Euripides: Hippolytos
Tilbage til teksten
¤
Anmærkninger
.
V. 4.   Pontos   (lat. Pontus),  i Oldtiden det nordøstligste Landskab i Lille-Asien, et Bjergland med frugtbare Dale. Landets berømteste Konge var Mithradates (120-63 f. Kr.). Pompejus lagde Kystlandet ind under Bitynien og overlod det øvrige til forskellige Smaafyrster.
V. 11.  Pittheus,  konge i Troizene, søn af Pelops, fader til Aethra, og bedstefader til og opdrager af Theseus.
V. 113.  Karm   Middelalderlig Betegnelse for et større, bekvemt Køretøj, ofte lukket med Omhæng, saakaldt Hænge-K., og særlig benyttet af Kvinder. [Betegnelsen bruges måske af Wilster som en arkaisme: det fremgår af sammenhængen at der tænkes på en stridsvogn og ikke på en konevogn.]
V. 145. Korybanterne.   Gr., et opr. frygisk Præsteskab for Gudinden Rhea (Kybele). De opførte voldsomme ekstatiske Danse med Pauker og Trompeter (som Nutidens dervisher). Dansene opfattedes som ondtafværgende.
V. 152.  Erechteiderne.  Efterkommere af Erechteus, efter gr. Oldtidssagn en Heros, Konge over Attika og en af Athens Grundlæggere. Han antoges at have indført Dyrkelsen af Athene, oprettet Athenehelligdom paa Akropolis og endelig have opfundet den firhjulede Vogn. Ligeledes henføres Ordningen af Athens Forhold til Eleusis til ham. Han dyrkedes som Heros ved et Alter i Erechteion. Allerede i tidlig Tid taltes i Sagnene ogsaa om en Konge Erichtonios, om hvem til Dels de samme Myter fortaltes. Det hed, at han var Søn af Hefaistos og havde Slangefødder.
V. 312  Slegfred,    I gammelt Lovsprog Betegnelse for en Kvinde, som lever sammen med en Mand uden at være gift med ham.
V. 342. En Tyr hun elsked... Pasifaë, Kvindeskikkelse af halvguddommelig byrd, Kong Minos' dronning paa Kreta, Moder bl. a. til Ariadne. En kendt Fortælling omhandler hendes unaturlige Forhold til den Tyr, som Poseidon havde skænket Minos, hvorved hun blev Moder til Uhyret Minotaurus.
V. 343.  du som elsked Dionys...   Ariadne, i de gr. Sagn Datter af Kong Minos paa Kreta; hun forelskede sig i Theseus, da han kom til Kreta for at overgives til Minotauros, og gav ham Anvisning paa at slippe ud  af  Labyrinten ("Ariadnetraad"). Theseus førte hende nu med sig bort, men efterlod hende paa Dia (el. Naxos); her blev hun efter en Sagnform dræbt af Artemis, efter en anden ægtede hun Dionysos. Den "forladte", sovende A. fremstilledes ofte i Oldtidens Kunst (Statue i Vatikanet).
V. 459, 566.  Semele,  efter gr. Sagn datter af Kong Kadmos i Theben. Hun elskedes af Zeus, men lokkedes af Hera til at aflokke ham et Løfte, hvorefter hun bad ham vise sig for hende i sin Guddomsvælde. Lynet dræbte hende, men Zeus gemte det ufødte Foster, til Sønnen Dionysos kunde fødes som fuldbaaren. Se Euripides: Bacchantinderne.
V. 461. Kephalos.  Kefalos  var efter gl. gr. Sagn en ung Mand, til hvem Eos, Morgenrødens Gudinde, fattede Kærlighed, da hun i den tidlige Morgen saa ham paa Jagt i Bjergene: deres Søn var Faeton, Aftenstjernen. Andre Former af Sagnet, deriblandt den, der ligger til Grund for en hos Ovid fortalt Myte, nævner Prokris, den attiske Konge Erechteus' Datter, som K.s Brud. Da Eos bortførte K., optoges Prokris i Gudinden Artemis' Følge. Siden finder de atter hinanden, men snart efter dræber K., i den Tro, at det var et vildt Dyr, sin elskede med et Spydkast, da hun for at udspejde hans Færd havde skjult sig i et Buskads. Siden drog han paa Tog og blev Konge over Kefallenierne, el. det hedder, at han styrtede sig i Havet fra den leukadiske Klippe.
V. 542   Pythia,   "den Pythiske Kvinde": den til Apollon indviede, var Præstinden ved Oraklet i Delfi. I ældre Tid var det en ung Jomfru, senere en ældre Kvinde af godt Rygte og god Herkomst. Der var i den Tid, da Oraklet fungerede næsten til enhver Tid, 2, der skiftedes til at forrette Tjeneste. Hun foretog forud en Række Renselsesceremonier, iførte sig den særlige Dragt og satte sig med Blade af det Hellige Laurbærtræ i Munden paa den indviede Trefod i Templets Baggrund. De Ord, som hun her i Ekstase fremførte, betaget af Guddommen, tydedes af Præsterne og omsattes i Reglen i Vers.
