Euripides: Hippolytos
||<<
<<
[1-
121]
>>
>>|||
.
APHRODITE. 
Paa Jord staaer jeg, Gudinden Kypris, høit, 
Og ringe Navn jeg ikke har i Himlen hist. 
Blandt alle Folk, som skue Solens Lys, og boe 
Fra Pontos' Bredder til Atlanterhavets Kyst,
5 Jeg hædrer den, som hylder fromt min Guddomsmagt, 
Men styrter i Fordærv Enhver, som trodser mig; 
Thi det er selv de høie Himmelguders Art, 
At frydes, naar de Dødelige hædre dem. 
Og at mit Ord er Sandhed, snart jeg vise skal;
10 Thi Hippolytos, hvem en Amazon har født 
Kong Theseus, og den fromme Pittheus fostret op, 
Han er iblandt Troizenes Mænd den Eneste, 
Som kalder mig den Værste blandt de Himmelske, 
Og haant forsmaaer han Elskovs Fryd og Giftermaal.
15 Men som den Ypperste blandt Guder hylder han 
Kronions Datter, Phoibos' Søster, Artemis. 
Og meer fortrolig, end det anstaaer jordisk Mand, 
Med Jagtens Møe han daglig i den grønne Skov 
Med sine Hunde beder Landets rappe Vildt.
20 Dog det misunder jeg ham ei; hvi skulde jeg ? 
Men for den Brøde, Hippolytos har begaaet 
Mod mig, han bøde skal idag; stor Møie dog 
Behøves ei, alt er det Meste forberedt. 
Thi da engang han kommen var fra Pittheus' Huus
25 Til Pandions Land, for der at see og vies ind 
I Guders hellige Mysterier, da saae 
Hans Faders ædelbaarne Hustrue Phaidra ham, 
Og da hun saae ham, tændtes heftig Elskovsild 
I hendes Bryst, og det var mig, som tændte den.
30 Ja ! førend hid hun reiste til Troizene nu, 
Paa Pallas' Fjeld, som vender ud mod dette Land, 
Et Tempel hun til Aphrodite bygge lod 
Af Elskov til den Fjerne; og i Tidens Løb 
Skal Helligdommen bære Hippolytos' Navn.
35 Men siden Theseus, da med Pallantiders Blod 
Besmittet han som Flygtning rømmed Attika, 
Frivillig valgte Landsforviisning paa et Aar, 
Og med sin Hustrue seiled til Troizenes Land, 
Fra den Tid martres hans ulykkelige Viv
40 Af Elskovs Braad, og tæres hen af stille Sorg, 
Da ingen Ven i Huset kjender hendes Qval. 
Dog dermed skal ei denne Kjærlighed gaae hen; 
Den hele Sag jeg Theseus aabenbare vil, 
Og da skal den Forhadte bøde med sit Liv
45 Ved Faderens Forbandelser; thi Havets Gud 
Posiedon hædred Theseus ved at love ham 
Opfyldelsen af trende Ønsker, naar han bad. 
En hædret Viv er Phaidra, falde maa hun dog, 
Thi ei saa stort jeg ændser hendes Undergang,
50 At mine Fiender derfor skulde slippe frie 
For saadan Straf, at jeg kan vorde fyldestgjort. 
        Dog bort jeg nu fra dette Sted mig skynde maa, 
Thi som jeg seer, hist Hippolytos nærmer sig; 
Fra den møisommelige Jagt han kommer hjem,
55 Ledsaget af en talrig Skare Jægere, 
Hvis Sange skingre høit til Priis for Artemis. 
Mindst tænker han, at Dødens Port alt aaben staaer, 
Og at idag han Lyset seer for sidste Gang. 

HIPPOLYTOS      (kommer med sine Jægere).
Følger mig ! følger mig med Sang !

60 Priser den himmelske Møe 
Artemis, hun er os huld ! 

JÆGERCHOR.
Værdigste, helligste Du, 
Datter af Zeus Alfader ! 
Hil dig, o Jomfrue !

