[Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>
	Iliaden  1. Sang
	Pesten. Vreden.
1	Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
2	Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
3	Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
4	Ned til Hades's Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
5	Fugle den gav deres Liig, — fuldbragt blev Zeus's Beslutning -
6	Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
7	Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon.
8	Hvo blandt Guderne hidsed dem op til Strid og til Kivsmaal?
9	Letos og Zeus's Søn; thi høist forbittret paa Kongen
10	Ypped i Hæren han dødelig Sot, saa Krigerne segned,
11	For Agamemnon paa smædelig Viis havde haanet hans Bønpræst
12	Chryses, som hen sig begav til Achaiernes hurtige Skibe,
13	Bringende med sig umaadelig Skjenk, for at løse sin Datter.
14	Svøbt om den gyldene Stav udi Haand Fjernskytten Apollons
15	Hellige Krands han bar, og Achaierne alle han bønfaldt,
16	Fremmest Atreiderne dog, de to Krigsfolkenes Drotter.
17	Atreus's Sønner! og I, beenpandsrede Mænd af Achaia!
18	Eder forunde den salige Slægt, hvis Hjem er Olympen,
19	Priamos' Stad at forstyrre, og skjenke Jer lykkelig Hjemfart!
20	O men af Blu for Sønnen af Zeus, Fjernskytten Apollon,
21	Giver min elskede Datter mig frie, og annammer min Gave!
22	Lydt tilkjende nu gav Achaiernes Folk, at man burde
23	Ære den hellige Mand og annamme den glimrende Gave;