V. 543.   AlpheiosAlfeios,  Hovedfloden paa Peloponnes, udspringer i Arkadien, flyder flere Steder under Jorden, løber forbi Olympia i Elis ud i det joniske Hav. Dens underjordiske Løb gav Anledning til Myten om, at Flodguden forfulgte Nymfen Arethusa, der skjulte sig under Jorden.
V. 551.   Den Oichaliske Møe,   Iole  var efter Sagnene Datter af Kong Eurytos i Oichalia.  Da hun ægtedes af Herakles og med ham kom til Thrakis, vaktes Deianeiras Skinsyge, saaledes at hun sendte ham den af Nessos' Blod vædede Kjortel, der voldte hans Død. Senere ægtedes I. af Hyllos. 
V. 562. Dirke,  en Kilde ved Theben.
V. 637   Ukrud   Ældre Dansk Stavemåde for Ukrudt.
V. 747  Eridanos   omtales hos oldgræske Digtere og gamle Forfattere som en stor Flod yderst ved Jordens Grænse mod Vest eller Nord, herfra kom Ravet.  Senere søgte man mest at identificere den med Po eller Rhinen.
V. 748.  Phaethon  Faeton, Aftenstjernen.  P. var efter græske Sagn en Søn af Solguden Helios.  Da han efter mange forgæves Bønner fik lov til at køre Solspandet over Himlen, kunde han ikke styre Hestene, der løb ud af den sædvanlige Bane.  Da Himmel og Jord var ved at komme i Brand, dræbte Zeus ham med sit Lyn. Det hedder at P. styrtede ned i Floden Eridanos, og at Mælkevejen opstod ved hans Fart over Himlen. Sagnet er ofte behandlet af Digtere og fremstillet i Kunsten saaledes i Sarkofagrelieffer.
V. 751.  Bernsteen   Rav
V. 983.  Baade   Gavn, nytte.
V. 990, 992.  Sinis, Skeiron.  ...Vokset til drog Theseus til sin Fader [fra Troizén til Athen] som en herlig Helt, der paa den lange Vej stred mod Røvere og Voldsmænd: Korynetes, der dræbte vejfarende med Kølleslag, Sinis, der lod dem sønderslides mellem to sammenbukkede Træer, Sk(e)iron, der fra en høj Klippe styrtede dem i Havet, og Prokrustes, der strakte dem i sin lange Seng eller afhuggede Lemmerne i en Kort, samt Udyr som den krommyske Vildso, og i Attika den marathoniske Tyr, som han ofrede til Apollo...
V. 1151. Løibænk, løjbænk.   Polstret hvilested.
V. 1160. Chariter  Charis  (gr. Mytol.) I Iliaden Hefaistos' Hustru; efter den alm. Forestilling var der 3 Chariter: Eufrosyne, Thaleia og Aglaia, Gudinder for Skønhed, Ynde og Glæde, Døtre af Zeus; dyrkedes særlig i Orchomenos i Boiotien; fremstilledes som 3 unge Piger, opr. staaende bag hinanden i lange Klædebon, fra det 5. Aarh. i Gruppe med hinanden i Hænderne, fra det 3. Aarh. nøgne. - Romerne optog Forestillingen om Chariterne og kaldte dem Gratierne.
V. 1184.  Retfærds Møe,   Dike   var hos Oldtidens Grækere Personliggørelse af Retten.  Naar Retfærdigheden krænkes blandt Mennesker, anklager D. de skyldige for Zeus.
V. 1210.  Epidauros,  oldgræsk By paa Peloponnes, ved den saroniske Bugt i Landskabet Argolis, o. 40 Km. SØ f. Korinth, mest bekendt ved den Asklepioshelligdom, der laa o. 10 Km. S. f. Byen, i Bjergland. Helligdommen laa paa en Slette mellem ret lave Højdedrag...  Fremdeles var her et Artemistempel, en anselig Rundbygning (Tholos), 20 M. br., og lange Haller, o. 75 M. lange, for de talrige syge, som her søgte Lægedom.
V. 1246.  Fading.  el. Vognfading  kaldes under ét: Bund, Sidefjæle, For- og Bagsmæk til en Vogn.  I St. f. F. benyttes undertiden Betegnelsen Kasse.
V. 1303. Tartaros.   I gamle, gr. Sagn et Sted, der laa ved Jordens yderste Grænse, lige saa dybt under Jorden, som Himlen er over den. Her nedstyrtedes efter Titankampen Kronos og de andre gamle Gudeætter, da Zeus og den ny Gudeæt havde sejret.  Senere i Oldtiden tænktes Elysion som de godes, T. som de ondes Opholdssted. 
.
Tilbage til teksten