|
.
|
ved R. J. F. Henrichsen |
.
|
Hippolytos er den sidste
af Euripides's Tragoedier, som Christian Wilster har oversat, og der manglede
endnu 40 Vers i Oversættelsen, da Sygdommen tvang ham til at nedlægge
Pennen. Det manglende indeholder kun, at Hippolytes døer, efterat
han, opfordret dertil af Artemis, har tilgivet sin Fader den Brøde,
denne havde begaaet som et blindt Redskab for Kybris's Hevn. - Med inderlig
Veemod har jeg syslet med dette min bortgangne Vens sidste Arbeide, for
at ordne det til Udgivelse: Adskilligt deraf er skrevet med rystende Haand
og bærer Spor af hans tiltagende legemlige Svaghed; men det vidner
tillige om hans Aands usvækkede Kraft, hans utrættelige og
maaskee ved Følelsen af Kræfternes Aftagen endnu mere forøgede
Arbeidsomhed. Allerede i længere Tid havde han baaret paa et skrøbeligt
Legeme, i de sidste halvtredie Aar af sit Liv var han næsten uafbrudt
plaget af en heftig og afmattende Hoste. I Begyndelsen af 1839 syntes han
at komme sig noget, men i Juni fik han et Krampetilfælde, og fra
den Tid af svandt hans Kræfter kjendelig. Han følte dette
selv, og den Tanke at han havde Tæring fik mere og mere Rum hos ham
og trykkede ham saameget mere, som han for ikke at ængste sine Nærmeste
dulgte sit Mismod og voldsomt tilbagetrængte Klagerne over sin lidende
Tilstand. Det nye Skoleaar forøgede hans Embedsforretninger; om
Lettelse i disse vilde han i Begyndelsen slet ikke høre Noget, og
kun ugjerne fandt han sig endelig, efter gjentagne Tilbud og Bønner
af hans Colleger, i at give Slip paa enkelte Forretninger, som lettere
kunde besørges af en Anden. Men skjøndt baade Skolen og Forelæsningerne
ved Academiet optoge Meget af hans Tid i de to første Maaneder af
Skoleaaret, og skjøndt især Skoletimerne angrebe ham meget,
er dog neppe nogen Tragoedie bleven oversat i et saa kort Tidsrum, som
just den sidste. Han begyndte paa Hippolytos den 21de August, og i de følgende
to Maaneder bragte han denne Tragoedie paa Lidet nær til Ende. Imod
Sædvane, men vist ikke tilfældig, har han ved denne Tragoedie
i Randen antegnet, hvad han oversatte i hver Maaned, og i October, den
Maaned, i hvilken han var yderst lidende paa Legeme og Sjel, udarbeide
han de sidste 500 Vers; de sidste 30 Vers, som kun i det første
Udkast forefandtes paa et løst Papir i det trykte Exemplar af Originalen,
som han benyttede, ere skrevne een eller to Dage før hans sidste
Sygdom. Dog denne Anstrengelse fremskyndede uden Tvivl hans Opløsning.
Den 4de November læste han endnu om Formiddagen paa Stolen, men Stemmen
var svag og Hovedet brændte. Samme Dags Eftermiddag, blev han overfalden
af en Nerveaffection, som dog hurtigen ophørte, og som, saa foruroligende
den var for Andre, havde en velgjørende Virkning paa hans Sind,
da han troede, at han havde taget feil af sin Sygdom. Virkelig vedblev
han at ansee dette Anfald for en heldig Krisis, og skjøndt han i
den følgende Tid, især mod Slutningen, undertiden klagede
over tiltagende Mathed, troede han dog det Værste overstaaet og var
langt fra at ahne sin nærforestaaende Død. Tvertimod længtes
han efter Sysselsættlese, begyndte at beskæftige sig med let
Lecture, og da han for det første ikke kunde tænke paa at
fortsætte Euripides, besluttede han at samle en Engelsk Chrestomatie
til brug for Skolen, og begyndte allerede at see sig om efter Materialierne
dertil. Ligeledes reenskrev han et Stykke af Haandskriftet af Euripides,
og i December skrev han Fortalen og Dedicationen til Thorvaldsen. I to
Dage var han sengeliggende; han beholdt sin Bevidsthed til det Sidste.
Han døde den 11te Januar tidlig om Morgenen. Fred være
med hans Støv !
Sorøe, den 5te Februar 1840.
|
|