24	Dog slet ikke det hued Kong Atreus's Søn Agamemnon,
25	Haanlig han viste ham bort, og en streng Formaning han gav ham:
26	Gamle! lad ei mig træffe dig her ved de bugede Skibe!
27	Nøl ei længer, og vogt dig for oftere her dig at vise,
28	Ei skal din Stav og Guddommens Krands da baade dig noget.
29	Hende jeg giver ei frie; langt før skal gammel hun vorde
30	Hist paa min Borg i Argos, heel fjernt fra den fædrene Hjemstavn,
31	Medens ved Væven hun røgter sin Dont og reder mit Leie.
32	Gak nu tir ei mit Sind, at bort i Behold du kan slippe.
33	Saa han taled, men Oldingen skjalv og lød hans Befaling.
34	Taus ad Stranden han vandrede hjem ved det brusende Havdyb,
35	Og paa sin eensomme Vei den bedagede Gubbe saa bønlig
36	Bad til Drotten Apollon, hiin Søn af den haarfagre Leto:
37	Hør mig, du Sølvbuevæbnede Gud! du Beskytter af Chryse,
38	Og af det hellige Killa, du Drot over Tenedos' Øland!
39	Smintheus! har jeg saasandt til Behag dig bygget et Tempel,
40	Har jeg saasandt engang tykflommede Bove dig ristet
41	Enten af Tyr eller Geed, saa hør den Bøn, som jeg beder!
42	Tugt med din Piil Danaernes Folk for de Taarer, jeg fælder!
43	Bedende talte han saa, og blev hørt af Phoibos Apollon.
44	Ned fra høien Olymp han foer, grimslagen i Hjertet,
45	Buen paa Skuldren han bar og det fasttilsluttede Kogger;
46	Pilene raslede lydt om den Høitforbittredes Skulder,
47	Alt som han iled afsted, og frem lig Natten han vandred.
48	Fjernt fra Flaaden han satte sig hen, og løsned et Piilskud,
49	Dirrende klang med skrækkeligt Hviin den sølverne Bue.
50	Først antasted hans Piil kun Muler og hurtige Hunde,
51	Derpaa han skjød mod Folkene selv, og Pilen den hvasse
52	Traf, og mangfoldige Dødningebaal der brændte bestandig.
53	Pilene foer i Leiren omkring ni samfulde Dage,
54	Men paa den tiende stævned Achil alt Folket til Thinge;
55	Dette ham skjød udi Sind den liliearmede Here,
56	Greben af Ynk ved at see, hvor svart Danaerne omkom.
57	Og da saa Folket var samlet og stod i Stimmel paa Thinget,
58	Treen i Forsamlingen frem fodrappen Achilles og talte:
59	Atreus's Søn! nu troer jeg forvist, at vi atter paa Vildfart
60	Hjem maae tye, om ellers herfra vi slippe med Livet,
61	Siden nu Pest med Krig forknuger Achaiernes Sønner.
62	Derfor velan! lad os spørge til Raads en Præst eller Spaamand,
63	Eller en Drømmefortolker, fra Zeus vel Drømmene komme,
64	Som os kan sige, hvi Vrede saa svart har betaget Apollon,
65	Om det var Løfter, der vakte hans Harm, eller og Hekatomber,
66	Eller om Røgen maaskee af lydefrie Lam eller Geder
67	Gunstig annamme han vil, og huldt afvende vor Jammer.
68	Saa han taled, og satte sig ned; frem stod Thestoriden
69	Kalchas, den snildeste Mand til at agte paa Fuglenes Jertegn.
70	Grandt han skued hvad var og er eller vorder i Fremtid,
71	Og med den Sandsigerkløgt, som Apollon ham havde forlenet,
72	Havde til Ilios hen han ført Achaiernes Flaade.
73	Venligen sindet han hæved sin Røst og taled iblandt dem:
74	Peleus's Søn! du Yndling af Zeus! du byder mig sige,
75	Hvi han er vorden os gram, Fjernrammeren Phoibos Apollon;
76	Ja forkynde det vil jeg, men hør mig, og giv mig dit Eedsord,
77	At du vil troligen stande mig bi med Haand som med Tunge,
78	Thi jeg vil sikkert fortørne den Mand, som vældigen hersker
79	Over Argeiernes Folk, og hvis Bud Achaierne lystre.
80	Kongen er stærkere jo, naar paa ringere Mand han forbittres,
81	Om han endog kanskee for idag indæder sin Galde,
82	Gjemmer han dog bestandig sit Nag, til Hevnen er fuldbragt,
83	Dybt i sit inderste Hjerte, thi siig, om du vil mig beskytte.
84	Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
85	Nævn kun freidig og frit hvad du veed om Gudernes Villie!
86	Thi ved Apollon, Kronions Udkaarede, hvem du med Bønner
87	Selv paakalder, naar Gudernes Tegn du Danaerne tyder,
88	Her ved de bugede Skibe skal Ingen med voldelig Haand dig
89	Røre, saalænge jeg lever, og kaster mit Blik over Mulde,
90	Ingen af alle Danaer, om end Agamemnon du nævnte,
91	Han, som sig stoltelig kalder den ypperste Mand af Achaia.
92	Trøstig i Hu til Orde da tog den herlige Spaamand:
93	Ei var det Løfter, som vakte hans Harm, heller ei Hekatomber,
94	Nei! han er gram for sin Præst, hvem med Haan Atreiden har afviist,
95	Uden at give ham Datteren frie og annamme hans Gave;
96	Derfor har Trængsler Apollon os sendt, og fleer vil han sende,
97	Ei vil han frie os fra Dødens de pestbefængte Gudinder,
98	Førend den livligblikkende Møe gjengives sin Fader
99	Uden Erstatning og Skjenk, og en reen Hekatombe til Chryse
100	Vorder ham sendt, da kan vi maaskee forsone hans Vrede.
101	Saa han taled og satte sig ned, da stod udi Kredsen
102	Frem Kong Atreus's Søn, den mægtige Drot Agamemnon,
103	Bister i Hu, af Harm hans trindtformørkede Hjerte
104	Svulmede høit, og som gnistrende Ild var begge hans Øine.
105	Først til Kalchas med frygteligt Blik han vendte sin Tale:
106	Jammerbebuder! et glædeligt Ord har aldrig du sagt mig,
107	Altid det er en Lyst for dit Sind at forkynde mig Vanheld,
108	Held har du aldrig forjættet, og ei stadfæstet dit Udsagn.
109	Og da du nu for Danaernes Mænd udlægger et Gudstegn,
110	Siger du lydt, at Apollon har bragt denne Nød over Folket,
111	For jeg var ikke tilsinds at annamme den glimrende Gave,
112	Chryses mig bød for sin Datter; forsand langt heller beholdt jeg
113	Pigen derhjemme, thi meer end min retlige Viv Klytaimnestra
114	Huer hun mig, slet ikke hun staaer tilbage for denne,
115	Hverken i Skabning og Huld, eller Vid og qvindelig Gjerning;
