Euripides: Andromache
||<<
<<
[1-
116]
>>
>>|||
.
ANDROMACHE.
Du Asiens Stolthed ! Thebai, du min Fødestad, 
Hvorfra som rigtudstyret Brud med Guld og Pragt 
I fordums Tid til Priamos' Palads jeg kom, 
Bestemt til Viv for Hektor, Kongens bolde Søn:
5 Ja fordum var Andromache en misundt Viv, 
Men nu er hun ulykkelig, som aldrig før 
En Qvinde var, og aldrig Nogen vorde kan. 
Jeg saae min Husbond segne for Achilles' Haand,
Jeg saae mit Barn, det eneste jeg fødte ham,
10 Astyanax, nedstyrtes af den steile Muur, 
Da Troias Mark blev hærget af Hellenerne, 
Og jeg, udrunden af en Stamme høi og frie, 
Jeg blev som en Slavinde hid til Hellas ført, 
Blandt Troias fangne Qvinder særlig kaaret ud
15 Øeboen Neoptolemos til Hædersløn. 
Paa Sletten mellem Pharsalos og Phthia boer 
Jeg nu, hvor Havgudinden Thetis har tilforn 
Hos Peleus boet, adskilt fra Menneskenes Færd 
Og Samqvem; Thetideion har Thessaliens Folk
20 Kaldt Stedet, da Gudinden leved der som Viv. 
Her har Achilles' tappre Søn sit Huus og Hjem, 
Men lader Peleus være Drot i Pharsalos, 
Og vil ei tage Sceptret, før den Gamle døer; 
Og ham en Søn jeg fødte her i dette Huus,
25 Thi han er jo min Herre, hvem jeg lyde maa. 
Tilforn, uagtet al min Qval jeg næred dog 
Det Haab bestandig medens Drengen voxte til, 
At finde Skjerm og Bistand i min Lidelse. 
Men da min Herre, kjed af en Slavindes Seng,
30 Til Hustrue den Spartanske Hermione tog, 
Fra den Tid af mishandler denne Qvinde mig, 
Og paastaaer altid, jeg ved lønligt Tryllerie 
Gjør hende barnløs og forhadt af hendes Mand, 
At jeg for Huset raade kan i hendes Sted,
35 Og støde hende bort fra hendes Mand paa Trods, 
Jeg som saa nødig fordum gav mig hen til ham, 
Og glad opgav ham; vidne kan den høie Zeus, 
At jeg med sorgfuldt Hjerte hviled i hans Favn. 
Men hun vil ikke troe mig, hun vil myrde mig,
40 Og Fader Menelaos staaer sin Datter bi. 
I denne Hensigt reiste han fra Sparta hid, 
Og i min Skræk til Thetis' Helligdom jeg gik, 
Som ligger nær min Herres Huus; her venter jeg, 
Om Stedet mulig kan for Døden skjerme mig,
45 Thi Peleus og hans Afkom ære dette Sted, 
Som minder dem om Nereidens Bryllupsfest. 
Og lønlig til et fremmed Huus jeg skikket har 
Min Søn, af Frygt, at ogsaa ham man dræbe skal; 
Thi nu kan Drengens Fader ikke hjelpe mig,
50 Og ei sin Søn beskjerme, da han bort er reist 
Til Delphoi, for at sone hvad han mod Apol 
Forbrød i Vanvid, dengang han i Pythos Stad 
Til Regnskab kræved Phoibos for sin Faders Død
Om mulig han sin fordums Synd afbede kan,
55 Og vinde Gudens Naade for sit Fremtids Liv. 

EN TERNE          (træder ind).
Min Frue ! thi med dette Navn jeg uden Skye 
Dig end benævner, retsom fordum i dit Huus, 
Dengang vi sammen boede hist i Troias Land. 
Dig og din Husbond, mens han leved, var jeg troe,

60 Og derfor nu jeg kommer med en Tidende, 
Skjøndt angst for Husets Herskaab, om man mærked det, 
Men Medynk drev mig; Menelaos og hans Barn 
Har frygtelige Ting isinde; vogt dig vel ! 

