Euripides
Tilbage til teksten
Christian Wilster's
forord til
Euripides


 Euripides blev fød paa Øen Salamis, samme Dag som Themistokles vandt den berømte Seir over Perserne i det smalle Sund, som skiller denne Øe fra Fastlandet. Tidlig lagde han Bind paa Rhetorik og Philosophie, og var en flittig Tilhører af Prodikos og Anaxagoras, hvilket ogsaa spores i hans Skrifter. Han var tillige en Ven af Sokrates. Men den dramatiske Poesie var hans egentlige Kald, og hans Genie kunde ikke afskrækkes af den almindelige Tro, at denne Kunst allerede havde culmineret med Sophokles's herlige Tragoedier. Euripides var den første, som i Tragoedien udviklede og skildrede de menneskelige Lidenskabers Fremskridt og Kampe, hvilket vi, og det vel med Føie, ansee for det egentlige tragiske Element. At dette var et Kæmpeskridt fremad paa Kunstens Bane, er uomtvisteligt. Naar vi vilde kalde Aischylos gigantisk-plastisk, og Sophokles gratieus-plastisk, saa maae vi sammenligne Euripides's Arbeider med Malerier, thi der er en særegen Colorit og Varme udbredt over dem, som forbyder os at tænke paa Marmorkunsten. Det maatte nødvendig hos Smagsdommerne være ham til stor Skade for Anerkjendelsen af hans Fortjenester, at Sophokles overlevede ham, og vedblev at digte til sin høie Alder, men hos det Græske Folk i Almindelighed - baade i og udenfor Athen - nød Euripides større Yndest end hans to berømte Forgængere. Om det er en Følge af denne Forkjærlighed eller blot et Tilfælde, at vi endnu have 18 af hans Tragoedier tilbage, foruden Satyrspillet Kyklopen, medens der af hver af de to Andres Tragoedier kun er levnet os 7, er et ubesvarligt Spørgsmaal. Paa sine gamle Dage drog han til Kong Archelaos i Makedonien, hvor han efter Sigende blev sønderrevet af Jagthunde, i en Alder af 74 Aar, - 406 f. Chr. F. - Ved Efterretningen om hans Død hædrede Athenienserne deres store Digter ved at anlægge Sørgedragt, men de maatte nøies med at oprette ham et Kenotaph, da Kong Archelaos vægrede sig ved at udlevere hans Levninger, der bleve gjemte i et prægtigt Gravsted, som han lod bygge i Nærheden af Hovedstaden. 
        Det er en Kjendsgjerning, at Euripides formedelst sin større Popularitet og Fattelighed har havt en betydeligere Indvirkning paa den nyere Poesie, end de to andre store græske Tragikere. Den Priis, som blandt andre Schiller og Bulwer have sat paa vor Digter, er viselig en stor Anbefaling, og jeg troer, at Enhver, som med Alvor og uden Fordom blot vil sammenligne hans Tauriske Iphigenia med Göthes, vil føle sig overtydet om Euripides's store Digterværd. 
        Ligesom Hexametret var Grækernes episke, saaledes var Trimetret deres dramatiske Versemaal. Det egnede sig fortrinlig til den antike Tragoedie, hvis Emne altid var hentet fra de gamle heroiske Tider; det har Malm og Velklang, Værdighed og Høitidelighed; Jamben skrider rolig frem, i lige Takter; hvert Vers ender med en mandlig Stavelse, og derved faaer det en Kraft og Holdning, som maaskee intet andet Versemaal kan rose sig af. Det er ikke saa besynderligt som det synes ved første Øiekast, at ogsaa den gamle Attiske, Aristophaniske Comoedie var digtet i samme Versemaal, thi den var i Grunden fuld saa alvorlig som Tragoedien; den var ikke høitidelig som denne, ja ofte aldeles det Modsatte, men den var gjennemvarmet af en Iver og Alvor, der var saameget desto oprigtigere, som den angik Nutidens dyrebareste Interesser. Den gamle Comoedies Helte vare nemlig ikke fremmanede Skikkelser fra den ældgamle fabeltid og dunkle Sagnverden; det var Samtidens mærkelige Mænd, som ved Talent eller Tilfælde øvede Indflydelse paa Folk og Stat i de forskjelligste Retninger, baade Statsmænd og Demagoger, Philosopher og Digtere. Disse indførtes i Skuespillet sædvanlig under deres eget Navn, eller i al Fald aldeles kjendelige. Med alskens kraftige Vaaben, snart med Veltalenhedens Malmrøst, snart med Satirens Svøbe, snart med Vittighed, hvis Smiil let gik over til Sarcasme, gjennemheglede Digteren de Mænd, der i deres forskjellige Virkekreds syntes at give Tøilesløsheden eller blot Selvraadigheden og Autonomien - Sokrates - Næring, og derved at undergrave de gamle Grundpiller for det Helleniske Folks kraft, nemlig ubetinget Lydighed mod Lovene, de menneskelige som de guddommelige: et Princip, som fyndigst var udtalt af Simonides i Gravskriften over Leonidas og hans Helteflok, hvis Daad uden Bram blot benævntes som et Vidnesbyrd om Lydighed mod Spartas Love. Til slige Fremstillinger maatte det kraftigste Versemaal være det meest passende. Derimod maa det sikkert ansees som et Beviis paa den Græske Aands Slaphed efter Frihedens Tab, at den ingen ny Form kunde finde til den nyere Comoedie, Characteer- og Familie-Comoedien (den moderne Comoedies Hovedkilde), hvis Fader er Menander, paa hvis Digtertalents Retning hans Lærer Theophrasts herlige Characteerskildringer udentvivl har havt betydelig Indflydelse. 