116	Dog — jeg giver endda hende frie, saafremt det er tjenligst,
117	Heller jeg seer vort Folk i Behold, end ynkelig hendøe;
118	Dog, forskaffer paastand mig et Vederlag; ei var det skjelligt,
119	Om jeg var her den eneste Mand, som manglede Kampløn.
120	Samtlige seer I jo selv, at min hædrende Løn jeg forliser.
121	Ham gjensvared paastand den Helt fodrappen Achilles:
122	Atreus's hædrede Søn! du nærigste Mand af Alle!
123	Siig, hvordan skal Achaiernes Folk en Gave dig skaffe?
124	Hvermand veed, vi sanked ei Gods til almindeligt Henlæg,
125	Alt hvad vi vandt, naar Byer vi tog, blev skiftet og uddeelt,
126	Og det er Synd, at Folket paany hidbringer sit Bytte.
127	Afstaae Pigen til Guden, da skal dig Achaiernes Sønner
128	Tre ja fiirfold erstatte dit Tab, naar Zeus os med Tiden
129	Under engang at forstyrre det velbefæstede Troia.
130	Derpaa ham svared igjen den Drot Agamemnon og sagde:
131	Nei! Achilles! hvor kjæk du end est, gudlignende Kæmpe!
132	Bort med Svig! du daarer mig ei, du besnakker mig ikke.
133	Vil du, at jeg, berøvet min Løn, tomhændet skal sidde
134	Her, mens din du beholder? du byder mig, Pigen at afstaae:
135	Ja! naar Achaias behjertede Mænd en Skjenk mig vil give,
136	Som kan behage mit Sind, saa mit Tab oprettes tilfulde;
137	Men hvis de nægte mig dette, da kommer jeg selv for at hente
138	Enten hos dig, eller Telamons Søn eller og hos Odysseus
139	Gaven, I fik, lad den saa harme sig, hvem jeg mig nærmer!
140	Dog — vi tales nok ved engang med Tiden om dette.
141	Nu vil vi flux paa det hellige Dyb et Skib lade trække,
142	Dygtige Folk skal Aarerne roe, ombord Hekatomben
143	Bringe vi vil, og føre paa Skib den væne Chryseis,
144	Og af Achaiernes Konger skal En udkaares til Skibsdrot,
145	Telamons Søn, eller Helten Idomeneus, eller Odysseus,
146	Eller Du selv, Achilles! Du rædsomste Kriger af Alle,
147	At du kan bringe vort Offer, og Phoibos's Vrede forsone.
148	Ham gjensvared med rynkede Bryn fodrappen Achilles:
149	Vee dig! du som i Frækhed er svøbt! du listige Træring!
150	Kan vel nogen Achaier dit Bud adlyde med Glæde,
151	Enten at slaaes med Fienderne kjækt, eller gange paa Streiftog?
152	Ei for Troernes Skyld, de Spydkampdygtige Krigsmænd,
153	Drog jeg i Leding herhid, thi mig har de aldrig fornærmet;
154	Aldrig de raned mig bort mine Gangere eller mit Hornqvæg,
155	Ligesaalidt som de hærged mit Korn paa det klimpede Phthias
156	Rigternærende Marker, thi mellem os ligger saa vide
157	Baade det brusende Hav og skovbeskyggede Bjerge.
158	Nei! men vi fulgte dig hid, for dig at fornøie, du Frække!
159	For Menelaos og dig, du Hundøi! Hevn over Troias
160	Folk at forskaffe; dog sligt betænker og ændser du ikke.
161	Ja! Du truer endog med at rane den hædrende Kampløn,
162	Som jeg fortjente saa suurt, og Achaiernes Sønner mig skjenked.
163	Aldrig jeg fik mig en Løn, lig din, naar Achaiernes Kæmper
164	Stormed i Troia en folkerig Stad og lagde den øde.
165	Vel er det mig, hvis Arm maa bestride den hidsige Krigsfærds
166	Haardeste Slid, og dog, naar engang det kommer til Deling,
167	Faaer du den største Belønning, mens jeg, tilfreds med en ringe,
168	Vender til Skibene hjem, naar træt af Kamp jeg er vorden.
169	Nu vil jeg drage til Phthia, thi raadeligst er det i Sandhed,
170	Hjem med de snablede Snekker at gaae; ei heller mig lyster,
171	Her som vanæret Mand at sanke dig Gods eller Skatte.
172	Ham gjensvared paastand Krigsfolkenes Drot Agamemnon.
173	Reis du kun, ifald du har Lyst, jeg beder dig ikke
174	Blive tilbage for min Skyld her; hos mig er der Andre,
175	Som vil forhverve mig Hæder, især den vise Kronion.
176	Ingen jeg hader som dig af de gudopfostrede Konger,
177	Altid er Kiv dig kjærest, og Strid og støiende Kampfærd.
178	Est du fortrinligen stærk, har en Gud jo givet dig dette.
179	Reis du kun med de Skibe du har, og med hele dit Mandskab,
180	Hjem og behersk Myrmidonernes Folk; jeg ændser dig ikke,
181	Agter ei heller din Harm, ja! true dig vil jeg desuden:
182	Siden nu Phoibos Apollon fratager mig Chryses's Datter,
183	Skal mine Mænd til Faderen hjem paa et Skib hende bringe;
184	Derpaa jeg gjæster dit Telt, og henter en rødmusset Qvinde,
185	Brises's Datter, din hædrende Løn, at tilgavns du kan lære,
186	At jeg i Magt staaer høit over dig, og at Andre maae ræddes,
187	Baade for frækt at byde mig Trods og med mig sig at maale.
188	Saa han taled, og Harme betog Peleiden Achilles.
189	Under det laadene Bryst tvivlraadigen banked hans Hjerte,
190	Enten han skulde fra Lænd flux drage sit hvæssede Glavind,
191	Splitte den stimlende Hob, og hugge ham ned, den Atreide,
192	Eller betvinge sit hidsige Mod, og dæmpe sin Harme.
193	Medens paa dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
194	Just som Sværdet af Balgen han trak, kom Pallas Athene
195	Ned fra Himlen, udsendt af den liliearmede Here,
196	Ligelig elsked hun Begge, og ømt for Begge hun sørged.
197	Bag Achilles hun treen, og trak i hans lysgule Lokker,
198	Synlig alene for ham, af de Øvrige saae hende Ingen.
199	Studsende vendte Peleiden sig om, og Pallas Athene
200	Kjendte han strax, hendes rædsomme Blik ham funkled imøde,
201	Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden:
202	Datter af Aigissvingeren Zeus! hvorfor est du kommen?
203	Mon for at see den haanlige Færd, Agamemnon beteer mig?
204	Dog det siger jeg dig, og vist fuldbyrdet det vorder,
205	Bøde han skal engang med sit Liv for denne sin Frækhed.
206	Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfru:
