Euripides
Tilbage til teksten
.
Efterskrift til Wilster's oversættelse af Euripides 
ved  R. J. F. Henrichsen
.
   Hippolytos er den sidste af Euripides's Tragoedier, som Christian Wilster har oversat, og der manglede endnu 40 Vers i Oversættelsen, da Sygdommen tvang ham til at nedlægge Pennen. Det manglende indeholder kun, at Hippolytes døer, efterat han, opfordret dertil af Artemis, har tilgivet sin Fader den Brøde, denne havde begaaet som et blindt Redskab for Kybris's Hevn. - Med inderlig Veemod har jeg syslet med dette min bortgangne Vens sidste Arbeide, for at ordne det til Udgivelse: Adskilligt deraf er skrevet med rystende Haand og bærer Spor af hans tiltagende legemlige Svaghed; men det vidner tillige om hans Aands usvækkede Kraft, hans utrættelige og maaskee ved Følelsen af Kræfternes Aftagen endnu mere forøgede Arbeidsomhed. Allerede i længere Tid havde han baaret paa et skrøbeligt Legeme, i de sidste halvtredie Aar af sit Liv var han næsten uafbrudt plaget af en heftig og afmattende Hoste. I Begyndelsen af 1839 syntes han at komme sig noget, men i Juni fik han et Krampetilfælde, og fra den Tid af svandt hans Kræfter kjendelig. Han følte dette selv, og den Tanke at han havde Tæring fik mere og mere Rum hos ham og trykkede ham saameget mere, som han for ikke at ængste sine Nærmeste dulgte sit Mismod og voldsomt tilbagetrængte Klagerne over sin lidende Tilstand. Det nye Skoleaar forøgede hans Embedsforretninger; om Lettelse i disse vilde han i Begyndelsen slet ikke høre Noget, og kun ugjerne fandt han sig endelig, efter gjentagne Tilbud og Bønner af hans Colleger, i at give Slip paa enkelte Forretninger, som lettere kunde besørges af en Anden. Men skjøndt baade Skolen og Forelæsningerne ved Academiet optoge Meget af hans Tid i de to første Maaneder af Skoleaaret, og skjøndt især Skoletimerne angrebe ham meget, er dog neppe nogen Tragoedie bleven oversat i et saa kort Tidsrum, som just den sidste. Han begyndte paa Hippolytos den 21de August, og i de følgende to Maaneder bragte han denne Tragoedie paa Lidet nær til Ende. Imod Sædvane, men vist ikke tilfældig, har han ved denne Tragoedie i Randen antegnet, hvad han oversatte i hver Maaned, og i October, den Maaned, i hvilken han var yderst lidende paa Legeme og Sjel, udarbeide han de sidste 500  Vers; de sidste 30 Vers, som kun i det første Udkast forefandtes paa et løst Papir i det trykte Exemplar af Originalen, som han benyttede, ere skrevne een eller to Dage før hans sidste Sygdom. Dog denne Anstrengelse fremskyndede uden Tvivl hans Opløsning. Den 4de November læste han endnu om Formiddagen paa Stolen, men Stemmen var svag og Hovedet brændte. Samme Dags Eftermiddag, blev han overfalden af en Nerveaffection, som dog hurtigen ophørte, og som, saa foruroligende den var for Andre, havde en velgjørende Virkning paa hans Sind, da han troede, at han havde taget feil af sin Sygdom. Virkelig vedblev han at ansee dette Anfald for en heldig Krisis, og skjøndt han i den følgende Tid, især mod Slutningen, undertiden klagede over tiltagende Mathed, troede han dog det Værste overstaaet og var langt fra at ahne sin nærforestaaende Død. Tvertimod længtes han efter Sysselsættlese, begyndte at beskæftige sig med let Lecture, og da han for det første ikke kunde tænke paa at fortsætte Euripides, besluttede han at samle en Engelsk Chrestomatie til brug for Skolen, og begyndte allerede at see sig om efter Materialierne dertil. Ligeledes reenskrev han et Stykke af Haandskriftet af Euripides, og i December skrev han Fortalen og Dedicationen til Thorvaldsen. I to Dage var han sengeliggende; han beholdt sin Bevidsthed til det Sidste. Han døde den 11te Januar tidlig om Morgenen.  Fred være med hans Støv ! 

                                Sorøe, den 5te Februar 1840. 
 

Tilbage til teksten