        Som et jambisk Versemaal naturaliseres Trimetret lettelig hos os, thi Jamben er det Danske Hovedversemaal, da Sprogets Ordfødder ere Trochæer. Oehlenschläger brugte det allerede 1807 til sin Baldur. Selv for den originale Digter har detteVersemaal ikke faa Vanskeligheder, men langt flere ere disse for Oversætteren, hvis Hænder ere saa bundne. I Tydskland vil dette Versemaal ikke trives, det er neppe brugt til originale Arbejder (uden maaskee af Platen), men kun til Oversættelser af de gamle Dramer. Naar nu en saadan trimetrisk Oversættelse udkommer i Tydskland, da er der en vis Klasse af Kritikere, som strax raabe Skandale over, at Oversætteren ikke har brugt den nationale femføddede Jambe, men Trimetret, som er et aldeles fremmed Versemaal. Her have vi atter et Exempel paa den falske Nationalitet, mod hvilken der hos os for nylig er ivret med Aand og Djærvhed. Comisk bliver denne ivrige Fægten for Nationalitetens Bevarelse, naar man betænker, at den femføddede Jambe hverken er et nationalt eller gammelt Versemaal i Tydskland, men at den, ligesaavel som mangt andet finere og ædlere Frøe til den Tydske Poesies Blomsterflor, er indført fra England, hvor den først var bleven brugt af den ulykkelige Grev Henrik af Surrey til hans Oversættelse af 2 Bøger af Æneiden, og siden optoges til Dialogversemaal allerede i den ældste Engelske Tragoedie Ferrex og Porrex af Thomas Sackville
            Til Sjeldenhederne (see Iph. i Aul. V. 318 ff.) hører Brugen af det Trochæiske Tetrameter, et Versemaal, som paa Dansk er brugt et Par Steder i Aladdin. Oftere derimod, især hos Euripides, gaar Trimetret i Dialogen over til Anapæster, naar den Talende er i en heftig eller anden lidenskabelig Stemning; hans Følelses Udtryk er da lyrisk, og maa søge et lyrisk Versemaal. Denne Skik forekommer mig baade skjøn, naturlig og smagfuld, og tillige at være et af de flere Beviser paa den rene, af slette Mønstre uforfalskede Sands, hvormed de Græske Digtere, kun veiledede af Naturens Vink, dannede sig Love og Regler, som de overførte paa deres Skjønhedsarbeider, en Sands, som hos alle senere Nationer maatte være sløvere, fordi intet Folk senere kunde optræde saa selvstændigt, saa originalt, saa upaavirket i aandelig Henseende af andre Nationer. Nyere Digtere have undertiden udtrykt denne Dialogens Overgang til lyrisk Livlighed ved at bruge Rimet. Smukkest har Øehlenschläger behandlet denne tragiske Lyrik i Dronning Margrethe, hvor han har digtet de deilige Scener mellem Ingeborg og Olaf i vort herlige gamle Kæmpevise-Versemaal, som virker henrivende paa Enhver, der hører det. Denne Idee er som bekjendt udført i det Større i Svend Dyrings Huus. 