207	Kommen jeg er for at dæmpe din Harm, ifald du vil lyde,
208	Kommen fra Himlen, mig sendte den liliearmede Here,
209	Ligelig elsker hun Eder, og ømt for Begge hun sørger.
210	Stands nu derfor med Strid, og drag ei Sværdet med Haanden!
211	Nei! men sæt ham irette med Ord, saameget dig lyster!
212	Dog, det siger jeg dig, og forsand fuldbyrdet det vorder,
213	Times dig skal engang for denne beskæmmende Medfart
214	Trefold herlige Gaver, thi tving dig, og lyd vor Formaning!
215	Hende da svared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
216	Skjelligt, Gudinde! det er, Eders Ord at tage til Hjerte,
217	Om man i Sind er aldrig saa vred, thi tjenligst er dette;
218	Hvo som er lydig mod Gudernes Bud, ham høre de gjerne.
219	Talt, om det sølverne Hjalte han greb med sin vældige Næve,
220	Stødte det mægtige Sværd i Balg, og lød den Befaling,
221	Pallas Athene ham gav; alt var til Olympen hun dragen
222	Op til Aigissvingerens Borg, til de øvrige Guder.
223	Atter begyndte Peleiden at tale med spydige Gluffer
224	Til Agamemnon; end havde han ei betvunget sin Harme:
225	Rusende! Mand med Blik som en Hund, med Mod som en Daahjort!
226	Aldrig med Folket at gange til Kamp i Rustningens Plader,
227	Eller med Hærens fortrinligste Mænd at drage til Baghold,
228	Dristed dit Mod, den skinbarlige Død slig Færd dig jo tykkes.
229	Nemmere er det forsand, i Achaiernes talrige Krigshær
230	Gaver at rane fra den, som blot modsiger dit Tykke.
231	Folkopslugende Drot! elendige Mænd du behersker,
232	Ellers, Atreide! var denne din Haan vist bleven den sidste.
233	Dog, det siger jeg dig, og med Eed jeg bekræfter mit Udsagn:
234	Ja! ved denne min Stav, som skyder ei Løv eller Qviste
235	Meer fra den Stund, den Stubben forlod høit oppe paa Fjeldet,
236	Heller ei grønnes igjen, thi trindt afskrællede Malmen
237	Baade dens Bark og Løv, men Achaiernes Sønner ihænde
238	Bære den nu, naar de dømme paa Thing, dem Zeus har beskikket,
239	Hævd over Loven at holde, og dyr skal Eden dig vorde:
240	Vist skal Achilles engang af Achaiernes Sønner tilhobe
241	Svart vorde savnet, og da skal du ei, hvor dybt du dig græmmer,
242	Kunne forskaffe dem Hjelp, naar den mordiske Hektor i Mængde
243	Hugger dem ned, i din inderste Sjæl skal dig Ruelse nage,
244	At du begegned med Haan den boldeste Mand af Achaia.
245	Saaledes taled Peleiden, til Jord nedslængte han Staven,
246	Trindt beslagen med Nagler af Guld, og satte sig derpaa.
247	Ligesaa fnøs Atreiden; da stod den veltalende Nestor
248	Frem udi Kredsen, det Pyliske Folks høimælede Taler;
249	Ham flød Stemmen fra Læben saa sød som den liflige Honning.
250	Alt var ham svundne forbi to sprogbegavede Slægters
251	Mænd, som i forrige Dage med ham opvoxed og leved
252	Hist i det hellige Pylos, nu hersked han over den tredie.
253	Venligen sindet han hæved sin Røst og taled iblandt dem:
254	Ha! forsmædelig Sorg over al Achaia vil komme!
255	Vist vil Priamos fryde sig høit og alle hans Sønner,
256	Samtlige Troiske Mænd vil inderlig glædes i Hjertet,
257	Naar det for Øre dem kommer, hvor svart med hinanden I kives,
258	I som er Folkenes ypperste Mænd i Raad som i Leding.
259	Agter da vel paa mit Ord, langt yngre forsand er I begge!
260	Ja tilvisse med kjækkere Mænd, end Nogen af Eder,
261	Leved jeg fordum, og aldrig mig vragede Nogen af disse.
262	Mage til Mænd har aldrig jeg seet, og seer dem vel aldrig,
263	Mænd som Peirithoos var, eller Folkebeherskeren Dryas,
264	Eller Exadios, Kaineus, den herlige Helt Polyphemos,
265	Eller som Theseus, Aigeus's Søn, en guddommelig Kæmpe.
266	Stærkere Mænd opfostredes ei blandt jordiske Slægter;
267	Selv de stærkeste drog de til Kamp mod de stærkeste Fjender,
268	Bjergenes vilde Kentaurer, og øved et grueligt Mandslæt.
269	Did hendragen fra Pylos, fra langtbortliggende Egne,
270	Leved en Stund jeg iblandt dem, selv havde de kaldet mig til sig,
271	Og efter Evne jeg stred, men i Kamp at staae sig mod disse
272	Mægter ei Menneskens Børn, som nuomtide de fødes;
273	Villigen hørte de dog mine Raad og lød min Formaning;
274	Lyder da I mig ogsaa, at lyde mit Ord er det Bedste.
275	Hverken bør du, skjøndt Magten er din, berøve ham Qvinden,
276	Lad ham beholde den Løn, som Achaiernes Sønner ham gave,
277	Dog ei heller Achilles, bør du gjenstridig med Drotten
278	Kives, thi aldrig endnu har man seet stavførende Konning
279	Hædret paa lignende Viis, hvem Zeus forlenede Høihed;
280	Est du den kjækkere end, og har en Gudinde til Moder,
281	Saa er den stærkere han, thi Drot han er over Flere.
282	Styr nu dit Sind, Atreide! ja selv indstændig jeg beder,
283	Tving din Harm mod Achil, som i denne besværlige Krigstid
284	Er et betryggende Værn for samtlige Mænd af Achaia.
285	Derpaa ham svared igjen den Drot Agamemnon og sagde:
286	Sandt tilfulde, min Gubbe! er hvert et Ord, som du talte,
287	Dog denne Mand vil her bestandigen være den Første,
288	Herske han vil over Alle, vil byde, vil over os Alle
289	Raade som Drot, men deri, jeg troer, vil Ingen ham lystre.
290	Har end de salige Guder ham gjort til en ypperlig Kæmpe,
291	Derfor de gav ham dog ikke Forlov til krænkende Tale.
292	Flux til Orde da tog den Helt Achilles og svared:
293	Visselig maatte jeg kaldes en jammerlig Karl og en Kryster,
294	Om jeg dig føied i Alt hvad der falder dig ind at forlange;
295	Andre befale du Sligt, men mig du byde det ikke,
296	Thi jeg er sandelig ikke tilsinds at lystre dig deri.
297	Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig paa Hjerte:
