Kong  Oenevs. Da Bacchos engang var denne Konges Gjest, forelskede han sig i Dronningen og avlede med hende Deianira (siden Herkules's Ægtefælle). Den sørgelige Hevn Althæa tog over sin, og Oeneus's Søn, Meleager, skildres af Ovid i Metamorphosernes 8de Bog, 4de Fabel. 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
V. 40.Barbitos eller Barbiton.  Et Slags Lyra med mange Strænge. 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
Strophe.  Choret bestod i Euripidisses, saavelsom Sophoklesses Tid af femten Personer. Naar det ikke var afdeelt i tvende Halvchore, bleve de Hoveddele af Sangen, som kaldes Strophe og Antistrophe afsjungne tutti. Under Strophe bevægede Choret sig, med et Slags Dands, til den ene, og under Antistrophe til den anden Side af det foran Scenen staaende Alter. Naar en tredie Sang-Afdeling, Epodos,  (som her er Tilfældet) forekom, bleve Choret, under Sangen, staaende stille i Midten. Hvor iøvrigt Choret er i Samtale med en af Stykkets Personer, er det ikke hele Choret, som taler, eller synger, men blot dets Anfører, Koryphæus, præsul, præsultor.
 
 
Fibiger.
!
V. 64.Mænader. Bacchantinder. Thyrser. Den bacchiske Hærs Vaaben, da den under Gudens Anførsel erobrede Asien indtil Ganges. Thyrsen var et Spyd, omvundet med Vedbende og Viinløv. 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
V. 65.  Trommen,  Haandtrommen, Tambourin, som de Dandsende sloge med Haanden, hørde til denne Guds larmende Musik. 
 
 
 
 
 
 
 
 
Fibiger.
!
V. 68. Nysa.
 
 

See Anmærkn. til V. 3.



 
 
 
 
 
 
 
 

Fibiger.
#