ANDROMACHE.
Du kjære Medslavinde ! thi Slavindekaar

65 Din stakkels fordums Frue deler nu med dig, 
Hvad har de for ? hvad Rænker smedde de paany, 
For grumt at myrde mig ulykkelige Viv ? 

TERNEN.
Andromache ! du arme Viv ! de myrde vil 
Din Søn, som du har lønlig ud af Huset bragt. 

ANDROMACHE.

70 O vee ! hvordan erfoer man, at min Søn blev ført 
Af Huset ud ? jeg Arme ! Alt er tabt for mig. 

TERNEN.
Det veed jeg ikke; af dem selv jeg hørte det,
Og Menelaos iilte bort at finde ham. 

ANDROMACHE.
Saa er der ingen Redning, ak ! mit arme Barn !

75 To vilde Gribbe vil dig myrde, medens han, 
Du kalder Fader, dvæler end i Delphoi hist. 

TERNEN.
Ja vistnok var din Skjebne mindre sørgelig, 
Hvis han var her; nu staaer du ganske venneløs. 

ANDROMACHE.
Har ei du hørt, om Peleus mulig kommer hid ? 

TERNEN.

80 Han er for gammel til at ile dig til Hjelp. 

ANDROMACHE.
Dog har jeg allerede sendt ham flere Bud. 

TERNEN.
Saa mener du, at Nogen vil gaae Bud for dig ? 

ANDROMACHE.
Ak nei ! vil selv du bringe ham mit Budskab da ? 

TERNEN.
Hvad var at gjøre, hvis jeg længe borte blev ? 

ANDROMACHE.

85 Let finder du en Udflugt, du er Qvinde jo. 

TERNEN.
Ei let, thi Hermione passer nøie paa. 

ANDROMACHE.
Nu ! seer du ? ogsaa du forsager Ven i Nød. 

TERNEN.
Nei langtfra ! gjør mig ikke den Bebreidelse ! 
Jeg gaaer paastand, da en Slavindes Liv jo dog

90 Ei stort betyder, selv om haardt jeg bøde skal. 
(gaaer.) 
ANDROMACHE.
Saa gak med Held ! - Men nu som altid uden Sands 
For Andet end for Taarer, Jammerskrig og Suk, 
Vil jeg for Æthren klage; det er medfødt Trang 
For Qvinden, og en Lettelse for hendes Sorg,
95 At Læben altid giver Smerten Luft i Ord. 
O ikke een, men mange Qvaler trykke mig: 
Mit Fædreland, min Hektor, som i Døden gik, 
Og saa den haarde Skjebne, som forfulgte mig, 
Og uforskyldt mig styrted ned i Trællestand.
100 Ei prise nogen Dødelig man lykkelig, 
Før han har seet, hvorledes Livets sidste Dag 
Han overstaaer, og vandrer ned til Skyggers Land ! 
     Ei nogen Brud, men en Ulykkens Aand Alexandros dig bragte, 
     Ilions Stad ! da til dig hjem han med Helena kom.
105      Derfor paa tusinde Snekker Hellenerne stormed til Krigstog, 
     Hærged med Spyd og Ild Troernes Marker og Bye; 
     Derfor de dræbte min Hektor, hvis Liig den stolte Peleide 
     Rundtom Ilions Muur slæbte paa rullende Vogn, 
    Derfor blev ud af mit Kammer jeg ført til Bredden af Havet,
110      Og under Trældommens Aag maatt jeg bøie min Hals, 
     Taarer i Strøm randt ned ad min Kind, da jeg maatte forlade 
     Hektor i Gravens Muld, Staden og Hjemmet i Gruus. 
     Ak, jeg Arme ! hvi skuer jeg end det straalende Sollys 
     Som Hermiones Træl, martret af hende saa svart,
115      At jeg om Thetis's Billed min Arm bønfaldende slynger, 
     Smeltende hen i Graad, ligesom Kilden paa Fjeld ! 
.
||<<
<<
Wil
ster
>>
>>|||