298	Ikke jeg agter at løfte min Haand til Strid om en Qvinde
299	Hverken mod dig eller Nogen, da selv Eders Skjenk I mig rane,
300	Men af det øvrige Gods, som jeg har i mit tjærede Fartøi,
301	Deraf skal mod min Villie du ei bortføre det Mindste;
302	Dog, forsøg det, at Mændene her det vitterligt vorder,
303	Da skal paastand dit høirøde Blod omstrømme min Landse.
304	Da nu med tvistige Ord de saa havde stridt, de sig Begge
305	Reiste, og hæved Forsamlingen flux ved Achaiernes Skibe.
306	Hjem Achilles nu gik til sin Tjald og de herlige Snekker,
307	Fulgt af Menoitios' Søn og af hele sit øvrige Mandskab.
308	Men Agamemnon lod trække paa Dyb en løbende Seiler,
309	Tyve Befarne blev sat til at roe, Hekatomben til Guden
310	Skibed han ind, og bragte paa Dæk den væne Chryseis;
311	Derpaa som Høvding ombord begav sig Odysses den snilde.
312	Disse nu Skuden besteg og foer ad de flydende Veie.
313	Men Agamemnon befoel alt Folket ved Tvæt sig at rense,
314	Alle sig rensede flux og kastede Smudset i Havet.
315	Lydefrie Festhekatomber dernæst af Geder og Tyre
316	Offred de nu til Apollon paa Bredden af Havet det golde,
317	Høit mod Skye steg Offerets Damp omboltret af Røgen.
318	Saaledes sysled i Leiren de flinkt, dog ei Agamemnon
319	Glemte den Trudsel, som nys han i Harm mod Achil havde udstødt,
320	Men til Talthybios flux og Eurybates gav han Befaling,
321	Som vare Kongens Herolder og budbesørgende Svende:
322	Vandrer paastand afsted til Peleiden Achilles's Krigstjald!
323	Tager ved Haand og fører mig hid den væne Briseis.
324	Vil med det Gode han ei hende give mig, kommer jeg mandstærk,
325	Qvinden at hente med Magt, for ham selv saameget des værre.
326	Saa han taled, og skikked dem bort med den strenge Formaning.
327	Trevne de vandrede hen ad Strand ved det brusende Havdyb,
328	Men da de saa havde naaet Myrmidonernes Snekker og Telte,
329	Traf de Peleiden Achilles ei langt fra det tjærede Fartøi,
330	Siddende foran sit Telt; glad blev han just ei ved at see dem.
331	Dog af Forvirring og Blu for Konningen standsed de Begge
332	Pludselig, ikke de mæled et Ord eller dristed at spørge,
333	Men i sit Sind han vidste Besked og taled saalunde:
334	Hil og Sæl, Herolder! I Zeus's og Menneskens Iilbud!
335	Træder kun frem! I har intet forbrudt, men Kong Agamemnon,
336	Som Eder skikked herhid, for Brises's Datter at hente.
337	Vel da, min ædle Patroklos! hent Qvinden herud og lad Kongens
338	Tjenere bort hende føre! selv være de skal mine Vidner
339	Baade for salige Guder, for Mænd af dødelig Herkomst,
340	Og for den nedrige Konge, saasandt man i vordende Dage
341	Kommer engang til at savne min Hjelp, for mod smædelig Ufærd
342	Folket at værne; han raser forsand i fordærveligt Vanvid,
343	Ei forstaaer han at fæste sit Blik paa Nutid og Fremtid,
344	Hvordan Achaiernes Mænd i Behold kan ved Skibene kæmpe.
345	Saa han taled, Patroklos adlød hvad Vennen befoel ham,
346	Førte den væne Briseis af Tjald, og i Budenes Hænder
347	Qvinden han gav, da ginge de hjem til Achaiernes Skibe;
348	Nødig hun vandred med Mændene bort; men Achilles sig satte
349	Grædende hen, fra Kæmperne fjernt, ved det graalige Havdyb
350	Ude paa Stranden, og stirrede hen ad de viinblaae Bølger.
351	Høit til sin elskede Moder han bad med udstrakte Hænder:
352	Moder! saasandt du fødte din Søn til saa stakket en Livstid,
353	Burde jo dog Høittordneren Zeus, den Olympiske Hersker,
354	Skjenke mig Hæder, men nu har han ei mig hædret det mindste;
355	Nys har Atreiden mig krænket, den mægtige Drot Agamemnon,
356	Selv har han ranet min Løn og har den endnu i sin Værge.
357	Saa han taled med Graad, ham hørte hans værdige Moder,
358	Siddende nede paa Havsens Bund hos sin aldrende Fader.
359	Op af det graalige Dyb hun hæved sig flux som en Taage,
360	Hen til sin grædende Søn den værdige Moder sig satte,
361	Klapped ham venlig med Haand, tog Ordet og taled saalunde:
362	Ak! hvi græder du, Søn! hvad Sorg omspænder dit Hjerte?
363	Tael! fordølg mig det ei, at Begge vi kunne det vide!
364	Sukkende dybt til Svar hende gav fodrappen Achilles:
365	Selv du veed det, hvad har jeg behov at fortælle dig Sagen?
366	Frem mod Thebe vi rykked, Eetions hellige Kongstad,
367	Denne vi styrted i Gruus, og hid alt Byttet vi bragte.
368	Dette nu skifted og deelte Achaiernes Sønner tilbørlig,
369	Og til Atreiden en rødmusset Møe, Chryseis, vi udtog;
370	Men hendes aldrende Fader, Fjernrammeren Phoibos's Bønpræst
371	Chryses sig hen begav til Achaiernes hurtige Skibe,
372	Bringende med sig umaadelig Skjenk, for at løse sin Datter;
373	Svøbt om den gyldene Stav, udi Haand Fjernskytten Apollons
374	Hellige Krands han bar, og Achaierne alle han bønfaldt,
375	Fremmest Atreiderne dog, de to Krigsfolkenes Drotter.
376	Lydt tilkjende nu gav Achaiernes Folk, at man burde
377	Ære den hellige Mand, og annamme den glimrende Gave,
378	Dog slet ikke det hued Kong Atreus's Søn Agamemnon,
379	Haanlig han viste ham bort, og en streng Formaning han gav ham.
380	Strax den forbittrede Gubbe forføied sig hjem, men Apollon
381	Hørte hans Bøn, der han bad, thi høit han elsked den Gamle.
382	Flux en dræbende Piil han skjød mod Achaiernes Kæmper,
383	Mand efter Mand i Døden de sank, og Guddommens Pile
