Euripides: Bacchantinderne
||<<
*
Tilbage til Teksten
*
>>|||
¤
Anmærkninger
.
V. 33.  Bjerget Kithairon ved Theben
V. 52. Mænader  bacchisk begeistrede Kvinder, Bacchantinder.
V. 59. Rhea,  Kybele, Gudernes store Moder. Hendes Dyrkelse, der var ledsaget af ligesaa vildt begeistrede Skikke som Bacchossekten, havde hjemme i Phrygien og Lydien. I disse Lande maatte derfor Bacchosdyrkelsen let finde Indgang.
V. 66.   Bromios, Dionysos, Bacchos, Evios.
V. 69. Giv Plads o. s. v.,  et Udraab for at bortfjerne de Uindviede.
V. 78. Renselsesfest.    Mysterierne vare ogsaa Renselses- og Forsoningsfester.
V. 104.   Flere Guder afbildedes med Horn, som et Symbol paa Styrke.
V. 116.   Den gjekkende Thyrsosstav.    Af Overgivenhed sloge Bacchantinderne undertiden de Forbigaaende med deres Thyrsos, en let Stav, som var omviklet med Vedbend og Viinløv.
V. 124.   Kureterne  paa Kreta,  i Forbindelse med Korybanterne, Rheas Præster, reddede Zeus, da hans Moder havde født ham i en Grotte paa Bjerget Ida paa Kreta, idet de ved Skrig og alskens Støi hindrede hans Fader Kronos (Saturnus) fra at høre Barnets Skrig, og derved fra at opsluge Zeus, som han havde gjort ved sine andre Børn. Opfindelsen af den dundrende Pauke hensættes her af Digteren til hiin ældgamle Tid.
V. 138.   De store Orgier eller Bacchosfester feiredes hvert tredie Aar.
V. 158.   Guldfloden Paktolos i Lydien udsprang fra Bjerget Tmolos.
V. 161.   Evoe,  et bacchantisk Jubelraab.
V. 210.   Echion  var en af de Kæmper, som opvoxede af de Slangetænder, Kadmos udsaaede. Han blev gift med Kadmos's Datter Agaue, som fødte ham Pentheus, til hvem Kadmos aftraadte Regjeringen.
V. 226. Autonoe og Ino, Døttre af Kadmos, Autonoe, gift med Aristaios, var Moder til Aktaion, der engang kom til at see Artemis (Diana) i Badet, og af den fortørnede Gudinde blev forvandlet til en Hjort, hvorpaa han blev sønderreven af sine egne Jagthunde. - Ino, som havde paadraget sig Heres Vrede ved at opdrage sin dræbte Søster Semeles Søn Bacchos, var gift med Athamas, af hvem hun maate taale mange Krænkelser. Vanvittig af Skinsyge styrtede hun sig med sin Søn Melikertes paa Armen ud i Havet, og dyrkedes siden som Havgudinde under Navn af Leukothea.
V. 291.   Ordfordreining,  nemlig en Sammenblanding af Ordene:
et Pant og  en Lænd
Ordspillet kan naturligvis ikke gjengives i Dansken.
V. 304   Den ene Tind af Parnas var helliget Apollon, den anden Bacchos.
V. 336.   Den her anførte Grund til Aktaions ynkelige Død, en moralsk Forklaringsmaade, der maaskee hidrører fra Euripides selv, er afvigende fra det sædvanlige Sagn, som er anført nedenfor:
. . . Aktaion, der engang kom til at see Artemis (Diana) i Badet, og af den fortørnede Gudinde blev forvandlet til en Hjort, hvorpaa han blev sønderreven af sine egne Jagthunde.
V. 403.   Den barbariske Flod,  udentvivl den lille Flod Sestrachos ved Paphos paa Cypern; barbarisk, fordi Øen ofte stod under Persernes Overherredømme.
V. 408.   Pierien,   en del af Thessalien
V. 501.  Navnet Pentheus antyder  en Sorgens Mand, thi Sorg hedder paa Græsk:
(Penthos.)
V. 512.  Dirke,  en Kilde ved Theben.  Acheloos, der vare flere Floder af dette navn; hos Digterne er Ordet ofte et Appellativum, der betyder alt rindende Vand.
V. 550.  Nysa,  et fabelagtigt Bjerg i Indien.  Koryphos,  et Forbjerg i Kilikien; dog menes her udentvivl en Tind af Parnas, som havde samme Navn.
V. 563.  Lydiasfloden i Thracien, ikke langt fra Axios.
V. 741.  Asopos,  en Flod i Boitien.  Erythrai og Hysiai,  gamle Smaastæder i Nærheden af Theben.
V. 984. Gorgonerne,  tre qvindelige Uhyrer i Afrika, af hvilke Medusa er den bekjendteste.
V. 1359.  Svaneungen;  ordret den graae Svane. Det er ganske besynderligt, hvorledes Prædikatet graae har forvildet Fortolkerne ved at henlede deres Opmærksomhed paa Alderdommens Graahed, skjøndt Talen her ikke er om noget Menneske, men om en Fugl. Ved en saadan Fortolkning bliver Lignelsen aldeles bagvendt, hvorfor Musgrave har foreslaaet at forandre Læsemaaden, hvortil ogsaa Matthiæ er tilbøielig. Men Sagen er ganske reen og klar, da det er bekjendt nok, at Svaneungen er graae, indtil den bliver Aar gammel.
V. 1365.   Aristaios's Land,  Arkadien.  Ariastos, hvis store Fortjenester af Landvæsenet besynges af Virgil  (Georg. IV, 317) vandrede som en anden Triptolemos vidt omkring for at udbrede sine gavnlige Kundskaber og Opfindelser, og blev tilsidst Konge i Arkadien. Han var en søn af Apollon og Nymphen Kyrene, og var gift med Autonoe, en Datter af Kadmos. 
 
||<<
*
Wil
ster
*
>>|||