65 Artemis, hil dig, hil ! 
Datter af Leto og Zeus, 
Fagreste blandt de Gudinder, 
Som i den mægtige Himmel 
Boe i den herlige Sal
70 Hist i Kronions gyldne Palads. 
Hil dig, du fagreste Jomfrue ! 
Fagreste Møe paa Olymp, 
Artemis ! hil dig ! hil ! 

HIPPOLYTOS.
Dig bringer jeg, o Dronning ! denne Hyldingskrands,

75 Som jeg af Blomster fletted fra den rene Vang, 
Hvor aldrig nogen Hyrde græssed end sit Qvæg, 
Og aldrig Plov og Segel kom; men Bien kun 
Om Vaaren svæver over Engens rene Græs, 
Og Uskyld qvæger Havens Blomst med Kildedug,c
80 At den, som uden Lærdom, af Naturen selv 
Fik aaben Sands for Alt hvad godt og ædelt er, 
Tør plukke disse Blomster, men en Synder ei. 
Modtag da , hulde Dronning ! af min fromme Haand 
Til dine gyldne Lokker denne Blomsterpryd,
85 Thi mig alene blev den store Gunst forundt, 
Med dig at færdes, og at vexle Ord med dig, 
Skjøndt kun din Røst jeg hører, ei dit Øie seer. 
Bring du mit Liv til Maalet, som det blev begyndt. 

EN GAMMEL SVEND.
Min Fyrste ! - Herrenavn tilkommer Guder kun -

90 Vil du vel tage mod et tjenligt Raad af mig ? 

HIPPOLYTOS.
Ja viselig ! jeg ellers jo en Daare var. 

SVENDEN.
Veed du en Skik, som holdes overalt i Hævd ? 

HIPPOLYTOS.
Nei ! thi jeg fatter ikke hvad du spørger om. 

SVENDEN.
Den Skik, at hade Hovmod og Uvenlighed. 

HIPPOLYTOS.

95 Hvor billigt ! Hovmod er en Byrde for Enhver. 

SVENDEN.
Og der er noget Yndigt ved Nedladenhed ? 

HIPPOLYTOS.
Ja ! og den bringer Fordeel uden al Besvær. 

SVENDEN.
Antager du, at Guder hylde samme Skik ? 

HIPPOLYTOS. 
Saasandt som Guders Love styre Jordens Børn. 

SVENDEN.

100 Hvi bad du aldrig til en vis ærværdig Gud ? 

HIPPOLYTOS.
Hvem mener du ? vogt dine Læber, gamle Svend ! 

SVENDEN.
Jeg mener Kypris; der hun staaer ved Borgens Port. 

HIPPOLYTOS.
I Afstand jeg Gudinden hilser reen og kydsk. 

SVENDEN.
Et hædret Navn hun har dog overalt paa Jord. 

HIPPOLYTOS.

105 Hver Gud og Dødelig er os ei lige kjær. 

SVENDEN.
Stor var din Lykke, hvis du tænkte som du bør. 

HIPPOLYTOS.
Jeg skyer den Gud, som dyrkes i den skumle Nat. 

SVENDEN.
Min Søn ! hver Gud bør hædres efter Skik og Brug. 

HIPPOLYTOS.
Nu, Brødre ! gaaer til Maaltid i Paladset ind !

110 Naar hjem fra Jagt man kommer, er det fulde Bord 
En kjær Forfriskning.   Røgter ogsaa Hestene, 
At jeg, naar jeg har mættet mig, kan spænde dem 
Igjen for Karm, og dygtig tumle dem paany. 
Din Kypris, Gamle ! ønsker jeg alt muligt Held. 
(gaaer.) 
SVENDEN.
115 Men med et saadant Sindelag, som ringe Svend 
Tør yttre frit, - thi Ungdoms Skik jeg følger ei - 
Jeg bønlig for din Billedstøtte knæler her, 
O høie Kypris ! viis dig overbærende, 
Naar Nogen fristes af sit varme Ungdomsblod
120 Til daarlig Tale, luk dit Øre for hans Ord ! 
En Gud bør være mere viis, end Mennesket. 
(gaaer.) 
 
.
||<<
<<
Wil
ster
>>
>>|||