384	Fløi overalt i Leiren omkring; omsider en Spaamand,
385	Kyndig i hellige Tegn, Fjernrammerens Raad os fortolked.
386	Strax var da jeg den Første, som raadede, Guden at sone,
387	Men Agamemnon blev bister i Hu, sprang op, og i Harme
388	Falde han lod et truende Ord, som han nu har iværksat,
389	Thi paa et løbende Skib blankøiede Mænd af Achaia
390	Seile med Pigen til Chryse, medbringende Gaver til Guden,
391	Og af mit Telt Herolderne nys bortførte den væne
392	Datter af Brises, hvem selv Achaierne havde mig givet.
393	Dog, saavist du formaaer det, din kraftige Søn du beskytte!
394	Gak til Olymp til Lyneren Zeus, og bønlig besværg ham,
395	Hvis du saasandt med Raad eller Daad har frydet hans Hjerte;
396	Selv har i Faders Palads jeg ofte jo hørt dig fortælle
397	Stolt, hvordan du den Eneste var af de salige Guder,
398	Som havde frelst Skysortneren Zeus fra forsmædelig Qvide,
399	Dengang Olympiske Guder faldt paa at ville ham binde,
400	Baade Poseidon og Here saavelsom Pallas Athene.
401	Da Gudinde! kom du ham til Hjelp, og fra Baand du ham frelste;
402	Flux til høien Olymp du hentede Hundredarmen,
403	Han som af Guder Briaros, af Mennesker kaldes Aigaion,
404	Over sin Fader han staaer jo i Kraft; heel stolt af sin Hæder
405	Satte hos Zeus han sig hen, og for ham de salige Guder
406	Rysted af Skræk, ei tænkte de meer paa at binde Kronion.
407	Gak da til Zeus, omfavn hans Knæe, og mind ham om dette,
408	Om han i Striden maaskee vil Troerne skjenke sin Bistand,
409	Og imod Havet og Skibene ned under frygteligt Mandslæt
410	Drive Danaernes Mænd, at de Frugt af Konningen høste,
411	Og at Atreiden, den mægtige Drot Agamemnon, kan lære,
412	Hvad han forbrød da han haaned Achaiernes gjæveste Kæmpe.
413	Ham gjensvarede Thetis paastand, udgydende Taarer:
414	Ak, min Søn! hvi drog jeg dig op, hvem jeg fødte til Vanheld?
415	Gid dog ved Skibene her for Krænkelser frie som for Taarer
416	Sidde du kunde, da stakket og kort kun vorder din Livstid!
417	Dog nu blev du jo kaldet til Sorg og utimelig Henfart
418	Meer end Nogen, thi har jeg til Qval dig født i min Høisal.
419	Selv til Olymps snedækkede Tind vil jeg gaae for at melde
420	Dette dit Ord til Lyneren Zeus, om han er at bevæge.
421	Bliv du nu siddende her ved de lethenglidende Skibe
422	Gram mod Achaiernes Folk, og hold dig ganske fra Kampfærd.
423	Zeus er igaar til Okeanos reist Aithiopernes fromme
424	Folk at gjæste ved Gilde, og samtlige Guder ham fulgte,
425	Men efter elleve Døgn til Olymp han kommer tilbage,
426	Da vil jeg gange paastand til Zeus's den kobberne Hofgaard,
427	Ydmyg at favne hans Knæe, og jeg venter forvist ham at bøie.
428	Talende saa forsvandt hun, og lod Achilles tilbage,
429	Fnysende vred i Sind for den midiesmekkre Briseis,
430	Som de med Vold og Magt havde ranet ham fra. Men Odysseus
431	Kom imedens til Chryse, medbringende Festhekatomben.
432	Og da de saa vare styrede ind i Havnen den dybe,
433	Strøge de Seil, og lagde dem ned i det tjærede Fartøi.
434	Masten med Liner de firede rask, og lod den i Rummet
435	Glide, saa roede de frem, til Landingspladsen de naaede;
436	Flux udkasted de Dræg, og fortøiede Skuden med Tougværk,
437	Ginge saa selv iland paa den havbeskyllede Strandbred,
438	Og Hekatomben fra Borde de bar til Phoibos Apollon;
439	Ud af det havbefarende Skib steg Pigen Chryseis,
440	Hende da førte til Alteret hen Odysses den snilde,
441	Gav den elskede Datter i Faderens Hænder og udbrød:
442	Chryses! mig skikkede hid Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
443	Dig at bringe dit Barn, og at offre til Phoibos en hellig
444	Festhekatombe til Bod for Danaerne, Guden at sone,
445	Som det Argeiiske Folk tilskikked en ynkelig Jammer.
446	Saa han taled, og Pigen han gav i Faderens Hænder,
447	Glad modtog han sit Barn, og den herlige Festhekatombe
448	Ordned til Guden de flux paa det smuktopbyggede Alter.
449	Derpaa de Hænderne tvætted, og hæved det hellige Bygkorn,
450	Lydelig bad da Chryses med Hænderne rakte mod Himlen:
451	Hør mig! du Sølvbuevæbnede Gud, du Beskytter af Chryse,
452	Og af det hellige Killa, du Drot over Tenedos' Øland!
453	Alt tilforn har naadig du hørt min bedende Stemme,
454	Mig du hædred og tugtede svart Achaiernes Krigsfolk,
455	O saalunde du atter nu høre den Bøn, som jeg beder,
456	Frels igjen Danaernes Folk fra den grusomme Jammer!
457	Bedende talte han saa, og blev hørt af Phoibos Apollon.
458	Men da de saa havde bedet og drysset det hellige Bygkorn,
459	Bøied de Høvedets Hals, og stak det og krængede Huden,
460	Snitted saa Bovene fra, og bevikled dem trindt med et dobbelt
461	Lag af Fedt, som de dækked igjen med et Lag af det Skære.
462	Gubben det risted paa Baal, og blussende Viin han paa Braden
463	Gjød, trindt Svendene stod, femflenede Gafler ihænde.
464	Men da de Bovene havde forbrændt og af Indmaden nippet,
465	Skar de det øvrige Kjød itu, og stak det paa Bradspid,
466	Risted det derpaa forsigtig, og tog alt Kjødet af Spiddet.
467	Men da de saa havde endt deres Dont og lavet til Maaltid,
468	Spiste de, Sindet fornam ikke Savn ved det yppige Gilde;
469	Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
470	Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen,
471	Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle.