        Vi komme nu til at omtale Chorsangene. Denne Knude synes at være haard, og løser sig dog af sig selv, naar man blot vil sætte gamle Fordomme tilside. Vilde man oversætte et Dansk Digt paa Græsk, da maatte man jo bruge Græsk Metrum og Prosodie, ellers blev Formen aldeles ugræsk, og man frembragte et Misfoster i et Slags politiske Vers. Omvendt maa et Græsk Vers, for ved Oversættelse i Dansken at blive Vers, bygges efter den Danske Prosodies Regler, da det ellers kommer til at mangle Rhytmus og Tonefald, Egenskaber, uden hvilke et Vers ikke kan existere, og hvilke det ikke kan have, naar dets Bygning strider mod Sprogets Prosodie, der er dybt begrundet i dettes Natur og Væsen. Dette er den eneste Maade, hvorpaa de Nyere Sprog i lette, velklingende og tydelige Vers kunne gjengive de Græske lyriske Sangformer, der viselig havde de samme behagelige Egenskaber for Græske Øren. Det bliver nu Oversætterens Sag, nøie at randsage sit Sprogs prosodiske Kræfter og Hjelpekilder. Snart vil han nu komme til den Indsigt, at jo mere han vogter sig for gængse Versemaal og anvender de sjeldnere, som Sprogets Prosodie hjemler, desto mere ville hans lyriske Vers faae et vist usædvanligt Anstrøg, der giver dem et Slags antikt Præg. Jo mere han kan undgaae det Moderne, desto bedre. Dactyler og Anapæster, rene og blandede, afvexlende ved forskjellige Versslyngninger, Pherekratiske og alskens Glykoniske Vers bør derfor være de hyppigste; ogsaa blandede, men aldrig rene, trochæiske og jambiske Vers. Vi Danske have en god sund Sands for det Simple og Naturlige, og de Allerfleste ville derfor sikkert uden Betænkning foretrække flydende og fattelige Vers for kunstlede, forskruede og klangløse, der tilmed stundom ere saa uforstaaelige, at man maa tye til Originalen for at opdage Meningen. Dette er virkelig, sjeldnere eller oftere, Tilfældet med Chorsangene, endog i de bedste tydske Oversættelser af de Græske Tragikere, og det er jo naturligt, at Unaturligheden her som overalt hevner sig; de ere nemlig oversatte efter de prosodiske Principer, der aldeles stride mod Sprogets Natur. Forbauses maa den fordomsfrie Læser nødvendig, naar han træffer paa Linier, hvis Udseende røber, at de ere Vers, og nu istedenfor Velklang og Rhytmus finder snart flere stærktbetonede, snart flere tonløse Stavelser dyngede sammen ved Siden af  hverandre, og undertiden finder Længdetegn sat over en efter sin Natur aldeles tonløs Stavelse, og omvendt; med Forbauselse maa han spørge: skal dette være Vers ? Denne smagløse og sprogstridige Versificationstheorie, som Fibiger desværre fulgte i sin Oversættelse af Sophokles, hvis Chorsange derfor lide af alle de ovennævnte Brøstfældigheder, grunder sig hos Tydskerne paa den Troe, at deres Sprog ikke blot er et accentuerende Sprog, men at det ogsaa kan behandles som et qvantiterende, formedelst dets mange stærke og haarde Stavelser; og da de betragte det som et stort Fortrin hos de gamle Sprog fremfor de nyere, at Stavelsernes Længde og Korthed beroer paa Sprogets allermaterielleste Egenskaber, vilde de naturligviis gjerne tilvinde det kjære Modersmaal dette formeentlige store Fortrin. Denne Troe har gammel Hævd, og en næsten urokkelig hjemmel i de berømteste Philologers Skrifter. 
        Med Hensyn til min Oversættelse af Chorsangene har jeg blot at tilføie, at jeg har fulgt Verseantallet i den Udgave, jeg havde ved Haanden, for dog at have noget at holde mig til. Til fire af de sex Stykker, som dette Bind indeholder, har Hermanns nye Udgave skjenket adskillige fortrinlige Forklaringer; dog overalt har jeg ikke kunnet billige hans Fortolkninger. Endnu maa jeg gjøre opmærksom paa, at Euripides hidtil er saa stedmoderlig behandlet af Philologerne, at enkelte Steder ere ganske dunkle; i slige Tilfælde har jeg maattet gribe til en Forklaring, som syntes at passe med Sammenhængen, thi Oversættelsen maatte være klar og tydelig. Til Alkestis og Medeia har jeg, saavidt jeg mindes, fulgt Pflugts Text; at jeg ogsaa har consulteret Monk, Emsley, Seidler, Matthiæ, o. fl., er en Selvfølge. 
        Dersom Helbred og Omstændigheder tillade det, er det min Hensigt at fortsætte dette Arbeide, skjøndt Opmuntringen til slige litteraire Sysler i vore Dage er saare ringe. Bacchantinderne og Hippolytos ligge færdige i min Pult. Jeg vil helst levere et Heelt, et Udvalg er altid en mislig Sag, da de skjønneste Scener ofte findes i de mindst bekjendte Stykker. Om dette vidtløftige Arbeide nogensinde vil vorde fuldbragt, maa Tiden lære; men selv om dette lykkes, vil det blive et stort Spørgsmaal, om det nogensinde vil udkomme. Selv nærværende 1ste Binds Udgivelse skeer kun efter flere ikke ubetydelige Vanskeligheder. 

                    Sorøe i December 1839. 


Tilbage til teksten