472	Dagen igjennem forsoned Achaiernes blomstrende Gutter
473	Guden med hellige Qvad; Fjernrammeren Phoibos til Ære
474	Sang de den skjønne Pæan, og glad han fornam deres Lovsang.
475	Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
476	Lagde sig Folket til Roe ved Tougene agter i Skibet;
477	Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
478	Stævned de hjem igjen til Achaiernes mægtige Krigsleir.
479	Strygende Bør dem skikked Fjernrammeren Phoibos Apollon;
480	Masten de reiste paa Toft, og Seilene hvide de heised,
481	Blæsten i Seil tog susende fat, og de purpurne Bølger
482	Sqvulpede høit om Fartøiets Kjøl, mens det vandrede fremad,
483	Rask over Bølgen det løb, i en Fart fuldbyrdende Reisen.
484	Men da tilbage de kom til Achaiernes mægtige Krigsleir,
485	Trak de det tjærede Skib paa den havbeskyllede Strandbred
486	Høit op paa Land, og slog under Bov forsvarlige Stiver,
487	Ginge saa hjem, og spredte sig ad til Snekker og Telte.
488	Fnysende vred nu sad ved de lethenglidende Skibe
489	Peleus's Søn, hiin Ætling af Zeus, fodrappen Achilles.
490	Aldrig besøgte han nu den hædrende Folkeforsamling,
491	Aldrig i Striden han gik, men fortæret af nagende Harme
492	Holdt han sig hjemme, dog længtes han svart efter Leding og Kampgny.
493	Men efter elleve Dage, da Morgenen dæmred den tolvte,
494	Vendte de evige Guder igjen til Olympen tilbage
495	Alle tilhobe, Zeus førte dem an; men ikke forgjetted
496	Thetis sin elskede Søns Paamindelser; aarle ved Daggry
497	Steg hun af Bølgerne op til Olymp til Himlen den høie.
498	Der Fjernskueren Zeus hun traf, afsides fra Alle
499	Øverst han sad paa en Tind af Olympos's takkede Rygning,
500	Lige foran ham hun satte sig ned, og slynged sin venstre
501	Arm om hans Knæe, med den høire hun tog under Hagen ham bønlig.
502	Bedende taled hun saa til Zeus, den høie Kronion:
503	Fader Kronion! saasandt jeg dig har blandt Guderne gavnet
504	Enten ved Raad eller Daad, saa hør den Bøn, som jeg beder:
505	Hevn min Søn, som kaldet jo blev til utimelig Henfart
506	Fremfor de Andre; ham haanede nys den Drot Agamemnon,
507	Selv har han ranet hans Løn, og end han har den i Værge;
508	Skaf ham da Hevn, Olympiske Drot, raadsnilde Kronion!
509	Troerne give du Seier, til atter Achaiernes Sønner
510	Hædre min Søn, og mage det saa, at han stiger i Hæder.
511	Saa hun taled, men ei Skysamleren Zeus hende svarte;
512	Taus nu sad han en Stund, men bestandigen klynged sig Thetis
513	Fast til hans Knæe, som i Favnen hun holdt, og atter ham bønfaldt:
514	Lov mig usvigelig vist, og giv mig dit Vink, eller afslaae
515	Reent min Bøn, det kan du jo trygt, da veed jeg med Vished,
516	At der er Ingen saa ringe som jeg blandt samtlige Guder.
517	Dragende tungt et Suk Skysamleren Zeus hende svared:
518	Det er dog ret en fortrædelig Sag, da Kiv du med Here
519	Volde mig vil, naar med knubbede Ord hun siden mig tirrer;
520	Selv uden ringeste Grund i Gudernes Kreds hun bestandig
521	Skænder, og siger, at Troernes Folk jeg hjelper i Striden.
522	Dog forføi dig nu bort, for at ei dig Here skal mærke.
523	Tænke jeg skal paa dit Hverv, indtil jeg faaer det iværksat,
524	Dog med mit Hoved et Nik til Betryggelse vil jeg dig give,
525	Det er det helligste Tegn fra mig blandt salige Guder,
526	Ei er bedragersk det Ord, som med Hovedets Nik jeg forjætter,
527	Ei kan tilbage det kaldes, opfyldt det vorder bestandig.
528	Talt, da nikkede Zeus med de sortblaae Bryn i det samme,
529	Og fra udødelig Isse faldt Drottens ambrosiske Lokker
530	Bølgende ned, og høien Olymp han kom til at skjælve.
531	Da de nu Raad havde lagt, adskiltes de. Ned i det dybe
532	Hav sprang Thetis paastand fra den straalende Tind af Olympen;
533	Zeus gik ind i Paladset, og flux deres Fader at hilse
534	Reiste sig samtlige Guder, ei dristede Nogen at tøve,
535	Indtil han kom; op stod de fra Plads, og gik ham imøde.
536	Ned paa sin Throne han satte sig nu; men Here tilfulde
537	Vidste Besked, selv havde hun seet Havoldingens Datter
538	Thetis, den sølverfodede Viv, raadslaae med Kronion.
539	Strax med stiklende Ord til Zeus Kronion hun talte:
540	Hvo blandt Guder har atter med dig, du Skalk sig beraadet?
541	Altid det er dig en Fryd, afsondret fra mig og i Løndom
542	Listig at fatte Beslutning og Raad; godvillig dig lysted
543	Aldrig endnu at betroe mig et Ord om hvad du bestemmer.
544	Hende da gav til Svar hiin Guders og Menneskers Fader:
545	Here! forvent dog ei, mine Raad at erfare tilhobe,
546	Meget for svære de falde dig vil, er end du min Hustrue.
547	Dog hvad mig rimeligt tykkes, at vide du bør, skal jeg ikke
548	Nævne for Gud eller dødelig Mand, før dig jeg har sagt det,
549	Hvad derimod mig lyster, for Guderne dulgt at bestemme,
550	Derom du spørge mig ei, om Sligt du fritte mig ikke!
551	Ham gjensvarede Here, den qvieøiede Drotning:
552	Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
553	Aldrig mine Vane det var, at spørge dig eller at fritte,
554	Nei! aldeles i Mag du beslutter jo Alt hvad dig lyster;
555	Stærkt befrygter jeg dog, at nys Havoldingens Datter
556	Thetis, den sølverfodede Viv, har træsk dig besnakket;
557	Aarle hos dig hun sad, og dit Knæe omfavned hun bønlig;
558	Ventelig loved du hende forvist, at hædre Peleiden,
559	Og ved Achaiernes Skibe mangfoldige Kæmper at styrte.
560	Hende paastand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
561	Stedse, min Kjære! mistænker du mig, og belurer min Idræt,
562	Intet du dog udretter ved Sligt, men vorder mit Hjerte
563	Derved kun meer forhadt, for dig selv saameget des værre.
564	Skeer forresten nu hiint, da viid, at det saa er min Villie.
565	Sæt dig nu hen, og knye ei et Ord, men lyd min Befaling!
566	Vogt dig, thi selv om hver Gud paa Olymp kom farende mod mig,
567	Hjalp det dig ei, naar jeg lagde paa dig mine farlige Hænder.
568	Saa han taled, da skjalv den qvieøiede Here;
569	Taus hun satte sig hen, men nagedes dybt i sit Hjerte.
570	Rundtom i Zeus's Palads fnøs alle de himmelske Guder;
571	Først til Orde da tog den kunstberømte Hephaistos.
572	Trøstende kjærlig sin Moder, den liliearmede Here:
573	Vistnok det vorder en ærgerlig Sag, og ei til at udstaae,
574	Naar for en Dødeligs Skyld I to saalunde vil klamres,
575	Yppende Støi i Gudernes Kreds; det herlige Maaltid
576	Taber jo ganske sin Fryd, naar sligt Uvæsen skal herske.
577	Raade min Moder jeg vil, skjøndt selv det Rette hun indseer,
578	Fader at stille tilfreds med venlige Ord, for at Fader
579	Ei skal skænde paany, og reent forstyrre vort Maaltid.
580	Thi hvis det lyster ham saa, den Olympiske Lynildsvinger,
581	Fra vore Throner han styrter os ned, thi han har jo Magten.
582	Derfor, min Moder! med venlige Ord til Fader du tale,
583	Da vil Olymperen strax igjen vorde mild mod os Alle.
584	Saa han taled, og springende op han Tvillingpokalen
585	Rakte sin Moder i Haand, da tog han atter til Orde:
586	Fat dig, min Moder! og slaae dig tiltaals, skjøndt saare bedrøvet,
587	At jeg dog ei for mit Øie skal see min elskede Moder
588	Tugtet med Slag, ei kunde jeg da, hvor dybt det mig smerted,
589	Yde dig Hjelp, den Olympiske Drot er slem at bekæmpe.
590	Alt tilforn engang, da til Hjelp jeg vilde dig komme,
591	Tog han ved Foden mig fat, og smed mig fra Gudernes Tærskel,
592	Dagen igjennem jeg svæved omkring, men da Solen sig dukked'
593	Faldt paa Lemnos jeg ned, ei synderligt Liv var der i mig;
594	Venlig da tog de Sintiske Mænd mig op efter Faldet.
595	Saa han taled, da smilte den liliearmede Here,
596	Og med et Smiil hun tog af sin Søn det Bæger, han rakte.
597	Derpaa af Kummen han øste den liflige Nektar og fyldte
598	Bægre til samtlige Guder i Kreds fra Venstre til Høire.
599	Men fra de salige Guder der skingred umaadelig Latter
600	Over at see Hephaistos, hvor vims gjennem Salen han pusted.
601	Saaledes Dagen igjennem, til seent da Solen sig bjerged,
602	Spiste de, Hjertet ei savnede her et rundeligt Maaltid,
603	Eller den yndige Lyre, som sloges af Phoibos Apollon,
604	Eller de vexlende Qvad af Musernes deilige Stemme.
605	Men da den skinnende Sol med sit Lys var gangen tilbjerge,
606	Ginge de, hver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove,
607	Hist hvor Guden Hephaistos, den høistnavnkundige Lamfod,
608	Havde med synderlig Kløgt Enhver indrettet en Vaaning.
609	Zeus, den Olympiske Lyner, sig ogsaa begav til sit Leie,
610	Hvor han var vant at sove, naar Søvnen den søde betog ham;
611	Der opsteg han til Roe med den guldstolthronende Here.
	[Wilster Home] [søgetekst] [submit] >>